Han var en af de største og en af de mest læste: Forfatteren Anders Bodelsen er død

Tænk på en forfatter! Tænk på Anders Bodelsen! Han var en af danmarkshistoriens store læserfavoritter, med fremragende romaner som »Tænk på et tal« og »Bevisets stilling« på samvittigheden. Nu er han død, 84 år gammel.

Var Anders Bodelsen om noget en 1960er-forfatter, så har hans forfatterskab også den kvalitet, alle virkelig gode forfatterskaber har, at det kan læses til alle tider. Fold sammen
Læs mere
Foto: Svend Aage Mortensen (arkiv)
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der var to forfattere, der ragede op i det danske litterære landskab, dengang i 1960erne.

Den ene, der også helt bogstaveligt løftede sig op over mængden, var Klaus Rifbjerg, den høje, flamboyante, velartikulerede, provokerende verdensmand og hurtigskriver. Den anden var den langt mere stilfærdige, altid venlige, lidt pertentligt virkende, men ligesom Rifbjerg overmåde populære forfatter Anders Bodelsen – ham, den ulasteligt klædte, som i sin blotte fremtoning, som type, som menneske, stod som Klaus Rifbjergs absolutte modsætning.

Klaus Rifbjerg døde i 2015. Nu er Anders Bodelsen også død, 84 år gammel.

Og måske er der mange yngre mennesker, som ikke har læst Anders Bodelsen bøger, og det er synd for dem. Mange af os, der havde lært at læse, da Bodelsen skrev mest, husker ham stadig som den, man altid glædede sig til, fordi han jo i den grad kunne det, som ikke så mange forfattere kan: skrive enkelt, krystalklart, på overfladen uspektakulært, men med en nerve, som holdt én fanget, når først man var fanget. Og det blev man meget hurtigt.

For skrive historier, kunne Anders Bodelsen. Medrivende historier, som nu et af hovedværkerne, »Tænk på et tal« fra 1968, hvor bankfunktionæren Flemming Borck får nys om et forestående bankkup, udnytter sin viden til egen fordel og udsættes for afpresning, og hvad deraf følger. I 1969 blev romanen til en glimrende film med Henning Moritzen som Borch, instrueret af Palle Kjærulff-Schmidt (og den blev også til en amerikansk film).

En anden mesterlig Bodelsen-roman er »Frysepunktet« fra 1971, en science fiction-fortælling, hvor en ung mand med en uhelbredelig kræftsygdom får et tilbud om at blive frosset ned, så han kan ligge der, iskold, og vente på bedre tider, og en tredje uomgængelig er »Bevisets stilling«, der begynder med disse forførende enkle ord: »En smuk dag i oktober mistede vognmand Martin Bendix sin frihed. Han blev efter seks timers forhør anholdt, sigtet for drab.«

Stærk realisme

En rød tråd i forfatterskabet var det almindelige menneske, der kommer ud for det helt ualmindelige, selvforskyldt eller ved skæbnens ugunst. Anders Bodelsen var, ligesom vennerne Christian Kampmann og Henrik Stangerup, garant for en stærk dansk realisme, der holdt fast, da modernister, universitetsmarxister og andre rettroende lagde ikke bare realismen, men også, og måske især, det elementært underholdende for had. Realist var han, og underholdende, ja, i den grad, men jo ikke af den grund en mindre god, en mindre væsentlig forfatter.

»En rød tråd i forfatterskabet var det almindelige menneske, der kommer ud for det helt ualmindelige, selvforskyldt eller ved skæbnens ugunst.«


Han var en minutiøs iagttager af Velfærdsdanmark gennem mange årtier, men der var så også, og det vidste han selv, årtier, der mere var hans end andre, og set i bakspejlet – og også set i hans eget bakspejl, med hans eget blik – var det 1960erne og 1970ere, der var hans bedste år.

Det var de årtier, hvor velfærdsdanskere skulle finde deres egne ben med kummefryser og parcelhus og partnerbytte og forstadsidyl og en tryghed, der nogle gange kun var en tilsyneladende tryghed, og det var de årtier, Anders Bodelsen følte sig allermest hjemme i. Læserne elskede ham, og hans image syntes urokkeligt: pæn, dygtig, vellidt.

Så skete der noget. I 1978 skrev han en kronik i Politiken, hvor han åbenhjertigt bekendte sig som alkoholiker:

»Indtil jeg var tredive, arbejdede jeg hårdt for at præstere noget i mit job som skribent. Jeg drak omtrent som andre i mit miljø, kun selskabeligt, men af og til med et ubehageligt blackout som resultat. Så fik jeg min »succes« og med den et behov for at fastholde den, leve op til de forventninger, jeg følte man stillede til mig, og som jeg i hvert fald stillede til mig selv. Gerne overgå dem.«

Et pres

Så succesen var også et pres, det forstod man, men han blev ved med at skrive.

1980erne var også produktive år, men så begyndte det at stilne af. I 1997 udgav han kriminalromanen »Den åbne dør«, om en tur til Småland i sommeren 1954, hvor en ung kvinde forsvinder sporløst, og så tog han sig en pause, en lang én, og først i 2009 vendte han tilbage fra sit selvvalgte eksil, der altså da havde varet i 12 år.

Han udgav novellesamlingen »Varm luft«, som – alene fordi den var skrevet af netop ham – vakte opsigt, og da jeg i den anledning mødte ham i hans hjem i Ordrup, satte han selv disse ord på sin erfaring med at være både i tiden og uden for tiden:

»I den verden, der opstod efter Murens fald, var der ikke længere nogen ideologier, og i den verden følte jeg mig fremmed,« sagde han.

»1990erne var gådefulde for mig. Jeg følte mig ikke hjemme i det årti.«

Anders Bodelsens far, C.A. Bodelsen, var litteraturforsker med speciale i engelsk litteratur og professor. C.A. Bodelsen var også modstandsmand og medlem af Frihedsrådet under den besættelse, som Anders Bodelsen skrev så kompetent og medrivende om i romanen og tv-serien »Mørklægning«.

Hans mor var kunsthistorikeren Merete Bodelsen, også hun aktiv i modstandsbevægelsen, og selv studerede den unge Bodelsen både jura, økonomi og litteratur. Men det var forfatter, han skulle være, og han debuterede stilsikkert og purungt i 1959 med romanen »De lyse nætters tid«. Følgende ord fra romanen siger meget godt, hvad det hele handler om i denne hans allerførste bog;

»Der var engang en sommer var en uendelighed af tid. Og nu … nu er sommeren bare et par gode aftner, en weekend, en nat. Før man rigtig får indstillet sig på den er den fløjet forbi, og man kan se stjernerne igen og sidde og citere Drachmann.«

Sådan kunne Anders Bodelsen skrive, uden at ryste på hånden, altid umådeligt præcist, og var han om noget en 1960er-forfatter, så har hans forfatterskab også den kvalitet, alle virkelig gode forfatterskaber har, at det kan læses til alle tider.

På ventelisten

Hvis man vil have en fornemmelse af, hvorfor mange af os købte hans bøger, så snart de udkom, hvis vi da ikke lod os skrive på bibliotekernes ventelister for at få fat i det eftertragtede nye, ja, så kan man, og apropos denne nekrologs indledende bemærkninger, læse romanen »Strauss« (1971), som er noget af det både sjoveste og skrappeste, Anders Bodelsen skrev.

»Strauss« handler om, at Danmarks næstbedste kriminalforfatter myrder Danmarks bedste kriminalforfatter. Herefter er det logisk nok førstnævnte – altså morderen – der er den bedste. Mange mente ved bogens udgivelse at vide, at den myrdede titelperson, en udadvendt verdensmand og livsnyder, var et portræt af Klaus Rifbjerg. De fleste kunne også godt gennemskue, at Anders Bodelsen var morderen. Ligesom de forstod, at det handlede om Anders Bodelsens egne kvaliteter som forfatter, når han lod en af romanens karakterer, en anmelder, skrive, at Anders Bodelsens alter ego ikke skriver romaner, der »med et snuptag reducerer menneskets dunkle irrationelle drifter til et spørgsmål om vores syge samfund«.

Sådan var Anders Bodelsen nemlig ikke.

Hos ham var det mennesket først. Mennesket, der føler sig sårbart menneskeligt i al dets skrøbelighed, selvom velfærdsstaten gør, hvad den kan, for at få det til at føle sig udødeligt og usårligt fra vugge til grav. Også af den grund, på grund af sin store menneskelighed, er Anders Bodelsen stadig en yderst relevant forfatter. Og til enhver tid en af de bedste.