Har du styr på juleposten?

Som altid gælder det om at være ude i god tid, hvis man vil være sikker på, at julekort og -breve når frem, før højtiden er forbi. 19. december er fristen for julepost til Danmark.

Foto: Foto: Steffen Ortmann

En postgang for sent.

Det er lige, hvad det er, hvis man havde tænkt sig at sende en julehilsen til en kær ven eller et familiemedlem i Kina, Kroatien eller Kenya nu.

Ihvert fald hvis man sværger til den gode, gamle brevpost og dropper emailen i anledning af julen.

Så er man bedre stillet, hvis ens fjerne slægtning eller veninden fra jordomrejsen fejrer julen i Japan, Nicaragua eller Pakistan, hvortil postflyverne i skrivende stund endnu ikke er lettet.

Den vigtigste dag for de fleste danskere rent julepost-mæssigt er nu nok onsdag den 19. december. Det er nemlig sidste chance for at nå på posthuset, hvis man vil have Post Danmarks ord for, at kort og breve når frem inden jul. Det gælder i øvrigt også pakker til Danmark, så man kan altså sagtens nå en sende en gave til sin gamle farmor i Jylland...

I det tilfælde, at man først den 20. december får brevet til sin voksne søn i Viborg sendt af sted, kan det altså være for sent. Men hvis sønnen bor i Trondheim, Zürich eller Palermo i stedet, er man til gengæld ikke for sent ude på den famøse dato. Julekort og -breve til Norge, Schweiz og Italien skal nemlig pudsigt nok først smides i postkasserne senest dagen efter den indenlandske tidsfrist.

Når det gælder pakkepost til udlandet skal man tjekke Post Danmarks hjemmeside for de præcise frister. Se linket her ved siden af.