Hun har strippet i London, kysset med Marlon Brando og været kærester med Simon Spies: »Jeg har været en værre en. Men jeg har hygget mig«

Hun har strippet i London, kysset med Marlon Brando, været kærester med Simon Spies og holdt hof for »de rige, de kendte og alt, der kunne kravle og gå«. Tilværelsen har været alt andet end kedelig for Dorte Bülow. Det kunne vi andre godt lære noget af, mener hun.

»Jeg har en lille ven, der kalder dem for »de aflange og koksgrå«. Det udtryk elsker jeg. Det synes jeg, der er så mange mennesker, der er. Røvkedelige.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Inde i filminstruktørens pariserlejlighed, på en kæmpestor seng beklædt med kaninpels, sidder der en lille, besynderlig mand.

»Jeg har lyst til at dykke ned i din navle med et stearinlys i hånden og aldrig nogensinde komme ud igen,« siger han til Dorte Bülow. Hun trækker på skuldrene.

De drikker tæt og hører spansk musik på en båndoptager, som hendes kusine har taget med. Kusinen, der også er til stede, hedder Anna Karina. Hun skal vise sig at blive en stor filmskuespillerinde og muse for 60ernes franske Nouvelle Vague-instruktør Jean-Luc Godard. Det ved hun bare ikke endnu.

På et tidspunkt spørger Anna Karina: »Hvad tror du, de siger hjemme i Danmark, når de hører, du har været sammen med Marlon Brando?«

»Jeg blev ædru på to sekunder. Så kunne jeg jo godt se og høre på hans stemme, at det var ham,« fortæller Dorte Bülow.

Hvis livet var en chokoladekage, havde Dorte Bülow fortæret den i store, grådige mundfulde.

Fra hendes tid som stripper i London over et turbulent forhold til en vis Simon Spies til Frederiksbergrestauranten Sans Souci, hvor hun i 32 år holdt hof for »de rige, de kendte og alt, der kunne kravle og gå«, har tilværelsen aldrig været kedelig.

I dag er Dorte Bülow 82 år gammel, og hun har ingen intentioner om at sænke farten.

Det kunne vi andre godt lære noget af, mener hun.

Der er ikke meget, Dorte Bülow ville have gjort anderledes, hvis hun kunne. Men måske havde hun fundet sig en anden mand. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

Et uønsket barn

En lille, hvid sæbeengel sidder på badeværelseshåndvasken. Ved siden af slænger en lyserød keramikkvinde med store bryster sig i et miniaturebadekar.

Ikke én overflade i Dorte Bülows Frederiksberglejlighed er efterladt nøgen. Her har hun boet i mere end 50 år, og her agter hun at blive.

»Jeg skal i hvert fald ikke på et eller andet hjem,« som hun siger.

Dorte Bülow var sådan set et uønsket barn.

Hendes mor arbejdede på fabrik og boede med sine forældre og to søskende i en toværelses lejlighed, da hun blev gravid. Der var ikke råd til et barn, så barnet blev bortadopteret.

»Da jeg så kom til verden, kunne min mor ikke slippe mig alligevel, så hun spurgte, om jeg ikke måtte blive. Det fik jeg så lov til.«

Hun er som snydt ud af næsen på sin far, en russisk musiker, der tog navneforandring fra Aleksandrovsky til Brejning. Han ville ikke have noget med hende at gøre.

Én gang i sit liv var Dorte Bülow tæt på at møde sin far. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

I hendes voksenliv viste det sig ellers, at far og datter havde mange fælles venner. Og én gang kom hun tæt på at møde ham. Ved et rent tilfælde befandt hun sig på en café lige under hans lejlighed i spanske Marbella.

»Mit hjerte hamrede. Jeg blev simpelthen så nervøs. Og så var han lige død, 92 år gammel. Mærkeligt, ikke?«

Marlon Brando fik en trutter

Marlon Brando husker Dorte Bülow bedst for de grønne fløjlsbukser og hytteskoene med kvaster på.

Det var som teenager, hun besøgte den purunge Anna Karina, som boede i en lille lejlighed på en sidegade til Champs-Élysées.

»Jeg havde været ude med min veninde en aften. Vi gad ikke have Anna Karina med. Hun kunne være så irriterende nogle gange, men hun fik alligevel lov til at komme med til de sidste drinks.«

Nedenunder boede en filminstruktør, som Anna Karina havde et godt øje til. Den aften, Dorte Bülow mødte Marlon Brando, havde de banket på filminstruktørens dør og var blevet lukket ind. Veninden var så fuld, at hun måtte gå op og lægge sig.

»På et tidspunkt var jeg den eneste, der var tilbage. Og jeg vidste godt, hvad Marlon Brando var ude på, men det skulle jeg ikke nyde noget af. Så jeg sagde farvel og godnat. Jeg tror ikke engang, jeg kyssede ham.«

Der blev altid spillet »Le Petit Prince« hos Anna Karina, for hun skulle lære at tale ordentligt fransk. Hun havde fra Brigitte Bardots bedstemor arvet et sæt lyserødt nattøj. Hver morgen klædte hun sig i det og satte håret op med roser bag ørerne. Hun vaskede sig ikke, men lagde en stor makeup. Så gik hun ud og købte grønne kartoffelkager, som de skulle have til morgenmad.

»Jeg sagde til min veninde, som sad og var helt bleg, at det var ærgerligt, hun ikke var med. Marlon Brando havde været der. Det troede hun ikke på,« siger Dorte Bülow.

»Så ringede det på døren, og han stod udenfor. Jeg troede, hun skulle dø.«

Dorte Bülow spiste frokost med Marlon Brando. Og igen om aftenen på Café de Flore, hvor han vist nok fik »en lille trutter«.

»Han spurgte mig, om jeg ville med ham til New York, hvor han skulle spille med i en film. Jeg sagde nej, for jeg havde det jo skønt i Paris. Så jeg så ham ikke mere.«

»Han gjorde aldrig os noget. Aldrig nogensinde. Det var os selv indbyrdes, der havde fest og farver, du ved. Vi tog det ikke så højtideligt med et lille kys her og et klap der,« siger Dorte Bülow om Simon Spies. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

Dansede strip i bananskørt

Dorte Bülow har en blå plastikmappe på sofabordet. Den kæmper en brav kamp for at rumme de talrige gulnede avisudklip og sort/hvide fotografier. En mørkhåret kvinde i alle aldre griner bredt ud gennem mange af dem.

»Her sidder jeg til bords med Mogens Glistrup. Og her er jeg kærester med Rikki Septimus, der spillede hovedrollen i »West Side Story«,« mumler hun og hiver et stykke hvidt papir frem.

Det er en ansættelseskontrakt fra en stripklub i London. Dorte skal have 10 pund om måneden, står der skrevet med kuglepen.

Hun startede egentlig som nøgenmodel for den engelske fotograf Harrison Marks, som hun også var kærester med en tid.

»Men han mente ikke, at min veninde og jeg kunne tjene nok penge hos ham. Så han arrangerede, at vi skulle danse på det nystartede Casino de Paris i Soho. Ingen af os kunne danse, men det lærte vi.«

Dorte Bülow havde et nummer, hvor hun langsomt skulle afklæde sig en blå frakke og en lang, gennemsigtig kjole beklædt med tusindvis af rhinsten.

Og et andet, hvor hun i bedste Josephine Baker-stil iførte sig et strutskørt af selvlysende bananer og en stor sombrero. Midt i en forestilling sprang bananerne. Hun var splitternøgen og skjulte sit ansigt med sombreroen. Det fik publikum til at rejse sig op.

Dorte Bülow, da hun arbejdede som stripper på Casino de Paris i London. Fold sammen
Læs mere
Foto: Privat.

»Der kom mange, mange mænd, for de havde ikke set sådan noget før. Der var én mand, som vi kaldte for Lord Swimmingpool,« husker Dorte Bülow.

»Jeg ved ikke hvorfor. Måske fordi han var så velhavende. Han lignede én på 80 år, men var i virkeligheden tættere på 40.«

»Vi boede i en kælderlejlighed i Kensington. Det syntes han var noget så forfærdeligt, så han lejede en lejlighed i Londons mest mondæne kvarter. Vi havde aldrig noget med ham at gøre, men han plejede at tage sine venner med hjem til os, så de kunne se os. Han var meget stolt.«

En dag orkede hun ikke mere. Så rejste hun hjem til Danmark og fik arbejde i Københavns Lufthavn. Det var her, hun mødte Simon Spies.

Ikke nogen morgenbolledame

En lille, begejstret mops ved navn Mumle springer op i sofaen og sætter sig op ad en pude, hvis forside forestiller den rynkede og kortsnudede hund.

Mumle lignede Gollum fra »Ringenes herre«, da Dorte Bülow hentede hende på internatet. Nu lægger hun sig kælent i journalistens skød.

»Her er et billede af Simon og mig,« siger Dorte Bülow og peger.

»Det er sådan, jeg husker ham. Fuld og dum at høre på.«

Simon Spies og Dorte Bülow. Fold sammen
Læs mere
Foto: Privat.

Da Simon Spies mødte Dorte Bülow, som tog imod hans fly i lufthavnen, blev han interesseret med det samme.

»Han spurgte mig, om jeg ville have et arbejde. Jeg skulle følge folk ned på hans sprogskole i Paris med tog,« fortæller hun.

»Jeg fortalte ham, at jeg ikke talte fransk. Det gjorde ikke noget. Herregud, han var helt oppe på dutterne.«

En dag mente Simon Spies, at hun havde festet længe nok i den franske hovedstad. Nu skulle de ud at rejse og være rigtige kærester.

»Jeg var ikke hans morgenbolledame eller sådan noget. De eksisterede slet ikke endnu. Jeg var hans veninde, og jeg kunne godt lide ham i begyndelsen. Han var både pæn og ikke så vanvittig, som han blev senere.«

»Hvad kan egentlig begejstre folk i dag? De har alt, mange af dem. To biler og et sommerhus og hvad fanden ved jeg.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

Mistede lysten

Parret rejste til Mallorca og indlogerede sig på det eksklusive Hotel Bahia Palace. Dorte Bülow lå ved swimmingpoolen og hyggede sig. Simon Spies var ude hver dag, og når han kom hønefuld hjem, havde han snildt drukket en 20-30 white ladies.

Senere rejste de til Neumünster i Tyskland. Simon Spies havde givet sig selv det nytårsløfte, at han skulle lære at bremse med venstre ben. Der var ikke noget, der hed sikkerhedssele, så hun væltede rundt i bilen og fik blå mærker. Det kunne han ikke tage sig af.

På fine restauranter sad Simon Spies og bøvsede, pruttede og rev sider ud af bøger. Når Dorte Bülow blev flov, sagde han, at hun kunne da bare gøre det samme.

Det blev sværere og sværere at holde ham ud, og lysten til at være sammen med ham seksuelt var for længst forduftet.

»Så sagde han til mig, at hvis jeg ikke var sammen med ham inden en bestemt dato, så skulle jeg hjem til min mor igen. Det skulle han ikke bestemme, så jeg gjorde det ikke.«

Dorte Bülow glemte alt om det igen. Lige indtil hun vågnede på selve dagen, og han havde taget hendes tøj og hendes kufferter og smidt det hele på gulvet.

Hun troede, det var det sidste, hun skulle se til rejsearrangøren. Det var det ikke.

»Jeg har været en værre én«

Der er ikke meget, Dorte Bülow ville have gjort anderledes, hvis hun kunne. Men måske havde hun fundet sig en anden mand.

»Min mand var meget, meget smuk og meget, meget vild,« fortæller hun.

Dorte og Preben Bülow var sammen i 32 år.

»Men vi blev skilt efter de 14, for han var mig altid utro. Vi flyttede fra hinanden, og jeg fik denne her lejlighed. Det kunne han slet ikke holde ud, for han elskede mig overalt på jorden.«

De flyttede sammen igen. Han friede til hende hver eneste dag, men de blev aldrig gift på ny. Og Preben Bülow var langt fra alene om utroskabet.

»Jeg har været en værre én. Men jeg har hygget mig. Det er også det vigtigste.«

Byen er ikke helt den samme. Det er menneskene heller ikke, mener Dorte Bülow. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

Dorte Bülow endte med at tilbringe 14 år som sælger for Spies Rejser. Til den årlige fest elskede Simon Spies at underholde selskabet med historien om de to.

»I kan tro, hun var køn, da hun var ung. Jamen, Dorte, ærgrer du dig ikke over, at du blev sat af i Neumünster?« plejede han at spørge. Det gjorde hun nu ikke.

Alt, hvad der kunne krybe og gå

Efterfølgende begyndte ægteparret Bülow at arbejde på den restaurant, der senere skulle blive deres: Sans Souci på Madvigs Allé.

»Det ligger lige rundt om hjørnet,« siger Dorte Bülow og peger ud ad vinduet.

»Det var min mands yndlingssted. Gammelt og forfaldent – det så skrækkeligt ud. Jeg kom der ikke selv.«

Med Dorte Bülow ved roret blev Sans Souci et af de mest populære spisesteder på Frederiksberg. Her var som regel sort af mennesker, og Dorte Bülow har slet ikke tal på, hvor mange prominente personligheder, der gennem tiden har lagt vejen forbi:

»Der kom jo alt, hvad der kunne krybe og gå.«

Jesper Thilo, Fritz von Bülow og andre af tidens store jazzmusikere spillede op til brunch hver søndag. Når Cliff Richard af og til var i byen for at optræde, var der heller ingen tvivl om, hvor han skulle spise.

Da den populære tv-vært Otto Leisner først besøgte restauranten med sin familie, kiggede han på Dorte Bülow og sagde:

»Jeg synes, frøken Dorte, at jeg har set Dem før?«

Dorte Bülow ventede, til hans kone gik på toilettet, med at fortælle ham, hvor han havde set hende henne.

»Jo, De sad på første række og så mig danse, hver gang De var i London.«

Så slog han en høj latter op. Efterfølgende blev han stamgæst på restauranten.

Med tiden blev det for hårdt. Preben Bülow døde i 1996, og da det blev forbudt at ryge indendørs, gjorde det noget uopretteligt ved stemningen i restauranten.

»Det gjorde alt. Vi plejede at have baren stophamrende fyldt med folk, der drak drinks, mens de ventede på deres borde. De kom ikke længere. Og når der var stor fest, så endte det altid med, at sølvbryllupsparret sad alene tilbage ved bordet. Alle de andre stod og røg ude på gaden,« siger Dorte Bülow, der aldrig selv har røget.

Ikke længe efter kom finanskrisen, og i 2014, i en alder af 74, solgte hun restauranten.

»De sidste fire-fem år var virkelig hårde. Til sidst var det bare med at komme af med det.«

Dorte Bülows hjem er spækket med minder fra et liv fuld af eventyr. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

Men den 82-årige levekvinde ville blive meget rastløs, hvis hun skulle sidde stille derhjemme hele dagen.

Hun fylder sin kalender med frokostaftaler, ferier og fester. Hver tirsdag laver hun mad til Hus Forbi-sælgere, og ved siden af arbejder hun som ekspedient i en genbrugsbutik.

De aflange og koksgrå

Udenfor på Gammel Kongevej er der et leben af cykeltrafik og vinterblege cafégæster, der positionerer sig for at fange sommerens første solstråler. Mange af de steder, Dorte Bülow plejede at frekventere, eksisterer ikke mere.

I lejligheden er der stille. En let snorken bevidner, at Mumle er faldet i søvn på sofaen.

Byen er ikke den samme, som den har været. Det er menneskene heller ikke, siger Dorte Bülow.

»De lever på en anden måde, de unge mennesker i dag. De oplever ikke noget,« siger hun og fortsætter:

»Jeg har en lille ven, der kalder dem for »de aflange og koksgrå«. Det udtryk elsker jeg. Det synes jeg, der er så mange mennesker, der er. Røvkedelige.«

Der er ikke så mange sjove typer tilbage, mener hun. Knap så mange originaler. Og i dag er der næsten ikke noget, der kan imponere:

»Sådan var det allerede, da jeg var ovre på Sans Souci. Hvad kan egentlig begejstre folk i dag? De har alt, mange af dem. To biler og et sommerhus, og hvad fanden ved jeg.«

Det er også derfor, Dorte Bülow synes, at det er så vidunderligt at lave mad til Hus Forbi-sælgerne.

»De har ikke nogen ting. De ligger og sover på gaden og er meget taknemmelige for det, man gør for dem,« siger hun.

»Folk burde kaste sig ud i nogle flere ting. Men det har de vel ikke mod til.«