Hjem til jul - afsnit 17

De havde tilbragte det meste af dagen i et lille krat på Kastellet. Vagten havde frosset så meget på sin vagt rundt på voldene, at han slet ikke så dem. De småblundede og vågnede af og til og smilede til hinanden. ”I aften skal du opleve noget helt specielt,” havde Elge sagt. ”Du er da vist en værre én,” sagde Nora og slog øjnene ned. ”Nej, jeg mener det. Det vil være fint, hvis du er klar til klokken halv otte…”

Det sprøde slag fra en klokke slog et enkelt slag, da Elge tog Noras klov og førte hende ned i den lille vandbus ved Esplanaden.

”Hvad skal vi? Jeg syntes, du sagde vi skulle noget helt… ” forsøgte hun.

Han tyssede blidt på hende.

”Så kold den lille klov er,” Elge kunne slet ikke lade være. Nora sænkede blikket.

Båden førte dem over havnens blanke vand til Holmen til den mægtige Operabygning.

Hun syntes, hun kunne høre ouverturen, allerede da de gik op ad trappen. De enorme kroner i forhallen lyste som mægtige stjerner i deres eget lille univers. Indenfor så alting så fint ud.

De fandt deres pladser. Og Nora udstødte et gisp af beundring, da hun så det enorme fortæppe.

”Nej se, Arnoldi-tæppet… ” sagde hun. ”Hvor er det smukt.”

Da Rudolfo greb den skrøbelige Mimis hånd og brød ud i en af verdens mest berømte arier: ”Så kold den lille hånd er,” istemte tenoren på scenen.

Et stykke inde i sangen oversatte Elge, hviske med små pust i Noras øre betydningen af ordene:

”Rudolfo fortæller Mimi, hvem han er,” indledte han og fortsatte:

”I min glade poesi
vandre jeg rundt som en prins,
mine digte og sange af kærlighed.
I håb og drømme og luftkasteller.

Jeg er millionær i sjælen,
men nogle gange bliver juvelerne i mit skrin stjålet af to smukke øjne.

De kom med ind med dig,
og alle mine dejlige drømme,
mine drømme om fortiden
var snart taget væk.

Men tyven har ikke gjort med vred,
siden det tomme skrin nu er fyldt med håb.

Nu kender du mig og nu er det din tur til at tale.
Hvem er De? Vil De fortælle mig det?”

Således opfordret satte Mimi ind med en forrygende sanglig præsentation af sig selv.

”Kom,” sagde Svin-Erik, ”ham på jazz-værtshuset sagde, at Elge diskret havde forhørt sig om vejen til Operaen.”

”Jamen,” sagde Andton, ”jeg ved slet ikke om den slags er noget for mig. Jeg ved kun, at forskellen på en Wagner-sopran og en Wagner-tenor er cirka 10 kilo. Måske mere… ”

”Opera, det er når en fyr bliver dolket, men I stedet for at bløde, begynder han at synge,” kortede svinet ham af og førte ham om til en dør på husets bagside.

”Er du sikker på, at det her er indgangen?”

”Yep, min indgang. Har du ikke din egen indgang i Operaen? Det er helt almindeligt. I de bedre kredse.”

”Det var da ikke en nøgle, du fik den lås op med… ”

”Andton, hvis du vil være noget ved musikken, så er det nu.”

Efter forestillingen græd Nora, da de gik ud.

”I betragtning af, at hun var så brystsyg, sang hun fuldstændig vidunderligt,” hikstede hun.

”Så, så min skat,” trøstede Elge. ”Det var jo bare en forestilling.”

”Nej,” græd Nora. ”Sådan er kærlighed. Altid umulig.”

”Jo, jo, men plejer der at være en gris og en and i snevejret i tredje akt af ”La Boheme”?”

”Det ved jeg da ikke noget om, jeg har ikke set den før. Jeg var ikke engang klar over, at den hoste fra første akt ville tage livet af hende i tredje akt… ” snøftede hun.

Fortsættes…

Citatkonkurrence

Der er ingen låger at åbne i Berlingskes julekalender, men hvert afsnit rummer et skjult citat – på engelsk, på dansk, oversat eller »undersat«.

Kan du gætte det citat, vi tænker på (hvad er citatet, og hvor stammer det fra?), så send dit svar til m-s@berlingske.dk samt dit navn og din adresse – så ved vi nemlig, hvor vi skal sende præmien hen, hvis du bliver dagens heldige vinder.

Fra 15-19. december er præmien for et rigtigt gættet citat en 20 års deluxe-udgave af U2’s ”The Joshua Tree” (Universal Music) – en remastered dobbelt-cd med b-sider og hidtil uudgivet materiale – til en værdi af 250 kr.