Helt fra Warszawa Ghettoens opstand er død

I Warszawa kæmpede jøder i direkte kampe med nazisterne. Den næstsidste af heltene fra disse kampe, Simcha Rotem, er død. Han blev 94 år.

Den polske præsident Bronislaw Komorowski gav i 2013 Simcha Rotem Polens fornemmeste ærespris. Her ses de foran mindesmærke for Warszawa-opstanden.. AFP PHOTO / JANEK SKARZYNSKI. JANEK SKARZYNSKI / AFP Fold sammen
Læs mere
Foto: JANEK SKARZYNSKI

Simcha Rotem var den næstsidste overlevende fra oprøret i Warszawa ghettoen. Han døde i denne uge som 94 årig. Tyskerne oprettede efter erobringen af Polen ghettoer i en række polske byer. Her var jøderne tvunget til at bo.

Senere i krigen deporterede tyskerne dem til dødslejre, men i 1943 gjorde jøderne i Warszawa Ghettoen oprør og kom i direkte kamp med nazistiske tropper.

Ghettoen oprettes

Simcha Rotem blev født i Warszawa i 1924. Der var en stor jødisk befolkning i Polen før krigen og mange politiske bevægelser blandt dem. Rotem blev aktiv zionist som ganske ung og var blot 15 år, da 2. Verdenskrig brød ud og Nazityskland invaderede Polen.

Under besættelsen blev Simcha Rotem familiehjem bombet og hans bror og bedsteforældre blev dræbt. Han selv og hans mor blev såret. Da jøderne blev tvunget ind i ghettoen fulgte Simcha Rotem med og blev medlem af Warszawas Ghettoens hemmelige jødiske undergrundshær. Der var meget få våben, men disse modstandsfolk var beslutsomme om ikke at overgive sig til nazisterne.

Simcha Rotem blev leder af den gruppe, der opretholdt en forbindelse med hovedsagelig kristne partisaner i skovene udenfor Warszawa. Han benyttede kloaksystemet til at komme frem og tilbage.

Opstanden i ghettoen

I april 1943 forsøgte nazisterne at tømme ghettoen og deportere de sidste jøder til dødslejre, hvor mange allerede var blevet sendt. Det brød et oprør ud, hvor Rotem kæmpede under anførelse af Ghetto-lederen Marek Edelman.

De vidste, at en skæbne i gaskamre ventede dem, så de var villige til at kæmpe til døden mod en fjende, som var velbevæbnede og talmæssigt overlegne.

På det tidspunkt var der 50.000 jøder tilbage i ghettoen og de var svækkede af sult og sygdomme, men parate til at kæmpe. Rotem sagde selv i en tale i 2013, at de valgte kampen, så de selv kunne vælge måden atr dø på. Rotem fortalte ved samme lejlighed: »I det øjeblik jeg så de store tyske styrker, der trængte ind i Ghettoen, var min reaktion, og jeg er sikker på at de andre følte på samme måde, at vi var intet mod dem.

Hvad kunne vi gøre med vore patetiske, næsten ikke-eksisterende våben overfor tyskernes frygtindgydende våben. De havde lette kanoner, tanks og armeret transportvogne og en kæmpe infanteristyrke, der bestod af hundreder, hvis ikke tudinsvis af soldater.  Jeg følte mig totalt hjælpeløs.«

Men så fulgte, ifølge Rotem, en ekstraordinær følelse af »opløftet spirituel stemning, for det var det øjeblik, som vi havde ventet på, at kæmpe mod disse magtfulde tyskere. Vi ville dræbe så mange vi kunne, men vi vidste, at vores skæbne var døden.«

De fleste døde da også. De fleste blev brændt til døde og mange fanget og sendt til Treblinka, hvor de blev myrdet. De få, der reddede livet, flygtede gennem Warszawas kloaksystem og derefter ud i skovene udenfor byen. Rotem anførte ialt 80 af de sidste kæmpende ud gennem kloaksystemet.  Her fortsatte Rotem og hans kammerater kampen mod nazisterne sammen med kristne polske partisaner.

Efter krigen

Efter krigen blev Rotem medlem af en gruppe kaldt Nakam, hvis mål det var at tage hævn opver nazistiske krigsforbrydere. Han immigrerede til Israel i 1946 og blev leder af en supermarkedskæde. I 2013 tildelte den polske præsident Rotem nationens fineste hæder.

Såvidt vides var Rotem den næstsidste af Warszawa-ghettoens helte. Den sidste menes at være Aliza Vitis-Shomron, der nu er 89. Hun var med til at uddele pamfletter til jøderne i ghettoen med opfordring til at kæmpe.