Hjem til jul - afsnit 18

”Nå, men så er det vel farvel…Tak for en vidunderlig aften,” sagde Nora og sparkede lidt til fliserne foran Operaen, mens hun stirrede genert i jorden. Hun var øm af en hel aften på høje hæle, og det hjerteskærende drama på scenen sad stadig i kroppen. I det samme susede en skinnende blank Riva-speedbåd op foran Operaen. Mahogni indvendig og udvendig. Andton var trukket i fuld Styrmand Karlsen-outfit, og kraven på Svin-Eriks matrostrøje blafrede i vinden.

”Tak for i aften? Vi er først lige begyndt,” sagde Elge og lagde sin smokingjakke omkring Nora spinkle skuldre.

Svin-Erik kastede fortøjring og lagde en gangbro på plads. Skødesløst strøede han en håndfuld rosenblade ud på broen. I en fjern, fjern fortid ophørte en stjerne med at eksistere, og skæbnen ville, at denne begivenhed lige netop i dette øjeblik skulle udmønte sig i et stjerneskud, der lydløst trak spor henover himlen og forsvandt bag Marmorkirkens kuppel.

”Velkommen ombord,” sagde Svin-Erik og blinkede til Elge. Alt kørte efter planen.

Andton poppede en krukke skum, Moët & Hennessy for at være helt præcis, og skænkede op i fire glas.

”Må jeg som kaptajn byde velkommen til The Loveboat. Skibet er ladet med Kærlighed, og så vidt jeg kan bedømme, sejler vi med overlast,” grinede han.

Nora kiggede på Elge. Det her var mest romantiske, hun havde oplevet, siden Lasse tog hende med ud til spareribs og bowling i Rødovre i 1996.

”Hvor skal vi hen? Tager du mig med til Sverige?” spurgte hun, da de var nået et godt stykke ud på Øresund.

”Ikke endnu. Vi mødes på midtvejen,” lød det kryptisk fra Elge.

Der stod fakler hele vejen langs kajen, da den lille speedbåd lagde til ved Flakfortet. Elge så ekstra mørk og mandig ud i natten. Det gav et lille gip i Nora, da han løsnede de første tre knapper i skjorten og sagde:

”Skat, jeg er varm som en oven. Jeg trænger til noget kærlighed. Og skat, jeg kan næsten ikke vente længere. Det bliver stærkere og stærkere. Og når jeg får det sådan, vil jeg ha’…”

”Sig ikke mere. Jeg ved lige, hvordan du har det,” lød det fra Nora, men Elge var ikke sådan at snappe af:

”Når jeg fælder triste tårer, og min følelsesmæssige stabilitet forlader mig, så er der noget, jeg kan gøre. Jeg kan koble mig på telefonnettet og ringe til dig, skat. Og jeg ved, at du vil være der til at lette mig. Den kærlighed, du vil give mig, vil frigøre mig. Hvis du ikke ved, hvad det er, du handler med, så kan jeg fortælle dig, skat, at det er…”

”Sig ikke mere. Jeg ved lige, hvordan du har det,” gentog Nora, men Elge var mere end aldeles sludrevorn:

”Skat, jeg blev syg i morges. Indeni mig var et stormende hav. Skat, jeg tror, jeg kæntrer. Bølgerne stiger og stiger, og når jeg får det sådan…”

”Så vil du ha’…”

De holdt begge inde og nikkede, mens de så hinanden dybt i øjnene og tæt omslyngede forsvandt ind i den eneste suite på hele øen.

Andton Og Svin-Erik blev på båden og sad med benene dinglende ud over dækket. Svin-Eriks lommelærke gik frem og tilbage mellem dem, mens de mindes gamle dage på Vestegnen.

”Kan du huske, når vi spillede fodbold over på anlægget, og vi bare glemte tiden?” sagde Svin-Erik.

”Ja, og vi kom hjem langt over spisetid, og min mor havde gemt aftensmad til os begge, og vi spiste den ude på altanen og fik lov at tage en sodavand til. De der sommerdage, der bare blev ved og ved,” huskede Andton.

”Den tid kommer ikke igen… Hold kæft, hvor blev jeg bange i går, da du besvimede ude på Vesterbro. Jeg troede, du var død… Jeg lovede mig selv, at hvis du åbnede øjnene igen, ville jeg være bedre til at passe på vores venskab… Skal vi ikke begynde at spille fodbold igen?”

Andton sank en klump halsen.

”Jo, vi skal så. Jeg synes også, det hele går så stærkt for tiden. Man blinker med øjnene et par gange, og pludselig er man 35.”

Svin-Erik lagde en arm om Andton og gav ham et kys i panden.

I suiten stoppede Nora og Elge ikke med et kys i panden. Dobbeltsengens silkelagener blev ramme om to dyr i deres bedste alder, der oplevede, hvordan selve kærlighedsakten kan virke nærmest helende.

”Kom, tag kontrol. Bare tag fat i min krop og min sjæl. Snart gør vi det,” brummede Elge og blev ved:

”Skat, vi har det godt. Du er min medicin. Åben op og luk mig ind. Skat, du er så fantastisk. Jeg kan ikke vente til, du går i gang. Og når jeg får den følelse, vil jeg ha…”

”Sig ikke mere…,” svarede Nora.

Fortsættes…

Citatkonkurrence

Der er ingen låger at åbne i Berlingskes julekalender, men hvert afsnit rummer et skjult citat – på engelsk, på dansk, oversat eller »undersat«.

Kan du gætte det citat, vi tænker på (hvad er citatet, og hvor stammer det fra?), så send dit svar til m-s@berlingske.dk samt dit navn og din adresse – så ved vi nemlig, hvor vi skal sende præmien hen, hvis du bliver dagens heldige vinder.

Fra 15-19. december er præmien for et rigtigt gættet citat en 20 års deluxe-udgave af U2’s ”The Joshua Tree” (Universal Music) – en remastered dobbelt-cd med b-sider og hidtil uudgivet materiale – til en værdi af 250 kr.