Hvorfor tiltrækkes unge muslimer i Vesteuropa af islamistiske organisationer, der arbejder for at indføre ekstreme grader af social kontrol og spreder død og undertrykkelse overalt, hvor de vinder frem?

Spørgsmålet rejser sig i Dardenne-brødrenes spillefilm »Unge Ahmed«, der følger den 13-årige Ahmed i en fermt pacet og ligefrem handling, men som i sidste ende undlader at give enkle svar på ovennævnte spørgsmål. Faktisk forbliver Ahmeds kerne af bevæggrunde et mysterium, og konklusionen bliver en film, der ikke levner meget håb for kulturernes smeltedigel.

Ahmeds familie har en afslappet holdning til religionen, og hans eneforsørgende mor fortvivler, da det går op for hende, at Ahmed er blevet uopretteligt hjernevasket af sin imam, der hader alt vestligt.

Imamen retter særligt sin vrede mod Ahmeds skolelærerinde, der ønsker at bruge arabiske popsange i sin modersmålsundervisning, mens imamen mener, at brugen af arabisk bør være reserveret til udenadslære af koranvers. Ahmed tager imamens tordentale mod islams frafaldne meget bogstaveligt, og en dag opsøger han lærerinden for at slå hende ihjel med en køkkenkniv.

Lærerinden overlever, og Ahmed anbringes på et landbrug, hvor kriminelle unge bliver rehabiliteret. Imamen, en kujon, vender ham ryggen, efter at han har sikret sig, at drengen vil påtage sig hele skylden for attentatet.

»Det vigtigste er, at ingen kan klandre moskeen noget,« siger imamen til Ahmed og skubber ham ud af døren.

På gården virker det for første gang, som om nogen for alvor kan nå ind til den indadvendte Ahmed. Han viser interesse for dyrene, og den jævnaldrende Louise, der er interesseret i ham, stjæler et kys fra ham. Ens forhåbninger stiger; kærligheden har tidligere trukket tornen ud af den bidske løves pote.

Men hvad foregår der egentligt længst inde i den lukkede dreng? Da man ser ham spidse en tandbørste mod gulvet i sin celle, får man bange anelser.

De belgiske Dardenne-brødre, Jean-Pierre og Luc, har i næsten fyrre år lavet sociale dramaer af en høj og konsistent kvalitet med et hav af filmpriser til følge. Deres enkle film om de uønskede og udstødte er ikke altid førstevalget til en afslappet aften i biografen, men man bliver som oftest suget i ind i deres stramt orkestrerede forløb.

Den svenske TV-serie »Kalifat« behandlede for nylig unges islamistiske fanatisme som et højspændt drama; her er det ydre drama tonet ned, men konklusionen er til gengæld pessimistisk, hvad angår udsigten til kulturernes forsoning. På den anden side er »Unge Ahmed« et eksempel på en ny forståelse af, at islamismen ikke bare kan bekæmpes med rundkredspædagogik.

»Unge Ahmed«. Af Jean-Pierre og Luc Dardenne. Med Idir Ben Addi. I udvalgte biografer.