Hedder det buste eller byste?

Du vil gerne tale med om kunstakademiet og Frederik V, men kommer pludselig i tvivl. Her får du udtalehjælp til et ord, der benyttes meget i disse dage.

Vi taler om buster som sjældent før, efter at en institutleder på kunstakademiet har påtaget sig skylden for, at Frederik V endte på bunden af Københavns Havn. Her er resterne netop blevet fisket op. Fold sammen
Læs mere
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

»Buste« med et tydeligt »u«.

Som når vi siger butik, bus og buket.

Sådan sagde den nu hjemsendte institutleder Katrine Dirckinck-Holmfeld igen og igen, da hun forleden var i Deadline og forklare, hvorfor hun stjal og ødelagde en buste af Frederik V fra Det Kongelige Danske Kunstakademi ved at smide den i Københavns Havn, hvor vandet har opløst den.

Udtalen var imidlertid forkert, og Katrine Dirckinck-Holmfeld er ikke den eneste herhjemme, der har problemer med at udtale buste korrekt. Det hedder nemlig retteligt buste med »y«.

Byste.

»Sådan nogle som mig vil sidde og tænke: Hvor meget forstand har hun egentlig på det her? Hendes etos ryger ned,« siger Michael Ejstrup, der er forfatter og sprogforsker med en ph.d. i sprogvidenskab fra Syddansk og Lunds Universitet.

Han forstår imidlertid godt, hvorfor forvirringen opstår. Buste er et fransk ord, og på fransk udtales et »u« som et »y«, mens de to bogstaver har hver sin udtale på dansk.

»Så vi har taget den franske stavemåde ind i dansk, men besluttet at udtale ordet, som franskmændene gør,« siger Michael Ejstrup:

»Vi er vant til at være på vagt i forhold til engelsk, hvor et »y« ofte udtales som et »i« eller et »ai« – for eksempel baby og why – men fransk leverer ikke ret meget sprog til os lige nu, så derfor er mange af os ikke opmærksomme på, at det franske »u« skal udtales som »y««,« siger han.

Til gengæld må man skrive både buste og byste ifølge Den Danske Ordbog, så hvis vi alle sammen begyndte at skrive byste, vil meget være løst, siger Michael Ejstrup:

»Retskrivningsordbogen siger, at den eneste udtalemulighed er med »y«. Derfor vil jeg anbefale byste-skrivemåden.«