Historiker Henrik Jensen er uforstyrret kulturpessimist: »Coronakrisen forandrer måske nok verden, men mennesket forbliver det samme«

Historikeren Henrik Jensen gør op med 68-generationen i en hæsblæsende bog med titlen »Efter Gud. Det 20. århundredes fortabte generationer og meningsløsheden.« Hvordan kunne 68-generationen erobre samfundsdagsordenen og beholde den til i dag? Henrik Jensen interviewes af Bent Blüdnikow.

Forfatter og historiker Henrik Jensen, hvis bog tager et opgør med 68-generationen, hvis ideologi stadig dominerer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Da historikeren Henrik Jensen var ung lektor på Roskilde Universitet i 1970erne, tilhørte han en lille sekt af marxister, der kaldte sig althusserianske strukturalister. Det vil være umuligt fornuftigt i dag at forklare, hvad denne sekts ideologi egentlig gik ud på, men sigende var det, at sektlederen, Louis Althusser, endte med at myrde sin hustru.

Henrik Jensen myrdede ikke nogen, men forlod stille og roligt marxismevanviddet i slutningen af 1970erne og påbegyndte en lang rejse mod borgerlighed og et gudsbegreb. Det eneste, han »myrder« i sin nyeste bog, »Efter Gud. Det 20. århundredes fortabte generationer og meningsløsheden«, er 1968-generationen og dens radikalisme.

Forfatter og historiker Henrik Jensen var selv marxist i 1970erne, men meldte sig ud af vanviddet og drog på en lang rejse mod borgerligheden og Gud. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged.

Bogen forholder sig til flere af det 20. århundredes generationer, men dens omdrejningspunkt er 68-generationens opgør med fortiden samt guds- og autoritetstabet som følge af generationens oprør. Det er også en fortælling om Henrik Jensens egen vandring fra marxistisk utopisme til en erkendelse af, at 68-oprørets bortskaffelse af Gud, traditioner, erfaring og autoritetstro intet positivt førte med sig. Fantasien om, at man kunne se bort fra tidligere generationers bittert erhvervede erfaringer og realisere sine drømme her på jorden, bragte tomhed og meningsløshed med sig.

Det borgerlige samfunds skrøbelige balance

»1968-generationens forkastelse af tidligere erfaring og dens tro på, at de som individer frigjort fra det borgerlige samfund og religionen kunne realisere deres drømme, har i virkeligheden rødder tilbage til renæssancen,« forklarer Henrik Jensen og fortsætter:

»Af Den Sorte Død i 1300-tallet udvikledes renæssancen, hvor en individualisering begyndte, individet frigjorde sig for samfundets snærende bånd og begyndte at forestille sig, at det enkelte menneske kunne realisere sig selv. Den udvikling tog fart i de næste århundreder I et sam- og modspil mellem fællesskabets pligtkultur og en individkultur, hvor man lagde vægt på det enkelte menneskes rettigheder. Det var en skrøbelig balance, som vi var heldige med at finde i den vestlige verden, og som medførte, at Vesten er blevet det bedste sted at være på kloden,« siger Henrik Jensen.

Men det var netop en skrøbelig balance, og den, mener du, røg sig en tur med 1968-generationen?

»Ja, det gik galt, for 68-generationen forkastede alt og nedbrød dermed balancen. Forhistorien til dette var katastrofen med Første Verdenskrig, Den russiske Revolution og derefter Anden Verdenskrig. Det var en række af katastrofer, som fik afgørende betydning for nedbrydningen af autoritetstroen. Der skete så meget forfærdeligt, så da vi når 1968, er autoritetstabet allerede sket. Dermed får de revolutionære 68ere frit slag til at realisere deres underminering af det borgerlige samfund, og der er ikke nogen, der siger stop.«

Og hvad er det, denne unge generation vil?

»De vil have et generationsopgør; det er hovedsageligt en import fra USA, hvor Vietnamkrigen og de undertrykte sorte havde væbnet den unge generation til revolutionær ildhu. Ret hurtigt fandt 68-generationen, som var en lille minoritet, på utopier, som de så realiseret i stedet for det borgerlige samfund. Gud og nationen var for dem død og kapitalismen skulle afskaffes til fordel for kommunisme eller det, der ligner. Ja, jeg tror i dag næppe mine egne øjne, selv om jeg var en del af det, at denne utopisme kunne støves af endnu engang som instrument for den vrede, der lå til grund for Ungdomsoprøret.«

Københavns Universitets årsfest i 1968 udviklede sig til en happening, da den studerende Finn Einar Madsen erobrede talerstolen fra rektor Mogens Fog for at tale de studerendes sag. Finn Ejnar Madsen viste sig at være en voldsfanatiker, og oprøret udartede snart til munkemarxisme og fanatisme. Alligevel dominerer 68-generationens ideologi på mange måder stadig vort samfund. I sin bog »Efter Gud« begynder Henrik jensen med et kapitel om Finn Ejnar Madsen på talerstolen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Erik Gleie.

Du angiver det 20. århundredes tragedier som årsag til 68-generationens forkastelse af fortiden og autoriteter, men går vi tilbage til Den Franske Revolution med dens påkaldelse af frihed, lighed og broderskab, var det vel samme historie om ungdommelig revolutionær fanatisme?

»Det har du ret i, og også Reformationen rummede den slags utopisme, men i tiden efter Den Franske Revolution, altså fra 1800-talets begyndelse, fik man genetableret en verdensorden og genoprettet de tabte autoriteter. Derfor kaldes perioden for Restaurationstiden, hvor man lagde vægt på historie, traditioner, dyder og Gud. 1800-tallet var ganske vist fremskridtsvenligt med industrialisering, men kulturelt var man opmærksom på både fortid og traditioner. Det lykkedes at genskabe forbindelsen til fortiden og traditionerne, men det bemærkelsesværdige ved 68-generationen er, at på trods af denne historik, så forkastede de unge alt og vendte ryggen til den fælles erfaring.«

Ungdomsoprør, hippier og kollektiver var tidens trend. Her fra kollektivet Maos Lyst med Che Guevara i 1968. Fortællingen om 68 blev imidlertid ikke fortællingen om fanatisme, vold og terrorisme, men en blødere om hippiekultur, oprør mod autoriteter og rockmusik. Derfor fik 68-oprøret lov til at leve videre med den falske historie. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tage Nielsen.

Pligtkultur og autoritetstab

I sin bog, »Efter Gud«, skriver Henrik Jensen, at i årtierne efter 1968 fjernede den vestlige verden sig i et foruroligende tempo fra borgerlig pligtkultur og traditionel protestantisk arbejdsetik, som modkulturen bevidst undergravede uden at møde den store modstand.

Hvor blev den borgerlige modstand af, da 1968-generationen udøste sit revolutionære raseri med krav om et totalt nyt samfund?

»Den var der ikke, og det skyldtes det autoritetstab, der allerede havde indfundet sig. Den brede borgerlige offentlighed gjorde ikke nævneværdig modstand, fordi den følte, at der ikke mere var noget at forsvare. Ungdomsoprørets aktivister sagde selv bagefter, at det var som at løbe åbne døre ind. Det borgerlige samfund lagde sig ned og tillod oprøret at erobre bastionerne. Sådan var det på universitetet, hvor jeg selv kom ind som ung lærer, og sådan var det alle mulige andre steder. Oprørerne var ganske vist en begrænset gruppe, men de havde stort gennemslag.«

Der var dog enkelte som centrumdemokraten Erhard Jakobsen eller ideologen Jørgen Schleimann, der turde råbe op, men er der nogen opposition nu?

»Stort set ikke. Der er ansatser til borgerlig modoffensiv, men modet til at stå fast og fastholde, at vort skrøbelige samfund er skabt af borgerligheden, er svagt. Der er enkelte lommer, der formulerer det skarpt, men vi har nok stadig den forestilling, at man helst skal være »progressiv«, og når man formulerer sig som bevaringsparat, så er man »reaktionær«, og det har altid negative konnotationer.«

Skyldes det, at den historiske fortælling fra 68-oprøret blev forvredet? Det blev aldrig fortællingen om fanatisme, totalitarisme og terrorisme som i tilfældet med Blekingegadebanden, BZerne og de andre voldsparate grupper, men en langt blødere fortælling om hippiekultur og opgøret med autoriteterne, som blev forvandlet til en positiv fortælling og en masse rockmusik?

Undervisningsminister Ritt Bjerregaard (S) sammen med RUC-studerende i begyndelsen af 1970erne, da Henrik jensen blev ansat på RUC. Ifølge Henrik jensen kunne de revolutionære  68ere dominere, fordi ingen sagde dem imod, da autoritetstabet allerede var sket, og der intet var at forsvare. Fold sammen
Læs mere
Foto: Erik Holmberg.

»Jeg tror, at det er rigtigt. Vi fik aldrig gjort op med 68-oprøret af den simple grund, at det aldrig holdt op. Det indlejrede sig i uddannelsesystemet, journalistkredse og andre miljøer som en selvfølgelighed. At være oprører mod traditioner og autoriteter blev til stadighed opfattet som noget positivt, og at kæmpe for at bevare blev opfattet som noget bagstræberisk og negativt. Det viste sig konkret ved afsky for det nationale og et ønske om overstatslige organisationer som FN og begejstring for det globale.«

Kan man sige, at oprørets helte som Allen Ginsberg, Bob Dylan, Che Guevara, Eik Skaløe, og Ebbe Kløvedal Reich bevarede deres nimbus, hvorimod traditionens fortalere som Henrik Stangerup og Søren Krarup forblev perifære og udskældte?

»Sådan var det, og sådan er det. Positionen, som man forbinder med borgerlighed, er bare ikke særlig sexet og appellerer ikke. Det gør den venstreorienterede og progressive position, selv om historien taler imod; den taler stadig til unge mennesker med hang til utopiske drømmerier. Jeg tror, at den vurdering hænger tæt sammen med tidens fokus på individets kreativitet, hvor den enkelte ser sig som en kunstner, der må og skal udfolde sin kreative side og frigøre sig selv. Efter 1968 blev hele middelklassen bohemiseret; den enkelte skal derefter finde meningen med tilværelsen på egen hånd, og denne selvrealisering indebærer et oprør mod traditionel autoritet.«

Kunstnerne kunne tidligere gengive det skønne og smukke, men blev efterhånden i det 20. århundrede omskabt til oprørere, der skulle bryde med autoriteterne. Er det dette kunstnerideal, som vi stadig lever med, og som har smittet af på den middelklasse, du kalder bohemeficeret?

»Det mener jeg. Det er kunstneren som kritiker af samfundet og oprører, som mest dyrkes. Alle samfundsbegrænsninger af den enkelte er af det onde i denne ideologi. Det kan man måske forsvare i enkelte kunstneres tilfælde, men når det bliver værdigrundlaget for hele samfundsgrupper, så går det galt.«

Henrik Jensen, historiker og forfatter

»De revolutionære 68ere fik frit slag til at realisere deres underminering af det borgerlige samfund, og der var ikke nogen, der sagde stop.«


Hvad kommer efter Gud?

Henrik Jensens bog hedder »Efter Gud«, og Gud spiller en stor rolle i hans bog. Et sted skriver Henrik Jensen, at uden tro på Gud og et forsyn, er vi fortabte i en endeløs søgen efter mening. For 68-generationens marxister var religionen opium for folket, og Gud og religion blev set som kapitalismens og borgerlighedens måde at fastholde arbejderklassen og folket i en falsk bevidsthed. Men for mange borgerlige ideologer har Gud eller forsynet fået fornyet betydning.

Er det også sket for dig?

»Man kan drive religionskritik langt, men at der er »noget deroppe«, er for mig at se klart. Der findes ikke noget samfund eller nogen civilisation, der har overlevet ret længe uden at have en fælles erkendelse af, at der er noget over os i form af en Gud eller et forsyn. Det har vist sig ikke at være svært at miste den forestilling, men det er nærmest umuligt at etablere den igen. I 1800-talet var der stadig en forbindelse mellem det, som man gjorde samfundsmæssigt, og så en forestilling om et forsyn, som gav mening. Selvfølgelig var der også modstrid mellem religionen, og hvad der faktisk skete for eksempel i kolonierne, men fornemmelsen af, at man arbejdede i en højere sags tjeneste, var med til at holde samfundet sammen, og gav det mening. Hvis den tro på forsynet falder bort, så falder meningen også bort og vi løber så rundt hver især efter mening i livet.«

Tror du selv på Gud i den kristne forstand eller et mere vagt gudsbegreb, som du kalder forsyn?

»Jeg mener ikke, at man behøver at problematisere den sag. Man kan tage Gud for givet, og det gør jeg. Jeg har en klar forestilling om, at vi er skabt. Hvis du spørger mig om, hvem der så har skabt og hvordan, så bliver det svært for enhver, men det er ikke meningen, at vi mennesker skal spekulere over den slags. I middelalderen var det umuligt ikke at tro på Gud. Dengang var man bare en del af det, men i dag er vi ikke en del af det og skal ustandselig begrunde, at vi altså tror på Gud eller forsynet. Det er blevet den omvendte verden.«

Er det et problem i den moderne verden?

»Ja, forstået på den måde, at 68-generationens forståelse nu er blevet normen. De unge meldes allerede i skolen ud af en fælles tro, og hvis de vil ind igen, så skal de melde sig ind. Det var bedre fra starten at melde dem ind i kirken, så kan de melde sig ud igen, hvis de absolut ikke vil være med. På samme måde ville jeg melde dem ind i fortællingen om det nationale, som 1968-generation også ville melde os ud af, så mange nu forskrækket tror, at man er blevet nazist, hvis man taler til fordel for noget nationalt.«

Så du tror simpelthen ikke, at det sekulære samfund, enten som de franske revolutionære forestillede sig, eller 68erne troede på, kan overleve som samfund?

»Man kan måske mene, at Den Franske Revolution og 68-oprøret også var en tro. Den Franske Revolution troede på rationalitet og »frihed, lighed og broderskab«, og 68-generationen troede på en kommunistisk utopisme. Men i sidste ende er det ikke nok. Begge bevægelser gled videre til vold og terrorisme, fordi de netop ikke havde en traditionel religions begrænsninger, der kunne sætte grænser. Der ligger altid i disse revolutionære bevægelser en tendens til radikalisering, som nemt udarter sig til totalitarisme, hvor oppositionelle bliver ofret.«

En sand reaktionær

I dagbladet Information får du kritik for din bog, og anmelderen, den gamle 68er Georg Metz, kalder dig for en »sand reaktionær«. Er du det?

»Det er jeg ikke, og jeg anerkender som sagt ikke 68-modstillingen af »reaktionær« og »progressiv«. Jeg er måske en smule reaktionær i den illusionsfyldte forstand, at jeg synes, visse ting var bedre i gamle dage. Men jeg har stor respekt for de samfundsinstitutioner, der i historien har bidraget til at skabe den rige verden, vi lever i – det er især familien, kirken og nationalstaten  – og jeg har vel også en menneskeforståelse, som er noget anderledes end Georg Metz’ og 68ernes; nemlig at mennesket er en ret problematisk størrelse, som har brug for faste institutioner, traditioner og rammer, og som frigjort fra dem er et ganske farligt væsen, som i høj grad er i stand til ondskab som godhed. Katastrofen i det 20. århundrede viser med al ønskelig tydelighed nødvendigheden af at begrænse enkeltindividers udfoldelse.«

Det er vel et gammelt skel mellem højre og venstre?

»Ja, venstrefløjen har historisk haft den opfattelse, at mennesket er godt og skal frigøres for alle snærende bånd, og så skal vi nok blive lykkelige. Over for dette mener borgerlige generelt, at mennesket også rummer destruktive kræfter og må begrænses. Jeg hælder til det sidste, fordi jeg mener, at det er det mest sikre. Frigøres mennesket totalt, får det destruktive og negative frie muligheder, og det vil altid gå ud over de svage.«

Vi er midt i en coronakrise. Har det sammenhold og den pligtfølelse, som vi har set under krisen, gjort din kulturpessimisme til skamme?

»Det er at drage for hurtige konklusioner. Jeg vil medgive, at krisen umiddelbart har styrket familien og nationalstaten; det sidste, fordi EU har været handlingslammet. Det er positivt. Om det er holdbart er mere tvivlsomt, for efter coronakrisen kommer der en vanskelig  tid, hvor økonomiske problemer tårner sig op, og der vil det ikke være sammenhold og samfundssind, der vil blive dominerende. Hertil kommer, at coronakrisen måske nok forandrer verden, men mennesket forbliver det samme.«

Et sted i din bog skriver du om præsident Trump og formulerer dig noget i retning, at Trump repræsenterer en modrevolution til 68-generationens revolution?

»Jeg tror ikke, at Trump i sig selv repræsenterer den modrevolution; han er noget af en skør skid, selv om dele af hans politik har vist sig fornuftig nok, for eksempel i forhold til Kina. Men nogle af hans vælgere repræsenterer den modreaktion. De blev trætte af den elitære klasse, der udgjorde det post-68-politiske lag i USA og sad på magten. De udhænges som populister, man kunne også kalde deres valg for en form for sund fornuft.«

Er det borgerlige samfund og dets skrøbelige balance truet nu?

»Det borgerlige samfund er produktet af den individualisering, der foregik fra renæssancen i skrøbeligt samspil med samfundets bærende institutioner. Men individualiseringen blev så forstærket fra 1960erne, så det borgerlige samfund kom ud af balance. Det tydeligste eksempel på den udvikling ser vi i den identitetspolitik, der har ramt ikke mindst USA, men nu også Europa. Identitetspolitikken er toppen af et isbjerg, hvor selve isbjerget er den udbredte selvrealiseringstrang i den vestlige civilisation.

Identitetspolitikken har vist sig at udgøre en såre stærk moralsk position i tiden – dette med, at den eneste, der ved, hvem jeg er, og hvordan jeg har det, det er mig, og måske den gruppe, som jeg netop tilhører. Denne identitetspolitik er den sidste variant af en individualisering, som har været århundreder undervejs og udgør en trussel mod det borgerlige samfunds skrøbelige balancering af pligt og rettigheder, og hvis man ikke mere respekterer institutioner, regler og traditioner, men kun sine egne og sin gruppes værdier, så skrider det.«