Henrik Dahl: »Jeg hader neskaffe«

Sociologen og debattøren Henrik Dahl har netop udgivet sin tiende bog, der handler om parforhold og konfliktsky mænd. Her fortæller den nybagte romanforfatter om at hade neskaffe og egentlig bare have lyst til at være i fred, selvom han ikke kan holde sin kæft.

Henrik Dahl til M/S Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Kravtiden for at kunne stille op i 400 meter fri i EM for Masters er for aldersgruppen 50-54 år på seks minutter og 15 sekunder. På nuværende tidspunkt kan Henrik Dahl svømme distancen i tiden seks minutter og 20 sekunder, og hans ambition er at få den under seks minutter. Hvis han selv kunne bestemme, ville hans liv bestå af svømning og skrivning. Selvfølgelig med tid til børn, gode venner og kæresten Christina, men det er på Bellahøj Svømmestadions 50 meterbane og foran det nye hæve-sænkebord under de skrå vægge i lejligheden på ydre Frederiksberg, at han har det bedst.

På dørtelefonen står der »Dahl« ud for 4. tv., men indtil for halvandet år siden var navnet suppleret af et »Hørslev«. Efter sit ægteskab med den nuværende børne- og undervisningsminister Christine Antorini, som sluttede i 2008, nåede han at danne par med digteren Lone Hørslev i et par år. Så da de litterære jungletrommer begyndte at mumle om, at sociologen og debattøren var på vej med en »forstadstragedie« om et parforhold i frit fald, var det nærliggende at forestille sig, at debutromanen kunne læses som en nøgleroman om Dahl/Hørslev. Eller Dahl/Antorini?

Men få sider inde i »NT« er det tydeligt, at historien er langt fra Henrik Dahls eget liv. Og så alligevel. Et af bogens gennemgående temaer handler om den ofte eksplosive cocktail, der kan opstå mellem konfliktsky mænd og dominerende kvinder, der virker grænseoverskridende på deres omgivelser.

»Per Højholt sagde de berømte ord om, at man ikke må tage af hovedstolen. Med det mente han, at man ikke må bruge sit eget biografiske stof, når man skriver skønlitteratur. Jeg skriver selvfølgelig om ting, jeg ved noget om, og jeg har en del erfaringer med at leve i et parforhold og være en konfliktsky mand.«

Henrik Dahl griner. Det gør han ofte. Ligesom han også bruger lang tid på at holde pauser for at tænke over de rigtige svar.

»Jeg har været tæt på mange konfliktsky mænd, blandt andre min far. Men det har nogle omkostninger, og man kan komme til at betale en ret høj pris for, at man ikke tør tage tingene i opløbet. Når konfliktsky mennesker først bliver gale, så bliver de rigtig gale, fordi de har gået og sparet op i meget lang tid, så det kommer ud af kontrol. Det er ligesom med Hitler. Storbritannien skulle også have stoppet ham allerede i München!«

I Henrik Dahls roman bliver det i sidste ende skæbnesvangert for hovedpersonen Bjørn, at han ikke evner at sige fra over for sin dominerende kone, og det nærliggende spørgsmål er naturligvis, hvilke konsekvenser konfliktskyheden har haft for forfatteren selv.

»Mine to første ægteskaber var meget præget af enten for mange konflikter eller en uvilje fra min side til at tage konflikterne,« siger han og dæmper stemmen.

»Min første kone, Ida, mødte jeg, da vi var ret unge, og vi fik tre skønne børn, som i dag er 17, 18 og 20. Vi gav det chancen i 17 år, men fordi der var så mange konflikter i det forhold, undlod jeg at tage dem i mit andet ægteskab (med Christine Antorini, red.), men fejede i stedet alting ind under gulvtæppet. Jeg var så træt af alle de evindelige slagsmål om alting, at jeg lod hvad som helst passere. Men det er heller ikke lykken, for når man endelig tager låget af kritikken, kommer tre-fire års opsparede ærgrelser over dit og dat ud. Det er en lang liste at få serveret og kan være meget ødelæggende. Så det strandede måske i virkeligheden på min konfliktskyhed og endte med at blive endnu mere trist,« siger han og fortæller en lille ægteskabelig anekdote for at illustrere den pointe.

»Min kone nummer to kunne godt lide at drikke neskaffe, mens jeg ikke kan fordrage det. Men jeg ventede fire år med at sige det og fandt mig i stedet for i den dér neskaffe, fordi jeg var så træt af at skændes med kone nummer et.«

Han griner ad sig selv og rejser sig efter tandstikker for at få resterne af chokoladecroissant ud af tænderne. På bordet står en kande med stempelkaffe, som håndgribeligt bevis på, at Henrik Dahl ikke længere finder sig i hvad som helst.

»Men hvorfor ender mænd altid i de situationer, og hvorfor finder man sig i mange af den slags ting?« spørger han retorisk.

»Da jeg var ung og umoden, mente jeg, at det handlede om kvinderne. Men i virkeligheden siger det mere om mænd. Det kan ikke nytte noget at himle op over, at det kun er kvindernes skyld. Man må som mand tage sine forholdsregler, så man ikke ender i de situationer gang på gang. For der er ingen regel om, at mænd og kvinder per definition er på den ene eller anden måde.«

Romanen, forklarer han, handler ikke om at parkere skylden entydigt det ene eller andet sted, men er et forsøg på at undersøge parforholdets mekanismer.

Men man kan alligevel godt få en fornemmelse af, at han måske i virkeligheden har mistet troen på det.

»Jeg ville gerne tro på det,« siger han og skal lede lidt efter de rigtige ord.

»For jeg synes, det er sørgeligt, at det ikke kan lade sig gøre. På en måde ville jeg enormt gerne kunne fejre sølvbryllup med en, som jeg sammen med kunne have sendt vores fælles børn ud i verden. Jeg havde heller ikke set for mig, at Lone og jeg flyttede herud for mindre end et år senere at splitte det hele ad igen. Sådan kom det til at gå. Men mennesker er bare enormt barske ved hinanden, og man er ofte hårdest ved dem, man elsker højest.«

Sokkerne i Henrik Dahls maosko er røde. Det kan naturligvis tolkes som en underbevidst reminiscens fra Henrik Dahls fortid på venstrefløjen, men vi kan også lade det være anledningen til at fortælle lynudgaven af hans livshistorie. Han voksede op i sønderjyske Skærbæk, som den ældste af syv søskende. Begge forældre var gymnasielærere, indtil faren i 1968 blev præst.

Som barn vidste han alt om flyvemaskiner og rumraketter, og i teenageårene fandt han sig selv på venstrefløjen, med hvad det indebar af piger, fester og musik. Senere blev han først sprogofficer og siden sociolog på Københavns Universitet, studerede i USA, kom tilbage og blev ph.d., ansat som konsulent i A.C. Nielsen, var med til at udvikle den berømte og berygtede Minerva-model – den med de grønne, blå, rosa og violette typer – og blev fra den ene dag til den anden lige så berømt og berygtet, da han i 1997 skrev den sociologiske nyklassiker »Hvis din nabo var en bil«, som sammen med Bibelen er på listen over de bøger, flest har en mening om og kan citere fra uden reelt at have læst den fra ende til anden.

Han fortæller om det ironiske i, at alle hans fagbøger er skrevet i første person, mens hans roman er skrevet i tredje person. Måske fordi hans karriere startede med foredrag, som det var naturligt at overføre til bogform.

»Når man står på scenen, er man selv i centrum, og derfor blev det naturligt at overføre mit »jeg« til bøgerne. Da jeg fandt ud af, at det virkede, opdagede jeg også opskriften på at skrive den type bøger.«

Parallelt med sin populærvidenskabelige karriere med succesfulde samfundsbøger fulgte i 00erne et politisk spor, hvor Henrik Dahl skrev bøger og diskussionsoplæg, arrangerede studiekredse og udviklede politik sammen med centrale skikkelser på venstrefløjen.

Så tæt kom han på magtens centrum, at han måske endda var en del af magtens centrum, og så tæt kom han på blandt andre Christine Antorini, at de altså blev gift i 2003. Så tingene gik mildest talt stærkt for Henrik Dahl i 00erne og måske også for stærkt?

»Mange af de ting, der skete i de første år af min karriere, var ikke særligt planlagt. Det hele gik enormt stærkt. Det ene år skrev jeg »Hvis din nabo var en bil« og året efter »Den kronologiske uskyld«, og pludselig var jeg optaget i Kraks Blå Bog... kun halvandet år efter, at jeg havde skrevet min første bog!«

Han griner af absurditeten.

»Hvad skulle den stakkels dreng gøre? Det fulgte ikke nogen plan, og der var ikke tid til at tænke. Det var en meget mærkelig periode i mit liv.« Han tænker lidt. »Sådan blev det bare,« siger han. Senere kom årene med politiske bøger, »Borgerlige ord efter revolutionen« (1999) og »Det ny systemskifte« fra 2001, som han skrev sammen med Lars Goldschmidt og Christine Antorini, samt »Epostler« fra 2003, der havde bidrag fra flere af de toneangivende medlemmer af den daværende opposition – som i dag er centrale medlemmer af den nuværende regering.

»Jeg har det eksemplar af bogen, hvor der står, hvem der har skrevet hvad. Jeg satser på, at prisen på den kommer til at stige en dag,« smiler han konspiratorisk. Samtidig stiftede han analysefirmaet Advice Analyse – som senere kom til at hedde Explora, blev radiovært i »Dahls Duel«, var adjungeret professor og kørte landevejene tynde som foredragsholder. Han sukker.

»Men da jeg var ung studerende, var det jo min drøm at tænke store tanker og leve et kedeligt professorliv. Mine ambitioner handlede meget om at udrette noget på det akademiske plan. Jeg kan ikke sige, hvorfor »Hvis din nabo var en bil« endte med at blive sådan en succes. På en eller anden måde var den bare sig selv, og måske havde jeg bare alderen og selvtilliden til at skrive den på netop den måde. Det var meget intuitivt. Men pludselig var jeg midt i det, og så gik tingene bare stærkt,« siger han om »de hårde år«, hvor hans børn var små, og det meste af hans tid blev brugt på arbejde.

»Hold op, nogle lange arbejdsdage. Der var måneder, hvor jeg fik refunderet 25.000 kroner i rejseudgifter. Det er en meget kontant måde at se, at man har haft travlt.«

Til sidst kunne hans ægteskab heller ikke holde til de lange arbejdsdage, og efter 17 års samliv valgte han og hans kone at gå fra hinanden.

»Jeg synes, det var et kæmpe nederlag at blive skilt. Når man kaster sig ud i så meget arbejde, stopper man ofte ikke op og tænker så meget. Folk vil gerne arbejde sammen med en og lave nye projekter, og man ville være tosset, hvis man ikke sagde ja til at lave et radioprogram eller skrive artikler. Jeg har lige skrevet min tiende bog, og sagt i al beskedenhed, så ville jeg også have været flittig, hvis jeg ikke havde lavet andet end at skrive bøger. Så jeg bed bare tænderne sammen og gjorde det. Men faren, når man gerne vil mange ting er, at andre mennesker får stor indflydelse på ens karriere og livsforløb. Det var et fantastisk og spændende årti, men det var også et slidsomt årti, hvor jeg på nogle områder skubbede regningen foran mig. Nu er jeg glad for at have mere tid til mig selv og ikke behøve at arbejde så hårdt. Det er fedt at have fået mere kontrol over tingene.«

Og med voksne børn og barnløs kæreste er der tid til at skrive de ting, han gerne vil og få svømmet tre gange om ugen.

»Tingene hænger arbejdsmæssigt og menneskeligt ret godt sammen nu, og jeg har tid til en masse ting, som jeg synes er sjove. Jeg anmelder bøger i Weekendavisen, skriver »Groft sagt« i Berlingske, holder foredrag og skriver en bog i ny og næ. Og så prøver jeg at få svømmet tre gange om ugen.«

»Jeg kan virkelig godt lide at svømme. Det er sjovt at sætte sig nogle mål om at komme under bestemte tider. Jeg svømmede også, da jeg var ung, men i mange år havde jeg ikke tid, som jeg har nu. Men jeg må bare se i øjnene, at jeg ikke kan svømme lige så hurtigt, som da jeg var yngre.«

Da han for nylig postede en træningstid på Facebook, gjorde en ven ham opmærksom på, at hans tid nærmede sig kravtiden for at kunne stille op til EM for Oldboys på 400 meter Fri.

»Kravet er 6,15 minutter på langbane, og mit mål er at komme under seks minutter. Det er pænt hurtigt for et ældre menneske som mig. Det kræver endnu lidt træning, men den er ved at være der. Nu hvor jeg har tiden, er det meget sjovt at prøve.... hvis man bare kunne bruge sit liv på at skrive og svømme.«

Han siger det for sjov, men ligner en, der mener det. Henrik Dahl er nemlig noget så selvmodsigende som en foredragsholder og offentligt kendt debattør, som i virkeligheden er ret genert.

»Jeg holder meget af at holde foredrag og opleve den energi, der opstår i mødet med tilhørerne. Og jeg kan enormt godt lide, at nogle kan bruge det, jeg laver. Men det er heller ikke uproblematisk at være til stede i verden, fordi mange mennesker er ret barske og ikke vil én noget godt.«

Pause. Han leder efter ordene.

»Det, som optager mig meget her på mine ældre dage, er at undersøge nogle mønstre i, hvordan mennesker behandler hinanden. Jeg synes i det hele taget, at der i den offentlige debat er mange, som er meget voldsomme og brutale. For at bruge en fodboldmetafor er der er en kæmpe forskel på at spille hårdt og spille beskidt. Visse aktører i den offentlige debat har mord i øjnene og en ambition om, at modstanderen skal på hospitalet, og det er ubehageligt.«

Hans iPhone blinker med et indgående opkald, men han ignorerer den.

»Forbløffende mange mennesker i verden er ikke er særligt søde og hensynsfulde og indstillet på at lade andre være i fred. Der er en fare for, at det kommer til at lyde meget misantropisk, men der er mange mennesker i denne branche med en skidt karakter. Jeg er ikke særligt god til at forsvare mig imod grænseoverskridende mennesker, som tram-per på mig og har deres egen dagsorden. Mange har på forhånd placeret mig i et eller andet fjendebillede og har nogle skråsikre meninger om, hvem jeg er. Selv har jeg ikke så mange bagtanker. Jeg kan bare godt lide at skrive og gøre tingene, så godt som jeg nu kan. Jeg skriver jo ikke for at genere nogen.« Men det gør det ikke lettere, at han nu har kastet sig selv for hajerne med en roman.

»Jeg kunne på en vis måde ønske mig at være et mere ubeskrevet blad, når jeg nu træder op på denne nye scene. Noget af al den ståhej omkring det at skrive er jeg ikke særlig stor fan af. Hvis bare man kunne aflevere sit manus og selv træde lidt i baggrunden.«

Af samme grund er han helt holdt op med at gå til Gyldendals årlige efterårsreception – hvor hans forhold til Lone Hørslev i øvrigt blev grundlagt over et gedigent skænderi – og han er træt af, at folk råber efter ham på gaden, som det skete, da han i 2011 udgav »Spildte kræfter« om venstrefløjens deroute med de berømte 13 linjer om Helle Thorning-Schmidts manglende evner som kommende statsminister. For der er mange, som har en mening om Henrik Dahl.

I Suzanne Brøggers bog med den rekordlange titel »Jeg har set den gamle verden forsvinde – hvor er mine øreringe? Breve til Prinsen af Mogadonien« fra 2010 sammenlignede hun ham med nazistlederen Goebbels – hvilket fik Henrik Dahl til at give tilbage på Kommunikationsforum med en mindst lige så giftig novelle med titlen »Hvem er smukkest i landet her?«

Men også forfatteren Hans Otto Jørgensen digtede satirisk om Henrik Dahl i sin kortprosabog »Ålen har englelyd« fra 2006.

»Det irriterer mig, når folk skriver ting, som er på min bekostning. Jeg bryder mig ikke om, når folk bruger mig til at fremme deres egne karrierer. Jeg har oplevet at gå til receptioner, hvor folk bliver personlige og hælder en spand lort ud over mig, når de bliver fulde. Der er enormt mange mennesker, der aldrig har læst et ord af, hvad jeg har skrevet, som stadigvæk har en mening om mig og mine bøger. Der er folk, som tror, at jeg mener, at man må slå børn og hunde. Nej! Måske skulle du lade være med at tage så meget LSD, har jeg lyst til at svare, for jeg bliver så træt af den slags.«

Han er begyndt at tale højere og hurtigere. »Indimellem føler jeg, at det er svært at være sig selv, fordi jeg er blevet en figur, som folk mener noget om. Folk forstår ikke, at den figur er en, de har opfundet. Jeg gider ikke at være den figur.«

Han fortæller om programmet »Den 11. time«, hvor han og hans navnebror, tv-værten Henrik Dahl, var inviteret i studiet hos Mads Brügger for at tale om... at hedde Henrik Dahl.

»Jeg har aldrig været så tæt på at gå. Han var overhovedet ikke interesseret i, hvem jeg var. Det ragede ham en skid. Jeg har også prøvet det hos Clement Kjærsgaard. Men hvorfor skal jeg være en rekvisit i et åndssvagt tv-program? Desværre er jeg for pæn til at sige til Mads Brügger, at han er en stor idiot eller til Clement, at han laver et lorteprogram, og at han ikke hører efter, når man taler.

Rend mig i røven! Man skal fandeme være meget flink storebror for at lade være med at blive sur,« siger han og virker faktisk som om, at han er mere træt end egentlig sur over alle de kampe, der skal udkæmpes.

»Der er heller ikke noget værre end at blive offer for andre mænds small penis behaviour. Det har jeg stået model til mange gange. Da Claes Kastholm anmeldte »Spildte kræfter«, skrev han, at så tæt på begivenhederne havde jeg jo heller ikke været. Hvor tæt på skal man så være? Skulle jeg have arrangeret orgier i studiekredsen? Kastholm optrådte som en meget lille mand der, og hvorfor skal jeg stå model til det?

Nogle gange kan man godt grine ad det, men andre gange er det fucking irriterende,« siger han, men må også medgive, at han ikke altid har holdt sig for god til selv at gå hårdt til sine modstandere.

»Der er en lige linje fra godmodig til ondskabsfuld, og i min bevidsthed skal man ikke være ondskabsfuld. Selvfølgelig kan man forløbe sig, miste besindelsen eller udvise dårlig dømmekraft i situationen. Men bundlinjen for mig er bare, at de gange, jeg er kommet til at fremstå som ondskabsfuld – og dem er der heldigvis ikke så mange af – har jeg i mine egne øjne fejlet. For så er jeg gået over en streg, som den mere tænksomme udgave af mig selv ikke har lyst til at overskride. Jeg har drillet lidt indimellem, men lavet få grimme tacklinger. Når folk siger, at jeg er grov, så er det løgn. I »Spildte kræfter« bliver stort set alle mennesker omtalt pænt. Indrømmet, jeg driller Naser Khader en lille smule, og så er der de berygtede13 linjer om Helle Thorning-Schmidt. That’s it. For det er jo sandt, hvad jeg skriver, og som landets statsminister må hun finde sig i det. Jeg ville jo aldrig skrive sådan om min underbo.«

Vi er tilbage ved de konfliktsky mænd. Når først proppen ryger af, er der meget undertrykt, der skal ud.

»På en måde har det været en skuffelse i min karriere, at folk bevidst misforstår mig og skyder mig alle mulige ting i skoene. Det er tonsvis af den slags hændelser, der til sidst gør, at man siger rend og hop. Det er også derfor, at jeg nogle gange har lyst til at cykle ud til svømmehallen, hoppe i vandet og svømme mine 400 meter crawl. Og så ellers være i fred.«