Henrik var helt nede og helt oppe

Henrik Dahl var den folkelige tv-vært, der altid havde et spareråd på tungen og et skævt smil på læben. I 2005 gik skærmen imidlertid i sort for ham og hans familie, da han efter længere tids humørsvingninger blev erklæret maniodepressiv. For Henrik Dahl blev det starten på kampen mod sit eget sind, mens hans kone måtte kæmpe for at få sin mand tilbage.

Camilla Emborg og Henrik Dahl har sammen skrevet bogen 'Idiot' om Henriks psykiske sygdom. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Martin Dam Kristensen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der findes to udlægninger af Henrik Dahl:

»Ham den sjove« og »ham idioten«.

Se billedserie med Hanrik Dahl og hans hustru, Camilla Emborg, i galleriet til højre....

Han er kendt som den nordjyske tv-vært fra populære forbrugerprogrammer som »Rene ord for pengene« og »Rabatten«, hvor han uge efter uge har givet danskerne sparetips, blandet op med en god omgang standup, som seerne enten elskede eller hadede. Han har altid været for folket, ikke for feinschmeckerne, og han har foretrukket håndslag frem for håndtryk.

Men selv om han har levet det meste af sin tv-tilværelse i bedste sendetid, har selvværdet aldrig været til nogen rød løber.

Sammen med sin kone, Camilla Emborg, har Henrik Dahl skrevet bogen »Idiot«, der udkommer senere på måneden. En ærlig beretning om, hvordan det er at leve i med- og modgang med den psykiske sygdom, der for alvor ramte ham i hans karrieres prime time, i efteråret 2004.

På det tidspunkt begynder hans ellers så kreative tanker at kortslutte og blive mørkere. Han sygemelder sig fra arbejdet med stress og får senere konstateret en depression af en psykiater.

Muligvis udløst af sorg over moderens død tidligere på året. Muligvis på grund af arbejdspresset på DR, hvor han gør en dyd ud af at være den, der både har overblikket og sans for de vigtige detaljer. Muligvis som en selvfølge. Henrik Dahl har altid lidt af tungsind. Været »hobby-depressiv«, som han selv udtrykker det.

Et par måneder senere træder Henrik Dahl op fra sin kulkælder, men humøret vender igen i foråret 2005. Denne gang er det temperamentet, der tager kontrol over hans hjerne.

Han har altid af venner og kolleger været kendt for at katapultere sine meninger ud via et iltert temperament. Men på det seneste er det kammet over. Han har fået en skriftlig advarsel for et vredesudbrud under et redaktionsmøde på DR, og det bliver startskuddet til, at han til sidst vælger at sige sit job op i protest mod chefen.

»Det er ikke noget, jeg er stolt af, men jeg er ekstremt detaljefikseret,« siger Henrik Dahl.

»Under en tv-produktion er der jo mange muligheder for sådan en som mig til at blive sur og gal, så jeg har jo ikke været en nem dreng hele vejen igennem.«

Henriks kone Camilla, der er projektleder på DR og tidligere vært på »Hvad er det værd«, sidder ved hans side i deres store lyse stue med mark-udsigt.

Parret, der har været gift i otte år, bor i Skødstrup lidt uden for Århus med døtrene Dicte på syv og Cajsa på tre år. Felix på ti, som Henrik har fra et tidligere forhold, bor hos sin mor. Sammen fortæller de om detaljerne i Henrik Dahls sygdomsforløb, som han selv har problemer med at huske. Det er blot en af bivirkningerne ved de piller, han får. De påvirker hukommelsen.

 

I 2005, kort tid inden Henrik Dahl siger farvel til DR, eskalerer temperamentet igen. Denne gang er det dog ikke kollegerne, men Camilla, det går ud over.

En dag råber han så højt af hende, at hun bliver bange for, hvad han kan finde på. Efterfølgende tager hun deres ældste og på det tidspunkt eneste datter, Dicte, med sig op til sine forældre, hvor hun bliver boende i flere dage, indtil han er faldet ned på jorden igen.

Flugten er blot kulminationen på flere måneders mærkelig opførsel fra Henrik Dahls side. Han holder sig vågen om natten og har lavet en form for alter ved sin computer af gamle kandelabre og stearinlysstumper. Her sidder han så. Taster løs på tasterne, pulser løs på cigaretterne og skyller det hele ned med øl og rødvin.

Det, Henrik Dahl foretager sig om natten, er at lægge planer. Han har pludselig fundet det selvværd, han aldrig tidligere har haft. Nu kan han det hele. Han skal både have sig en ny Mercedes, og han skal også til at investere i ejendomme i Tyrkiet.

I dagtimerne skal der laves en bålplads i haven, og hybenbuskene skal klippes ned med en grensaks og de bare næver. Og naboerne, de bliver budt på en haveøl klokken 9 om morgenen med et følge af grove vittigheder.

»Det er manien,« konstaterer Henrik Dahl i dag. »Man er flying high. Jeg er 100 procent mere energisk end andre mennesker, når jeg har en mani. På det tidspunkt havde jeg det rigtig godt med mig selv. Ingen bekymringer. Jeg lavede så mange ting, som jeg ikke fik gjort normalt,« siger han.

Camilla husker det anderledes.

»Du var ustoppelig. Til fest var du stang bacardi og tabte mobilen i toilettet og skulle hentes på en togstation et eller andet mærkeligt sted. Vi kunne slet ikke trænge igennem til dig.«

Camilla slår op i et grin, da hun kommer i tanke om endnu en episode.

»Nogle af vores rigtig gode venner var herhjemme for at spise. Jeg husker, at du kommer løbende oppe fra gangen og laver et flyvfald ud over stuen og ned i vores to fatboys. Vi tænkte bare »nå ja, det er selvfølgelig også en måde at være sjov på…« Til sidst væltede du alle shampooerne på badeværelset og ødelagde hele vores gulv… og du var bare sådan: »Nå ja, undskyld«. Sådan ville du aldrig gøre, hvis du var normal,« siger hun.

Henrik føler sig egentlig ikke syg på det tidspunkt, men får ordineret medicin af sin psykiater. De aftaler at mødes igen for at følge Henriks udvikling.

Efter flere måneders medicinsk behandling får han i efteråret 2005 endelig diagnosen, der giver dem, der synes, han ikke er »helt normal«, et håndgribeligt belæg for deres påstand: »Bipolar affektiv lidelse« for feinschmeckere. I folkemunde: »Maniodepressiv sygdom«.

»Det er jo træls at få at vide, at man er psykopat. Det er ikke særlig fikst,« siger Henrik Dahl.

 

Der sniger sig en lille trækken på smilebåndet ind mellem alvorsordene og det pitabrød, han endnu ikke har nået at tygge sig igennem.

Han og Camilla har lige hentet Dicte fra fodboldtræning. Hun render stadig rundt i deres stue med blå fodboldtrøje, hvide sokker og benskinner. Aftensmaden er af samme grund blevet en hurtigløsning, der fortæres i samme hurtige tempo, som Henrik taler.

»Den måde, jeg er blevet typecastet på i fjernsynet, gør, at jeg altid er blevet kaldt »ham idioten«. Han, der var plat, sjov og så ikke andet. Så – lige pludselig – så var det sgu rigtig nok. Der var noget galt med ham.«

Alligevel husker hverken Henrik eller Camilla dagen, hvor han fik sin diagnose, som noget negativt. Tværtimod.

»Det var en lettelse. Nu havde sygdommen fået et navn. Nu kunne vi gøre noget ved det,« siger Camilla, der mener, at grunden til, at Henrik er kommet så langt, som han er i dag, skyldes hans ekstremt åbne tilgang til sygdommen og den medicinske behandling.

»Jeg vidste ikke, jeg kunne vinde over sygdommen,« siger Henrik. »Først efter medicinen.«

Men der var en uforudset bagside. For det forholder sig med en maniodepressiv sygdom, som det gør med alkoholisme. Én gang maniodepressiv, altid maniodepressiv.

»Det er et hug mere, man får, når man får at vide, at det er for altid. Alle har den der med, at det går nok over. Alle. Men så når de får at vide, at de skal have en masse medikamenter, nogle piller, lithium f.eks. som er skadeligt for nyren, så går alvoren op for en. Skal man så vælge mellem at være sindssyg eller i dialyse? Der er hele tiden sådan nogle ting,« siger Henrik Dahl.

»Det var egentlig det, jeg blev mest bange for,« siger Camilla. »At vi fik at vide, det var en kronisk lidelse. Du er syg af det her. Slut, prut, punktum, færdig. Forever. Det er jo sådan lidt barsk at skulle forholde sig til.«

Henrik nikker.

»Engang imellem er jeg træt af, at det er for livstid,« siger han. »Det bliver bare ved og bliver ved og bliver ved. Men medicinen hjælper. Det er helt utroligt. Sidegevinsten ved det her er, at jeg er blevet stabiliseret. Det gør mig til et mere strømlinet menneske. Jeg er blevet mere rund.«

Camilla og Henrik er efterhånden kommet tilbage i deres daglige trummerum med familie, venner og arbejde. Camilla har sit arbejde som projektleder på DR, og Henrik arbejder som Key Account Manager ved Konica Minolta, der leverer kopiløsninger.

Selv om sygdommen undervejs har været belastende for deres forhold, er de enige om, at grundstenen er blevet stærkere af deres fælles kamp mod Henriks sygdom. De forstår dog også, hvorfor mange forhold ikke holder til den slags i længden.

 

»Af og til har det været hårdt, fordi man tager nogle svingninger. Andre gange ser man tilbage og siger: Tænk, at vi har været igennem alt det her,« siger Camilla. For hende var det især manien, der var ubehagelig. Det føltes skræmmende, at hun pludselig ikke kunne kende sin mand.

Henrik føler, han står i evig taknemmelighedsgæld til sin hustru.

»Camilla gik ikke nogen vegne, men jeg gik en vej – jeg blev mere og mere ked af det. Hele tiden var jeg bange for, at hun skulle forlade mig. Det var et helvede,« siger Henrik, der stadig har svært ved at forstå, hvorfor Camilla valgte at blive. Men det har Camilla svaret på.

»Vi så sygdommen som et monster, der skulle bekæmpes. Man ved jo, at det ikke er dig, men at det hører til dig,« siger hun.

Det ændrer dog ikke på, at forholdet ikke er det samme som før Henriks sygdom.

»Alle forhold udvikler sig jo. Den måde, man er sammen på, ændrer sig,« siger Camilla. »Så det er svært at skelne. Hvad er sygdom, og hvad er, at nu har vi kendt hinanden i otte år? Og så er tingene selvfølgelig forandret, fordi jeg holder øje med ham, det er jeg jo nødt til.«

Henrik griner.

»Det lyder, som om du går og ringer til mig flere gange om dagen: »Har du sagt noget grimt til nogen?««

Henrik har ikke haft udsving i to år, og tilsammen har parret lavet en liste over tegn, de skal være særligt opmærksomme på, hvis de vil undgå, at sygdommen viser sit ansigt igen. For eksempel hvis Henrik sidder for længe oppe ved computeren og ikke får sin søvn, eller hvis han taler for hurtigt.

»Man har en tiltro til, at skulle det ske, så kender vi det. Vi kender rumlen og hinandens reaktionsmønstre. Man er ret tryg ved, at man kan tackle det. Det vil ikke komme bag på mig igen, og det i sig selv er jo en befrielse,« siger Camilla.

På trods af sygdommen har parret undervejs formået at holde fast på deres kærlighedsliv.

»Det er jo det, det hele bygger på,« siger hun.

»Men det er selvfølgelig på en anden måde. Når Henrik har haft en depression, er det et mor-barn-forhold. Og når han er manisk, så er han en eneherskende patriark, og seksualdriften er også stærkere. Sådan så man tænker: »Lille skat, da!««

»Det er jo en af de fede ting, synes jeg,« siger Henrik.

»Når jeg er 73 år, vil jeg droppe pillerne og leve i en evig mani,« griner han.

Men er der stadig tale om den Henrik, Camilla forelskede sig i?

»Han har ændret sig og har fået en mere seriøs tilgang til livet, end dengang jeg mødte ham. Han har set nogle sider af verden og af livet, som har ændret ham. Men det er jo ikke grimt på nogen måde,« siger Camilla.

»Men altså, jeg vil også sige, hvis han skal have sådan en mani hvert halve år, det tror jeg ikke, jeg kunne klare.«

»Idiot« af Henrik Dahl og Camilla Emborg udkommer 22. september på forlaget People’s Press. Pris 249 kr.