3.000 kr. for et hotelværelse i Mexico – til halv pris! Jeg gnider lige øjnene engang, da jeg modtager mailen, men nej, den er god nok, jeg har hverken set et nul for meget eller fumlet med lommeregneren. Værelset, som Colibri Resort har tilbudt mig med rabat, koster normalt 720 dollar plus 19 procent skat, svarende til 6.000 kr. – men så er det også med havudsigt!

Da jeg efterfølgende går i gang med at prøve at finde et rimeligt værelse på egen hånd på booking.com, viser det sig svært overhovedet at få noget otte dage i træk på stranden i Tulum, selv om jeg er ude et par måneder på forhånd. Jeg ender med et usselt værelse til 1.200 kr. – med én elektrisk pære og uden hverken aircon eller køleskab – af den slags, som vil have kostet højst et par hundrede på en strand i Thailand.

Der er unægtelig sket noget, siden jeg sidst besøgte Riviera Maya, det mexicanske Caribien, for ni år siden. Dengang boede vi 40 kilometer nordpå i Playa del Carmen, som jeg langtfra var nogen fan af: Byen lå godt nok ned til stranden med hvidt sand og turkisblåt vand, men det, der engang var et tropeparadis for backpackere, havde udviklet sig til en ucharmerende halvstor vestlig by med Starbucks, Häagen-Dazs og massive mega resorts liggende rundt om bykernen.

Dengang tog vi et par udflugter til Tulum, dels for at dykke i de såkaldte cenotes, som er underjordiske grotter fyldt med vand, dels for at se byens vartegn i form af en markant Maya ruin, der ligger fantastisk ud til det turkisblå caribiske ocean. Stranden i Tulum var anderledes uspoleret, de små hoteller lå gemt i junglen, som gik helt ned til stranden og stemningen hippieagtigt afslappet – lidt ligesom på Koh Tao eller en anden thailandsk ø for 25 år siden.

Jeg lovede mig selv at vende tilbage til dette paradis en dag. Men det har jeg ikke været alene om. Hvor der i 2000 kun var omkring ti små beskedne hoteller med cabanas (hytter) på Tulum stranden, er antallet siden fordoblet mange gange: I dag er der omkring 100 hoteller, som dog alle er relativt små og lave, og mest opsigtsvækkende, så er Tulum stadig »off grid«, uden indlagt el, vand og gas.

Tulum fik i 00erne et hurtigt voksende image som hippie chic og eco chic (man kan sætte spørgsmål ved det miljøvenlige ved at drive hotel baseret på generatorer og store tankvogne, som ankommer med gas og vand, men det er en anden sag ...) – en profil, som tiltrak alle dem, der bevidst forsøger at undgå mainstream-turismen, ikke mindst den stilbevidste modebranche. F.eks. åbnede den argentinske model Nicolas Malleville og den italienske designer Francesca Bonato i 2003 boutiquehotellet Coqui Coqui, hvor modellen og designeren Jade Jagger efter sigende skulle have været den første gæst.

Det er således ikke til at opdrive et hotel på Tulum strand, som ikke tilbyder timer i modebranchens foretrukne fritidsbeskæftigelse, yoga. Mens man på Papaya Playa kan dyrke yoga på havet på et surfboard, har Nômade-hotellet en hel vifte af tilbud i form af shamaner, healere, terapeuter og dansere: »Nômade er et midlertidigt habitat for dem, som er parat til at lære og dele. Parat til at vække bevidstheden, ryste kroppen og sætte sjælen fri,« som det hedder på det ultrahippe hotels hjemmeside.

På Nômade, som tager omkring 4.000 kr. for et værelse, sætter man bl.a. sjælen fri på stranden, hvor den »holistiske« mad indtages nærmest liggende omkring et stort fælles bord, mens hotellets DJ spiller tribal-inspireret musik.

Netop musikken på stranden er noget af det, jeg har sværest ved at forlige mig med i løbet af min uge i Tulum – i mine øjne er en strand et stykke natur, hvor musik ikke hører hjemme. Jeg er ikke kommet den lange vej til Caribien for at lægge øre til et miks, jeg ligeså godt kunne have hørt derhjemme på Spotify, men for at lytte til havet, vinden og hvad der ellers måtte være af wildlife.

Normalt har jeg det stramt med støjende 300-400 punds amerikanere, der rejser i flok og taler utrolig højt, som om de var de eneste mennesker i verden og skramler med deres gangstativer. Men amerikanerne, som klart udgør hovedparten af de besøgende her på Tulum Beach, er tilsyneladende af en helt anden race: De taler kun en anelse højere end nordeuropæere, og faktisk ser jeg ikke så meget som én overvægtig person i løbet af ugen. Det er ikke til at komme udenom, at plastikkirurgerne også har tjent deres penge på Tulum crowd’en, men trods alt i meget mindre grad end man f.eks. ser det i Californien.

Til gengæld ser jeg rigtig mange tatoveringer, ikke mindst ude foran Nomade – for hipsterne har de seneste år sluttet sig til neo-hippierne i Tulum. »Sådan blev Tulum Mexicos Williamsburg,« skrev newyorker-magasinet The Cut med reference til kvarteret i Brooklyn, som anses for at være hipsternes højborg, og drog paralleller mellem de to områder, der begge er gået fra at være basic til at blive hippe og dyre.

Ingen tvivl om, at newyorkerne fylder meget i billedet her, eftersom der afgår et fly i timen fra New York til Cancun, og turen kun tager fire timer, hvilket ikke er meget for amerikanerne, der er vant til noget større afstande, end vi er herhjemme. Tulum er for newyorkerne i høj grad en destination for forlængede weekender. Hvor der er stille og roligt på stranden midt på ugen, vælter det ind med folk, som er opsat på at feste og bade fra torsdag og fredag eftermiddag. Musikken på stranden får en ekstra tand opad, og restauranterne, som typisk ligger på junglesiden af vejen, der deler stranden og hotellerne på den ene side fra vildnisset på den anden side, er fuldt bookede.

Hartwood, som åbnede i 2010 af hipsterkokken Eric Werner fra Brooklyn, er klart stribens mest populære (og dyre) restaurant – man skal stå i kø om eftermiddagen for at få bord om aftenen. Hartwood har grundlagt stilen, som en håndfuld af andre lignende friluftsrestauranter i dag følger: Fordi Tulum er off-grid, tilberedes langt den meste af maden i enten trækulsfyret ovn eller på grillen, elektricitet til den sparsomme belysning og musikken kommer fra solfangere. Prisniveauet ligger nogenlunde som de bedre mellemleje-restauranter i New York eller København.

Specifikt til fredag aften har jeg af en ven, som bor i New York, fået anbefalet Gitano. Jeg vælger i stedet Restaurare, et delvis vellykket forsøg på lave en vegansk gourmetrestaurant. Da vi passerer Gitano på vejen hjem, går det op for mig, hvad min ven har ment: »Allways too many beautiful girls on Gitano on a Friday – it’s too much,« som min taxachauffør udtrykker det.

Dagen efter besøger jeg Colibri Resort – når nu jeg ikke har råd til en overnatning, kan man vel altid få en gratis rundvisning, tænker jeg. Det er sønnen Ken Kendall, der fungerer som food and beverage manager i familieforetagendet, der tager imod. Ken besøgte første gang Tulum for 15 år siden, så han har set Tulum udvikle sig fra backpackerparadis til et resort for stenrige mode-hippier, og han indrømmer gerne, at værelsespriserne de seneste to-tre år har udviklet sig til et »latterligt« niveau, som han faktisk finder »nærmest pinligt«. Til gengæld insisterer han som F&B-manager på at holde priserne på mad og drikke nede på et tåleligt niveau (svarende til normale priser i New York). Nick er også manden bag newyorker-cocktailbaren Mulberry Projects lejlighedsvise popups på La Zebra, som er det mest livlige af Colibris fire hoteller i Tulum.

Nick karakteriserer hovedparten af gæsterne som tilhørende det, man i USA kalder millennial generation, folk i 30erne, som endnu ikke har fået børn, så de stadig kan fyre den af – Tulum er generelt ikke et sted, man ser børn. På Mi Amor, som er Colibris lille topresort, hvor gæsterne hovedsagelig er honeymooners eller seniorer, er børn forment adgang.

Mit 1.000 dollar spørgsmål til Nick er, hvorfor i hede hule helvede Tulum er blevet så voldsomt dyr?

Svaret er som altid et spørgsmål om udbud og efterspørgsel. Som René Redzepi, som jeg besøger dagen efter på Nomas popup på stranden, udtrykker det, så er der stadig ikke flere hotelværelser på hele Tulum strand end på det største mega resort alene i Cancun. Det skyldes, at mulighederne for at bygge er afgrænset i begge ender af stranden: Mod nord er den ikoniske Maya-ruin omkranset af et stort fredet naturareal, og det samme er tilfældet mod syd, hvor det store naturreservat Sian Ka’an ligger.

For det andet begrænser det nybyggeriet, at Tulum stadig er uden el, vand og gas.

Ligesom det lægger en dæmper, at der endnu kun er bygget i første række ned til stranden, fordi vildnisset på landsiden af strandvejen hovedsagelig udgøres af mangrovejungle, som ikke er sådan lige at konvertere til hoteller.

Den sidste årsag til, at de store megaspillere endnu ikke har fundet det værd at investere i Tulum, tøver Nick en smule med at fortælle, fordi det er et forhold, der ikke ligefrem sælger Tulum som turistdestination. Ikke desto mindre ender han med at sende et link til en meget lang Guardian-artikel, som handler om, at der er opstået alvorlige stridigheder om ejendomsretten til en del af grundene på Tulum strand.

I 1973 gav den mexicanske stat omkring 10.000 hektar til en såkaldt ejido – et slags kooperativ bestående af 20 familier – som et led i en politisk strategi med at give jord til fattige bønder og lokke indbyggere til lavt befolkede områder. De fleste af hotelejerne langs stranden lejer således deres jord af kooperativet eller dets medlemmer. Men en rig familie fra Monterrey i det nordlige Mexico mener ikke desto mindre, at den har retten til en del af jorden, hvilket de sidste 15 år har betydet, at mere end 15 hotelejere er blevet smidt på porten uden varsel. Det foregår normalt sådan, at en advokat og en politibetjent dukker op med 40-50 bandanaklædte mænd med macheter og beder såvel ejere som personale og gæster om at forlade hotellet. Så sent som sidste sommer var der flere tilfælde af disse »takeovers«, som folk stadig taler om.

René Redzepi, som må være en af Mexicos største tilhængere uden for landets egen grænser, har med egne øjne overværet et af disse overtagelser af 20-30 bevæbnede mænd, men mener, at det foregår væsentligt mere roligt, end når der er ballade på Christiania derhjemme.