Hun følte, at hun bar vægten af hele verden på sine skuldre. Så sagde hun stop: »De sender et signal om, at de ikke er usårlige«

Forventningerne var skyhøje til den amerikanske gymnastikdronning Simone Biles. Onsdag trak hun sig helt fra dette års olympiske lege i Tokyo. At vi begynder at se topatleter, som fortæller åbent om psykisk sårbarhed, er meget positivt, mener sportspsykolog.

»Ud over deres egne forventninger til dem selv, er presset udefra ekstremt,« siger sportspsykolog Carsten Hvid Larsen om OL-atleterne. Den amerikanske gymnast Simone Biles trak sig tirsdag fra holdkonkurrencen i gymnastik. Fold sammen
Læs mere
Foto: Dylan Martinez/Reuters/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når vi taler om sport, henter vi gerne vores billedsprog i krigens verden. Vores helte er kampklare og blodtørstige. De besejrer deres fjender i drabelige opgør.

Måske derfor var det uvant at se USAs helt store OL-medaljehåb stille sig frem og være sårbar. Se ind i kameraerne og sige, at hun ikke havde det godt.

Forventningerne har været skyhøje til den 24-årige gymnastikdronning Simone Biles, der ved de seneste olympiske lege i Rio kunne hænge fem medaljer, fire af guld, om halsen. Efter en strålende optakt har der været tale om, at Biles kunne blive nummer et i alle seks kategorier.

»Jeg føler i sandhed, at jeg bærer vægten af hele verden på mine skuldre nogle gange. Jeg ved, jeg får det til at virke som om, presset ikke påvirker mig overhovedet, men sommetider er det svært,« skrev hun på sin Instagram-profil mandag.

Dagen efter, midt under OL-finalen i holdkonkurrencen i idrætsgymnastik, sagde hun stop.

Det mentale var ikke på plads, fortalte hun på et efterfølgende pressemøde:

»Det var derfor, jeg trak mig. Jeg ville ikke gøre noget skørt for derefter at blive skadet. Det var bedst, at pigerne tog over og gjorde arbejdet færdigt, som de absolut gjorde.«

For fire eller fem år siden, sagde Biles, havde hun gjort det alligevel. Men hun er blevet ældre og klogere i mellemtiden.

Det pres, Simone Biles har været under, er kæmpestort, siger Carsten Hvid Larsen. Han er ph.d. i talentudvikling og psykologi ved Syddansk Universitet, sportspsykolog og arbejdede selv med danske atleter under OL i Rio i 2016.

»Hun er en verdensstjerne inden for sin sportsgren. At hun siger fra på den her måde, synes jeg er ekstremt modigt og ekstremt stærkt af hende,« siger han.

Og Simone Biles er ikke den eneste topatlet, der for nylig har trukket sig for sit mentale helbreds skyld.

Simone Biles under den indledende OL-kvalifikation 25. juli. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Bureau/AFP/Ritzau Scanpix.

Presset udefra er ekstremt

Det pres, Simone Biles har oplevet, er ifølge Carsten Hvid Larsen ikke til at begribe, hvis man ikke selv har prøvet det.

»Forestil dig, at du har én chance hvert fjerde år. Fra et OL slutter, arbejder du frem mod at skulle toppræstere ved det næste. Og så afhænger økonomien i øvrigt af, hvad for nogle medaljer, du får med hjem,« siger han.

Under OL i Rio oplevede han med egne øjne, hvilken effekt en sådan begivenhed havde på de danske atleter.

»Ud over deres egne forventninger til dem selv er presset udefra ekstremt. Der sker et kvantespring i mediernes bevågenhed og i befolkningens interesse for dem. Nogle af dem, jeg arbejdede med, fik flere tusind beskeder på sociale medier om dagen, når de nærmede sig finalerne,« siger sportspsykologen.

»Det er ekstremt distraherende, og det flytter på psykologien.«

Sender et signal

Simone Biles' pludselige OL-exit kommer få måneder efter, at den japanske tennisstjerne Naomi Osaka valgte at trække sig fra dette års French Open. En beslutning, som både er blevet hyldet og har fået kritikere til at kalde hende en »arrogant, forkælet møgunge«.

I et Instagramopslag fortalte Osaka i den forbindelse, at hun har kæmpet med depression siden 2018. Senere meldte hun fra til Wimbledon for at fokusere på sit mentale helbred.

Netop store sportsbegivenheder kan være udløsende faktorer i forhold til at opleve mentale problemer, siger Carsten Hvid Larsen. At vi begynder at se eksempler på topatleter, som fortæller åbent om psykisk sårbarhed, er ifølge ham meget positivt.

»Det er vigtigt, at de her store personligheder tør stå frem. De sender et signal om, at de ikke er usårlige,« siger sportspsykologen. Han efterlyser et større fokus på eliteatleters mentale sundhed fra de store idrætsorganisationer.

»Den mentale sundhed er central. Det er noget, de skal blive mere klar over. De skal blive bedre til mentalt at forberede atleterne på, at det er ekstremt svært at deltage i sådan nogle begivenheder.«