Hemmeligheden, der blev brudt

Asger Baunsbak-Jensen har brudt sit livs hemmelighed. I en ny bog fortæller den tidligere politiker og direktør om sine svære depressioner. Han har lært at leve med sin sygdom, men det har haft sin pris: Han måtte sige nej til et liv som toppolitiker. Hans bog er et opgør med tidens krav konstant omstillingsparathed.

Foto: Claus Bjørn Larsen

Der findes hemmeligheder.

Nogle er så store og følsomme, at folk tager dem med sig i døden. Sådan er det ikke for Asger Baunsbak-Jensen. Ikke længere.

Trods et liv i offentligheden som både politiker, forfatter og sognepræst holdt han i årevis tæt med sin hemmelighed. Kun han selv og nogle få af hans nærmeste kendte til den, men nu har han i en alder af 75 år brudt den, og det har han det fint med.

I erindringsbogen »Hemmeligheden« fortæller han om et langt liv med tungsind, angstanfald og smertefulde og til tider lammende depressioner. Det kunne lyde mørkt og pessimistisk, men det er det ikke kun. Bogen har den optimistiske undertitel »Erindringer fra et rigt liv med depression«, for forfatteren har nemlig lært sig at leve med depressionerne og til trods haft en travl og spændende karriere som bl.a. folketingsmedlem, sognepræst og direktør i Undervisningsministeriet.

»Jeg gik af som præst, da jeg var 57 år. Det skete på grund af sygdom, men jeg holdt det som en hemmelighed, at jeg led af depressioner. Jeg var ikke moden til at fortælle det. Når jeg først gør det nu, så skyldes det, at jeg dengang følte, at folk ikke ville forstå problematikken. Jeg har holdt 3.000 foredrag i mit liv, og jeg ville ikke have, at tilhørerne begyndte at hviske: »Er han nu rask i dag?« Jeg ville være ren, hvad det angik. Nu har jeg måske rundt regnet ti år igen, så det er en anden situation, selv om jeg stadig holder foredrag. Men mens jeg var på højden, da turde jeg ikke,« siger Asger Baunsbak-Jensen.

Vi møder ham i hjemmet, hvor han bor sammen med sin elskede Lotte, som han snart kan fejre 20 års bryllupsdag med. Et hyggeligt parcelhus i Farum. Her er masser af bøger – særligt i det rummelige arbejdsværelse, som også er det fri- og stillerum, som har været den nødvendige ramme for Asger Baunsbak-Jensen, når depressionerne har fyldt hans hverdag.

»Jeg ved, at hvis det udadvendte liv med mange mennesker tager magten, går det galt. Men det tog mange år, før jeg hørte efter min indadvendtheds behov for stilhed og alenehed,« skriver Asger Baunsbak-Jensen i bogen.

I bogen fortæller han om en barndom med en far, der også led af depressioner. Det var et nøjsomt liv på landet ved Holbæk, hvor farens sygdom skabte usikkerhed om familiens eksistens. Enebarnet Asger og hans mor levede i evig frygt for, at faderens sygdom skulle bryde ud, så han ikke kunne arbejde, og at det ville blive kendt i det lille samfund, hvad han fejlede.

»Jeg kan endnu i mareridtstunder mindes de morgener, hvor jeg vågnede før mine forældre, og hvor far skulle ud og køre mælk til mejeriet. Det første, jeg tænkte, var: Er far rask nok i dag? På den ene side erindrer jeg en barndom fyldt af kærlighed, men på den anden side en angst for, at min far, der var en begavet og politisk interesseret mand, skulle blive syg igen.«

Dengang var psykisk sygdom et tabu. Man var bange for at blive erklæret utilregnelig, hvis man led af depressioner, og derfor talte man ikke om det.

»I dag tales der meget mere om sygdommen i det offentlige rum, men der er ikke sket så meget for dem, som rammes. I virkeligheden er skammen over depression ikke mindre i dag end dengang. Desværre tror jeg, at der stor forskel på det meget, der i dag tales og skrives om psykisk sygdom, og så det lidt, der gøres for dem, som rammes. Vi har et samfund, der bejler til det kreative menneske, men det kreative menneske er ofte det mest sårbare. Kan virksomhederne rumme det sårbare, når arbejdet fører til stress og depression? Giver man den medarbejder orlov og tid til at komme tilbage, hvis de går ned med stress? Folk er bange for ikke at være psykisk robuste, for det kan bremse karrieren eller føre til afskedigelse,« siger Asger Baunsbak-Jensen.

Allerede som lærerstuderende opdagede han sin egen disponering for depressioner. Han havde f.eks. en ekstrem angst for eksamener, mens han paradoksalt nok nød at læse op og tale i større forsamlinger – noget, han tjente penge på i studietiden og som senere kom ham til gode som foredragsholder og politiker. Han havde også i perioder søvnproblemer og svært ved at komme op om morgenen.

I sine første år som ung lærer i Humlebæk i Nordsjælland mærkede han ikke noget til sygdommen. Senere blev depressionerne en fast tilbagevendende begivenhed af skiftende styrke hvert efterår. Alligevel har Asger Baunsbak-Jensen haft en strålende karriere både erhvervsmæssigt og politisk. Han har dog undervejs måttet erkende, at sygdommen betød visse begrænsninger. Efter at have været landformand for Det Radikale Venstre og have siddet i Folketinget som suppleant, blev han tilbudt opstilling til Folketinget i flere valgsikre radikale kredse, men han sagde nej.

»Jeg var 45 år og havde talent for politik. Men jeg måtte sige nej. Jeg var bange for at blive ramt af en efterårsdepression midt i en valgkamp og dermed ikke kunne gå på TV. Det kunne jeg ikke byde mit parti. Men jeg fortalte ikke, hvorfor jeg sagde nej tak. Jeg sagde ikke, at det skyldtes min angst for depression, men henviste til, at jeg ville passe mit arbejde som direktør i Undervisningsministeriet, som også var krævende.«

At det var et stort personligt offer at sige nej tak, lægger Asger Baunsbak-Jensen ikke skjul på. »Det er den største bedrift, jeg har udført. For hvor har jeg elsket det politiske liv,« skriver han i bogen og slår samtidig fast, at det er en nødvendig, men »hård og smertefuld proces at skulle erkende, at der er grænser for livsudfoldelse«, når man lider af depressioner.

»Det handler om at erkende sig egen formåen og sine egne grænser. Ambitioner er naturlige, men er de for høje, kan de virke begrænsede på den psykiske sundhed. Hvis ambitionerne er præget af krav, man ikke kan holde til, må man vælge at gå i en anden retning. Jeg valgte selv at gå en anden vej end den politiske, og det har jeg ikke fortrudt.«

Spørger man Asger Baunsbak-Jensen, hvordan man kan støtte og hjælpe folk, der lider af stress og depression, så svarer han, at det vigtigste er, at familie, venner og kolleger bakker op. Det er også afgørende, at ægtefællen så hurtigt som muligt får den ramte til læge.

»Hvis vedkommende skal på sygeorlov og samtidig have medicinsk behandling, samtaleterapi og måske indlæggelse er det utroligt vigtigt, at venner og kolleger ikke holder sig væk. Og hvis de ikke kan komme til den syge, så skal de komme til ægtefællen, så vedkommende ikke oplever ensomhed og stigmatisering. Mange bliver væk, fordi de ikke ved, hvad de skal sige. Dertil vil jeg svare: Man skal gå til ægtefællen og så bare lytte og give opmuntring. Man behøver ikke sige så meget.«

Tavsheden har Asger Baunsbak-Jensen selv mødt. I modsætning til hans roman »Den tynde væg« fra 2000, der handler om den 38-årige Jens, som rammes af depression, har kun få kommenteret »Hemmeligheden«.

»Da jeg havde skrevet romanen, strømmede det ind med breve fra folk, som var glade for at lære noget om depressionens mekanismer. Men folk tier om min ny bog. Det virker, som om de ikke ved, hvad de skal sige.«

Samfundet er i dag indrettet på en måde, som fremkalder depressioner og psykiske problemer for dem, som er disponeret for det, mener Asger Baunsbak-Jensen. Han peger blandt andet på moderne kommunikation, hvor folk modtager bjerge af emails og mobilopkald, åbne kontorlandskaber, mangel på ro og stilhed og den udflydende grænse mellem arbejds- og privatliv som årsager til psykiske problemer.

»I dag dyrker man det robuste menneske så meget, at disse mennesker skal skjule endnu mere af det psykiske. Den åbenhed om psykisk sygdom, som vi ser i den offentlige debat, modsvares ikke af åbenhed i praksis. Det er stadig svært for på det nære plan at være åben om sygdommen. Det gælder både den syge selv og familie, venner og kolleger.«

Folk med anlæg for depression kan også selv gøre noget, siger forfatteren. Måske skal de sige nej til nogle af ambitionerne – det stressede job og rejserne til udlandet. Måske lade ambitionerne om det store, dyre hus ligge og i stedet leve billigere i et mindre hus, så man ikke udsætter sig for de krav og den stress, der ofte er forbundet med et job, som giver råd til en dyr livsførelse.

I bogen langer han også kraftigt ud efter kritikken af »lykkepiller«. Han finder udtrykket misvisende, for der er ikke tale om et lykkemiddel, men om antidepressiv medicin, som er nødvendig for mange mennesker.

»Man taler om, at alt for mange får denne medicin, og at det er noget, lægerne udskriver, fordi de ikke har tid til samtaler. Jeg har en helt anden tilgang til det. Det har ikke noget med »lykke« at gøre. Der er tale om medicin, som tilfører den syge hjerne noget kemisk, som den mangler,« siger Asger Baunsbak-Jensen, der selv har haft glæde af antidepressiv medicin.

Efter mange år med sygdommen har han lært at acceptere at leve med den. »Jeg har gjort den erfaring, at jeg ikke ville være den, jeg er, uden mit depressive anlæg. Om det er genetisk, eller det er voldsomme indtryk i barndommen, betyder intet for mig. Jeg er som alle mennesker et produkt af min arv og mit miljø,« skriver han i bogen.

Hjemme i stuen i Farum kigger han fiffigt på journalisten og siger med et stille smil:

»Forhåbentlig er det svært at se, at jeg lider af depression. Jeg er i stand til at agere sådan, at man ikke mærker det, og sådan er det også lige nu. Jeg har gennem et langt liv lært at skjule det. Jeg har aldrig haft et efterår, hvor jeg ikke har været nedtrykt. Jeg har haft det som en kronisk lidelse.«

Asger Baunsbak-Jensen: »Hemmeligheden – erindringer fra et rigt liv med depression«, Psykiatri Fondens Forlag. 141 sider, 195 kr.