Har du 14 timer til en teatertur? Så er du klar til fremtidens teater

Teateret er ikke længere bare en kukkasse med Shakespeare og Ibsen-forestillinger. Det har fået nye formater. Det er blevet en totaloplevelse, der kræver intens tilstedeværelse fra publikum og nogle gange 12 timer af din dag. Og det tiltrækker et helt nyt publikum. Har teatret fundet sin redningsplanke?

Generalprøve på forestillingen »One-One-One«, der opføres under CPH STAGE. Foto: Anne Bæk Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jeg sætter mig på en stol midt på Ofelia Plads i København. Foran mig står en kvindelige danser.

»Jeg skal danse for dig, og den eneste regel, der er, er, at vi skal have konstant øjenkontakt. Det er min inspiration,« siger hun.

Jeg er til generalprøve på »One One One«, en danseperformance udviklet af Schweiziske Ioannis Mandafounis og udført af det moderne og hypede dansekorps Corpus fra Det Kongelige Teater. Danseren foran mig skal danse vores møde.

Hun kigger mig intenst i øjnene. Jeg prøver at skjule min nervøsitet. Hun går i gang. Hendes arme flyver op over hendes hoved. Hendes ben svæver, som var det snore, der styrede dem. Hun kommer helt tæt på mig og trækker sig væk igen. Hendes ansigtsudtryk ændrer sig. Fjollet. Trist. Udtryksløst. Hendes krop ser ud som om, at den i fuld kontrol er ved at bukke sammen under hende, mens hendes hoved er bøjet langt bagover. På intet tidspunkt bryder vi øjenkontakten. Jeg lægger mærke til mine egne tanker. Hvorfor lavede hun den bevægelse? Kan hun se noget i mig, jeg ikke selv kan se? Ser hun lige igennem mig? På et tidspunkt står hun meget langt væk fra mig. Hun rækker armene ud mod mig, som var jeg ved at forsvinde. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg begynder at græde.

»Det fysiske sprog kommunikerer noget, det verbale sprog ikke kan. Hvor ord forklarer, så oplever og erfarer kroppen. I denne her slags teater er der ikke nogen, der fortæller dig, hvad du skal opleve, eller hvad det skal betyde. Det er din personlige oplevelse af og indvielse i dansens sprog. Og personen på stolen er mindst lige så vigtig som danseren« siger Tim Matiakis, der er kunstnerisk leder af Corpus.

Længsel efter nærvær

Forestillingen »One One One«, der også blev vist på Art Week forrige uge, er en af de fremhævede forestillinger på CPH STAGE. Og så er den et rigtigt godt eksempel på en af de tendenser, der gennemstrømmer moderne teater og performance i dag, nemlig det interaktive og totalt omfavnende immersive teater.

»Det immersive og det interaktive er to elementer, der virkelig har præget teaterscenen de seneste år. Særligt i udlandet. Og det tror jeg, at de bliver ved med. De taler til en længsel i publikum. En længsel efter at sanse og opleve et intensiveret nærvær,« siger Gry Worre Hallberg, der skriver PhD om moderne performancekunst. Gry Worre Hallberg er en del af den danske performancegruppe Sisters Hope, der er kendt for deres large scale og interaktive performances.

Men bliver teater og scenekunst bedre af, at det tager 12 timer, og at publikum bliver en del af værket? Og hvad er det for en længsel, der er tale om?

»One One One« er langt fra de eneste, der dyrker det interaktive og immersive. I udlandet har disse tendenser eksisteret i mange år. Amerikanske Third Rail, Britiske Look Left, Look Right og ikke mindst anerkendte PunchDrunk har i årevis opsat stykker i London og New York. Her bliver publikum slæbt igennem byen til en seks timer lang forestilling, kastet ind i en taxa, eller efterladt i en gammel fabrik eller bar, hvor det er op til dem selv at gå på opdagelse og finde hoved og hale i de scener, der udspilles i de forskellige rum.

Herhjemme lavede Sisters Academy sidste år en performance på Den Frie, hvor publikum for en nat blev indskrevet på en skole for poetisk udfoldelse. Og på CPH STAGE er der en række forestillinger udover »One One One«, der eksemplificerer, at det interaktive og immersive er formater, der nu også har vundet indpas i Danmark. Stykket »The Night« varer 14 timer og bliver spillet om natten på hemmelige steder rundt omkring i København. I stykket »Rocky!« bliver der talt direkte til publikum og leget med det klassiske teaterformat. I Romeo og Julie bliver publikum trukket fra kukkassen ud i parken, og der indgår karaoke og flamboyant dans.

Tiltrækker ny målgruppe

»Denne type scenekunst tiltrækker en ny målgruppe, der går på tværs af alder, køn, og etnicitet,« siger Gry Worre Hallberg. En målgruppe der ikke før gik i teateret, forklarer hun. Og det har scenekunsten i Danmark brug for, da det i mange år er gået lidt ned af bakke for teatrene.

Danserne fra kompagniet Corpus danser mødet med den individuelle tilskuer i forestillingen »One One One« Foto: Anne Bæk. Fold sammen
Læs mere

»Teateret har brug for en førerhund, så politikere og folk som ikke er vant til at gå i teateret får øje på det,« siger skuespiller Ellen Hillingsø. Udover at have erfaring med de immersive og interaktive formater er hun også formand for CPH STAGEs Highlights-udvalg, der har til opgave at udvælge forestillinger til årets festival, der skal give publikum en anderledes teateroplevelse.

»Teateret kan noget helt unikt i dag: det kan ikke deles på de sociale medier. Og den luksus, den eksklusivitet, tror jeg, at der er en fremtid i,« siger Ellen Hillingsø.

»Det er nemmere at slå røven i sofaen og se Netflix end at tage i teateret. Teateret kræver noget af publikum. Men faktisk er de interaktive og immersive formater »nemmere« end klassisk teater, da du bliver talt direkte til – du skal ikke selv holde den kørende på sekstende række,« siger Ellen Hillingsø.

Men man skal ikke tro, at man »bare« kan lave en 12 timers lang interaktiv teaterforestilling og tro, at man får en dyb reaktion og indlevelse fra folket. Man skal »ikke forveksle intimitet – hvor dejligt det end er – med indlevelse«, som den anerkendte britiske teaterkritiker Lyn Gardner skriver.

Ellen Hillingsø er netop blevet færdig med en opsætning om Liva Weel på Folketeateret, hvor hun henvender sig direkte til publikum.

»Når man vender sig mod publikum og lyset bliver tændt, sker der en fantastisk sammenkobling. Man laver en overenskomst, der lyder: vi er sammen om det her,« siger hun. Det er den sammensmeltning, der er interessant og givende, påpeger Ellen Hillingsø.

Angsten for 70er-teatret

Ideen om at blive inddraget i et teaterstykke er stadig grænseoverskridende for nogle. Det kunne man også se til generalprøven på »One One One«, hvor flere af de forbipasserende pænt takkede nej til at sætte sig på stolen.

»Det folk er bange for, er sådan noget 1970er-teater, hvor man bliver hevet op på scenen. Det er jeg selv rædselsslagen for,« siger Ellen Hillingsø.

Men i virkeligheden vil folk gerne røres:

»En stor del af publikum i dag kræver intimitet fra skuespillerne. Vi ser lige nu også en generation vokse op, som er vant til at performe via vlogs, Instagram og Youtube, og som er vant til direkte kontakt med deres idoler. Det er de også begyndt at efterspørge og kræve af teateret,« siger Ellen Hillingsø.

Vi længes efter at sanse og føle, mener Gry Worre Hallberg.

»Længslen startede helt tilbage i oplysningstiden. Rene Decartes sagde: »Jeg tænker, altså er jeg«. Vi definerede mennesket som et tænkende væsen, og det rationelle og logiske begyndte at blive værdsat højere end det sanselige og følende. Under industrialiseringen opprioriterede vi den økonomiske produktion og uddannede mennesker til at producere og akkumulere kapital. Det gjorde, at der var en side af vores væsen, som blev nedprioriteret, nemlig det sansende og det følende. Og sådan har det været lige siden,« siger Gry Worre Hallberg.

Det fysiske sprog kommunikerer noget andet end ord, mener Tim Matiakis, hvilket er en af grundene til, at han selv synes, det er så spændende at arbejde med dansen og det fysiske møde.

»Tekst og ord kondenserer vores oplevelser til noget konkret, vi kan dele og tale om. Men kroppen udtrykker impulser, kompleksitet og noget umiddelbart,« siger Tim Matiakis og fortsætter: »Det er et menneskeligt behov at ville forstå tilværelsen. Derfor kan det være grænseoverskridende at opleve noget, der ikke er konkret. Så skal du selv skabe mening ud fra din egen oplevelse, og det kræver mod og åbenhed.«

Det er okay ikke at forstå

Men i meget af det interaktive, immersive og fysiske teater i dag er det i virkeligheden ikke så vigtigt at konkretisere eller forstå ens oplevelse.

»At sanse værket er vigtigere end at forstå det. Det handler om at aktiverer en anden måde at være til stede i verden på. Det er det, som er intensiveret nærvær: mødet med sanserne og poesien. Det er okay, hvis du ikke forstår, hvorfor du græder. Det er okay, hvis du ikke forstår, hvorfor du bliver irriteret. Det er udgangspunkter i det sanselige nærvær,« siger Gry Worre Hallberg.

Der ligger et stort samfundsmæssigt potentiale i den oplevelse, indsigt og poetiske sansning, man som publikum eller co-deltager, som det i nogle tilfælde kaldes, får ud af stykkerne, mener Gry Worre Hallberg.

Ud af det immersive og interaktive teater er der vokset en anden teatertendens. Det som Gry Worre Hallberg kalder det intervenerende teater. Det er et stykke teater eller en performance, hvor du som publikum ikke nødvendigvis har indvilliget i at være med. Det kan være gadeteater, street-teater og så videre. Det er ikke et nyt format, men indenfor de seneste par år har det virkelig udviklet sig, forklarer hun.

»Når man arbejder med den intervenerende form for teater, arbejder man ofte med et publikum, der ikke har bedt om at få et værk presset ned over hovedet. Men det er en del af det: at kunstnere prøver at nå mennesker, som ellers ikke går i teateret eller dyrker kunsten,« forklarer Gry Worre Hallberg.

»Inden for denne retning mener man, at alle mennesker er kreative. I Sisters Academy siger vi, at alle mennesker har poetisk potentiale. Det er bare ikke alle, der umiddelbart har adgang til det. Når du træder ind i kunsten og hos os dyrker den sanselige læringsmetode, så vækker du det element i dig selv. Ved at gøre teateret og scenekunsten interaktivt, immersivt og intervenerende, indsluser du mennesker i kunsten og åbner deres poetiske rum. Og det har en aktivistisk kvalitet. Jeg tror, at vi kommer til at agere helt anderledes i verden, når vores poetiske og sansende rum bliver aktiveret. Jeg tror, at det sanselige og poetiske teater vil gøre os mere bæredygtige. Menneskeligt, samfundsmæssigt og miljømæssigt. Så høje forhåbninger har jeg på dets vegne,« slutter Gry Worre Hallberg.

Det var en stor og speciel oplevelse, da Berlingske tog med til generalprøve på forestillingen »One One One«, der bliver opført under CPH STAGE. Foto: Anne Bæk. Fold sammen
Læs mere

Tilbage på Ofelia Plads. Det er ikke første gang, at jeg bliver rørt af kunst. Det sker tit. Men det her var lidt anderledes. Mens danseren ligger på asfalten og elegant roterer det ene ben, kan jeg ikke lade være med at tænke: er det her også godt for hende?

Nok er det hendes arbejde, og der kommer til at sidde mange i stolen foran hende. Men jeg følte alligevel, at vi blev en lille smule forbundet. Da jeg kom hjem, googlede jeg hendes navn, og da jeg så hendes billede i avisen et par dage efter, følte jeg, at jeg så en helt særlig ven. Mig og min danser. Min danser og mig. Hazuki Kojima.