Hvad skal gamle mænd med unge kvinder?

»Nu ser jeg for mig, at jeg bliver gift med David Attenborough, og vi står på Galapagos, mens han forklarer mig alt om øglearter iført khakishorts.«

Hassan Preisler og Maise Njor. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Maise Njor

Ingen havde tænkt over at lave en trappe op til badebroen, så der stod jeg fanget i vandet med en ældre herre. Vi var nøgne, for det er man, når man morgenbader. »Nå, men så må jeg jo kravle op,« sagde han og vendte mig ryggen, placerede et knæ på broen og satte af.

Hvad jeg så derefter, kan vel nærmest beskrives som to albino-romkugler, der dinglede midtvejs mellem den gamle mand og havet. Jeg blev faktisk glad for, at han havde det så fint med sin krop, at han ikke havde noget imod at vise mig den i dén stilling.

Et par dage efter: »Du finder en gammel mand,« sagde den ene datter. »Ja, og så gifter du dig med ham og slår ham ihjel,« sagde den anden.

Det var deres umiddelbare løsning på, hvordan man bliver rig. Jeg har jo selv opdraget dem, men jeg mindes ikke, at jeg har fortalt dem om lige den løsning. Desuden synes jeg, at der kunne være mange andre grunde til at finde sig en gammel mand. Jeg er 48, så hvis jeg skulle lave samme trick som nogle af de kvinder, jeg ser ovre på skolen, hvor man ikke ved, om hun har taget sin far med til klassefest – ca. 20 års forskel – skulle jeg nok finde mig en mand, der er omkring 70. Det er også en god alder.

For eksempel ville man selv føle sig ung. Eller yngre. Ens musiksmag ville pludselig være totalt happenin’ og ny, når han står ovre ved venstre teaktræshøjttaler og jinger til Count Basie. Man kunne lære noget, når man talte med ham.

Nu ser jeg for mig, at jeg bliver gift med David Attenborough, og vi står på Galapagos, mens han forklarer mig alt om øglearter iført khakishorts. Altså David. Gamle mænds tøj er så meget pænere end 45-åriges gear. Stilen er grundfældet, og det er ikke købt for at være smart. Eller ... det var det. I 1966.

Sex ville involvere en middag, en gåtur, en snak og pauser til lige at få vejret. Det er da meget sexet. Han har levet så længe, at han ikke går i panik over småting. Som efterskat og Ribers-indkaldelser ... Måske ville han hoppe på den, når man spillede dum for at slippe for noget, man ikke gider. På en frostkold morgen kunne man lune sine hænder under hinandens bryster, og man kunne glemme alt om at være utilfreds med sin egen hud.

Måske var han så tilpas i sin krop, at han ville med ned og nøgenbade på den dumme badebro. Desuden er der blevet sat en stige op.

Hassan Preisler

Jeg har en ven. Han er ti år ældre end mig. En dag dukkede han op med en ny kæreste. Ti år yngre end mig. Lang og slank. Mørkt hår og stram hud. Hun satte sig på skødet af ham, da vi var på café. Han lagde armene om hendes liv. Hun puttede sig ind til hans kind.

»Det ser ud som om, at han sidder og holder om sin datter«, blev der hvisket i krogene. »Han har ikke nosser til at finde en kvinde på sin egen alder,« lød det fra én kvinde i selskabet, da han var gået. »Det dér bliver han lynhurtigt træt af,« sagde en anden. »Ja, og hvad vil hun gøre, når han er 80, og hun kun er 60?«, klingede bekræftelsen fra en tredje.

Vi råber i kor, når vi lader konsensusforargelsen flyde frit. Hvis jeg dukker op med en jyde, en proletar, en blondine eller en, der er væsentligt yngre end mig, så får jeg fællesskabets knytnæveslag at føle: »Tilbage til folden!« skriges der.

Og det er nådesløst, det knytnæveslag, for det er utrygheden, det dækker over. »Vil min mand også hellere have en yngre model?« tænkes der inde under forargelsen: »Ville han være lykkeligere, hvis jeg var fra provinsen, dårligere uddannet eller mere lyshåret?« »Bliver jeg forladt, fordi jeg er ældre?« skælves der.

Og jeg? Hvad gør jeg, når jeg ser fordømmelsen folde sig ud? Jeg tager den i hånden, fører den frem til talerstolen og giver den stående applaus: »Jeg ville lynhurtigt kede mig, hvis det var mig,« siger jeg.

»Hvordan skulle hun kunne give mig kvalificeret modspil?« spørger jeg retorisk. Og slutteligt driver jeg kniven helt ind i mangfoldighedens skrøbelige natur, når jeg siger: »I modsætning til min ven, så kan jeg godt håndtere, at jeg ældes!«

Men at kærligheden skulle være bygget op af ensartethedens mursten er et deprimerende perspektiv: At du og jeg bliver lykkeligere, hvis vi vælger livspartner ud fra klanens konformitetskrav, gør samhørigheden til en tynd kop te. For et ægteskab arrangeret af tidsånden spærrer os inde bag forudsigelighedens ligusterhæk.

Så jeg vil give fanden i skæve blikke og ondskabsfulde undertekster, og næste gang en ven dukker op med en enarmet kæreste, en murerarbejdskvinde, en indre-missionist, en analfabet – eller en vårhare, så vil jeg rejse mig og sige: »Velkommen, du!«