Haugaards kone: I alkoholens tågeland

Jacob Haugaard var i årevis fanget i et afhængighedsforhold af hash og alkohol. I en ny bog fortæller Hans kone, Ilse Wilmot, nu om det barske liv som med-alkoholiker. Det går ikke stille af sig.

»Da Jacob blev ædru, fik jeg ikke en ny mand. Vi skulle først til at lære at være et ægtepar igen og måtte til at forholde os til alt det i et parforhold, som ikke handlede om alkohol, men som alkoholen indtil da havde skygget over.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Niels Ahlmann Olesen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ilse Wilmot har pakket tasken. Denne gang er det alvor. Hun kan ikke mere. I årevis har hun levet sammen med multikunstneren og alkoholikeren Jacob Haugaard. Men nu skal det være slut. Han har definitivt valgt flasken frem for hende og børnene.

Se billeder af Ilse Wilmot og Jacob Haugaard i galleriet til højre >>
 
Hun har truffet et lige så definitivt valg – at forlade ham. Ikke i en sky af had, bitterhed og smækkede døre. For det paradoksale er, at hun elsker ham. Som hun altid har gjort. Men i stedet for at prøve at ændre på ham, appellere til ham, skælde ud og konstant tage ansvaret for ham, som hun har gjort i årevis uden held, har hun besluttet at give ansvaret tilbage og selv træde i karakter og gå.
 
Jacob er ikke i huset i Malling, da hun næste dag kører forbi. De skal ellers have aftalt, hvordan de deler boet. Men Jacob er taget til Århus til en støttefest for Gigtforeningen, hvor han er blevet hyret til at optræde.

Han møder op plakatfuld. Kan dårligt stå på benene. En ældre mand blandt publikum rejser sig og siger til ham:

»Gå dog hjem… Du er pinlig!«

Ordene skærer sig igennem alkoholtågen. Han krakelerer fuldstændig, tuder som pisket og er helt ude af den.

Læs også:

Karl Ove Knausgård: For mig er ferie en pligt
Martin Kongstad: Pausen er et brunt værtshus
Maise Njor: »Måske skal man bare prøve at være sig selv«
Christian Mørk: »For første gang i mit voksne liv lavede jeg ikke noget i hele juli og august«

Ilse bliver ringet op af sin svigermor. Hun trygler hende om at hente ham. Meget mod sin vilje og sin nylige beslutning om at give Jacob ansvaret for sit eget liv kører hun til Århus og leder i alle de sædvanlige værtshuse og baggårde.
 
Hun finder ham ikke og beslutter med god samvittighed at køre hjem til børnene igen. Hun har gjort sin pligt – og mere til – føler hun. Da hun er tilbage i Malling, er Jacob netop kommet hjem. Han sidder i haven og er ved at lære deres yngste på fem, hvordan man drikker øl.

Rasende hiver hun Jacob med ind i huset og lukker døren. Bægeret er mere end flydt over. Det er væltet. Ud af det blå kommer ordene pludselig væltende:

»Jeg var i byen i går og traf en sød mand, som jeg var sammen med…«

Det er løgn fra ende til anden, men det ved Jacob ikke.

Og det er lige det, der skal til, for at give ham det sidste skub ud over kanten. For første gang i sit liv beder han om hjælp. Dagen efter starter de bilen og kører til et behandlingshjem på Lolland-Falster.
 
»Det er søndag morgen 31. maj 1992. En dag, jeg aldrig glemmer.«

Ilse Wilmot og Jacob Haugaard byder indenfor i inspektørboligen under Wedellsborg Gods på Vestfyn ikke langt fra Lillebælt. De har lejet huset på ubestemt tid af greven og er ved at indtage de ikke færre end 1.600 kvm, der er en del af lejemålet.

»Vi trængte til luftforandring…«, siger Ilse Wilmot, mens hun laver kaffen og finder den fine tyske chokolade fra Köln frem.

Jacob Haugaard piller lidt ved sin mobiltelefon og siger ikke så meget. Foran ham på bordet kigger Ilse op på ham fra coveret af sin nye bog. Den hedder: »At overleve med en alkoholiker – Mit liv med Jacob Haugaard.«

Under bordet i den ene ende af stuen er der linet godt op med rødvin og spiritus til mere end en almindelig solid fest. Det er Ilses vin. Jacob kigger derhen og siger så med et glimt i øjet og sin umiskendelige jyske dialekt:

»Ja, det er ikke Ilse, der har et problem…«

Bogen, der udkommer på mandag, er en 200 siders kærlig, men også nådesløst ærlig og udleverende beskrivelse af et samliv med en af Danmarks mest kendte mænd og entertainere. Intet er pakket ind, intet er undladt.
  
»Sådan måtte det være. Der er ingen grund til at gå rundt om den varme grød eller male et skønmaleri.«

Ilse Wilmot smiler, men øjnene er alvorlige og stålsatte. De har set for meget, og ørerne hørt for mange sange fra de varme lande, til at ville andet end den rene vare. Hendes vare. For det er udelukkende hendes »stemme«, man hører i bogen. Jacob Haugaard er reduceret til pauseklovnen, drukkenbolten, lystløgneren, den charmerende mand, far og entertainer, der nok er på »ja-dak« med hele Danmarks befolkning, men som i lange perioder vælger flasken frem for familien.
 
»Men bogen er ikke skrevet i vrede eller med uafklarede følelser. Tværtimod er budskabet, at jeg selv bærer mindst 50 procent af ansvaret for, at det gik, som det gik. Jeg er ikke et offer, der skal ynkes. Jeg er med-alkoholiker, og det er i høj grad til alle de andre med-alkoholikere og pårørende, at denne bog er skrevet. Som et opråb om selv at tage ansvaret for tingenes tilstand i stedet for at vente på alkoholikeren.«

Jacob blev ikke spurgt, om han syntes, bogen skulle skrives. Han havde heller ingen vetoret over indholdet. Når han i dag læser om sine mere end 12 år i alkoholens land og bliver spurgt, hvordan det er at læse om sit eget misbrug, og hvad det gjorde ved de nærmeste, er han påfaldende langsom i replikken. Efter lidt betænkningstid svarer han.

Læs også:

Jane Aamund: En indvandrer i et helt nyt land
Jesper Binzer: En hanelefants bekendelser
Tv-vært Hans Pilgaard: Nu er jeg bare Hans

»Jeg kunne ikke have læst den her bog for 10 år siden uden at have følt mig alvorligt krænket og taget det dybt personligt. Men en del af det at blive ædru er også at slutte fred med sin fortid. Og det har jeg gjort. Det, der er sket, er sket. Jeg kan ikke lave om på det.«
  
Og ingen beder om det. Mindst af alle Ilse. For selv om det at skrive bogen har vakt gamle følelser til live såsom knuden i maven, angsten, vreden, afmagten og det alt for store ansvar, er der ingen følelser, der står stærkere, end den gennemgående kærlighed til manden gennem mere end 31 år.
 
En kærlighed, som for andre kan virke uforståelig, men som for hende har været den røde tråd gennem alt, også de enorme svigt, som hun nøgternt udpensler i bogen: forliste aftaler, ugelange drukture, utroskab og skuffede børn.

»Det var først, da jeg indså, at jeg ikke længere skulle tage ansvaret for Jacob, at tingene faldt i hak. Jeg kunne give ham ansvaret tilbage, fordi jeg var afklaret med, at jeg ville gå fra ham. Ikke i vrede, men i kærlighed. Det var en langvarig og sej erkendelsesproces, men det var først, da han mærkede, at det denne gang var alvor – og jeg mente det – at der skete noget.«

Læs mere om livet med Jacob Haugaard på næste side

Jacob Haugaard beskriver den periode i sit liv som én lang fest. En fest, han tog til som 17-årig og først kom hjem fra som 28-årig. Han var et vildt dyr. Utæmmet og til tider utålelig for sine omgivelser. Det handlede om ham. Jo mere ham, jo bedre.

Se billeder af Ilse Wilmot og Jacob Haugaard i galleriet til højre >>
 
»Det tog Ilse 12 år at tæmme mig og få mig til at falde nogenlunde til ro. Og yderligere 10 år at få et liv uden alkohol til at fungere. Jeg er meget taknemmelig over, at hun holdt ud, men jeg er også taknemmelig over, at hun forstod at træde mig over fingrene med fuld kraft, da jeg hang i det yderste af fingerspidserne og var ved at gå til grunde. For det var det, der skulle til! Jeg havde åbenbart brug for at komme helt derud, hvor jeg i bogstaveligste forstand sad med livet i den ene hånd og døden i den anden – og selv var tvunget til at vælge.«    

Jacob Haugaard var i Vejle i går for at holde foredrag for 250 kvinder, fortæller han.

»Jeg fik den dér i gave.«

Han peger over sin højre skulder. Op på en indianer-poncho i lyst læder og med frynser, der hænger over døren.

»Jeg fortalte dem, at jeg er det levende bevis på, at distriktpsykiatrien fungerer, for jeg render konstant i røven af oversygeplejersken derhjemme.«

Læs også:

Karl Ove Knausgård: For mig er ferie en pligt
Martin Kongstad: Pausen er et brunt værtshus
Maise Njor: »Måske skal man bare prøve at være sig selv«
Christian Mørk: »For første gang i mit voksne liv lavede jeg ikke noget i hele juli og august«

Han griner højt og smittende, mens han kigger over på Ilse. Med ét bliver han alvorlig igen.

»Jeg var, og er, en formidabel manipulator. Jeg var ekspert i at få Ilse til at tage ansvaret og lade mig drikke i fred. Når det spidsede til, smed jeg bare et af de kort, jeg vidste, hun drømte om at få. Jeg kunne finde på at sige til hende: »Skal vi ikke gå i terapi…« Så blev hun glad, og vi gik til terapeut. Men hende kunne jeg også manipulere. Det endte med, at terapeuten skældte Ilse ud. Jeg elskede det. For på den måde kunne jeg holde gryden i kog og fortsætte mit drikkeri år efter år.«

Ilse Wilmot har lange passager med i bogen om deres i alt fire fælles børn. For livet i en alkoholiker-familie tærer på dem. På et tidspunkt begynder den yngste pludselig at stamme, de små daglige svigt og skuffelser er noget, Ilse først og fremmest ser.

I dag har familien talt grundigt ud, og parolen synes at være:

»Det, man ikke dør af, gør én stærkere…« men Ilse har flere gange siden haft sin egen opførsel og valg oppe at vende.
 
»Jeg viste mine børn, at jeg accepterede svigt og brudte aftaler. Jeg viste mine drenge, at sådan kan man bare opføre sig, for kvinden bliver alligevel. Jeg viste min datter, at hun skal finde sig i hvad som helst. Men det er et dilemma, for min kærlighed til Jacob var større end selv disse svigt. Og det viste jeg dem også. Vi har også sammen vist dem, at vi har kunnet finde ud af det og ikke hænger fast i fortiden eller lever et liv fyldt med bebrejdelser og bitterhed.«

Den dag, Jacob Haugaard holdt op med at drikke, startede et nyt liv. Ikke bare for ham, men for hele familien. Men det var ikke et rosenrødt liv, hvor alting med ét slag blev bedre, husker Ilse Wilmot.
 
Ikke bare var der i de første år den konstante angst for tilbagefald, for Jacob levede stadig som en alkoholiker – nu bare uden alkohol. Alting var ikke blevet rosenrødt og meget nemmere, måtte hun sande. For Jacob var den eneste eksistensberettigelse de første år, at han kunne køre bilen hjem. Det, og intet andet.

Sammen skulle de finde ud af, hvem de var, og hvad de havde, når alkohol-spøgelset ikke sad mellem dem længere.

Læs også:

Jane Aamund: En indvandrer i et helt nyt land
Jesper Binzer: En hanelefants bekendelser
Tv-vært Hans Pilgaard: Nu er jeg bare Hans
 
»Da Jacob blev ædru, fik jeg ikke en ny mand. Vi skulle først til at lære at være et ægtepar igen og måtte til at forholde os til alt det i et parforhold, som ikke handlede om alkohol, men som alkoholen indtil da havde skygget over.«

Jacob Haugaard nikker. Nemt har det ikke været. Han er stadig fast ugentlig gæst i den lokale AA-forening. Det er derigennem, han har fået venner og har en fast støttende hånd mod alle former for sindsændrende stoffer. At lære at være en nærværende og opmærksom ægtemand, må han til gengæld selv klare.

»Jeg troede, alting var løst, når bare jeg stoppede med at drikke. Sådan var det ikke. Jeg har skullet lære, at kvinder sætter pris på blomster i ny og næ, at jeg skal huske at sige: »Neeeej, du er blevet klippet…« og hjælpe lidt til derhjemme. Ilse er en stor romantiker og kan godt lide at blive inviteret ud. Men det er en showstopper af de helt store at skulle sige: »Beklager, men det er desværre ikke dig, der er det allervigtigste i mit liv.« Sådan er det. Det er derimod at holde mig ædru. For gør jeg ikke det, har jeg intet tilbage. Heller ikke Ilse.«

»At overleve med en alkoholiker – Mit liv med Jacob Haugaard« af Ilse Wilmot.

Udkommer 26. september på Gads Forlag, pris 299 kroner.