"Hun sprang omkring mig med begejstrede bevægelser. Som en hvalps"

Hassan Preisler og Maise Njor. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Hassan Preisler:

Vi lægger kul på grillen, far og jeg. Den er firkantet og har en tung rist af jern. Så tænder vi op med væske og aviser. Jeg er 21 og netop vendt hjem fra en dannelsesrejse til hans hjemland. I månedsvis ledte jeg efter mig selv i Pakistans intense storbymylder og menneskeforladte bjerge.
Da jeg står ved grillen i fars rækkehus i Bagsværd og lægger kæmperejer i citronmarinade er eftermiddag blevet til aften. Solen står stadig højt på himlen. Vinrankerne har bredt sig langs bjælker og planker på den overdækkede terrasse, og små klaser af grønne druer hænger ned over spisebordet. Jeg smider mig i en solstol på græsset og tænder en Camel. Jeg lukker øjnene.

De skarpe toner fra tusinde rickshaw-horn blander sig med stegeosen fra bazarens mange madboder. Råbende menneskestemmer på sprog, jeg ikke forstår, lyder i mit indre. Pludderbukserne og den knælange skjorte falder løst ned over min vestlige krops statur, da jeg forsøger at skjule den. Endnu et håbløst forsøg på at falde ind.
Så lyder dørklokken, og jeg springer op fra solstolen. Mine skridt gennem havens græs og stuens tunge tæpper er uendeligt lange. I spejlet retter jeg på håret.

Jeg vendte hjem fra Østen til Vesten og tog et job som kabelopruller nederst i mediebranchens hierarki. Den første arbejdsdag gik jeg ind ad porten til De Danske Filmstudier klædt i min fineste frakke. I et vindue så jeg mig selv i refleksion. »Han har meget mørkt hår, ham der,« tænkte jeg.
Gennem det ugennemsigtige glas på fars hoveddør ser jeg silhuetten. Jeg puster i håndfladen foran min næse og snuser ind. Jeg nikker kort for mig selv, før jeg retter ryggen og slår døren op i en hurtig bevægelse.

Fra den allerførste gang jeg så hende, vidste jeg, at jeg var solgt til stanglakrids. Hun bød mig smilende velkommen og viste mig rundt på studierne. Hun sprang omkring mig med begejstrede bevægelser. Som en hvalps. Hendes stemme lød som fuglekvidder.
Jeg trækker hende ind gennem dørens ramme i en blød bevægelse og ser ind i de blå øjne. De lyse krøller er sat op, og sommerfregnerne tegner mønstre på kinderne. Så fører jeg hende ud til far og de andre på terrassen og siger: »Det her er min kæreste, Maise.«

Maise Njor:

Det var mit første rigtige arbejde, og Peter var i gang med at sætte sedler op om, at Nikolaj solgte garn fra sine angorakatte, mens Nikolaj pønsede på at indrykke en annonce i Min Hest om, at Peter ledte efter en halvpart på en nordbakke. Det var dengang, der var kontor-fis til. Sammen havde de vendt sig mod mig og bildt alle ind, at jeg var italiener, men det vidste jeg ikke og undrede mig over de mange »ciao« og spørgsmål omkring minestrone-suppe. Dog talte folk lidt frygtsomt til mig, for Peter og Nikolaj havde også fortalt om mit ekstremt voldsomme temperament ...

Vi arbejdede på et TV-program, vi var unge, de havde stadig hår, og hver gang Nikolaj tog en lommeregner for at finde ud af, hvad vores timeløn EGENTLIG var, når man fratrak kontor-fis, grinede vi hele vejen ned til nærmeste bar. Det var dengang, det sneede hele julen, og sommerferierne kun havde sol på menuen.

Ud af øjenkrogen så jeg en person komme gående udenfor. Han var klædt i mørkeblå frakke, og han havde det tykkeste, kulsorte hår. »Ham vil jeg gerne have,« sagde jeg til Nikolaj og Peter, som var i gang med at udregne, hvor meget gaffatape, de skulle bruge for at hænge mig op på en dør.
»Hvem?« spurgte Nikolaj, og kiggede ud af vinduet. »Nåerh, det er Hassan. Han skal starte i dag.«

Den sensommer lærte jeg, at man skal give sig selv hundrede procent, hvis man gerne vil have det, man helst vil have. Det nytter ikke noget at vakle.
Jeg nåede aldrig rigtig at komme ind i hans familie, men jeg husker, at hans far var vild med at grille. Hans søster var smuk. Jeg rodede rundt med ham med det pæne hår hele efteråret, vinteren og foråret, og da sommeren kom ... var det som om, at den ikke var nær så lys, som den plejede at være. TV-programmet lukkede, og Peter, Nikolaj og jeg gik hver sin vej. Det var slut med kontor-fis, jeg fik job et andet sted og mødte en dreng, som blev en mand, og som jeg fik tre børn med.

Ud af øjenkrogen så jeg en person komme gående. Det var tyve somre senere, men jeg kunne genkende gangen og det mørke hår. Hassan kom gående med sin kæreste og lille datter. Jeg tænkte, at klapvognen klædte ham utrolig godt.