AOK

Hun er fra et hjem med to flygler, og hendes spanske ekssvigermor troede, hun var en heks

Mit Kulturliv: På baggrund af en række faste spørgsmål koger vi en kulturel maggiterning på nogle af landets mest markante kulturprofilers holdninger og deres kulturforbrug. Denne gang er det forfatter og kommentator Anne Sofie Allarp.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvis man siger »dansk kultur«, hvad tænker du så på?

»Så tænker jeg faktisk ikke umiddelbart på kulturlivet, men på, hvordan den danske kultur er for udlændinge, som kan være dybt frustrerede over os. Noget særegent er for eksempel, at vi danskere indgår aftaler med hinanden til kæmpebeløb uden at nedfælde det på skrift. Jeg havde en fransk nabo, som var finansdirektør for en bilfabrikant heroppe i Danmark, og han var helt vild i øjnene, når han fortalte om de masser af papirløse millionkontrakter, han løb rundt og brandslukkede på. Han forstod slet ikke, at noget som helst fungerede her omkring.

I det hele taget har vi en ret eksotisk og til tider bizar kultur. Mine børns spanske farmor, som jeg elsker højt, sagde en gang til min eksmand: Hvad sker der med alle de stearinlys hjemme hos jer? »Es bruja o que?« Er hun en heks? I katolske lande er stearinlys noget, man tænder i kirken.

»... så er jeg nok heller ikke primær målgruppe til »død gris i montre«-genren inden for moderne kunst. Sådan noget gør mig lidt distræt,« fortæller Anne Sofie Allarp. Foto: Den tyske kunstner Christian Lemmerz i 1994 på Esbjerg Kunstmuseum. Han udstiller sammensyede svinekroppe i glaskister. Det er meningen, svinene skal gå i opløsning under udstillingen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Erik Luntang/Ritzau Scanpix.

Hvad er den bedste kulturoplevelse, du har haft for nylig?

»I søndags (forrige søndag, red.) var jeg med min niårige søn og hans drengefodboldhold til miniturnering mod nogle andre lokale hold, og det var i al sin enkelhed og kærlighed til ungerne og anerkendelse af også de andre hold og spilleres dygtighed en pragtfuld kulturoplevelse. Senere var min 12-årige datter og jeg til pottemaling hos kreavirksomheden Creative Space, hvilket var fantastisk afslappende og hyggeligt.

For nylig var Therese Glahn og jeg til premiere på Bornedals »Skyggen i mit øje«. Det er lang tid siden, jeg har set så vellavet et drama. Vi hulkede og klamrede os til hinanden gennem hele filmen, og jeg var så paf over, hvor voldsom en oplevelse den film var, at jeg gik lige ind i et skilt på vejen hjem.

Derudover har jeg haft fornøjelsen af tre virkelig fremragende teaterforestillinger dette efterår, nemlig forestillingen »Argumenter imod Kvinder« på Valby Teater og »Forestillingen Skam Dig« i Klærkesalen på Nørrebro, som begge handlede om det særlige vilkår, det er at være kvinde, og så børneteaterforestillingen »Tænk Engang« på Krudttønden. I det hele taget giver det god mening at købe en teaterbillet til sig selv og ungerne i stedet for at tage i biografen hele tiden.«

Hvad er den værste kulturoplevelse – fordi?

»Den værste er ubetinget den linde strøm af særligt animerede børnefilm, hvor al krudtet er brugt på det tekniske, og intet er tilbage til at tænke over en bare halvgod historie. Når man tænker på, hvad børn kan kapere af spænding og drama – tænk Lindgrens klassikere – så er det virkelig nedtur at sætte dem foran en »Familien Adams«-film i halvanden time. Øv til det.

Er du nogensinde gået i pausen i forbindelse med en film eller forestilling eller har læst slutningen på en bog først?

»Jeg var meget tæt på at udvandre sammen med Lone Theils i sommer under et på alle måder oversolgt foredrag i DRs Koncerthus. Foredraget hed »Female Sex Hormones, Brain Function and Mental Health«, og vi tænkte, at der nok var noget at blive klogere på. Men desværre var det så dræbende uspændende, at det nærmest i sig selv var en slags happening, at DR kunne tage penge for det.

»Som helt lille kunne jeg se opera i timevis, når det en gang imellem blev sendt på tv. Jeg blev skræmt til døde af Puccinis »Tosca«, og jeg har det stadig sådan, at få ting overgår arien »E lucevan le stelle« fra 3. akt,« fortæller Anne Sofie Allarp. Foto: Den argentinske tenor Marcelo Álvarez under opførslen af Giacomo Puccinis opera »Tosca«, ved Opera Bastille i Paris, 2014. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Samson/AFP/Ritzau Scanpix.

Fortæl om et værk, der har dannet dig som menneske.

»Jeg er vokset op i et hjem med ikke bare klaver, men med to flygler, der stod modsat hinanden, så mine forældre kunne spille firhændigt. Vi byggede huler under flyglerne og satte stofduge og dyner op med potteplanter og andre tunge ting ovenpå flyglernes låg. Så kunne vi kravle rundt i hulen med vores bamser og dukker og lytte til Chopin og Rachmaninov.

Som helt lille kunne jeg se opera i timevis, når det en gang imellem blev sendt på tv. Jeg blev skræmt til døde af Puccinis »Tosca«, og jeg har det stadig sådan, at få ting overgår arien »E lucevan le stelle« fra 3. akt.

Senere, da jeg blev 13-14 år, fandt jeg en gammel version af Dostojevskijs »Forbrydelse og Straf« og blev revet med ind i den febrile, fordækte, absolut uperfekte voksenverden. Det forklarer måske en del.«

Synes du, at danskerne mangler kulturforståelse?

»Jeg synes, at kulturen mangler at blive prioriteret politisk, og så er der en rasende beklagelig tendens til at se ned på særligt finkulturen fra politisk side. Danskerne mangler til gengæld ikke interesse for kulturen, se bare hvor mange, der trodsede pandemien og deltog i kulturelitens superspreder-event numero uno dette efterår, nemlig Bogforum.«

Kan du pege på en kulturdebat, der har ændret noget?

»Debatten om køn har revolutioneret den måde, vi opfatter kulturformidling på godt og ondt. Det tvinger manuskriptforfattere til at lave noget andet end den utåleligt fortærskede klassiker: David udfordrer Goliath og vinder prinsessen, som kun meget sjældent har en rigtig personlighed. Klicheen er for genkendelig nu. #Metoo er et eventyrligt fænomen. Men der har i forbindelse med debatten om ligestilling og kultur også etableret sig i nogle sekteriske og ufrie tendenser. Begrebet kulturel appropriation er for eksempel et monster, som truer den frie kunstneriske udfoldelse. Og vi bliver simpelthen nødt til at aflyse den der cancel culture, før vi alle bliver dummere.«

Er der en særlig kunstart, der siger dig absolut ingenting?

»Jeg kan have det lidt stramt med visse former for moderne klassisk musik. Typisk sådan noget med hyl og bank på violinen. Og så er jeg nok heller ikke primærmålgruppe til »død gris i montre«-genren indenfor moderne kunst. Sådan noget gør mig lidt distræt.«

»Vi bliver simpelthen nødt til at aflyse den der cancel culture, før vi alle bliver dummere,« mener Anne Sofie Allarp. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Hvem er den mest undervurderede kunstner?

»Herhjemme er det protestsanger Karina Willumsen. Hun er satirisk, skarp, seende, vidunderligt indigneret og samtidig enestående kærlig over for alt menneskeligt. Hun er helt pragtfuld og burde absolut få ham der Fabers rolle denne vinter, hvor vi skal til at være bange igen. Det ville klæde DR. Hermed ikke sagt et ondt ord om Faber. Hun kunne eventuelt flankeres af Det kønne kartel, som også godt kunne få lidt mere vind.

Hvad er det mest overvurderede kunstværk?

»Lad mig pege på en genre. Litterært er jeg absolut fan af den gode historie, og jeg forstår ikke, at den nogensinde gik af mode. Der er for meget hype om udvidede stiløvelser på maksimalt 40 A4, der selvfølgelig ikke har et plot, men heller ikke må have en historie, eller bare en slags handling, men alligevel helt flot kaldes »roman«, efter at de bliver strakt og vredet til 80 bogsider.«

Færdiggør sætningen: Hvis jeg var kulturminister, ville jeg …

» … erklære, at kultur bestemt er mere end håndbold. Og derpå ville jeg gøre rindalismen til et fyord og gøre Danmark til et kreativt, kunstnerisk vækstcenter. Har vi ikke nogle tomme øer, hvor vi kunne sætte en vandpost op og smide nogle økobeboelsescontainere og en internetforbindelse ind? Tænk en mellemting mellem Femø-lejren og Silicon Valley. Det, tror jeg, ville være et forrygende projekt. Så kan vi sejle noget mad ind en gang imellem og klappe dem på hovedet.

Danmark har det problem, at vores leveomkostninger er alt for høje, og det gør, at den kreative sjæl skal bruge voldsomt meget af sin tid på først at tjene til livets ophold og dernæst at være kreativ. Der bliver talt meget om topskat. Og det er også et lidt mystisk system, men jeg synes, man skulle lette skatten i bunden, så man kan tjene et minimum relativt nemt. Det, tror jeg, ville hjælpe mange kunstnersjæle.

Danmarks Radio skulle deles op i mindre enheder for at forbedre chancerne for, at nogen kan tage en beslutning og sparke til deres kreativitet. Danmarks Radio skal være lønførende og ikke løntrykkere eller udbyttere, og de skal bruges til at give plads, lys og rum til den kreative side af nationen bredt forstået.

Hvad er den største myte eller løgn, vi fortæller andre om vores kulturliv?

»At vi læser bøger. Personligt hører jeg dem primært, fordi så kan jeg køre bil eller rydde op, vaske tøj, lave mad og gøre rent samtidig. Men jeg tror desværre, at mange i en dagligdag, hvor alt dytter og bimler i hovederne på dem, ikke orker at læse også. Det er en skam både for dem, der ikke læser, og for sådan en som mig, der skriver.«