Burde vi ikke åbne champagneflasker med sabler, bestille rejser til Porto og Paris, danse til jazzplader aftenen før en arbejdsdag, vække børnene og fortælle de glædelige nyheder, sende indforståede og venlige blikke til fremmede mennesker i bussen, bruge månedens sidste penge på kaviar og trøffelchips, løsne slipset, lufte ud, vaske bilen, slubre østers, købe røde blomster til kæresten, slå håbefulde noter i dagbogen, køre rundt med hornet i bund, rette ryggen, sænke skuldrene, åbne armene, kysse lidt mere?

Jeg ved selvfølgelig godt, at vi også skal diskutere priserne på vaccinerne, bivirkninger, flokimmunitet og andre ufortryllende ord og begreber, men lige nu vil jeg helst danse i strømpesokker på køkkengulvet, mens jeg drømmer mig tilbage til det lille torv i Haut-de-Cagnes, der lignede en kulisse fra en Fellini-film.

Eller tænke på den varme eftermiddag på stranden på Póros, hvor vi talte om fremtiden. Eller pudse på minderne om lejligheden på 42. etage i New York, hvor vi blev lykkelige og tavse, da vi så udsigten over det sydlige Manhattan.

Er jeg en jubelidiot? Måske. Men lad mig få lov til at være det et par uger endnu. Jeg synes ikke, vi har glædet os nok.

Jeg vil aldrig mere brokke mig over køerne i JFK, benpladsen hos SAS, svedige medpassagerer, der har annekteret hele armlænet, de tyske taxichaufførers aftershave, grækernes uopfindsomme køkken, væggelusene, cikadernes enerverende sang, den sydlandske varme, kulden fra de parisiske tjenere, poolens størrelse, de andre charterturisters håndklæder eller lydene fra de forelskede i naboværelset.

Jeg vil heller ikke forarges over de midtjyske ægtepar i khakifarvet tøj, der sidder på restauranterne uden at tale sammen.

Eller de københavnske unger, der laver bomber i svømmepølen, mens deres forældre – med ryggen til – smører tatoveringerne ind i sololie.

Rejse med taknemmelighed

Jeg vil være alle rejsemåls Mahatma Gandhi, der ved det mindste optræk til ufred og ballade hæver mit husker-du-dengang-vi-ikke-kunne-rejse-øjenbryn.

Og hvis det ikke er nok, så lader jeg en lille, alkærlig bemærkning falde om, at vi skal sætte pris på, at vi nu alle sammen igen kan rejse ud og hilse på hinanden.

Jeg ved selvfølgelig godt, at vi skal være kritiske over for vaccineproducenterne, der kun er ude på at tjene penge, og at FBI, KGB, CIA, 5G og DSB har en interesse i, at vi alle bliver vaccineret, men lige nu folder jeg min sølvpapirshat sammen og bruger den til madpakken, jeg skal have med på arbejde i morgen, for jeg glæder mig til få hverdagen tilbage.

I metroen vil jeg stille mig helt tæt på de andre passagerer og høre deres fortrolige samtaler om fødsler og forelskelser.

På mit arbejde vil jeg være generøs med både håndtryk og highfives. I frokostpausen vil jeg skrive invitationer til venner, familie og fjerne bekendte, der aldrig kom til de aflyste fødselsdage, påskefrokoster og sommermiddage.

Om aftenen vil jeg drikke mig fuld på et lokalt værthus og lade en fremmed mand komme helt tæt på.

»Nu ved jeg, hvor jeg kender dig fra,« vil han sige, mens han lægger en ufarlig hånd på min skulder.

»Du hedder Klavs og er min fysioterapeut oppe på Bispebjerg.«

Jeg vil naturligvis grinende afvise, men invitere ham ned til bordet, hvor han lige kan klemme sig ind mellem to andre gæster, der tager imod det nye ansigt med en åben venlighed.

En fremmed er en ven, du ikke har mødt endnu, vil jeg helligt og henrykt tænke og lade mig indhylle i stemmerne fra Frihavnskroens stamgæster uden at tænke på sociale bobler. På denne aften er jeg ikke længere bundet af myndighedernes månedlange formaninger.

Vi skal glæde os mere

Jeg ved selvfølgelig godt, at det har været nødvendigt med restriktioner og påbud og pressemøder, men når vaccinen kommer, vil jeg – uden at se mig tilbage – skræve hen over alle minderne og gå ud på Strandboulevarden.

Jeg vil brænde håndspritten og mine ubrugte mundbind sammen med alle de grimme, nye ord, vi har lært; og mens podepind og albuehilsen bliver til aske, kommer naboerne ned på gaden. Vi krammer hinanden, ønsker tillykke og danser kædedans i midterrabatten, for nu er friheden, som vi ellers tog for givet, tilbage.

Er jeg en jubelidiot? Måske. Men lad mig få lov til at være det et par uger endnu. Jeg synes ikke, vi har glædet os nok.