Hvad skal jeg egentlig med Facebook?

Kan man ikke leve et ganske fint liv uden det allestedsnærværende medie?

Hassan Preisler og Maise Njor. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Maise Njor

Kære Hassan,

Jeg har overvejet at gå på dette hersens Facebook. Som jeg forstår det, så er det et fællesskab for folk fra hele verden, som gerne vil lære hinanden at kende, men bare helst ikke vil mødes i virkeligheden.

Jeg har også på fornemmelsen, at det er noget med at tage billeder af fint præparerede madvarer, som ikke helt harmonerer med, hvor tynde folk er på billederne. Af de fotos, jeg har set, kan jeg regne mig frem til, at i hvert fald et par af mine venner trækker maven ind. Det gør de ikke i virkeligheden. De er heller ikke altid glade.

Vi to er heldige, fordi vi har mulighed for at skrive om mig-mig-mig-og-min-mening i f.eks. denne klumme. Vi får dækket vores behov. Jeg anerkender, at andre ikke har det så lyksaligt, og derfor må ty til andre midler.

Det er bare så besværligt at skrive et læserbrev, så derfor er det efterhånden kun politikere og folk fra en forening, der orker. Resten opdaterer på Facebook. Fornemmer jeg. For jeg har kun været det sted to dage, og så opgav jeg. For det er meget forvirrende med alle de humblebrags.

Altså, når folk i virkeligheden blærer sig med noget, men dækker det ind under, at de er totalt utjekkede. »Jeg er bare så klodset, faldt lige på vores yacht foran tre medlemmer af U2« ...

Fordi jeg er uden for Facebook-fællesskabet, bliver jeg ikke inviteret til fester, aner sjældent hvad den nye hype er, ser alt for få klip med nuttede katte, og går generelt glip af ret meget. Det sidste er dejligt. Jeg har i forvejen ikke tid til mit liv. Og er ligeglad med, hvem der liker mig.

Der er ca. ti mennesker, der skal like mig, og dem vil jeg gerne se i levende form, med deller, uden balinesisk solnedgang i baggrunden, og gerne uden artistiske avocadomadder.

Måske kalder du mig gammeldags, men jeg er træt af, at man bliver kaldt det, hvis man ikke har lyst til at gøre det samme som alle andre, af frygt for at gå glip af noget.

For en, der ikke er på Facebook, virker det lidt, som når der er »sort sol« i Sønderjylland. Stærene flyver rundt i formationer, og det er smukt, men jeg er ikke sikker på, at de selv ved, hvorfor de flyver med flokken først til venstre og så til højre.

Jeg føler ikke, at jeg går glip af noget, for jeg har jo selv valgt det fra. Men hvad ved jeg? Vil du anbefale mig at gå med i gruppen?

Hassan Preisler

Kære Maise,

Du minder mig en hel del om min mor! Sådan er jeg godt klar over, at man ikke kan skrive til en kvinde uden forhøjet risiko for repressalier. Men det er en alvorlig sag, det her. Derfor! Min mor kom på besøg for at oprette sin profil.

Jeg førte hende gennem de forskellige trin, der skal til, før man kan kalde sig Facebook-bruger. I månederne efter kiggede hun forbi flere gange om ugen. Jeg tilbød hende frisklavet kaffe med fløde, men hver gang takkede hun nej og spurgte i stedet, om hun ikke lige kunne tjekke sin Facebook-side, inden hun gik igen.

Det var selvfølgelig dejligt at se min mor så ofte, men jeg undrede mig også. Indtil vi fik opklaret, at hun troede, at hendes profil lå på min MacBook Air.

Du minder også lidt om Mogens. Mogens var min morfar. I ligner slet ikke hinanden på det ydre, dog. Han var meget høj og skaldet. Men han mente, at fjernsynsapparatet var den amerikanske kulturs infiltration af vores tanker. Mogens var klart mest til franske film i Grand Teatret.

Eller min oldemor, Elise! Hun var overbevist om, at radioen er fordummende og frarøver os den indsigt, man kan finde i at tilbringe timer under læselampen med en god bog. Hun kunne allerbedst lide Dostojevskij.

Jeg har en eks, der synes, at Facebook fremhæver vores trang til at leve skønmalede liv. En af mine ældste venner siger, at det er storkapitalen, der har taget et godt greb om nosserne på os. Jeg har haft en nabo, der syntes, at det sociale medie fjerner os fra hinanden og gør os ensomme. Og min kollega siger, at Facebook isolerer os med dem, der ligner os selv.

Men smerten skal jo have en årsag, ved vi. Og derfor står Facebook for skud. Og min eks har alle dage været optaget af, hvordan hun fremstår i andres øjne. Min ældste ven har altid været en højtråbende antikapitalist. Min tidligere nabo er så sur, at der heller ikke kom nogen og besøgte hende før den digitale tidsalder. Og min kollega omgiver sig alligevel kun med andre skuespillere, når han har fri.

Facebook er bare en forlængelse af os selv. På den måde kan mediet være irriterende afslørende. Men det er hverken mere eller mindre end det. Under alle omstændigheder så aner hverken stærene eller vi, hvor vi skal hen, og det er trods alt sjovere at flyve i formation, end at være en ensom (!) svale.