Henrik Dahl: »Overklassen gider ikke selv at betale for sine forlystelser. Den sender regningen til underklassen«

LAs kulturordfører, Henrik Dahl, er rindalist, og nu har han skrevet en bog om det. »Det er i kunsten, at klasseforagten kommer tydeligst til udtryk,« siger den liberale politiker, som her forklarer, hvorfor kulturpolitik i følge ham bliver fraværende i valgkampen.

Det er ikke nyt, at Henrik Dahl synes, at lagerforvalter Peter Rindal havde ret, da han i midten af 1960 startede et oprør mod Statens Kunstfond. I 2006 skrev Dahl i en jubilæumsbog om Statens Kunstfond om Rindals »fuldkommen berettigede« kritik. Nu uddyber han sine synspunkter i en ny bog. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Henrik Dahl kunne med sit viltre hår og sorte T-shirt nemt gå for at være en fransk stjernefilosof eller for den sags skyld et medlem af den danske kreative klasse af den type, man efter sigende kan møde i de københavnske saloner.

Bortset fra at han kommer fra Skærbæk og bor i Ribe – og altså ikke er fransk og for den sags skyld heller ikke uddannet filosof – er det på en måde heller ikke helt ved siden af.

Han er intellektuel og uddannet sociolog med en hang til teoretikere som den franske sociolog Pierre Bourdieu (1930-2002), og som kulturpolitisk ordfører og medlem af Folketinget for Liberal Alliance bevæger han ikke kun ubesværet i valgkredsen hjemme i Sønderjylland, men også dér i de københavnske saloner.

Men til forskel fra mange salonfähige er Henrik Dahl ikke typen, der fromt, ukritisk og med foldede hænder hylder »kunst og kultur«.

Det er flere år siden, at han første gang erklærede, at han er rindalist og altså, som ismens ophavsmand, Peter Rindal (1923-2009), er en arg modstander af Statens Kunstfond.

At være rindalist er for de fleste et minusord. Lagerforvalteren fra Kolding startede i 1960erne en protestbevægelse mod Statens Kunstfond, som han mente støttede abstrakt og uforståelig kunst. Rindal var forarget over, at skatteydernes penge skulle gå til den slags.

Henrik Dahl er enig, og han har netop sendt en ny bog på gaden, »Ved voksenbordet – Om den kvælende midte i dansk politik«, hvor han blandt andet hylder Rindal.

Det vender vi tilbage til. Først skal den erfarne politiker give sit bud på, hvorfor kulturpolitik er et nærmest fraværende emne i en valgkamp.

Kulturpolitik keder de fleste

For nylig skrev Berlingskes kulturredaktør, Nathalie Ostrynski, om et paradoks. »Danskerne storvader rundt i kultur«, men »alligevel ligger dansk kulturpolitik mærkværdigt nok ned og hiver efter vejret som en døende patient, ingen politikere for alvor tør genoplive,« skrev hun.

Hvorfor fylder kulturpolitik næsten ingenting i valgkampen?

»Fordi kulturpolitik handler om noget, som ikke optager ret mange. En rigtig stor del af Kulturministeriets budget er drift, og det keder de fleste. Det ene er at drive nogle institutioner, Statens Museum for Kunst og andre store museer. Det andet er at uddele legater fra Statens Kunstfond. En anden årsag til den manglende interesse er, at kulturpolitikken retter sig mod ufolkelig kunst. Akademisk kunst er jo ufolkelig, og det er klart, at folk ikke interesserer sig for det,« siger Henrik Dahl.

Henrik Dahl (62) er medlem af Folketinget for Liberal Alliance. Han er uddannet sociolog fra Københavns Universitet, ph.d. fra Copenhagen Business School, sprogofficer i russisk og MA i kommunikation fra University of Pennsylvania. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Måske interesserer folk sig ikke for drift, men masser af mennesker går på biblioteket, til koncerter og teaterforestillinger, lytter til foredrag og går på museer, Louisiana, ARoS og Statens Museum for Kunst har hvert år flere hundredtusinder besøgende?

»Det er jo ikke super mange. Én procent af den voksne befolkning er omkring 50.000 mennesker.«

Men ude i landet benytter rigtig mange sig jo også af lokale tilbud, udstillinger, lokale museer, egnsteatre, lokale revyer, biblioteker og så videre. Så holder det, at det ikke er »super mange«?

»Når man er til vælgermøder og kigger på antallet af henvendelser fra medierne, så kan man mærke, at det ikke er noget, som bredt optager folk. 200.000 mennesker (for eksempel havde Glyptoteket 203.000 besøgende i 2021, red.) er omkring fire procent af den voksne befolkning, så det er ikke super meget.«

Angsten for forfladigelse

Den eksisterende kulturpolitik blev grundlagt i 1961 og 1964. I 1961 fik man Kulturministeriet og i 1964 Statens Kunstfond. Det er stadig grundarkitekturen i kulturpolitikken.

Begge dele blev til i en usædvanlig alliance mellem venstrefløjen, de kulturradikale og nogle konservative kræfter, som var bange for, at kommercialisering og massemedier ville medføre forfladigelse og amerikanisering, siger Henrik Dahl.

»Politikområder bliver meget ofte præget af deres oprindelige forudsætning. Ideen om kampen mod forfladigelsen og popkulturen betyder, at man fra starten har været imod det folkelige, Radio Mercur, Jørn Hjorting, tegneserier, film og Dansktoppen. Det var man bange for, og det skulle kulturpolitikken dæmme op for, og sådan er det stadig. Kulturpolitikken er lavet til at være ufolkelig.«

Gælder det stadig i dag, hvor man støtter folkelige film, og hvor Statens Museum for Kunst viser brede udstillinger, Anna Ancher for eksempel?

»Man har gjort nogle indrømmelser. Men i for eksempel filmmiljøet er der ikke stor prestige i film som »Klassefesten«, som man ser som en gøgeunge i forhold til de kunstnerisk fine film. Det fineste er film, som bliver nomineret til Cannes-festivalen, og der bliver set lidt ned på Susanne Bier, fordi hendes film retter sig mere mod en Oscar og Hollywood. Kernen i kulturpolitikken er det ufolkelige, og dens raison d'etre er at støtte ting, som ikke har noget publikum.«

Det gør man vel, fordi man mener, at det har en værdi for samfundet?

»Det er bare noget, man siger. Hvad ville der ske, hvis det ikke var der? Ingenting. Der er ikke nogen, der ville føle et savn, hvis alle værkerne fra afgangsudstillingerne forsvandt. Ingen, udover dem som har lavet dem, ville føle savn,« siger Henrik Dahl.

I 1960erne skabte Peter Rindal fra Kolding stor debat med sin hårde kritik af Statens Kunstfond. Her er han fotograferet ved en kunstudstilling af moderne kunst i Esbjerg. Han var, som det fremgår, ikke nogen stor beundrer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Uffe Bølling/Ritzau Scanpix.

Han mener, at Statens Kunstfond primært støtter kunst, som de fleste mennesker ikke bryder sig om.

»De fleste kan godt lide kunst, som bygger på repræsentation, som ligner noget. Bortset fra Louisiana-segmentet er der jo ikke nogen, som gider at se på kunst, som ikke bygger på repræsentation. Der ville jo ikke ske ret meget, hvis den type kunst forsvandt, og der ville heller ikke ske ret meget, hvis de typiske ting fra Forfatterskolen forsvandt. Det interesserer jo næsten ikke nogen. Men skatteborgerne skal betale for det.«

Mener du, at man skulle droppe støtten til den slags kunst?

»Nu kommer både Bourdieu og Rindal op i mig. Hvorfor skal en bestemt form for smag subventioneres? Hvad er argumentet for, at du kun skal betale en brøkdel af produktionsomkostningerne, hvis du går ind og ser en forestilling på Det Kongelige Teater? Hvorfor skal en hårdtarbejdende person i min valgkreds i Sydjylland betale for det?«

Det meste bliver glemt – med god grund

Noget af det, som i dag betragtes som klassisk kunst, var jo engang provokerende, uforståeligt og flippet og blev afvist, for eksempel impressionisterne, som i dag er skattede og en del af kunsthistorien. Skal vi ikke støtte den kunst?

»Du kan godt finde den slags eksempler, ligesom du kan finde eksempler på det modsatte. Forfatteren H.C. Branner, troede man, ville holde til evig tid, men hvem kender ham i dag? Der var nok heller ikke nogen, der i 70erne havde regnet med, at en af de mest folkekære forfattere fra dengang i dag er Dan Turèll. De fleste malerier, bøger og film bliver glemt og med god grund. Det grundlæggende argument om, at kunststøtten er et bolværk mod forfladigelse, spiller stadig en rolle, men det ender med at blive subsidier til en bestemt form for smag på bekostning af alt mulig andet. Det var sådan Rindal argumenterede. Han spurgte, hvorfor almindelige mennesker skulle subventionere den slags kunst. Det synes jeg stadig er et relevant spørgsmål. Hvorfor skal publikum på Det Kongelige Teater ikke betale den fulde pris for det, som det koster at spille en forestilling?«

Fordi der i givet fald ikke ville komme ret mange mennesker i teatret?

»Korrekt, og det er jo et signal fra markedet om, hvad folk synes, det er værd. Den rå pris for en billet er sikkert omkring 2.500 kroner. Folk synes ikke, at det er så meget værd. Folk vil gerne betale 2.500 kroner for noget, som de synes er så meget værd. En flybillet til Grækenland. Folk har pengene, men de vil bare ikke bruge dem på en teaterbillet til 2.500 kroner.«

Godtager du ikke argumentet om, at man støtter kunst, fordi det har betydning for vores samfund og kultur?

»Den værdi er enormt tvivlsom. Det er jo ikke sådan, at den ældre litteratur, som rører mange menneske, er den litteratur, som er blevet anerkendt af Akademiet og har modtaget flest penge i støtte. Tove Ditlevsen og Dan Turèll er levedygtige i dag, men man har subventioneret alt muligt, som ikke har vist sig  levedygtigt, og som er glemt. Meget af det, som ikke er blevet glemt, har ikke fået ret meget støtte. Parnasset så ned på Tove Ditlevsen og Dan Turèll. Og mange af dem, som blev hyldet af parnasset, er glemt. Jeg havde selv troet, at flere i dag ville læse Villy Sørensen og Klaus Rifbjerg, men deres læserskare er skrumpet meget ind i forhold til, hvor højt ansete de var, mens de levede. Argumentet om, at Statens Kunstfond med sin støtte skaber en værdi af en eller anden slags for samfundet, er mere en ideologi end et faktum. Jeg tror ikke, at en økonom ville kunne påvise det.«

»De fleste kan godt lide kunst, som bygger på repræsentation, som ligner noget. Bortset fra Louisiana-segmentet er der jo ikke nogen, som gider at se på kunst, som ikke bygger på repræsentation. Der ville jo ikke ske ret meget, hvis den type kunst forsvandt,« siger Henrik Dahl. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Men behøver vi at kunne påvise et økonomisk afkast? Er kunstens mening ikke få os til at reflektere over vores historie og vores eksistens?

»Jo, men grunden til, at jeg er rindalist, er, at den kunst, som rører de fleste mennesker ved hjertet, er alt det, som den akademiske kunst ikke er. Kunst, som rører ved hjertet, bliver husket. Den får mennesker til at se tingene på en ny måde, og den sætter ord på noget, man ikke selv kan sætte ord på. Alt det ser den akademiske kunst ned på,« siger Henrik Dahl, som mener, at den akademiske kunst ser totalt ned på begrebet katarsis, som kommer fra oldtiden og Aristoteles.

»Katarsis er den sjælelige renselse, man møder, når kunsten rører en. Katarsis findes, og det går jeg ind for, men Akademiet interesserer sig ikke for det. Det interesserer sig for kolonialisme og alt muligt andet. Det er katarsis, som er på spil, når folk føler sig rørt ved, set og forstået. Tove Ditlevsen, når hun er bedst. Dan Turèll, når han er bedst. Men det er ikke det, man støtter. Den musik, som flest føler sig berørt af, er musik med melodi og harmoni. De film, som flest føler sig berørt af, er narrative. De bøger, folk bedst kan lide, er narrative. De malerier, som de fleste godt kan lide, repræsenterer verden. Når folk godt kan lide impressionisterne, er det fordi, de kan se motiverne, folk der danser, arbejdere der på vej hjem. Men det meste af den kunst, som får støtte og skal være et bolværk mod forfladigelse, lader publikum iskold.«

Udplyndring af arbejderklassen

Så du ligesom Inger Støjberg helst Statens Kunstfond lukket?

»Hvis vi skulle starte forfra, ville jeg bevare de store kulturinstitutioner, for de er vigtige. Nationalmuseet, Statens Museum for Kunst og sådan noget. Vi skal selvfølgelig også uddanne folk på Kunstakademiet, Arkitektskolen og Konservatoriet. Så synes jeg også, at de treårige arbejdslegater til kunstnere er godt. Det skulle nok målrettes til unge under 35 eller 40. Det er talentudvikling. Man får tre år til at vise, hvad man kan. Men en større del af kunststøtten skulle gives som skattefradrag som i USA. Staten støtter, men borgerne allokerer. Hvis man donerer penge til anerkendelsesværdige formål, for eksempel orkestre eller museer, kan man trække det fra i skat.«

Skulle Statens Kunstfond fjernes, hvis du bestemte?

»Ja, det skulle den nok i store træk, men jeg vil gerne bevare de treårige legater.«

Hvorfor blev du rindalist – det er jo normalt et skældsord?

»Jeg har nok altid været lidt rindalist, men det tog nok form, da jeg begyndte at læse Pierre Bourdieu, som forskede meget i smag og sociale klasser. Hvis man læser nogle klassebetragtninger ind over kulturstøtten, så er det folk, som ikke har så mange penge, der betaler til folk, som har mange penge. Jeg føler en harme over, at de rige sender regningen for deres kulturforbrug videre til de fattige. De fattige vil gerne se speedway eller gå til rockkoncerter, og de må betale selv. Jeg måtte selv betale for mine billetter, da jeg som ung ville høre Led Zeppelin, eller hvad det nu var.«

Men har det ikke værdi, at Det Kongelige Teater opfører Holberg, Molière, Shakespeare og nye unge dramatikere?

»Det siger overklassen for at begrunde skatteplyndringen af underklassen. Det er overklassens ideologiske argument for at retfærdiggøre udplyndringen af arbejderklassen.«

Det lyder meget 70er-agtigt?

»Ja, men jeg synes, at overklassen helt ublu udplyndrer underklassen. Det har en helt klar negativ omfordelingsprofil. Overklassen gider ikke selv at betale for sine forlystelser. Den sender regningen til underklassen, som selv må betale for fodbold og rockmusik. Det er for galt. Det harmer mig. Her kan jeg mærke, at jeg er fra Skærbæk. Hvorfor skal nogle folk fra Skærbæk betale for, at nogle snobbede mennesker i de københavnske saloner skal kunne gå i teatret for halv pris?«

Dahl i sort T-shirt

Henrik Dahl har en sort T-shirt på, som helt sikkert ville være et hit i kredse, han i dette interview retter skytset mod. »That's what I do, I read Books« står der over et billede af en læsende kat og nedenunder: »I drink Wine and I know Things«.

»Der skulle have stået 'I write Books'. Det er en gave fra Alex Vanopslagh (LAs partileder, red.),« siger Henrik Dahl og griner.

På hvilken måde handler din nye bog »Ved voksenbordet – om den kvælende midte i dansk politik« om Peter Rindal?

»Den slutter med at gøre sig til talsmand for en generaliseret rindalisme. Der er også brug for rindalisme på universiteterne. Det betyder, at man er gammeldags og stiller sig i sandhedens tjeneste. Rindalisme er gammeldags. Vi vil have billeder, der forestiller noget, romaner, der har en handling, og musik, der har en melodi. Og vi skal have videnskab, som forsøger at finde sandheden. Mange steder har man enkeltforskere eller institutter, der har anbragt sig i løgnens tjeneste. Et ret stort flertal i Folketinget hældte RUCs rapport »Magt og (m)ulighed'« ned ad brættet. Det er løgn og latin, der står i den rapport.«

Er du ikke lidt stivsindet – hvis du kommer på Louisiana og ser en installation skabt af puder eller noget andet, bliver du så slet ikke nysgerrig?

»Naaj, det gør jeg ikke. Jeg tænker, at der må sidde nogle kunstnere og grine af, at de kan få folk til at tage det alvorligt. Det er jo ikke noget, og der ville ikke ske noget, hvis det forsvandt. Det er et spil, som den dannede, øvre middelklasse spiller, og som mest egner sig til at slå folk, som ikke kan spille spillet, i hovedet med. Jeg tænker altid, at det sådan noget, man laver for at håne arbejderne. Det er i kunsten, at klasseforagten kommer tydeligst til udtryk.«