Historiker: Hver gang man river en statue ned, er det et udtryk for en form for identitetspolitik

Der er intet nyt i stormen på statuerne, siger Astrid Nonbo Andersen. Hun er historiker og peger på, at folk til alle tider har væltet statuer, når værdikrige rasede. Aktioner skaber interesse for de mennesker, der står på soklerne.

Astrid Nonbo Andersen er historiker og har blandt andet skrevet om identitetspolitik og statuer som en del af erindringshistorien. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

Astrid Nonbo Andersen er idéhistoriker og forsker i erindrings- og historiepolitik. Hun beskæftiger sig blandt andet med officielle undskyldninger, krav om erstatninger for historiske uretfærdigheder og forsoningsprocesser. Hun har skrevet om eksempelvis dansk kolonihistorie og erindringspolitik.

Astrid Nonbo Andersen er historiker. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Vi er alle syndere, og ingen kan vel klare en eftertids moralske krav. Skal vi så holde op med at sætte statuer op?

»Nej, det synes jeg ikke. Enhver tid vil sætte statuer og monumenter op for at hylde mennesker eller ideer, man finder vigtige at mindes. Det kan være, at man piller dem ned senere, men det er der ikke noget nyt i. Det har man gjort til alle tider. Nogle gange fordi man er uenig med de værdier, statuen repræsenterer, andre gange fordi man har glemt, hvad de står for, og skal bruge pladsen til noget andet.«

Statuen af Winston Churchill på Parliament Square i London blev i juni 2020 overmalet med ordene »was a racist«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Isabel Infantes/AFP/Ritzau Scanpix.

Vi har set storm mod en række statuer forårsaget af debatten om racisme og kolonialisme. Hvordan ser du på det?

»Det hænger jo sammen med et nyt opgør med kolonitid og racisme. Som historiker er jeg ikke særligt overrasket over det. Hvis du ser på situationen efter Murens fald i 1989/90, så omstyrtede man en masse statuer af kommunistiske ledere. Og det er sket mange gange før med forskellige politiske fortegn. Fra tiden efter Uafhængighedskrigen i USA finder man mange malerier af folk, der river statuer af britiske konger ned. Det er en manifestation af nye tider, hvor symboler for gamle idealer hives ned.«

Er det ikke nyt, at identitetspolitik, cancel culture-bevægelser og woke-aktivisterne rammer meget bredere end tidligere?

»Hver gang man river en statue ned, er det et udtryk for en form for identitetspolitik. Og identitetspolitik er ikke noget nyt og heller ikke noget, venstrefløjen har patent på. Nationalisme er i sin grundessens identitetspolitik, og nationalister har gennem tiderne også omstyrtet statuer og monumenter, ligesom liberale og borgerlige også har gjort det. Det, man nu definerer som »identitetspolitik«, benytter sig af aktionsformer, der også er blevet benyttet tidligere af andre grupperinger med andre politiske ambitioner.«

Men er der så overhovedet nogen statuer, der vil blive stående? For alle konger, adelige, kapitalister og helte har også været nedladende over for kvinder, racister, som man jo var før Anden Verdenskrig, eller jødehadere, som var tidens mest typiske form for etnisk had?

»Jeg har ikke lige overblik over alle statuer i landet, og hvad de repræsenterer. Men mon ikke de fleste bliver stående? Statuer bliver sat op for at huske en person eller en sag, man synes er vigtig at huske. Der står enormt mange rundt om i landet, men få er blevet bemalet og har derved fået fornyet opmærksomhed. Det har skabt debat om den fortid, de repræsenterer, men det betyder jo ikke, at alle statuer ryger ned.«

Tager du ikke meget let på sagen? Selv Churchill er blevet overmalet, fordi han angiveligt var racist?

»Man er gået efter Churchill og Gandhi, fordi de også repræsenterer noget andet for nogle end for de fleste. Og det fortæller os i sig selv noget om, hvor mangesidet kolonihistorien er.«

En statue af den dansk-norske missionær Hans Egede ved Marmorkirken i København blev udsat for hærværk 30. juni 2020. Hans Egede var missionær i Grønland i 1700-tallet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix (arkiv).

Har du også  forståelse for aktionen mod Frederik 5.-busten?

»Det interessante er vel, at kun en lille håndfuld mennesker anede, at der stod en gipskopi af Salys buste på Kunstakademiet. Nu ved vi det alle sammen. Om det har skabt den debat, man ønskede, er jeg lidt i tvivl om. Men som regel ænser vi ikke de statuer eller buster, vi passerer hver dag. Først når nogen gør noget ved dem, ser man rent faktisk på genstanden. Og derefter spørger man måske til, hvad den egentlig står for. Først da Hans Egede-skulpturen ved Marmorkirken blev udsat for hærværk, opdagede jeg, at den overhovedet stod der. Jeg ved godt, hvem Hans Egede er, men mange danskere ved forsvindende lidt om Grønland. Måske har det skabt ny viden.«

Er den fysiske handling at overmale noget eller fjerne det ikke en overskridelse af dialogen i et demokratisk samfund?

Frihedsstøtten på Vesterbrogade ved Københavns Hovedbanegård er en 20 meter høj obelisk, rejst som et monument til minde om stavnsbåndets ophævelse ved landboreformerne fra 1788. Astrid Nonbo Andersen siger, at ingen bemærker den eller andre monumenter og statuer, og først når nogen overmaler dem eller lignende, bliver man klar over, at de findes. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix (arkiv).

»Statuer af enevældige konger er sat op i ekstremt udemokratiske samfund præget af benhård censur. Størstedelen af befolkningen dengang fik hverken lov eller havde råd til at rejse monumenter over det, de fandt vigtigt. Så at skabe debat om en statue, der udtrykker værdier, som man ikke længere spejler sig i eller finder direkte forkastelige, kan sagtens være led i en demokratisk samtale. Busteaktionen mod Frederik 5. kunne sikkert være grebet anderledes an. Busten repræsenterer et politisk system – nemlig enevælden og slavehandlen, som begge er institutioner, vi har gjort op med for over 170 år siden.«

Er der statuer eller monumenter, som du har haft lyst til at male på eller rive ned?

»Nej, jeg har aldrig haft den trang. Jeg har ofte spurgt mine studerende, om de havde lagt mærke til den høje obelisk, Frihedsstøtten, ved Vesterport. Det er der aldrig nogen, der har. Selvom man i fortiden har gjort sit bedste for at få os til at bemærke den og mindes, så går vi lige forbi. Det er først, når der opstår et eller andet rundt om monumentet, at der bliver sat fokus på en person eller en historisk begivenhed. Når det sker, kan det jo skabe ny opmærksomhed om en del af fortiden, som man måske ikke lige kendte til. Og i det øjeblik får statuen nyt liv.«