Gyldendals efterårsreception 2006. Festen er flyttet fra Klareboderne til Søpavillonen.

»Jeg var lidt manisk ved midnat, inden vi tog hjem,« husker Morten Sabroe. Han vil sige farvel til sin ven Ib Michael. Litteraturanmelder på Politiken, Thomas Bredsdorff, kommer hen og klapper Ib Michael på skulderen. Morten Sabroe træder ind imellem de to mænd og siger til anmelderen, som han ellers respekterer: »Din lille rygklapper«. Det er det sidste, han husker fra den aften. Resten har han hørt fra sin kone. De cykler hjem ned ad Sankt Peder Stræde mod lejligheden i Larsbjørnsstræde. Pludselig tager han to store sving, og så falder han. Konen tror, han laver fis, men han kan ikke komme op.

»Jeg kunne ikke forstå, at jeg skulle være blevet fuld af så lidt. Jeg var overrasket og dødhamrende træt. Jeg tænkte overhovedet ikke på, at det kunne have noget med døden at gøre.«

Da de med forbipasserendes hjælp kommer hjem, vælter han i seng. Han peger på lampen på natbordet:

»Gider du godt lukke det vindue?«

Konen får en væmmelig mistanke og spørger, om han kan huske, hvem de fulgtes med hjem fra festen. Det kan han ikke. Natlægen bliver tilkaldt. Derefter er det ambulance og ud på Glostrup Sygehus, hvor lægerne kan konstatere, at Morten Sabroe har fået en hjerneblødning.

»Det, der er så mærkværdigt, er, at jeg ingen forvarsler fik om, at der ville ske noget. Så jeg nåede ikke at blive bange. For det der med at være bange for at dø har noget at gøre med, at man er bange for smerten inden, eller at du bliver bevidst om, at der er noget galt. Men jeg blev panisk over, at min manglende hukommelse og talefejl måske var noget vedvarende.«

Flere dage efter kører konen ham hjem fra hospitalet. De kører forbi en stenhugger på Roskildevej, hvor han ser en række gravsten. Han er underligt speedet og begynder at fable om, hvor meget man egentlig må skrive på sådan en gravsten. Det ene indfald om døden, organdonationer, begravelser og kirker afløser det andet mellem ægteparret.

Da de kommer hjem har de pingponget så meget om emnet, at Morten Sabroe beslutter, at han vil lave tv på DR2 om døden. Tv-mediet interesserer ham mere end selve emnet.

»Og det bliver skidehamrende skægt,« siger han selvsikkert til sin skeptiske kone, der ellers er vant til at lave tv og kender de snørklede kommandoveje. Han skriver kækt til redaktørerne på DR2, at han gerne vil lave noget morsomt og satirisk om døden. En blanding af Monty Python, Buster Keaton og Groucho Marx. De godtager hans manuskript. Roadmovie-serien i tre dele, »Udflugt mod døden«, en komisk rejse ind i dødens landskab, kører over skærmen nu til december.

Måneder efter hjerneblødningen lister Morten Sabroe rundt på Panum Instituttet i en pause under optagelserne til tv-serien om døden. Hans mor, der døde i 1997, havde doneret sit legeme til videnskaben, og han ved ikke, hvad der var sket med hendes krop. Pludselig støder hans professionelle tv-projekt sammen med et traume fra fortiden. På nogle hylder kan han se de afsavede hoveder fra andre døde mennesker og deres alt for blege næser presset mod glassene. Det lignede grotesk kunst, synes han.

»Jeg var enormt draget af, at min mor måske fandtes i nogle af dem. Jeg listede rundt og brugte nogle af hylderne som skjold for ligesom at lure, om min mors ansigt skulle være i nogle af glassene. For så ville jeg... Jeg ved ikke... Jeg var bare draget. Det var meget ubehageligt. Jeg var frygtelig bange for pludselig at se hendes hoved.«

For at få en forklaring på hvad det er, Morten Sabroe har kørende med et af tidens mest sejlivede tabuer, har jeg sat den nu 60-årige journalist-forfatter stævne uden for krematoriet på Bispebjerg Torv. De perfekte omgivelser at komme i dødsstemning i. For 30-40 år siden summede torvet af liv. Her var en snakkesaglig grønthandler, et ismejeri med bøttesmør, et renseri med kilorens, en bager med de bedste studenterbrød, et posthus og Nord-Vest Avisens redaktion ovre på hjørnet med en fotograf, der hed Kim Larsen. Her var masser af børn og unge. I dag er rigor mortis forlængst indtrådt. Samtlige butiksfacader er muret op med gule mursten og solgt som lejligheder til mennesker, der ikke viser sig på gaden. Torvet er tomt som en kiste uden indhold. Kun bedemandsforretningen ser ud til at leve. Her blæser tilmed en kold vind. Morten Sabroe vil ikke ind i den store Grundtvigs Kirke. Kirker siger ham ikke noget. Begravelser? Nej! »Jeg bliver ked af det, fordi den døde lever videre i mig. For mig har den døde lige så meget at skulle have sagt som før, han døde.«

Vi sætter os udenfor ved bordene på Café Bjerget med udsigt til krematoriets røde skorsten i et naivt håb om, at solen skal ramme os.

Morten Sabroe er én af dansk gonzo-journalistiks pionérer og forfatter til et utal af artikler i diverse dagblade, af hvilke flere er blevet milepæle i dansk journalistik. Han har skrevet selvbiografiske romaner og fiktion.

Med sin personlige jeg-fikserede skrivestil var det oplagt, at hans tidligere arbejdsplads, Politiken, efter optagelserne sendte ham to måneder til New York for at skrive en personlig bog om Hillary Clinton. Han kom godt nok hjem med en bog under armen, »Du som er i himlen«, som udkommer til oktober, men den handlede ikke om den tidligere præsidentfrue og nuværende demokratiske præsidentkandidat. Den handlede om hans mors død og erkendelsen af, at døden er grim, kold og kynisk. Jo tættere han var kommet på Hillary Clintons sande jeg, jo mere syntes han, hun lignede hans mor. Jo mere han gik rundt i gaderne i New York, boblede minderne om hende og deres uforsonlige forhold op i ham og lagde en melankolsk dyne over ham. Under dynen drømte han om at kunne forsones med hende, selv om hun var død.

MORTEN SABROE VAR EN OVERÆNGSTELIG dreng i hjemmet i 1950ernes Klampenborg med udsigt over Øresund. Familien var rig og danmarksberømt. Brødrene var materielt forkælede ud over enhver forstand. Han fik en bil til sin 18-års fødselsdag. Den var alt for lille, syntes han selv. Senere fik han et hus i gave, da han flyttede sammen med sin første kone.

Som lille hang Morten Sabroe i sin mors skørter og lod hende aldrig af syne. Selv når hun skulle til slagteren, sad han bag i bilen og frygtede, at hun aldrig ville komme tilbage. I lange perioder stak han af fra skolen allerede i det første frikvarter, fordi han frygtede, at moderen var forsvundet eller eksploderet. Han sammenligner hende med Leni Riefenstahl, Adolf Hitlers propaganda-filminstruktur. En kold og hård nyser. Tidligere svømmepige og nordisk mester i tårnspring. Besat af sin krops udseende med afsky for alt, hvad der hed ømhed og berøringer. Da han mange år senere skal skrive bogen om Hillary Clinton, vælter han ned i et eksistensielt hul i den lånte lejlighed på Manhattan, fordi alt, hvad han finder ud af om Hillary Clinton, minder ham om hans mor. En isdronning med en skal så tyk som beton. Distanceret og hundeangst for at tabe ansigt. Hvis moderen brændte sig på komfuret, gemte hun sin hånd på ryggen.

Moderens liv var svejset sammen med faderens, Poul Sabroe, kendt i den store offentlighed som Den Gyldenblonde, journalist, redaktør og folkekær direktør for Cirkusrevyen. Hun var hans sekretær, chauffør, renskriver, meddirektør og meget andet, der ikke levnede meget opmærksomhed til den følsomme og angstfyldte drengs behov for ømhed og en tryg moderfigur. Hans far arbejdede altid og skænkede først sin søn overbevisende opmærksomhed, da unge Morten Sabroe droppede sin gryende karriere som bygningssnedker og blev journalist på Berlingske Tidende i 1960erne. Faren lagde sjældent mærke til, at hans søn kom ind på kontoret. Hvis han gjorde, rakte han automatisk ud efter en fyldepen, fordi han troede, drengen var kommet for at få hans autograf. Sådan husker Morten Sabroe det i hvert fald. Morten Sabroes far dør i 1984. Han fik Alzheimers til sidst på Slagelse Sygehus. Morten Sabroe bliver chokeret over farens og de andre Alzheimer-patienters verdensfjerne tilstand. Dog ikke mere end at han i »Du som er i himlen« beskriver en tragikomisk ordveksling mellem sønnen og den berømte far:

»Er du den nye læge?«

»Nej, jeg er din søn.«

»Hvad hedder du?«

»Jeg hedder Morten.«

»Har du kørekort?«

»Ja.«

»Så kører du rustvognen!«

Det meste af sin ungdom kæmper han kampe med sin mor. De er så forskellige som nat og dag. Ofte er forholdet direkte hadsk mellem dem. De er lige uforsonlige begge to. En enkelt gang tager han sig i at have voldsom lyst til at smadre en økse i panden på hende, da hun står over for ham, mens han hugger brænde.

To af hans erindringsbøger handler blandt andet om deres konfliktfyldte forhold, hvilket moderen med den pæne overflade aldrig tilgiver ham. Efter den første, »Men ude i kulissen« (1976), skriver hun et brev til ham, som slutter: »Med venlig hilsen din forhenværende mor«. Han fortrænger det, og indser senere, at bøgerne har fungeret som symbolske forsøg på at tage moderen af dage.

Da han er nitten, får han konstateret en forsnævring af halspulsåren og beordret livslang medicinering. Det bliver for Morten Sabroe startskuddet til en besættelse om, at han skal dø. Det sker igen og igen. Han skal hele tiden dø, synes han, når han har glemt at tage sin medicin eller er kommet til at anstrenge sig for meget. Noget, lægerne stærkt har advaret imod.

I de år bliver han rigtig god til at sidde i en forsamling og lade som om, han følger med i en samtale, mens han i virkeligheden holder hænderne under bordet i færd med at tage sin egen puls for at mærke, om aorta stenose er ved at slå ham ihjel.

Hans daværende kone ringer i et væk efter ambulancer og smækker iltmasker over hans mund på vej til hospitalet, hvilket også gør ham angst. Han er bange for, at der skal komme rotter ud af slangerne.

På hospitalet lindres dødsangsten kun af den morfin, han får skudt i balden, så han kan slappe af og glide hen i tågerne. Da lægerne ved hans hjerneblødning for et år siden, fik at vide, at Morten Sabroe havde fået diagnosen, aorta stenose, og så hvilken medicin, de havde givet ham og i hvilke mængder, rystede de på hovedet. Medicinen var unødvendig og nyttesløs. I dag griner Morten Sabroe overskudsagtigt af lægernes uvidenhed.

EN FEBRUARDAG I 1997 LIGGER HANS mor for døden i sit lille hus i landsbyen Sibberup udenfor Skelskør. Morten Sabroe overbeviser sin døende mors sygeplejerske om, at han sagtens kan passe hende, skifte ble på hende og give hende ketoganer. Hvor svært kan det være? Gummihandsker og en pille i endetarmen, pleje og omsorg. Måske en mulighed for at sige ordentligt farvel til sit livs endnu levende dæmon. Kæphøj og motiveret for at hjælpe moderen vinker han farvel til sygeplejersken.

»Det var skæbnebetonet, at den søn, hun har haft flest konflikter med, ender med at være ved hendes side og passe hende langt ude på Lars Tyndskids mark,« siger han.

»For mig så det ud, som om det var en kæmpe kamp. Kroppens eller fysikkens kamp for at blive tilbage på Jorden. Jeg så, at det at dø er voldsomt og ikke stille og roligt. Det er en dødskamp. Det støjede ad helvede til. Flere gange den nat troede jeg, nå, nu dør hun, for alle de støn, hun udstødte, lød for mig som det sidste.«

Morten Sabroe har ellers talt nøgternt og med ironiske hints om sin og konens tv-serie om døden og om sin nye bog. Nu er hans stemme stille.

»Mellem to mennesker, og særligt mellem min mor og jeg, der har haft så mange konflikter, opstår et behov for, at det skal være godt her til sidst. Og det er sikkert derfor, at jeg sætter mig ind til hende på sengen. Hun var ikke køn. Tænder og det hele står frem, og blikket er ved at blive mælkehvidt. Der er bare gammel hud henover skelettet. Men jeg holder om hendes hånd og på hendes pande og begynder at fortælle hende, hun var jo gammel svømmepige, at nu skal du ud i en flod, og du er ligesom et blad, der har revet sig løs på et træ, og du driver på ryggen ned ad denne her flod, og inde på bredden løber dine børnebørn. Farmor! råber de, og så, jeg ved ikke, hvor hun fik de kræfter fra, så satte hun sig op i sengen og ser på mig med et blik så skarpt som en ørn. Hun ser lige igennem mig og siger ­- hans stemme bliver hæs og hård - »Gider du godt holde op med det dér?« Okay, jeg kunne godt se, at afstanden mellem alt det sentimentale, og det, hun var i gang med, at dø, den var simpelthen for stor. Der var en afgrund mellem os. Jeg gik ud af rummet. Jeg kunne ikke lade være med at grine.«

Grine? Blev du ikke ked af det?

»Jo, det gjorde jeg også, men jeg syntes også, det var så absurd. Mange har syntes, at hun holdt fanen højt til det sidste. Men for mig var det noget med, at jeg overhovedet ikke fattede, hvad det ville sige at ligge der som en hund, og det, der er i gang, er en kæmpemæssige knoglemaskine, der er ved at knuse alt i hende. Der er altså ikke noget med nogle børn, der løber inde på bredden og vinker og råber hej farmor. Jeg fik en meget stærk følelse af, at jeg ikke aner, hvad det vil sige at dø, og at det er benhårdt og forfærdende.«

Hvad skulle du have gjort holdt om hende og holdt kæft?

»Ja, det skulle jeg.«

Selv om hans solbriller er mørke, skjuler de ikke tårerne i øjenkrogen.

Gennem hele natten skifter Morten Sabroe ble på sin kropsforskrækkede mor flere gange og giver hende ketoganer.

»Og så alle de forskellige følelser. Der var tidspunkter den nat, hvor jeg tænkte: Så dø dog for helvede, dit gamle spektakel, jeg orker ikke mere.«

I sin nye bog skriver Morten Sabroe, at alt det med, at man efter sådan en situation bliver bevidst om døden, egentlig er det modsatte.

»Du bliver bevidst om, at du selv skal dø. Du aner intet om selve døden. Men jeg så fysisk, hvordan det ser ud og gjorde nogle ting ved hende, som var grænseoverskridende. F.eks. at sætte Ketogan-pillerne op i endetarmen på hende. Det var nok det værste for mig... For mange af vores modsætninger var jo... Hun var sådan lidt frigid i det... Det var sgu svært at lave sådan noget på hende. Reaktionen kom først et par år efter, hvor jeg fik en depression. Ud over at man har mange vilde følelser, så gør man sig også til den funktion, man skal være: Sygeplejerske. Og det er vel også en måde at lægge et skjold imellem sig selv og mange af de ting, der sker i løbet af sådan en nat på.«

Moderen dør den efterfølgende dag.

UDEN FOR KAPELLET LYDER ORGELMUSIK gennem den åbne dør. En hvid kiste står derinde i mørket omkranset af blomster i smukke røde og gule og hvide farver. Pårørende sidder på bænkene. Pludselig kommer den kvindelige præst løbende med den sorte præstekjole blafrende efter sig og et bundt papirer under armen. Hun udveksler et par hurtige bemærkninger med rustvognens chauffør og styrter videre mod kapellets bagindgang.

Oplevelsen af den lange nat med hans døende mor og tankerne efter hans egen hjerneblødning tager magten over ham, da han i april 2007 indlogerer sig i lejligheden på Manhattan for at skrive om Hillary Clinton. Hele hans verden står i dødens tegn. Han har accepteret døden som et faktum.

»Jeg opsøgte hele tiden følelser, der var triste. Jeg så f.eks. filmen »Away From Her« med Julie Christie, hvor hun spiller en, der har fået Alzheimers. Ligesom hans far. Alt, hvad jeg hørte af musik, var sørgmodigt.«

En nat bryder han sammen og sidder tudbrølende og skriver mails til sin kone, der befinder sig i Malaysia for at lave tv.

»Jeg ved sateme ikke... Det har hobet sig op i mig, og da er det, jeg vender tilbage til den situation med min mor, hvor jeg diskuterer med mig selv. Hvad er det, der foregår her? Vil du have, at hun skal tilgive dig, eller vil du have tilgivelse? Hvorfor er du så skide ulykkelig nu? Grundlæggende er jeg skide ulykkelig over, at vi aldrig fik et ordentligt forhold, og at det altid blev det krigeriske, hvor vi kæmpede med hinanden. Jeg bliver enormt ked af at tænke de tanker, mens hun døde: Så dø dog dit gamle... Det er meget hårde tanker.« Hans stemme knækker.

»Jeg vil gerne have, at hun skal tilgive mig, men det ville ligge fjernt for hende. Jeg tror måske, det er en form for tilgivelse, jeg søger, som er uden for mig og uden for hende. Mod noget uden for: Giv mig for helvede syndsforladelse for det her. Og mine bøger, især »Sidste tog« (1996), er en del af den kamp. Og også min første roman »Men ude i kulissen« (1976). Jo ældre jeg er blevet, jo mere er det blevet en kamp med hende end, som det var i starten, en kamp for at komme væk fra det forkælede miljø, jeg var vokset op i.«

NÅR HAN SKAL UD PÅ GADEN i New York bevæbner han sig med visitkort, pas og telefonnumre på venner, så folk der skulle finde ham, hvis han falder om hurtigt, kan kontakte venner og familie. Selv i dag kan han ved den mindste uregelmæssighed i kroppen eller pludselig træthed frygte, at nu kommer det. Det er nu, han skal dø.

»Da jeg fik konstateret forsnævringen af pulsåren, havde jeg sådan en hysterisk og ungdommelig dødsangst, hvor jeg var enormt bange for at falde død om. Nu er det sådan mere...« Morten Sabroe rammer et ordtomt rum i talestrømmen. Han holder en pause. Han ender med: »Nu er det mere rummet. Altså det er noget sært noget at snakke om. Men mit rum er blevet udvidet. Da jeg gik alene rundt i New York, følte jeg en større og roligere livsintensitet. Der kom lidt mere ro over min måde at være på, og jeg søgte hele tiden ind i situationer, hvor jeg ikke var sammen med andre mennesker. Jeg kunne godt lide den der underlige melankoli, fordi den var så rummelig. Jeg fik simpelthen en fornemmelse for min egen dødelighed. Jeg er blevet meget bevidst om, at jeg skal dø.«

Hvordan er det rummeligt?

»Hvis jeg skal beskrive det billedeligt, så er det ligesom, at jeg hele tiden hører Leonard Cohens »Hallelujah« og den slags og bliver på min egen måde lidt småreligiøs i bolden. Som om jeg kommer ind i en katedral, der er helt stille, og hvor der er fredfyldt at være, og det er også okay, at du dør. Jeg fik også enormt mange tanker om min fars måde at forsvinde fra livet på. Jeg gik hele tiden gået rundt med... altså tanker om døden.« Han puster luft ud mellem læberne, som om han er forpustet.

»I det rum jeg har gået rundt i i lang tid nu, befinder jeg mig enormt godt, fordi tingene er blevet dybere. Min oplevelse af andre mennesker er blevet mere intens. Som jeg skriver i bogen: »Pludselig sidder jeg og kigger på min kone og glæder mig over hende. Det var sgu ikke noget, vi gjorde i min rockn roll-generation. Da sad vi og så på hende og tænkte: Gad vide, om der ikke er en yngre model på en anden café.«

Den yngre model har du jo scoret?

»Hun er kun 16-17 år yngre end mig... Men det tænker man også meget på.«

At du er heldig?

»Nej, at vi vil få nogle problemer om 15-20 år. Jeg er begyndt at sige til hende: Nu skal du tænke dig lidt om. Om 15-20 år er jeg en mand på måske 75. Så er du en muligvis meget lækker kvinde i slutningen af 50erne. Jeg tror ikke, det er sjovt. Hvis det var mig, tror jeg, jeg ville begynde at tænke på at skifte hest.«

Hvad siger din kone, når du siger det til hende?

»At hun elsker mig.« Han griner.

Hvad kan du så anbefale? Hvad er det rigtige at gøre, når døden kommer til nogen, man kender?

»Man skal huske at sige til dem, man holder af, at man elsker dem og tage vare på dem, man har haft konflikter med. Og jeg ved i hvert fald én ting. Jeg er enormt glad for, at jeg var der for min mor den nat. Det dummeste, du kan gøre, er ikke at være tilstede, når det sker. Hvis du kan og ikke holde dig væk som mine brødre gjorde. Se hvad døden er, hvordan den ser ud, selv om det med at skifte bleer på min mor og give hende ketoganer var lige i overkanten. Det holder ikke vand den der med, at den døende ligger i sin seng parat til at dø og siger: Lev nu godt og fornuftigt. Familier vil jo gerne have, at de kan gå ind til den døende, og de allesammen kan have en fed gribende samtale om, at de kommer til at savne den døende.« Han griner af billedet. »Det tror jeg ikke på efter, hvad jeg har oplevet.«

Morten Sabroes kone siger, han har forandret sig efter blodproppen. Han er blevet mere imødekommende og kærlig. Han forvrænger ordet.

»Det er frygteligt banalt. Prøv at lade være med at blive vildt hysterisk, fordi dine sko ikke er kommet hjem. Det gjorde jeg altid. Min kone har altid sagt: Har du nu været ude og lave skobutikken igen? Den er jeg holdt op med. n