Hidtil ukendt kulturskat fra 1800-tallet er gravet frem i ny bog. Overraskende nok er det kvinder, der står bag

Hanne Schaumburg Sørensen står for en epokegørende ny bog om de første danske kvindelige fotografer. Der var mange kvinder, der fotograferede professionelt fra 1870erne, og mange af dem var super gode. Udstillingen om de kvindelige fotografer på Museum Østjylland vil senere på året blive vist i en række museer.

Portræt af Kirstine Lunds datter Petra, omkring 1890. Kirstine Lunds lette og moderne tilgang til portrætfotografiet ses tydeligt her. Foto: Historisk Arkiv, Vendsyssel Historiske Museum Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Kvinderne sad ikke bare derhjemme og var passive i 1800-tallets Danmark.

Blandt de aktive kvinder var en række fotografer, der var ude for at dokumentere datidens verden og mennesker – som for eksempel Nielsine Zehngraf, der i 1870erne lavede panoramafotografier i Randers, og Benedicte Wrensted, der tog fotografier af indianere i Idaho i USA.

En ny bog, »I skyggen«, af Hanne Schaumburg Sørensen dokumenterer dette ukendte kapitel af dansk kvindehistorie.

Mellem 25 til 30 procent af fotograferne i Danmark i de sidste årtier af 1800-tallet var kvinder. Mange er ganske vist forsvundet ud af historien, fordi ægtefællerne ofte stod som fotografen, selvom det var deres hustru eller enke, der tog billederne.

Men kvindelige fotografer manifesterede sig også i eget navn og med eget atelier. På Museum Østjylland i Randers har overinspektør Hanne Schaumburg Sørensen gravet en række af disse ofte glemte kvindelige fotografer frem, og en udstilling på museet viser, hvilke fremragende fotografer mange af dem var. De næste to år vil udstillingen vises rundt omkring i Danmark samt i Island og på Færøerne.

Frederikke Federspiel i sit atelier i Slotsgade 15 i Aalborg. I 1876 blev hun den første kvinde i Danmark, der fik et næringsbrev som fotograf. Foto: Aalborg Stadsarkiv. Fold sammen
Læs mere

Du skriver, at kvinderne i det tidlige fotografi fra 1870erne ligefrem var »toneangivende«?

»Jeg har langtfra fundet alle, men de, jeg har fundet frem til, var med til at sætte dagsordenen for det tidlige fotografi. Mange af dem var meget engageret i den fototekniske udvikling og for eksempel sad fotograf og kvindesagsforkæmper Julie Lauerberg fra København i fotografforeningens tekniske udvalg og var kendt som ekspert i teknikken og havde landets bedste udstyr. Mange af dem var også eksperter i lyssætning, hvilket var en yderst vigtig del af fotografiets vellykkede tilblivelse. Nielsine Zehngraf fra Randers var en af de første, der tog panoramafotografier i Danmark, hvor man har fornemmelsen af at kunne træde ind i fotografiet. Så teknisk set var kvinderne superdygtige, og det kan man tydeligt se.«

Nielsine Zehngraf dokumenterede gennem 40 år Randers bys udvikling fra købstad til industriby. Her har hun omkring år 1900 foreviget de første kvindelige roere i Randers. Randers Roklub, der var stiftet i 1897, optog kun mænd, så kvinder måtte dyrke roning uden om klubben. Foto: Randers Stadsarkiv Fold sammen
Læs mere

Så det toneangivende går mest på det tekniske, eller er det i en bredere betydning?

»Det, jeg gerne vil med bogen »I skyggen«, og med udstillingen, er at sidestille de her udvalgte kvindelige fotografer med de bedste mandlige fotografer. Jeg påstår ikke, at de udvalgte kvinder er bedre fotografer, men de er ligeså gode som de bedste mandlige fotografer. Der er da også dårlige kvindelige fotografer, som jeg altså ikke har med.«

De to yngste klasser i Hjørring Private Pigeskole, 1908-1909. Kirstine Lund benytter sig her af en tableauæstetik, der er hentet fra malerkunsten. Personerne arrangeres i bestemte mønstre, der giver symmetri i fotografiet. Foto: Historisk Arkiv, Vendsyssel Historiske Museum. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kristine Lund.

Er der en fotografisk linje i temaer eller andet, som adskiller de kvindelige fotografier fra de mandlige?

»Ofte har man sagt, at de kvindelige fotografer er ekstra gode til at tage billeder af børn. Men for mig at se er det udtryk for den stereotype opfattelse af, at kvinder har et specielt moderligt instinkt, som er stærkere end mændenes. Jeg kan ikke se på fotografierne, at de er bedre til at fotografere børn. Men det er en vigtig pointe for mig, at de ikke kun tog billeder af børn og portrætter, for de var ude i felten og fotograferede alt det, som mændene også fotograferede.«

Så du kan dokumentere, at de var alle steder med deres kameraer?

»Ja, i høj grad. De var ude i felten og lavede dokumentarisme og var aktive i samfundslivet. Det er en myte, at de kvindelige fotografer kun arbejdede i deres atelier, og at kvinderne helst opholdte sig i deres trygge hjem, men sådan var det absolut ikke. Jeg har skrevet ph.d. om forsørgelse og næringslivet i 1800-tallet, og mit studie af de kvindelige fotografer er en videreførelse af min afhandling ved at vise, at kvinderne var særdeles aktive i samfundslivet i 1800-tallet, og at de var medforsørgere af familierne. Det var kun en lille elite, der havde råd til at have hustruer, der ikke bidrog til familiens forsørgelse.«

Fint og nærværende portræt af Nicoline Weywadt af den islandske bonde Vigfús Eyjólfsson fra gården Veturhús ved Álftafjörður, 1872-1888. Foto: Islands Nationalmuseum Fold sammen
Læs mere

Der er forskel på provinsen og København og færre kvindelige fotografer i København. Hvorfor?

»I provinsen var man mere traditionsbunden, og her var det sædvane, at mange af kvinderne i 1800-tallet var medforsørgere. I København var eliten større og dermed mere toneangivende. En elite, som ikke fandtes i provinsen, og hvor hustruerne gik hjemme. Men dertil kommer, tror jeg, at konkurrencen blandt mange fotografer i København var meget hård. Kvinderne stod med langt dårligere kort i den hårde konkurrence, fordi de var bagud på point med hensyn til uddannelsesmuligheder, finansiering og netværk.«

Du skriver, at mange kvindelige fotografer forsvandt ud af historien, og aldrig blev nævnt eller registreret som fotografer?

»Ja, for ofte var det deres mænd, der stod som fotografen, selvom det var deres hustruer, der tog billederne. Da jeg aftalte med Odense Bys Museer, at de skulle have udstillingen, spurgte jeg, om de havde kvindelige fotografer, som var forsvundet ud af historien, hvad de sagde, at de ikke havde. Men efter en undersøgelse viste det sig, at et af de atelier, hvor manden stod som fotograf, i virkeligheden var ledet af hans enke, for manden var død år tilbage.«

Benedicte Wrensteds maleriske fotografier anses i dag for at have både stor kunstnerisk og antropologisk værdi. Her har hun portrætteret Jack og Lizzie Edmo fra Shoshone-stammen og deres børn. Jack Edmo viste med glæde sin familie frem i traditionelle dragter ved officielle indianske lejligheder. Det var ikke velanset hos Edmo-familiens øvrige medlemmer. Foto: De Nationale Arkiver i Washington, D.C. Fold sammen
Læs mere

Er der dukket nye spændende fotografer op under din undersøgelse?

»Ja, jeg kan nævne Kirstine Lund fra Løkken og senere Hjørring, der er stort set ukendt uden for Nordjylland. Hun var en vidunderlig fotograf med humor og næsten moderne i sin iscenesatte virkelighed. Hendes mand var stukket af til Amerika, og af økonomisk nød måtte hun fotografere for at forsørge sig selv og sine tre døtre. Men hun var ekstrem god og havde succes som fotograf.

En anden er Benedicte Wrensted, som drog til Amerika og fotograferede blandt andet indianske stammer i Idaho, hvor hun bosatte sig. Hun var født i Hjørring og rejste i 1894 til Amerika. Først i 1984 blev hendes fantastiske fotografier opdaget af en amerikansk antropolog, og præsenteres altså først nu i en udstillingen for et dansk publikum. En tredje er en islandsk fotograf med danske aner, Nicoline Weywadt. Hendes portrætter er så nærværende, at det ikke er uden grund, at hun i dag regnes for en af Islands største fotografer, men hun er helt ukendt i Danmark.«

Benedicte Wrensteds tog i 1897 dette portræt af Jimmie Sequint fra Shoshone-stammen. Hun skildrede stammerne som værdige individer og ikke som »ædle vilde«. Fotografierne er også kendetegnet ved at være stærkt retoucherede. Wrensted fjernede typisk rynker og skygger fra ansigtet. Foto: De Nationale Arkiver i Washington, D.C. Fold sammen
Læs mere

Var det unikt for Danmark, at der var så mange kvindelige fotografer, eller var det tilfældet for det meste af Europa?

»Jeg vil tro, at det er ens for de fleste europæiske lande, at der var så mange kvinder. Det var et nyt fag, og når kvinder skulle trænge ind på et arbejdsmarked, måtte de gøre det i et nyt erhverv, hvor mændene ikke traditionelt havde sat sig på området. Derfor gav fotografi en mulighed for et nyt arbejdsmarked, og desuden var det et respektabelt erhverv, for kunderne var respektable folk med penge, fordi fotografier var dyre.«

Prøveopstilling af lurblæseren foran Central Hotellet på Vesterbrogade i København, 1900. På en træsøjle er placeret en statue af en enkelt lurblæser udført af Anders Bundgaard. Julie Laurberg havde specialiseret sig i bl.a. arkitekturfotografering. Foto: Det Kgl. Bibliotek Fold sammen
Læs mere
Foto: Julie Rasmine Marie Laurberg.

Så vi står altså med en kulturskat, som de kvindelige fotografer gav os?

»Ja. Fælles for alle ti kvinder er, at de med deres fotografier dokumenterede deres tid og dens mennesker. Deres fotografier har i dag ikke alene høje kunstnerisk værdi, men de er også et vigtigt historisk kildemateriale fra perioden.«

Hanne Schaumburg Sørensen er overmuseumsinspektør ved Østjyllands Museum i Randers. Fold sammen
Læs mere