Herreskoenes hellige haller

Berluti-sko er ikke af denne verden. Med priser fra 22.000 kr. og nedefter er skoene et tidstypisk eksempel på den perfekte symbiose: Uovertruffen kvalitet, unik design og en god historie. Af Jens Rebensdorff Foto: Berluti

Medlemmerne af »The Swann Club« er venner og kunder fra det eksklusive sko-brand, Berluti. Her forsamlet til det årlige skopudse-ritual på Le Meurice Hotel i Paris. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

En gang om året mødes hundrede jakkesætklædte mænd på en fin restaurant i Paris. Når de har spist, røget deres cigarer og snakket færdig, tager mændene deres sko af. Tjenere bærer champagne ind. Helst Dom Pérignon. Stående i strømpefødder begynder herrene at pudse deres ekstremt dyre håndsyede sko. Helst med veneciansk hør, som de dypper i den boblende champagne. Dette er, ifølge øjenvidner, ikke det rene pjat og Monty Python. Og så undlader vi helt at nævne den image-venlige myte om, at pudsningen egentlig også bør foregå ved fuldmåne. Mændene er skofirmaet, Berlutis, mest ekslusisve og hengivne kunder, der gennem tiderne har talt nogle af klodens kendteste og mest kræsne mænd.

Forsamlingen af rige eller i hvertfald usædvanligt skoglade mænd i strømpefødder, kalder sig »The Swann Club« efter den franske forfatter Marcel Prousts (1871-1922) verdensfjerne, stilbevidste og romantiske helt fra romanen »På sporet af den tabte tid«.

Mændene har mødtes hvert år siden 1992 i erkendelse af, at de lige så godt kunne institutionalisere deres usædvanlige skofetischisme. Alkoholen får skoene til at skinne, og champagnen skal være tør og iskold for bedst at rense og fjerne gammel voks fra det fint garvede læder. I dag er mændene i The Swann Club efter sigende og måske af frygt for, at rygterne skal give bagslag, gået fra Dom Pérignon til at pudse deres sko i den noget billigere champagne, Veuve-Clicquot. Det er kvinden bag skoene og firmaets kreative direktør, Olga Berluti, der har sat grillerne i hovedet på mændene. Hun er fjerde generation af Berluti-skomagere og mener, at et par sko bør være lige så unikke som »et kunstværk« og af en kvalitet og pasform, der gør dem bedre og bedre at have på som årene går. Mere om denne skoenes legendariske design-dronning om lidt.

Berluti-sko går for at være nogle af verdens mest eksklusive, dyreste og smukkeste herresko. Her er mærker som Salvatore Ferragamo, Prada, Edward Green, John Lobb og New & Lingwood prismæssigt det rene Tiger Shop ved siden af. Stilmæssigt vil nogen måske synes, at Berluti sko er lige lovlig homo, men dem om det.

Priserne starter på ca. 5.000 kr for et af de par, der står på hylderne i firmaets tyve butikker rundt om i verden og ender deroppe, hvor kejser Bokassa til sin kroning i Den Central Afrikanske Republik i 1977 siges at have erhvervet et par specialsyede Berluti-sko til 85.000 dollars.

Hvad der kan have gjort kejserens sko så dyre, kan man kun gisne om, så længe skind fra guldkalv endnu ikke har set dagens lys.

Almindeligt dødelige kunder kan derimod få syet et par efter mål fra 22.000 kr. Firmaet har stadig hundredevis af læster stående på værkstedet i Paris, skåret specielt til de priviligerede mænds fødder. Selvfølgelig har Robert De Niro og Gerard Depardieu et par. Man har lavet sandaler til Pablo Picasso, sko til Jean Cocteau, der ifølge firmaets intime kundekendskab elskede at gå i dem med bare fødder, og til Andy Warhol, der ville have meget tydeligt mønster på sin højre loafer.

Også Yul Brynner, John F. kennedy, Aristole Onassis, Eddy Constatine, Toulouse-Lautrec og Richard Burton gik i de tidløse og ud over alle grænser håndsyede og smukke Berluti. Så eftertragtede er skoene, at selv ikke Gucci har holdt sig for god til at kopiere nogle af Olga Berlutis designs, hvilket for nogle år siden endte i en retssag som Gucci tabte.

I dag ejes Berluti af verdens førende luksus-konglomerat, LVMH group. Men det er Olga Berluti, der tegner skoene udadtil. En luksus-mærkevare, der udover en eksorbitant høj pris også kendetegnes ved at være syet af kalveskind garvet, farvet og behandlet, så skoene selv som nye har patina, som var de gamle.

Processen, der skulle retfærdiggøre den vilde eksklusivitet, holder Olga Berluti for sig selv. Hun er fjerde generation af skomagere, der har deres oprindelse i den italienske by, Senigallia, ud til adriaterhavskysten. Oldefar, Alessandro Berluti, rejste til Paris i slutningen af 1880erne og mødte på sin vej en dansetrup, som han lavede sko til, og finpudsede sit skomager-talent. Alessandro Berlutis ry som mere end almindelig dygtig skomager rygtedes for alvor, da han slog sig ned i Paris og blev kendt for sit unikke håndværk blandt den europæiske elite under verdensudstillingen i 1900.

Så overtog sønnen Torello værkstedet og gjorde skoene en tak mere »disignede« og eksklusive. Værkstedet begyndte at lave færdigsyede sko, så en større kundekreds havde råd, og ikke mindst blandt excentriske kunstnertyper i Paris blev skoene kult. Men eksistensen af skoene var stadig kun kendt af få entusiaster.

Talbino Berluti læste arkitektur, og sammen med kusinen Olga fik de to placeret Maison Berluti, med værksted i Marais-distriktet i Paris, i verdens skoelite og fik ved hjælp af kundernes anbefalinger skabt sig et ry, der ikke tåler megen sammenligning i skobranchen. Visse kræsne kritikere har dog ytret utilfredshed med, at flere af Berlutis sko er for spektakulære og ekstravagante til at blive båret af almindelige mennesker.

Da Olga Berluti startede i familiens skomagerværksted i 1959, fik hun ikke lov til at sy selve skoene. Det var mandearbejde, mente man. Derfor koncentrerede hun sig om andre aspekter af håndværket: Læderet, foden og kunderne. I dag er hun kendt for sin nærmest lyriske tilgang til skomageriet, og hun er enehersker over firmaets image, ligesom teknikken bag skoenes specielle shine er en dyb hemmelighed.

Olga Berluti har fortalt, at hun hører musik, mens hun designer og tegner nye sko. Mozart til tunge sko. Vivaldi til sandaler. Chopin til elegante sko.

Selv om det måske ikke passer, så tilfører sådanne historier ligesom den med måneskinnet den rette aroma af klasse, drøm og ophøjethed til de hånd- og randsyede kreationer. I de ganske få interviews hun giver, fortæller Olga Berluti gerne om dengang, hendes kærlighed til mænds fødder ikke som fetisch, men som passion! startede. Til magasinet National Geografic har hun fortalt om dengang, hun var elev på en klosterskole i Italien: En lang korridor førte ned til et kapel, hvor der stod en kristus-statue fra det fjortende århundrede. »Jeg gik hen til alteret. Kristus gennemsømmede fødder var lige ud for mine øjne. Jeg stirrede og stirrede og sagde til mig selv: Når jeg bliver ældre, vil jeg fjerne de søm. Jeg vil fjerne lidelsen fra mænds fødder.«

Selv om de er nogle af verdens mest eftertragtede sko blandt skokendere, mener Olga Berluti ikke, at det er skoene, det handler om.

»De virkelige stjerner i Berluti-firmaet er vores kunder,« siger hun på firmaets hjemmeside. Og hun fortsætter, som var det englevinger og ikke sko, hun taler om:

»Blandt kunderne findes virkeligt store internationale celebriteter og mere almindelige mennesker, der ved, at luksus ikke er et spørgsmål om mærker eller brands, men om følelsen af identitet. Luksus er tidløs og universel i modsætning til mode, der er flygtig«

Olga Berluti mener selv, at hendes legendariske sko er blevet så kendte blandt skoelskere, »fordi vores kunder taler om dem. Det er den bedste reklame. Berluti-kunder, der ikke er kendte allerede, bliver det i fremtiden,« som hun siger, og understreger, at skoenes tidløshed og deres klassiske design blandt andet skyldes, at hun ikke ansætter unge, sprudlende og kreative skodesignere.

De unge er for meget i pakt med tiden, mener hun, og kan derfor kun designe til modens forgængelige luner. Det er helt andre »dybe« værdier, et par Berluti-sko besidder, mener man i firmaet. Som en kunde sagde til Olga Berluti engang:

»Når jeg keder mig til et middagsselskab, ser jeg på mine sko, og så får det straks bedre.«