Har du også studset over ny populær profiltekst på Twitter og Instagram? Her er forklaringen

To bestemte ord kan findes i profilbeskrivelserne hos flere og flere brugere på sociale medier. De signalerer sympati, inklusion og i nogle tilfælde selviscenesættelse, fastslår forsker.

På de sociale medier flyder bølger af tilkendegivelser over for begivenheder og bevægelser. Terrorangreb, dødsfald og politiske bevægelser bliver anerkendt med strømme af hashtags, billeder og filtre. Er to ord og en skråstreg den nye version? Fold sammen
Læs mere
Foto: Tobias Kobborg
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vi skrev »Je suis Charlie« på Facebook i 2015.

Vi postede sorte firkanter på Instagram under hashtagget #blackouttuesday i 2020.

Tidligere dette år trendede #textmewhenyougethome til at øge fokus på kvinders utryghed. I bølger bruger vi sociale medier til at udvise forståelse for begivenheder og bevægelser.

Måske du har lagt mærke til, at to ord og en skråstreg har slået lejr i biografierne på Instagram og Twitter. Han/ham, hun/hende, de/dem. Det har sneget sig ind på profilerne i både den brede befolkning og hos offentlige personer som USAs vicepræsident, Kamala Harris, den engelske sanger og sangskriver Sam Smith og Apple-direktør Sam Cook.

I Danmark er DR-vært Anna Lin, Maja Malou Lyse og Louise »twerk queen« Kjølsen eksempler.

Ordene er en tilkendeligevelse af, hvilke pronominer, også kaldet stedord, man vil omtales med. Om man vil refereres til som han, hun eller de.

Formålet er ifølge sekretariatschef for LGBT+ Danmark Susanne Branner Jespersen at ændre sproget omkring køn, så man ikke på baggrund af nogens udseende går ud fra, hvad de vil kaldes.

»Om 20 år håber jeg, at det er fuldstændig ukontroversielt at oplyse sine pronominer. Det hjælper de minoriteter, der oplever, at verden ikke anerkender deres selvopfattelse. Og jeg mener også, at de skaber tryggere fællesskaber for alle andre også.«

Men intentionen bag den digitale tilføjelse af ens kønsidentitet kan variere. Fra personlig til principiel og fra oprigtig til strategisk. Det forklarer Maja Sonne Damkjær, forsker i digital kultur og kommunikation ved Aarhus Universitet.

»"Måske man vil sørge for at dække sig ind i forhold til cancel culture."«


»Måske man selv tilhører et kønsmæssigt mindretal og oplever det som en nødvendighed at oplyse folk om, hvad man egentlig vil kaldes. For andre er det en måde at udvise sympati med den gruppe og at markere sig som en, der tager budskabet alvorligt. Det kan også være en del af en bestemt selvfremstilling og en strategisk kommunikation. Særligt hvis man er en offentlig person i denne tid, skal man gerne fremstå oplyst og progressiv,« fortæller hun og tilføjer,

»Måske man vil sørge for at dække sig ind i forhold til cancel culture. At offentlige personer garderer sig mod mulige kampe eller udfordringer, der vil kunne komme, hvis de ikke udviser bevidsthed om bestemte bevægelser.«

LBGT+-sekretariatschefen genkender ikke, at personer angiver deres pronominer ud af andet end ren sympati med sagen. Men hun understreger, at det er vigtigt, at tendensen ikke kun præger profilerne på de sociale medier.

»Det er nemt at skrive ind på sin Twitter-profil. Men det skal også omsættes til sproglig praksis, for at det gør en forskel,« siger hun.

Sympati eller selviscenesættelse?

»Tweeter for egen regning« og fastslåelse af, hvem man er far til og fodboldfan af, er klassikere i SoMe-selvbiografierne. Her imellem spirer angivelserne af pronominer.

»»På sociale medier får vi ikke et fuldt indblik. Ligesom vi ikke ved, om de havde husket vores fødselsdag, hvis det ikke stod på Facebook. «


Tendensen kan sammenlignes med tidligere SoMe-bølger som »Je suis Charlie« og »blackouttuesday«. Men det er alligevel ikke det samme, mener Maja Sonne Damjær.

»Når man kollektivt sørger over et terrorangreb og viser sin sympati, vil de fleste støtte op om det og være enige. På den måde er det forholdsvis ufarligt fra profilejerne. Så er der bølger i kølvandet på døde kendte, som da mange reagerede på Kim Larsen eller David Bowie. Det er også rimelig ufarligt. Det her handler om kønspolitik og ryger ind i en større diskussion om identitetspolitik. Det er mere polariserende.«

I disse bølger af sympati på sociale medier vil man ofte se, at platformene selv giver en ramme, så man let kan stemple ind, forklarer hun. Eksempelvis når Facebook laver filtre, man kan lægge over ens profilbillede som det franske flag eller regnbuefiltre. Så kan man med et enkelt klik markere sig som sympatiserende. I andre tilfælde vil det ikke være medierne, men andre brugere, der lægger kursen og kulturen for, hvordan tilkendegivelsen ser ud.

»Det bliver gjort ensartet, så man signalerer det samme på den samme måde. Ligesom de sorte firkanter efter George Floyd eller pronominer med skråstreg. Det er en meget økonomisk måde at signalere et tilhørsforhold eller sympati. Så behøver man ikke en helt masse ord, fordi symbolet allerede er bestemt af andre.«

Gør de her automatiserede måder at tilslutte sig budskaber på på sociale medier det så lettere at udvise identifikationen, selvom det ikke er oprigtigt?

»På sociale medier får vi ikke et fuldt indblik. Ligesom vi ikke ved, om de havde husket vores fødselsdag, hvis det ikke stod på Facebook. På baggrund af de her automatiserede former for tilkendegivelse af sympati kan vi heller ikke vide, hvem der bare gør det for at være med i klubben. Men så er spørgsmålet også, hvor meget man skal føle for en sag, for at man må bekende sig til den. Ligesom med indsamlinger, hvor pengene er lige meget værd, uanset hvorfor de er doneret.«

Jeg kan forestille mig, at mange ikke ved, hvad det betyder, hvis de støder på en profil med pronominer. Kan det blive lidt indforstået? Og så miste noget af formålet?

»Det kommer an på, hvad formålet er. Hvis formålet er at vise de andre, der gør det, at man også har forstået det, er det jo fint, at det er internt. Men er formålet at ændre den kulturelle måde, vi ser på køn, kan det næppe stå alene. Så skal man nok også trykke på andre knapper, som dokumentarfilm og debatindlæg. For det er klart, at bare det at deklarere sine pronominer digitalt ikke kan flytte meget.«

»Et moralsk minefelt«

Hashtags, filtre og bestemt sprog på sociale medier kan betragtes som koder, forklarer Maja Sonne Damkjær. Og det er forskelligt, hvilke muligheder man har for at afkode dem.

»Man kan ved brug af sprog og hashtags signalere til dem, der forstår det, at man identificerer sig med dem. Jeg tror primært, det er dér, det har en betydning. At skrive sine pronominer tror jeg ikke i sig selv har en didaktisk funktion. Det kræver, at det kommer med en forklaring. Nogle brugere har så andet indhold på deres profil, der måske netop oplyser om sammenhængen eller om kønsdebatten.«

Måske kan du genkende, at du automatisk regulerer din adfærd efter det miljø, du er i. At ens opførsel ikke er helt den samme, når man er på arbejde, som når man er på bar. Det samme sker på de sociale medier, siger forskeren.

»Vi tilpasser os de forskellige sociale scener. Også digitalt. Måske derfor ser man ikke samme tendens med pronominer på et medie som LinkedIn.«

At indskrive sig i forhold til køn er en tendens i tiden, fastslår Maja Sonne Damkjær.

»Det drejer sig om et moralsk og værdipolitisk minefelt. Så jeg kan ikke forestille mig, at der på samme måde kommer en bølge. Medmindre vi ser en større kulturel normalisering, hvor det bliver naturligt i talesproget også. Men der er vi ikke.«