Have a Mumi Christmas – and a Pippi New Year!

Pippi plyndrer juletræ, Mumitroldene sover helst fra det hele, og Orla Frøsnapper er på ingen måde i julestemning. Kim Flyvbjerg har bladet de skandinaviske børnebogs-klassikere igennem og undersøgt, hvordan forfatterne fejrer – eller ikke fejrer – julen. Og hvorfor.

Foto: Illustration: Jenz Koudahl / Spild Af Tid.
Læs mere
Fold sammen

Mumitroldene bor i Mumidalen sammen med hemulerne, filifjonkerne, hattifnatterne, Lille My, og hvad de ellers hedder alle sammen. Tove Jansson (1914-2001) skabte et helt eget univers til sine flodhestelignende trolde.

Men klimaet i Janssons hjemland Finland satte sit præg på de trinde troldes verden. For eksempel trækker Mumitroldene stikket i den mørke vintertid: De går i hi fra november til april og lægger sig til at sove rundt om den største kakkelovn i Mumihuset med maven fuld af grannåle – ligesom deres forfædre. De kender således ikke til hverken vinter eller jul.

Men i romanen »Troldvinter« fra 1957 vågner Mumi ved et uheld og kan ikke falde i søvn igen. Som den første mumitrold nogensinde oplever han sne, hvilket ellers kun er noget, hans mor har hørt om. Samtidig et andet sted vækker et sultent egern Lille My, som havde lagt sig til at sove vinteren over i en papkasse, og helt i tråd med sin normale adfærd er hun meget knotten over at blive forstyrret. I resten af »Troldvinter« oplever Mumi og Lille My vinteren på godt og ondt sammen med Mumidalens øvrige vågne væsener.

Men »Troldvinter« starter lige efter nytår og slutter med forårets komme, så jul er der intet af. Den kommer først senere i Tove Janssons forfatterskab.

Thorbjørn Egner & Astrid Lindgren

Foto: Illustration: Jenz Koudahl / Spild Af Tid. Fold sammen
Læs mere

I 1950erne skrev norske Thorbjørn Egner (1912-1990) også sine to store børnebogsklassikere, »Folk og røvere i Kardemomme By« og »Klatremus og de andre dyr i Hakkebakkeskoven«. Ingen af dem har direkte noget med jul at gøre, men de er blevet en del af vores julefejring og sættes som regel op et eller andet sted i landet som teaterforestilling i tiden op til jul – måske fordi Hakkebakkeskovens lov om, at »Alle skovens dyr skal være venner« kunne minde om julens vigtigste budskab. Denne december er det hos Nyborg Voldspil, at en peberkagebager bager peberkager, mens »Folk og røvere …« rykker ind i Bellevue Teatret i Klampenborg.

Samtidig med Thorbjørn Egner sad Astrid Lindgren (1907-2002) i Sverige og julede på livet løs. Den første bog om Pippi Langstrømpe er fra 1945, og i 1950 udkom »Pippi plyndrer juletræ«, hvor Pippi inviterer til juletræsplyndring. En stjerneklar aften i juleferien med sne over det hele går byens børn spændte mod Villa Villekulla blot for at opdage, at huset er helt mørkt.

De er lige ved at vende hjem igen, da Hr. Nilsson i hjemmesyede overtræksbukser leder dem på rette spor. Den lille abe fører dem bag om villaen, hvor Pippi har pyntet det smukkeste juletræ med brunkagemænd, kræmmerhuse, sukkerkugler, bolsjer og masser af gaver.

Som en Great Gatsby i børnehøjde er Pippi ikke selv til stede – først efter lidt tid stikker hun de orange fletninger ud af en snehytte, som hun har bygget med Tommy og Annika, og byder alle på varm chokolade og lagkage.

Det er julehygge for fuld hammer som i adskillige andre af Astrid Lindgrens bøger. I »Nissen« fra 1960 skriver hun et klassisk svensk juledigt om til prosa. I »Alle vi børn i Bulderby« og et par af bøgerne om »Emil fra Lønneberg« bliver der også julet igennem.

Ole Lund Kirkegaard

Foto: Illustration: Jenz Koudahl / Spild Af Tid. Fold sammen
Læs mere

Anderledes forholdt det sig hos danske Ole Lund Kirkegaard (1940-1979). Der er ikke antydning af jul i hverken »Orla Frøsnapper«, »Gummi Tarzan«, »Lille Virgil« eller »Hodja fra Pjort«. Jens Andersen har et bud på hvorfor – han har skrevet biografier om både Astrid Lindgren og Ole Lund Kirkegaard.

»Astrid Lindgren var Ole Lund Kirke-gaards store forbillede, men lige præcis hvad angår julen, var de hinandens modsætninger. Astrid Lindgren var julefan og den helt store nostalgiker. Med undtagelse af »Ronja Røverdatter« og »Brødrene Løvehjerte« optræder julen hos de fleste af hendes figurer.

Ole Lund Kirkegaard, derimod, er anarkisten på det område. Han skrev sine mest berømte bøger mellem 1967-1975 og var en »god 68’er« forstået på den måde, at julen for ham var indbegrebet af borgerlighed og ikke noget, han dyrkede i sine børnebøger. Og når han en sjælden gang skrev om julen, vendte han på nærmest picassosk vis begreberne på hovedet,« forklarer Jens Andersen.

I 1971 skrev Ole Lund Kirkegaard kalenderfortællingen »Mig og bedstefar – og så Nisse Pok« til radioen – den er senere kommet i bogform. I 1977 skrev han manuskript til dukkejulekalenderen »Kikkebakke Boligby« i samarbejde med bl.a. Jesper Klein. Men på tryk begrænsede det sig til bestillingsopgaver fra aviser og tidsskrifter.

Juleaftensdag i 1972 bragte dagbladet Aktuelt hans korte historie »Fra et sted i Afrika«, hvor en afrikansk dreng, Banjo, læser op for sine venner fra en bog, der beskriver julen i et land langt væk – det kunne jo være Danmark. De afrikanske børn har intet begreb om julen og morer sig over, at man kan finde på at slæbe et træ ind i stuen. De synes også, at det er synd for sneen – fordi den falder …

Tove Jansson

Foto: Illustration: Jenz Koudahl / Spild Af Tid. Fold sammen
Læs mere

Og så er vi tilbage til Mumitroldene. Født i 1914 var Tove Jansson for gammel til at være med i ungdomsoprøret i slutningen af 1960erne, men hendes familie beskrives flere steder som bohemet og alternativ, så en traditionel Disney-agtig omfavnelse af julen har nok ligget for langt fra hendes natur. Det er da også samme fremmedgørelse over for julen som Ole Lund Kirkegaard, hun beskriver, da hun i 1965 udgiver »Juletræet«.

Allerede titlen i den danske oversættelse må ses som en stramning i julehyggens navn, for på originalsproget svensk hedder novellen nemlig »Grantreet« og på engelsk »The Fir Tree« – altså et grantræ, som Mumitroldene pligtskyldigst slæber ind i Mumihuset og pynter med deres fine ting uden at vide hvorfor.

Som hos Ole Lund Kirkegaards afrikanske børn er julen fremmed for Mumitroldene. »Juletræet« starter med, at en stresset hemul kommer brasende ned gennem taget i Mumihuset og nærmest tvinger de sovende trolde til at deltage i de travle forberedelser til julen.

Mumitroldene tror først, at Julen er en slags Gud, der skal ofres til. Mumifar og Mumi går derfor i skoven efter et træ, Mumimor går i køkkenet, og gaverne overlades til Snorkfrøkenen. Og selv om Mumitroldene måske ikke ender som de største julefans, så er de mod historiens slutning trods alt »ikke bange for den mere«.

Alle omkring Mumitroldene er meget opkørte, og historien kan læses som en kritik af juletravlheden personificeret ved de topstressede hemuler, der streger ting ud på deres tilsyneladende uendelige huskesedler – og samtidig en opfordring til at finde frem til julens sande værdi, nemlig en pause fra den travle hverdag midt i den mørke tid.

I Finland har »Juletræet« været genstand for videnskabelige analyser af begrebet fremmedgørelse i etnologisk forstand, og en af forklaringerne på Mumitroldene verdensberømmelse er, at historierne har så mange lag i sig, at både børn og voksne kan få noget ud af dem.

Thomas Winding

Foto: Illustration: Jenz Koudahl / Spild Af Tid. Fold sammen
Læs mere

Thomas Winding var også fan af Mumitroldene og havde, ligesom Tove Jansson, evnen til at skrive historier til børn, der behandlede alvorlige emner og diskuterede moralske dilemmaer. Nissen var en gennemgående figur i hans forfatterskab, men ikke på den drillende risengrødselskende måde, man kender til bevidstløshed. Det har hans datter, Alberte Winding, en forklaring på:

»Jeg tror, nissen var en slags spirituel vejleder for far. Ikke typen, der havde svar på det hele, men den, der tog rejsen for læseren, en udviklingsrejse – som når nissen hjælper en lille dreng, der er ensom, og prøver at rykke ham eller vise ham nogle nye sider. Der er også et fortællegreb i det. Nisser har nogle særlige egenskaber. De lever længe, i mange generationer, og derfor har de fortidens og historiens viden med sig, samtidig med at de er tidløse – lidt ligesom elefanter, som han også var meget optaget af. Jeg tror, at nisser var hans hemmelige måde at være religiøs og også moralsk på. En måde, at snige noget dybt spirituelt ind i en børnehistorie.«

En dag vågner de to tykke nisser Visse og Vasse efter at have sovet i flere hundrede år på hver sin høvlebænk under jorden på Bornholm. Frosten har sprængt en revne i klippen, så lyset trænger ind i hulen. Visse tager på ture ud i verden for at betragte menneskene og vender hjem til Vasse for at fortælle.

Vil du vide hvad, så står det i Thomas Windings »Jul hele året«, som kunne være en passende højtlæsningsbog i december. Men du må kun læse et kapitel om dagen – det står nemlig i Christian d. 5.’s Store Danske Julelov!