Håndtrykket er blevet en tillidsøvelse, der minder professor om brugen af kondomer i Sydafrika

Bjarke Oxlund, der er professor mso i antropologi, har svært ved at svare entydigt på, om krammet og håndtrykket vender tilbage i samme form. Til gengæld har han et forslag til en ny måde at hilse på, der har den helt rigtige blanding af respekt og ligeværdighed.

Håndtrykket har i amerikanske forretningssammenhænge næsten juridisk karakter, ligesom man i Danmark på et tidspunkt blev afkrævet et håndtryk, hvis man ville være statsborger. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged (arkivfoto)
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når man ikke ved, hvordan man skal hilse, udspiller der sig ofte en lille akavet dans, et såkaldt mikrosocialt drama. Og mikrosociale dramaer er blevet hverdag i en tid, hvor hilsnerne er mange.

Det forklarer Bjarke Oxlund, professor mso (med særlige opgaver) i antropologi ved Københavns Universitet. Han sammenligner brugen af håndtryk og kram under pandemien med brugen af kondomer i lande, hvor hiv-smitten er høj. Det handler nemlig om tillid til den andens øvrige opførsel.

Torsdag kunne man i Berlingske læse, at man nu skal tage stilling til, hvilken type »hilser« man er, og at det vil blive svært at vælge en hilsen. Antropologen Bjarke Oxlund, der sidste år fik udgivet en videnskabelig artikel om håndtryk i tidsskriftet Anthropology Now, mener ikke, at man kan svare entydigt på, om håndtrykket og krammet skal afløses af noget andet.

»I det nordamerikanske og det europæiske samfund er håndtrykket ikke noget, man sådan lige kommer af med, heller ikke under en global pandemi. Det har jo en tusindårig historie. I det amerikanske forretningsliv indtager håndtryk nærmest en juridisk status – har man givet hånd og ord, så har man en aftale. Men til familiefester vil der derimod måske komme en skærpet bevidsthed om, at det er forbundet med smittefare og i øvrigt er kluntet og akavet skal trykke 50 mennesker i hånden,« siger Bjarke Oxlund.

Han mener dog, at man til eksempelvis jobsamtaler og forretningsmøder under pandemien har manglet – og fortsat kommer til at mangle – et ritual, der kan afløse håndtrykket.

»Hilsner er blevet ligesom et spil kort, hvor ingen er enige om reglerne. Meget svært,« siger Bjarke Oxlund, professor mso ved Københavns Universitet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Picasa.

En hel generation af Teletubbies

Bjarke Oxlund, kommer vi til at overtage asiatiske hilsner? Jeg selv er begyndt at vinke og bukke til folk, jeg møder, og det passer mig egentlig ret godt.

»Jeg kan godt genkende det – jeg slår selv ud med armen, som i sig selv er en humoristisk måde at vise, at situationen er kunstig. Sprogligt bliver man også nødt til at sige, at det her er jo en undtagelsestilstand. På den anden side mødtes jeg med en ven, jeg har kendt i 30-40 år, og vi mødtes i skoven. Der krammede vi altså, fordi det jo er helt indlejret i os, men det havde vi nok ikke gjort, hvis vi havde mødtes på arbejde. Så at stille det entydige spørgsmål, om håndtrykket er kommet for at blive, kan ikke bare sådan besvares, det afhænger af situationen.«

»Der er det jo i sig selv interessant, at krammet har fundet så lang vej ind i arbejdslivet. Det har været en ny udvikling, som skulle signalere omsorg – også i professionelle sammenhænge.«

Jeg bryder mig virkelig ikke om at kramme folk, jeg ikke kender rigtig godt. Er der håb for folk som mig?

»Ja, der er håb for afskaffelsen af kram på arbejdet. Covid-19 føjer sig nemlig til en allerede buldrende #metoo-bevægelse, som har sat kram på arbejde i et nyt og tvivlsomt lys. Men vi har en hel generation, der er opvokset med Teletubbies, hvor hele handlingen er bundet op på, at det ender i et stort kram.«

»Men jeg tror, håndtrykket vil få en renæssance. På engelsk siger man en håndryster, handshake, så man kan ryste og se, om der er våben i ærmet. Håndtrykket sørger også for en vis afstand – selvom nogen kan hive en ind til en bjørnekrammer – men håndtrykket kan jo virkelig noget, ved at man anerkender hinanden, ser hinanden i øjnene, og at det er tillid.«

Kondombrug definerer forholdet

Det er også nemmere at spritte hænderne af end hele kroppen. Er krammet og håndtryk nu udtryk for en endnu større tillid, end det tidligere var? Når man gør det, så stoler man på, at den anden sørger for at få vasket hænder, at de holder afstand på arbejde, og at de i øvrigt er blevet testet for nylig?

»Ja, både kram og håndtryk er jo blevet en tillidsøvelse, selvom folk ved at give kram og håndtryk jo viser, at de ikke lever op til den tillid, ha!«

»Det bringer mindelser om noget forskning, jeg lavede i Sydafrika, hvor der er mange hiv-smittede. Der sagde brugen af kondom med partnere meget om, hvilken relation de føler, de har med hinanden. Hvis folk holdt op med at bruge kondom, var det en tillidserklæring og viste, at forholdet var seriøst, hvorimod kondomer oftest var en selvfølge til engangsknald. Og i mere mudrede relationer kunne den ene partners ønske om at bruge kondom hurtigt signalere mistillid.«

Hvad sker der, når vi er uenige om, hvordan man hilser?

»Det har jo tidligere været helt almindeligt at give hånd, og så kom krammet til omkring 60erne – og det har ført til en usikker dans, som man kan anskue som et mikrosocialt drama.«

Og nu er der endnu flere hilsner, der er albuestød, fistbumps, fodryst, buk og alt muligt – så kan vi forvente endnu flere mikrosociale dramaer?

»Ja, det er blevet ligesom et spil kort, hvor ingen er enige om reglerne. Meget svært.«

Hvordan synes du, vi skal hilse? Måske kan bevægelsen starte her, nu du med en god portion autoritet kan kalde dig håndtryksforsker?

»Jeg har boet i Cambodja, hvor man hilser med et lille buk og håndfladerne presset mod hinanden, og det fungerer godt. Men det bliver nok for fremmed for danskerne. Jeg vil mene, man godt kan lave et lille buk og slå den ene arm ud til siden, ligesom man var en verdensmandsagtig vært ved en fest. Bukket er i sig selv for underdanigt, det eneste sted, man bukker, er jo i Kongehuset. Men hvis man samtidig slår armen ud og ser hinanden i øjnene, så kan man lettere få et moment, der er ligeværdigt.«

Professor mso Bjarne Oxlunds artikel om håndtryk, »An Anthropology of the Handshake«, i Anthropology Now kan læses her.

Berlingskes historie hvor en psykolog, en antropolog og en fremtidsforsker giver deres bud på håndtrykket og krammets fremtid kan læses her.