Hvad skal der ske nu, hvor ungerne er fløjet fra reden?

Tusindvis af unge er netop flyttet hjemmefra, for at begynde på en videregående uddannelse. Men hvad med mor og far? Er det også en ny epoke for dem? Karen Lumholt og Anders Stahlschmidt har gjort sig nogle tanker. Parrets to sønner bor ikke længere hjemme, og den yngste, datteren, er 18. Det er vigtigt at acceptere og give slip, mener de. Men nedenunder ligger en sorg og ulmer over en tid, der er forbi. Og måske handler det også om ens egen identitet?

Er der ikke noget, som bevæger sig rundt derude i de lilla lyngmarker? Nogle hvide hårtoppe?

Hvis hun lytter godt efter, kan hun høre de lyse stemmer under det hvide hår.

Hun får lyst til at omfavne den, tidløsheden. At lade sig forføre af den, forsvinde ind i den. Ferierne i sommerhuset giver altid fornemmelsen af, at tiden holder op med at eksistere.

Det er kun få uger siden, at Karen Lumholt stod og kiggede over mod lyngen. Et kort øjeblik syntes hun, at hun så noget. Men der var ingen hvide hårtoppe. For hårtoppene er blevet til to voksne mænd på henholdsvis 25 og 23. Og den yngste, pigen, er netop fyldt 18.

»Jeg stod lidt og tænkte over det. Savnede jeg at have mine tre børn med på ferie i sommerhuset? Svaret var nej. Det var ikke mine voksne børn, jeg længtes efter at have med, uanset hvor forgabt jeg stadig er i dem. Det var en særlig tidløshed, jeg savnede fra ferierne, da vores børn var små.«

I sommer holdt Karen Lumholt og hendes mand, Anders Stahlschmidt, 14 dages ferie. Alene for første gang i 25 år.

»Jeg blev umådeligt optaget af min mand, af at lave god mad og konstatere, at vi stadig kan blive ved med at få ideer sammen. Så jeg gik rundt deroppe i sommerhuset og tænkte: Ham gider jeg godt blive gammel sammen med.«

Et sted mellem sorg og frihed

Hjemme i haven i Valby sidder også Karen Lumholts mand. De har kendt hinanden, siden de mødtes på Journalisthøjskolen i 1989 og kan næste sommer fejre sølvbryllup.

»Jeg tror, du har det lidt nemmere end mig, Anders, nu, hvor børnene er blevet voksne. Du har altid haft en mere ligeværdig relation, hvor jeg har været mor med stort M. Jeg har prøvet at lægge den der kæmpe omsorgs-ting fra mig, men det har ikke været let. Eller rettere, det ER ikke let.«

Anders Stahlschmidt er enig i, at hans rolle har været en anden, selv om han har været der lige så meget for børnene som Karen.

»Jeg tror, der også er noget biologisk i det her. Jeg er faderen, ham, der i løbet vores børns opvækst har været den, der viser vejen. Jeg har været og er stadig tæt med dem alle tre, men jeg kan mærke, at der også er noget her: Mand, far, mor, kvinde. Måske længes du efter mor-rollen, sådan som den VAR. I dag er din rolle blevet en anden.«

»Det er ikke let for dig at give slip, du har stadig den med: »Har du nu husket også at invitere din storebror, Jonathan? Og din farmor skal du lige ringe til.« Mens jeg har givet helt slip på den del af forældrerollen.«

»Ja, måske,« svarer hun.

Karen Lumholt skubber solbrillerne op i panden og siger, at der selvfølgelig er noget vemodigt over, når ens voksne børn flytter hjemmefra. Og noget sorg, især når den sidste også er på vej væk, inden for det næste års tid.

»Samtidig er det en ny frihed med en masse nye muligheder, som jeg ved, vil vise sig, men lige nu ikke aner, hvad er. Det siger jeg ikke kun for at være påtaget positiv. Jeg ser det som begyndelsen på en ny sæson og endnu en interessant livsfase.«

Men hun er ikke nået dertil endnu. Det vil hun gerne understrege. Der er stadig en sorg, som ligger og ulmer et sted, og hun er midt i en periode, hvor der er ting, hun ikke har på plads.

»Det er vel egentlig også reelt nok. Det tager tid at acceptere, at alle vores tre børn, og ikke kun de to ældste, indenfor kort tid er flyttet.«

Hun tænker lidt.

»Men der er jo mange lag i det her. Selvfølgelig handler det om, at børnene er blevet voksne. Ja, men også om en masse andet. Om alder for eksempel. Om, at jeg skal lære at omfavne mit fysiske forfald, at jeg skal give slip på en yngre udgave af mig selv og erkende, at jeg i dag tilhører et andet segment. Vi er blevet »de gråhårede«, Anders og mig.«

Det handler i bund og grund om accept

Foto: Malene Anthony Nielsen. Fold sammen
Læs mere

Det er ikke bare mor-far-rollen, der er biologisk betinget, mener Anders Stahlschmidt. Det er også biologi, at børnene forsvinder, former deres eget liv og laver deres egne nye familier.

»Det optager mig en hel del i øjeblikket, at der er ting, vi ikke kan ændre på, lige meget hvor ihærdigt, vi prøver. Det er jo ikke kun, når vores børn flytter, at vi kan have svært ved accepten. Grundlæggende har vi i vores kultur svært ved at acceptere, at det ikke er alt, vi selv kan konstruere.«

»Det ligger i tiden, tror jeg. Også hvilken slags familie, vi vælger, vi gerne vil være, og hvilket familie-koncept, vi vil have. Der bliver stillet store krav, og der findes mange forskellige måder at være familie på i dag, og ingen der er den rigtige.«

Han rykker sig lidt til siden, så han ikke får solen direkte i hovedet.

»Hvorfor ikke læne sig lidt tilbage og i langt højere grad hengive sig meget mere til det, vi som mennesker er skabt til? At fortsætte artens forplantning. Og dermed acceptere, at ikke alt kan ændres? Hvis vi gider at lytte og åbne øjnene, er der en masse, der giver sig selv, og som vi ikke behøver at konstruere.«

Selv om Anders Stahlschmidt ikke har haft svært ved, at de to ældste er flyttet, har det alligevel sat nogle tanker i gang.

»På et tidspunkt havde jeg nok nogle forestillinger om, hvordan mit liv sammen Karen skulle være, når vores børn ikke længere boede herhjemme. Men jeg kom ret hurtigt frem til, at jeg ikke har lyst til at planlægge noget eller beslutte, hvad der skal ske. Det vil vise sig, det er jeg overbevist om.«

»Den der planlægning ind i en ny livsfase er ikke mig. I virkeligheden er det ret enkelt, tror jeg. Det handler om at give slip på sine børn, og om at give slip på sin ungdom. Og det kan selvfølgelig godt lige tage lidt tid, inden man når dertil.«

Der er nogle begreber, som Anders Stahlschmidt går og pusler lidt med for tiden, og som handler om accept.

»Hvis vi forestiller os, at livet er svingninger ligesom vekselstrøm. At vi lever livet mellem to yderpoler, hvor der virkelig er strøm på. Den ene yderpol er passionen, der, hvor vi glemmer alt og er totalt optaget af det, vi gør. Den anden yderpol er taknemmeligheden, hvor vi hengiver os og siger tak.

»Okay, det er en konkurrence, det her. Nu skal jeg da lige vise, hvem det er, der kan lave en ægte bearnaisesauce«

Somme tider er svingningerne kun små og når aldrig ud i yderpolerne. De bliver inde på midten i et meget kedeligt gråt felt. Her er man bekymret og gør en masse ting, fordi man tror, man skal. Man forsøger at konstruere tingene og få dem til at være noget, de i virkeligheden ikke er. Som at fornægte, at børnene er blevet voksne med alt, hvad det indebærer.

Og så kan man hverken være i passionen eller i taknemmeligheden. Man kan ikke skrue op for strømmen i sit liv, med mindre man lærer at acceptere tingene, som de er. At ens børn er blevet voksne, og at man selv er på vej i en ny og ukendt retning.«

Passion og senere taknemmelighed har Anders Stahlschmidt oplevet, når han har involveret børnene og kombineret den med sin egen glæde ved at stå i et køkken og hengive sig til madlavning.

Lige siden børnene var store nok til at stå på en taburet ved køkkenbordet, har de skåret rødderne af en champignon med en lille kniv, vasket kartofler og hvad de ellers var i stand til.

»I dag overgår de langt, hvad jeg er i stand til at præstere i et køkken. De er blevet meget dygtigere og mere sofistikerede. Jeg når dem ikke til sokkeholderne, vores yngste søn kan tilberede en menu til 100 mennesker, det kræver altså lidt af et overblik,« konstaterer Anders Stahlschmidt.

»I begyndelsen tænkte jeg: »Okay, det er en konkurrence, det her. Nu skal jeg da lige vise, hvem det er, der kan lave en ægte bearnaisesauce«. Men nu læner jeg mig i stedet tilbage i kæmpestor taknemmelighed. En taknemmelighed over, at mine børn bærer faklen videre, hvis man skal sige det lidt højtideligt.«

»Hvorfor er vores arbejdsmarked konstrueret sådan, at man skal arbejde allermest og gøre karriere lige præcis i de år, hvor børnene har mest brug for én?«

Foto: Malene Anthony Nielsen. Fold sammen
Læs mere

Noget af det sværeste, mener Karen Lumholt og Anders Stahlschmidt, må være, hvis forældre ikke rigtigt har haft noget sammen med deres børn i løbet af deres opvækst. Og når børnene så flytter, kender de dem egentlig ikke rigtigt.

Karen Lumholdt trækker et konkret eksempel frem fra en fest, hun var til.

»En af gæsterne fortæller, at hans søn snart fylder 18 år, og at han i den anledning vil holde en tale for ham. Umiddelbart efter siger han så: »Men jeg ved jo ikke så meget om ham, så det bliver nok ikke så let at skrive talen.«

»Det, synes jeg, må være en forfærdelig erkendelse, og det er ikke første gang, jeg har hørt en forælder sige det. Manden var tydeligvis dybt, dybt ulykkelig, og det tror pokker. Det er for mig et af mange tegn på, hvor travlt den nuværende forældregeneration har. Tænk, hvis man har arbejdet og været væk så meget, at man derfor ikke har et nært forhold til sine børn. Man kender dem ikke rigtigt, når de så en dag er voksne.«

I kvarteret hjemme i Valby er der sket et generationsskifte, og en masse nye unge familier er flyttet ind på villavejene. Tidligere kendte Karen Lumholt de fleste, men når hun i dag går ned ad Traps Allé, er der ikke længere så mange, der inde fra haven råber: »Hej, Karen.«

»Når jeg ser de unge forældre drøne af sted på deres Christianiacykler med ladvogne og tunnel-blik i øjnene, tænker jeg: Hvorfor er vores arbejdsmarked konstrueret sådan, at man skal arbejde allermest og gøre karriere lige præcis i de år, hvor børnene har mest brug for én? Det er jo helt galt og behøver ikke at være sådan.«

»Hvorfor skulle man ikke kunne gøre karriere, når man er mellem 40 og 50, hvor børnene er blevet større? Alt for ofte hører jeg forældre, der siger en helt masse ord meget hurtigt til deres barn, men de er ikke nærværende. Der er sådan en anspændthed over samværet, og det kan gøre mig trist. Men det er jo ikke kun forældrenes skyld, det også en struktur, vi har fået skabt, som er helt omvendt og ulogisk.«

For nogle år siden sad Karen Lumholt ved sin fars dødsleje. I de timer, inden han døde, blev hun meget bevidst om, hvad der for alvor betyder noget, når man ligger der »at the end of the day« og skal dø.

»Det er vores relation til andre mennesker og ikke mindst til de nærmeste og til vores børn. Jeg ved, hvor meget det betød for min far, at han var stærkt bekymret for et af sine børn, og at et andet barn havde nægtet kontakt med ham i flere år.«

Selv om Karen Lumholt og Anders Stahlschmidts to sønner er flyttet hjemmefra, har de begge for nylig boet en ganske kort periode i huset på Traps Allé, indtil deres boligsituation var på plads igen.

Man kan altid midlertidigt få en seng et eller andet sted i huset.

Mens flere af Karen Lumholt og Anders Stahlschmidts venner og bekendte overvejer at flytte til en mindre bolig, når børnene ikke længere bor hjemme, har de besluttet at blive i huset på Traps Allé. 16 år har de efterhånden boet her. Og har i flere omgange været omkring, hvorvidt de på et tidspunkt skulle sælge villaen.

»Med inspiration fra nogle venner har vi valgt at sige, at vi »køber« vores eget hus. Vi kigger med helt nye øjne på huset, som hvis vi en søndag var med en ejendomsmægler ude og skulle vurdere, hvordan det hus så ville passe til ægteparret Karen og Anders. Hvordan skulle det indrettes, hvad ville ønskerne være til et ægtepar uden hjemmeboende børn? Vi er allerede så småt i gang.«