Historisk uretfærdighed: Nazibødlerne slap billigt, og de fleste gik helt fri

De ledende nazister i Danmark slap efter krigen forbløffende mildt under retsopgøret. Det var symptomatisk. En ny bog dokumenterer, at tyskere skyldige i drab under Anden Verdenskrig ofte ikke fik nogen straf eller slap med milde straffe på under tre år. Ingen kommunistiske bødler fra Kina og Sovjetunionen er indtil videre blevet straffet.

Werner Best (tv) var nazistisk leder i Danmark under besættelsen. Han slap ud af dansk fængsel allerede i 1951. Til højre ses Günther Pancke, der ledede SS og politiet i Danmark og stod for brutal terror og deportationer. Alligevel slap Pancke allerede ud af fængslet i 1953. En ny bog afslører, at deres milde behandling var symptomatisk for retsopgøret efter krigen, og at forsvindende få tyske naziforbrydere blev dømt.Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: Ukendt

Det rystede de danske frihedskæmpere og den danske offentlighed, at de førende tyske nazister, der havde stået for mord, terror og tortur, hurtigt slap ud af danske fængsler. Således var den tyske fuldbemægtigede, Werner Best, ude allerede i 1951, selv om han havde stået for terroren mod danskerne. De fleste andre i den nazistiske ledelse i Danmark slap ligeledes let ud af retsopgøret. Günther Pancke, der var leder af SS og tysk politi og havde ansvaret for mord og terror, var ude allerede i 1953.

 

Kun meget få blev dømt

En ny britisk bog af historikeren Mary Fulbrook viser, at den danske mildhed ikke var atypisk. Mary Fulbrook vurderer i sin bog »Reckonings: Legacies of Nazi Persecution and the Quest for Justice«, at op til 1 million tyskere tog del i myrderierne på jøder og russiske krigsfanger, men blot 20.000 blev dømt, og kun 600 fik hårde straffe. Mary Fulbrook har omhyggeligt gennemgået retssager mod nazister og almindelige tyskere, der deltog i myrderier, og konkluderer, at en forsvindende lille del af dem blev retsforfulgt og dømt.

I Vesttyskland og senere i det forenede Tyskland blev der fra 1946 til 2005 lagt sag an mod 140.000 mennesker, men kun 6.656 blev dømt for naziforbrydelser. Og i langt de fleste sager, ca. 5.000, var dommene meget milde som f.eks. to års fængsel. Hun konkluderer, at af de anklagede blev kun 164 dømt for mord i stedet for lettere tiltaler: »I betragtning af, at hundredtusindvis af mennesker var involveret i massemord, og at seks millioner jøder blev myrdet, så er 164 domme for mord ikke imponerende,« siger Mary Fulbrook i avisen Times of Israel. Hun tilføjer: »Det samlede antal, der blev dømt i Vesttyskland for naziforbrydelser, var færre end antallet af nazister, der arbejdede i Auschwitz.«

Strengere straffe østpå

Østpå var straffene strengere, og i alt blev 12.890 dømt for ugerninger mellem 1945 og 1989, da de to Tysklande blev genforenet. Generelt blev anklagede dømt hårdere i Østtyskland, men alligevel var hovedparten af dommene, ialt 7.372, milde fængselsstraffe på under tre år.

I alt blev 567 i Tyskland dømt til døden eller livsvarig fængsel. Mary Fulbrook anklager i sin bog det juridiske system, politiske hensyn og sociale forhold for, at retsopgøret blev så svagt, som det blev. Det betød meget, at massemyrderierne var organiseret af staten, og at så mange deltog, at det var vanskeligt at gennemføre retsopgøret konsekvent, fordi det ville have skabt uro. Men Mary Fulbrook anfører også, at det tyske juridiske system var befolket af tidligere nazister, og derfor accepterede retterne ofte, at de anklagede blot undskyldte sig med, at de fulgte ordrer. I praksis, siger Mary Fulbrook, så accepterede tysk lov, at man udviste lydighed over for et morderisk regime og dømte kun dem, der individuelt havde overtrådt selv nazismens blodige grænser.

Toppen af isbjerget

Fra 1958 nedsattes et centralkontor med ansvar for at efterforske nazistiske forbrydelser, og Mary Fulbrook anerkender, at denne myndighed var aktiv med at indsamle beviser mod forbrydere, men »at dette bevismateriale repræsenterede kun en meget lille del af hvad, der rent faktisk skete under nazistisk herredømme i Europa, og hvad, der kom frem til retssalene, var kun en meget lille del af det enorme isbjerg«.

Mary Fulbrook siger, at myndighederne i de år har vist større iver efter at finde naziforbryderne og på den måde råde bod på den manglende retsforfølgelse i efterkrigstiden. I sidste uge blev Johan Rehbogen fremstillet i tysk ret anklaget for medskyld i massedrab i KZ-lejren Stutthof, hvor der var 150 danske fanger.

 

 

Værre med kommunistiske bødler

Mens man nu forfølger nazistiske bødler med iver, så er der stadig meget få kommunistiske bødler, der er blevet tiltalt og dømt i Kina og Rusland. Problemet er, at Kinas regime er en direkte arvtager efter det tidligere blodtørstige kommunistiske regime, og at Ruslands herskere også har rødder i det kommunitiske regime og dets efterretningstjenester.

Man regner med, at ca. 40 millioner mennesker blev myrdet eller sultet til døde i Sovjetunionen, og måske op til 70 millioner omkom i Kina under lignende morderiske tiltag. Da bogen »Kommunismens Sortebog« udkom i 1999 konkluderede en af forfatterne, Barbara Harff, at ingen mordere eller ansvarlige var blevet tiltalt.

I Kambodia var der i begyndelsen af det 21. århundrede et opgør med Khmer Rouge-regimet, der havde myrdet ca. 2,5 millioner mennesker, og en række ledere blev dømt. Og i Estland førte man i 2007 sag mod en general, der stod anklaget for massemord og deportation af estere under kommunistisk styre i 1949.

Det russiske parlament erkendte i 2010 ansvar for massakren på polske officerer i Katyn i Polen under Anden Verdenskrig, men ingen blev retsforfulgt.