"Har man lyst til noget, skal man gå efter det"

For Cecilie Stenspil er holdningen, at alt er muligt. Har man lyst til noget, skal man gå efter det. Det har forældrene lært hende. Hun blev kendt som Jasmina i "Livvagterne", men lige nu kan den 30-årige skuespiller ses som Eliza i "My Fair Lady" på Det Kongelige Teater.

Konditorfaget er muligvis gået glip af en mester, men til gengæld kan vi glæde os over, at skuespilkunsten er blevet beriget med Cecilie Stenspils talent. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Oprindeligt ville jeg være konditor, for jeg kunne godt lide at forme noget med mine hænder. Og så elsker vi altså kager i min familie,« siger Cecilie Stenspil og griner.

Se flere billeder af Cecilie Stenspil i galleriet til højre

»Jeg var også i praktik som konditor, men senere fandt jeg ud af, at jeg ville være skuespiller. Jeg havde et par lærere i skolen, som brugte musik og drama i indlæringsprocessen, og det kunne jeg godt lide. Og så elskede jeg at komme i teatret. Jeg var fascineret af teaterrummet med al den røde plys og spændingen inden forestillingen: Uhhha, man ved ikke, hvad der skal ske på scenen. Det virkede meget voldsomt på mig.«

Plus-ordene kommer let til at stå i kø, når man skal beskrive skuespilleren Cecilie Stenspil. Hun er entusiastisk, fuld af energi og sidder urolig på stolen. Hun udtrykker ydmyghed over for sit fag og udstråler godt humør. Hun er taknemmelig for sit held og talent som skuespiller. Og så ser hun strålende ud på en særlig gennemsigtig måde.

Læs flere interviews:
Sonja Richter: At leve på kanten af verden
Nicolas Bro - den generte førsteelsker
Manden inde i Livvagternes Leon
Alt om Gry Bay
Nikolaj Steen: Manden med de mange talenter

Konditorfaget er muligvis gået glip af en mester, men til gengæld kan vi glæde os over, at skuespilkunsten er blevet beriget med Cecilie Stenspils talent.

De fleste kender hende fra rollen som den slag- og handlekraftige Jasmina i tv-serien »Livvagterne«, og nu kan vi se hende i musicalen »My Fair Lady«, der i går havde premiere på Det Kongelige Teater. Her spiller hun blomsterpigen Eliza, der møder den kloge professor Higgins, som sætter sig for at polere den simple og uuddannede piges sprog, så hun kan lære at blive en rigtig Lady og begå sig i borgerskabet. Undervejs på denne dannelsesrejse, bliver de begge klogere på, hvem de selv er, og hvad de vil med deres liv.

»Jeg er taknemmelig, fordi jeg har fået lov til at spille nogle meget stærke kvinderoller: Bess i »Breaking the Waves« på Odense Teater, politikvinden Jasmina i tv-serien »Livvagterne« og nu Eliza i »My Fair Lady«. Jeg kan godt lide at portrættere disse kvinder. Nogle vil sige, at de er forskellige som sol og måne, men jeg synes, at der er en rød tråd. Det er kvinder, som sætter deres hjerte ind på det, de vil. Det er en drømmerolle og en gave at få lov til at spille en kvindetype som Eliza. Det, som gør Eliza stærk, er, at det er hende, der banker på hos professor Higgins og siger: Dav, jeg vil gerne lære det, du kan. Det er stærkt, at hun er så tryg i sin kerne, at hun tør gøre det. Det er ikke ensbetydende med, at hun får ændret sit sande selv, men hun får nogle redskaber til at kunne navigere i mange forskellige sammenhænge og i en mangfoldig verden,« siger Cecilie Stenspil.

I forestillingen spiller hun, der kun har været færdig som skuespiller i fire år, sammen med en række erfarne skuespillere. Bl.a. Stig Hoffmeyer, Malene Schwartz og Søren Pilmark, der spiller professor Higgins.

»Man kunne kalde mig et lille neongrønt skuespillerfrø i forhold til dem. Det er en kæmpe gave at få lov til at stå på scenen sammen med skuespillere med så megen erfaring i bagagen. Jeg kan lære enormt meget af dem, og sådan var det også i »Livvagterne«, hvor jeg spillede sammen med bl.a. Tommy Kenter og Thomas Gabrielsson. Jeg er det lille grønne skuespillerfrø på rejse.«

Samme ydmyge holdning har hun til Det Kongelige Teater. Det er første gang, hun optræder der, og forestillingen spilles på den smukke gamle scene på Kongens Nytorv.

»Uhh, jeg kniber mig selv i armen og tænker: Må jeg godt gå derind? Det må være et af Europas flotteste teaterrum, og det rummer så meget teaterhistorie. Store skuespillere som Jørgen Reenberg og Ghita Nørby har optrådt der, så det er med ærefrygt, at jeg går ind i det rum.«

Der er ingen skuespillere i Cecilie Stenspils familie, men både hun og hendes bror Simon har valgt at gå skuepillervejen – han er snart færdig på Statens Teaterskole. De er vokset op i Hedehusene vest for København i en tryg kernefamilie. Moren er pædagog og faren er cand.mag. og arbejder i Kommunernes Landsforening, hvor han udvikler betalingssystemer.

»Det var et dejligt hjem. Jeg havde en tryg opvækst, og det er et godt fundament at have med sig ud i livet. Når man har en tryg base, så tør man gå ud i verden og være modig,« siger Cecilie Stenspil.

Hun beskriver hjemmet som kreativt og musikalsk. Forældrene støttede børnenes interesser, men de blev ikke pacet frem til noget. De skulle gøre tingene af lyst, og holdningen var, at så længe man gør tingene, så godt man kan, så er det godt nok.

Se flere billeder af Cecilie Stenspil i galleriet til højre

»Vi fik læst historier op, der blev spillet musik, og der var varm mad hver dag. Noget, jeg har fået med hjemmefra, er den holdning, der siger, at alt er muligt. Holdningen var, at hvis man har lyst til noget, så skal man gå efter det, så længe det ikke er til skade for andre mennesker. Man skal gøre tingene på en ordentlig måde. Min far er sådan en type, der bygger sin egen ovn ude i haven, hvis han sætter sig for at lave Tarte Flambé. Han bliver ved, til det lykkes. Den holdning har været med til at give mig en stor frihedsfølelse. Man gør bare tingene, og hvis det ikke går, så prøver man igen.«

Cecilie Stenspils far er færing og prøvede, inden han kom til Danmark, at arbejde som hvalfanger. En del af den færøske familie bor på Sjælland, og det har været med til at præge opvæksten. Der blev talt færøsk og danset kædedans ved familiesammenkomster, og selv om Cecilie Stenspil ikke taler færøsk, så forstår hun sproget. Sjovt nok var hun 28 år, før hun i påsken forrige år for første gang besøgte sin familie på Færøerne.

Læs flere interviews:
Sonja Richter: At leve på kanten af verden
Nicolas Bro - den generte førsteelsker
Manden inde i Livvagternes Leon
Alt om Gry Bay
Nikolaj Steen: Manden med de mange talenter

»Det var fantastisk og vildt. Færøerne er et meget lille samfund, og naturen er meget smuk. Vejret skifter hele tiden – så regner det, så sner det, og så skinner solen, Der er en stor samhørighed deroppe. Man hjælper og passer på hinanden. Det kunne vi godt lære noget af her i Danmark. Når jeg på et tidspunkt får ferie, så skal jeg derop igen og gå ture i naturen. Det er så vildt og smukt.«

Det var lærerne i folkeskolen, som var med til at tænde interessen for teater i Cecilie Stenspil. Bl.a. hendes matematiklærer, som stod bag et dramahold efter skoletid, hvor eleverne hyggede og lavede små forestillinger. Da hun var 11 år, spurgte hendes mor hende, om det ikke var noget at spille teater på Eventyrteatret i Købehavn.

»Vi tog derind, og jeg blev optaget. Det er et børneteater, som laver teater i professionelle rammer med rigtige instruktører og teknikere. Det var jeg meget glad for, og nogle af mine bedste venner i dag mødte jeg dér.«

Efter studentereksamen spillede hun i Studenterrevyen, og så var hendes bane stukket ud. Hun ville være skuespiller og søgte ind på uddannelsen i Odense og kom ind i første forsøg. Hvad hun gerne vil med sit skuespil?

»Jeg vil rigtigt gerne fortælle historier. Vi går jo alle sammen inde i vores egen lille verden, men samtidig er vi en del af en større sammenhæng. Det glemmer vi engang imellem, og det er her, teatret kommer ind. Skuespillet kan fortælle folk historier, som får dem til at overveje deres liv. Hvis vi gør det på den rigtige måde, rammer vi folk i deres sjæl, og det kan måske få folk til at reflektere, stille spørgsmål og flytte sig lidt.«

Da Cecilie Stenspil fik rollen som Jasmina i »Livvagterne«, blev hun landskendt fra den ene dag til den anden. Pludselig vidste alle, hvem hun var, og det var ret overvældende.

»Jeg synes jo ikke selv, at jeg er en kendt person. Det er sådan nogle som Tommy Kenter, Ghita Nørby eller Søren Pilmark. Kendt er noget, man bliver over en årrække, og det er jeg ikke. Men jeg blev meget eksponeret, og pludselig kunne folk på gaden genkende mig. Jeg har heldigvis kun oplevet positive tilbagemeldinger. Folk er søde. Det ikke vigtigt for mig at være kendt, men det giver mig nogle flere professionelle muligheder, at jeg er blevet eksponeret på tv. Det betyder selvfølgelig, at folk lige skal afkode mig, hvis de ser mig på teatret, så de ikke tænker, at det er hende fra »Livvagterne«. Det er også derfor, jeg ikke vil fortælle om mit privatliv. Jeg kan sagtens lave et personligt interview, men det bliver aldrig privat, for hvis man ved, hvad jeg spiser til morgenmad, så ligger det også og mudrer mellem mig og mit publikum. Jeg vil gerne have en kamæleon-status, så jeg kan spille forskellige roller. Jeg vil ikke interviewes derhjemme, for jeg skal have helle et sted. Og hjemme hos mig er der meget helle. Der er en meget skarp grænse der.«

Selv om Cecilie Stenspil kun har været skuespiller i fire år, har hun faktisk i 20 år brugt sin stemme professionelt. Hun lægger stemme til både tegnefilm, film og reklamer. Hun husker ikke, hvorfor hun kom i gang med det, men som 10-årig indtalte hun sin første rolle, og det var nyt dengang, at man lod børn lægge stemme til film.

»Det første, jeg var til casting på, var som en af de små katte i »Aristocats«, men jeg fik ikke rollen. Kort efter lavede jeg »Den travle by« af Richard Scarry – og også Bamselinereklamer. Jeg har lige lavet »Den magiske legetøjsbutik« og en 3-d film med titlen »Det regner med frikadeller«. Jeg har været alt fra flodhest til den onde heks,« siger Cecilie Stenspil.

Næste: Tre skuespillere jeg kan li'

Man skal ikke lytte længe på hendes stemme, før man forstår, hvorfor hun har den slags job. Hun har en meget udtryksfuld, nuanceret og varieret stemme, der betoner og giver farve til det, hun fortæller. Hvad synes hun, en god stemme kan?

Se flere billeder af Cecilie Stenspil i galleriet til højre

»En god stemme taler til ens hjerte, og får en til høre efter. Der er masser af skuespillere med vidunderlige stemmer, f.eks. Henning Jensen og Dirch Passer. Bare man hører deres navne, kan man høre deres stemmer. En god stemme giver genklang. Stemmen betyder meget for vores identitet, og samtidig er stemmen en enorm åben ting. Hvis man kender folk, så kan man alene på deres stemme høre, om de er i godt eller dårligt humør.«

Igen og igen giver Cecilie Stenspil udtryk for, at hun er lykkelig for de roller, hun har fået. Man skulle, siger hun, være et skarn, hvis man ønskede sig mere, end det, hun har fået. Men hvad med fremtiden? Hvad vil hun gerne som skuespiller?

Læs flere interviews:
Sonja Richter: At leve på kanten af verden
Nicolas Bro - den generte førsteelsker
Manden inde i Livvagternes Leon
Alt om Gry Bay
Nikolaj Steen: Manden med de mange talenter

»Jeg håber, at jeg kan blive ved med at få lige så store og vidunderlige udfordringer, som jeg har lige nu. Og at jeg kan blive ved med at leve af at være skuespiller og fortælle gode historier både på teatret, som jeg elsker, på film og tv. Jeg er så ung endnu, at jeg har lyst til at prøve alle aspekter at mit fag. En bager har jo heller ikke kun lyst til at lave tebirkes.«

I privatlivet er hun lige så glad som i sit professionelle liv, selv om hun glæder sig til ferie og få lidt mere ro på.

»Jeg har en skøn kæreste og en dejlig bonusdatter. Jeg har meget travlt lige nu, og jeg er lykkelig for, at min kæreste, som også er skuespiller, har forståelse for mit arbejde. Vi kender hinandens arbejdsprocesser. På et tidspunkt skal vi vel også have nogle børn, men lige nu er jeg så optaget af det, jeg laver. Heldigvis er jeg god til at slappe af, når jeg kommer hjem. Så er jeg sammen med min kæreste og skønne bonusdatter. Det er vigtigt at kunne lukke af derhjemme, når man har meget travlt, for ellers har man ikke ro nogen steder.«

Tre skuespillere jeg kan li':

Cecilie Stenspil udpeger her tre udenlandske skuespillere, som hun holder af. »Du må love at skrive, at jeg beundrer rigtigt mange andre,« siger hun.

Robert Downey Jr.
»Ham ser jeg enormt meget op til. En dybt begavet skuespiller med et skuespiller-instrument, der fungerer helt ud til fingerspidserne. Han kan fortælle historier, så jeg kan mærke det i hele kroppen. Jeg kan lide alle hans film, seneste »Sherlock Holmes«. Ham skal man bare se.«

Meryl Streep
»Hun kan noget af det samme som Robert Downey Jr., selv om de er vidt forskellige. Hun har en intensitet i blikket, en fantastisk tilstedeværelse og en meget præcis måde at spille på. Hun er en moden kvinde, der har spillet fantastiske roller i mange år, og hun rammer stadig lige i tiden.«

Clint Eastwood
»Han er en stor skuespiller, der nu også er blevet instruktør og laver nogle fantastiske film. Han kan virkelig fortælle historier, som rører mig. Han har altid noget på hjerte. Han har et særligt udtryk i sine øjne. Han forstår det med det lille, lille blik, som fortæller en masse. Han får os med. Vi sidder helt oppe i hånden på ham og går med.«