Hjem til jul - afsnit 8

Der lød et højt ekko, da døren smækkede efter dem i opgangen. Efter at Hondaen var eksploderet foran Albertslundcentret, havde de spredt sig, mens lyden af sirener blev højere, og det orange flammeskær blev iblandet en stribe blå blink. Leslie, Nik og Ali tog Jeanett og Pia F. med sig og løb nedad mod VUC-centret og ud af denne historie.

Nu stod Andton sammen med Svinet og Desirée i boligblokkens opgang. Svinet svedte som et svin, men det var vel, hvad man kunne forvente. Andton havde stadig en hørm af brændt andesteg over sig. Og Desirée? Ja, der skulle meget til at overdøve hendes daglige dosis af J-Lo’s nye duftevand.

- Vi går op til mig, stønnede Svinet.

- Vi skal vist lige have fikset dig lidt op, sagde han og nikkede over mod Andton og hans las af en trekvart udbrændt dunjakke.

Lejligheden var fuld af splinternyt isenkram. Fladskærme, bærbare computere, dvd-afspillere og en hel kasse GPS’er. Det meste af det stod emballeret og havde tydeligvis aldrig været åbnet. Der stod også flere kartoner vodka og et par med whisky og gin.

- Det er fordi, Svin-Erik skal være Julemand nede i centret, så gemmer han alle gaverne her,” forsikrede Desirée.

- Mmmm, det er flot, Desirée. Lad de små børn komme til Svin-Erik og få en tår gin og en bette fladskærm,” svarede Andton træt.

Han så Svinet blotte sine spidse tandstumper i et svedent grin over tøsebarnets grænseløse naivitet.

- Tag et bad, min fjerede ven, så finder jeg nogle nye klude til dig. Jeg har fået et parti skindjakker billigt. Altså billigt som i gratis, ikke Desirée Med lidt held kan dit fuglebryst fylde en extra small ud, grinede han.

Andton hørte Desirée mumle et eller andet med, at ”gratis da godt nok lød billigt”. Så lukkede han døren ud til badeværelset, og lod vandet skylle de sidste dages oplevelser væk.

Da han kom ud, hang der er lyserød glat skindjakke på en bøjle ved siden af et par snowwashed cowboybukser og nogle kridhvide hyttesko. Svinet kom ham i møde og stak en kold Pokal Pilsner i hånden på ham.

- Hvad siger du så? Raffi, ikke?

- Det kan du godt glemme, Svin.

- Hold da op. Du får hele sættet for 500. Til gengæld kommer du til at ligne en million.

- 500? Jeg skal sgu ikke rende rundt i dine bøsseklude, og for øvrigt er det mig, der skal have 500 af dig. Fra pokeraftenen nede hos Niller, ikke?

- Hvad med en dvd? Skal du ikke have en dvd – den koster 2200 fra ny?

- Jeg har ligesom en dvd. Og jeg har allerede givet min mor en dvd og også min søster. Hvad skal jeg bruge en dvd mere til? Jeg skal have cash.

- Jeg har ingen, gamle jas. Sparegrisen er tom.

- Surprise. Men så er du nødt til at hjælpe mig. Jeg har fået et tip om en gammel dame i Rungsted, der har en pæn sjat liggende i kontanter derhjemme. Men vi skal være tre, og – med al respekt – skal Desirée ikke være den tredje…

- Åh ja selv respekt, Hr. Fremmed Årbog, lød det mopset fra Desirée.

- Okay, skat du bliver her, sagde Svinet.

- Hvis det ringer på, så lad være at lukke op. Og hvis telefonen ringer, skal du bare lade den ringe, okay?

Svinet åbnede sin Toyota Hiace med den fjernbetjente centrallås. Han blinkede til Andton med det der ”Sejt, ikke?”-blik, han havde set 100 gange før, når Svinet flashede nyt udstyr.

Andton kunne ikke begribe, hvordan et dumt svin – altså ikke på den måde… dumt svin som i ubegavet gris – altid havde så mange flere penge end ham selv. Han var da ikke ligefrem en ubegavet and, hvis han selv skulle sige det.

Svinet tændte motoren, og Whigfields ”Saturday Night” brølede ud af højttalerne.

- Classy, Svin. Er det ti år siden, vi andre sendte den cd på forbrændingen?

- Andton, ikke næbbet. Jeg er svinehamrende sulten. Vi er nødt til lige at nappe en cheese på MD, inden vi tager til Rungsted. Så kan jeg også høre om din tur til Amsterdam.”

- De svingede ind på McDonald’s.

- Okay så, fortæl mig om hashbarerne.

- Hvad vil du vide?

- Altså, hash er lovligt der, ikke?

- Jo, det er lovligt, men det er ikke 100 procent lovligt. Jeg mener, du kan ikke gå ind på en restaurant, rulle et joint og begynde at pulse løs. Det er kun meningen, at du ryger derhjemme eller på specielle steder, der er beregnet til det.

- Og det er hashbarer?

- Ja, det ser sådan her ud: Det er lovligt at købe det, det er lovligt at eje det og, hvis du ejer en hashbar, er det lovligt at sælge det. Det er lovligt at bære det på sig, hvilket egentlig er ligegyldigt, fordi – dyrk lige det – hvis strisserne stopper dig, er det ulovligt for dem at kropsvisitere dig. Kropsvisitation er en ret, som strisserne i Amsterdam ikke har.

- Det var sgu dråben! Jeg skal fanme derned. Det er helt sikkert, jublede Svinet.

- Ja, klart. Amsterdam rocker for vildt. Men nu skal vi altså på job. Og først skal vi lige omkring Dyrehaven og samle en ven op.

- En ven?

- Ja, bare en svensker jeg har mødt, der pjatter lidt rundt med Nora, du ved Lasse-tyren fra Espergærdes ho. Hun er rendt hjemmefra. Han hedder Elge. Et ordentligt skideskur. Mindst to meter høj og med sådan et herresejt gevær på hovedet.

- Du mener gevir?

- Ja, ja, så siger vi det. Han er perfekt til jobbet. Trust me on this one…

Citat-konkurrence

Der er ingen låger at åbne i Berlingskes julekalender, men hvert afsnit rummer et skjult citat – på engelsk, på dansk, oversat eller »undersat«.

Kan du gætte det citat, vi tænker på (hvad er citatet, og hvor stammer det fra?), så send dit svar til m-s@berlingske.dk samt dit navn og din adresse – så ved vi nemlig, hvor vi skal sende præmien hen, hvis du bliver dagens heldige vinder.

Fra 5. til 9. december er præmien 50 ml eau de parfum af den ny KenzoAmour til en værdi af 495 kr.

De næste fem vindere offentliggøres 10. december.