»Han var altså en usædvanligt køn lille knægt. Så køn, at vi følte, at han skulle have en omgang tæsk«

Uskyldstab har spillet en stor rolle i Nils Malmros’ film. De former en som menneske, mener han – også selv om man helst vil fortrænge sin egen ondskab.

FilminstruktÔø?r Nils Malmros har blandt andet lavet filmene En mÔø?rkelig kÔø?rlighed (1968), Lars-Ole 5.c (1973), Drenge (1977), Kundskabens trÔø? (1981), SkÔø?nheden og udyret (1983), Ôø?rhus by Night (1989), KÔø?rlighedens smerte (1992), Barbara (1997), At kende sandheden (2002), KÔø?restesorger (2009) og Sorg og GlÔø?de (2013). Til BM Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

På Banegårdspladsen i Aarhus står en ældre mand og uddeler Vagttårnet, lidt genert og ikke så ihærdigt. Det virker passende at bede om et eksemplar, når man er kommet til byen for at tale med Nils Malmros om uskyldstab. Det er det, de fleste af hans film handler om, på den ene eller anden måde.

Døren til huset på koteletgrunden står åben på vid gab, og indenfor hilser Nils Malmros og hans kone Marianne velkommen. Nils er også åben, skal det vise sig; han har ikke spor imod at fortælle om de små nedfaldsfrugter fra Kundskabens Træ, sin egen fejlbarlighed og uforklarlige ondskab i barndommen. Nærmest uden den skyld og skam, som uddeleren af Vagttårnet nok ville mene, han burde udvise ...

I haven står et »kundskabens træ«, som Nils og Marianne har fået af børnene fra filmen af samme navn. Han ved ikke, hvad det er for en sort, men det er pokkers insisterende og finder sig kun kort i beskæringer. I hjørnet er der også et figentræ, og Nils er da ikke for fin til at blære sig med, at det faktisk er nogle ret store blade, det træ har ... Nu vi skal tale om Adam og Evas bid af æblet og deraf følgende evne til at skelne godt fra ondt.

»Vi må lige definere,« siger Nils Malmros, og doserer smør på honningkagen, som kun mænd født under krigen kan. »Enhver kan se, når der bliver begået uret mod dem – vi taler om at kunne erkende egen ondskab.«

Og så går vi i gang. Den gamle havestol fungerer nu som en skrifte-ditto, og selv om det ikke er artige ting, synderen skal fortælle om, bliver det dog gjort med en form for begejstring. For manden har om nogen gransket sin sjæl og sin barndom, og delt ud af minderne i film som »Lars-Ole 5.C«, »Kundskabens Træ« og »Århus by Night«. Han vil gerne starte med at fortælle om dengang, han holdt op med at stjæle.

»Fra jeg var otte til ti år, stjal jeg penge fra mine forældre. Det blev aldrig afsløret, så det var mig selv, der stoppede det, da jeg på et eller andet tidspunkt tænkte, at det ikke var værdigt. Jeg måtte selv komme til den erkendelse, men inden da havde jeg set forfærdeligt mange gode film for pengene!«

»Nu, jeg tænker efter, så var der måske også en anden grund til, at jeg holdt op med at stjæle. Da jeg var ti år, havde vi en hushjælp, hvis forældre boede på en gård. Jeg elskede at komme på besøg, og især at sidde på sædet foran bondemanden og styre hans traktor.«

»Nå. Men en dag var der ikke traktorkørsel, og jeg gik rundt og så mig om og endte oppe på loftet, hvor der var meget rodet. Jeg åbnede kasser og så i skabe og pillede i alting. Og så var der en æske med kinesisk laksæt med segl og den slags. Ikke noget kostbart, men alligevel så pænt, at det røg ned i min taske.«

»Jeg stjal fra nogle mennesker, som havde taget mig ind, og som jeg rigtig godt kunne lide. Men det var næsten ikke det værste. Det værste var, at da jeg kom hjem, var laksættet ikke i min taske. Og ingen havde sagt noget! De havde nok tænkt, at det var for pinligt til, at det var noget, de ville tale om. Så de havde ikke engang konfronteret mig med det.«

Foto: Bo Amstrup. Fold sammen
Læs mere

Spørger man Nils Malmros om, hvorfor han stjal, når han egentlig havde nok i forvejen, giver han begrundelsen, at han var umættelig.

»Det er jeg ikke mere. Det er ikke nødvendigvis kun en negativ drivkraft at ville besidde, for den har også drevet mit ønske om at skabe. Men den er der ikke længere. Jeg vil gerne lave film, men jeg har vel afsluttet mit oeuvre. Jeg har lavet mange film om ulykkelig kærlighed, og så har jeg endelig lavet en om at nå frem til den voksne, modne, gensidige kærlighed, omend med ufattelige omkostninger.«

De ufattelige omkostninger, han taler om, er selvfølgelig historien, som blev fortalt i »Sorg og Glæde«. Om hvordan hans kone i psykotisk tilstand kom til at tage livet af deres lille datter.

»Alle mine film handler om uskyldstab. Og sådan er livet. Hver gang, du får en ny indsigt, har du også et uskyldstab. Det stopper først, når du bliver senil. Det var ikke min oprindelige ide at afdække mit liv på film – det blev bare sådan. Men der var jo hele tiden det store smertepunkt, som jeg veg udenom af hensyn til min kone. Pressen havde dengang været forbløffende hensynsfuld og nævnte ingen navne.«

»Men Marianne følte, at det var vigtigt for mig at fuldføre mit ouvre, så den gave ville hun give mig, at jeg måtte fortælle, hvad der var sket, fordi hun følte, at jeg havde reddet hendes liv. Men vi var nødt til at vente, til hun gik på pension fra den skole, hun arbejdede på. Jeg kan huske, at jeg sagde til hende, dengang hun igen blev lærer: »Du skal vide, at alle ved det – for at de kan glemme det«, og det var også nogenlunde, hvad der skete.«

»Men det ville have været en katastrofe for hende, hvis filmens indhold var blevet røbet, mens hun endnu var på skolen. Det skete så først et par måneder før premieren, hvor formiddagsbladene ryddede forsiderne flere dage i træk. Det var voldsomt, men det kunne ikke være anderledes. Vi vidste, at det ville komme.«

Nils Malmros siger, at han ikke føler, at hans kone bærer nogen skyld, for man kan ikke bære skyld, når man er psykotisk. Men måske har han, siden han lavede filmen, erkendt, at han selv bærer mere skyld, end han først ville være ved.

»Jeg skulle nok have været mere opmærksom på det ansvar, jeg havde for min datter, det har slået mig, efter at jeg har set filmen. Johannes (som er Nils Malmros i filmen) fjernede jo øksen fra huggeblokken, da han var på vej ud, for han havde en intuition om, hvad der var på færde. Men jeg bryder mig ikke om film, hvor instruktøren krænger sin skyld ud. Jeg vil hellere have, at publikum selv sidder og tænker »han er da vist ikke så uskyldig alligevel«.«

Den dominerende dreng

Engang levede Nils Malmros et liv, som han senere lavede film om, og nu taler han om sit liv, som om det var en række af film. Han siger, at de føles organiske på den måde, at de forandrer sig for ham før, under og efter, de er lavet.

Dette gælder måske især »Kundskabens Træ«, som handler om Nils’ egen skolegang, gryende seksualitet og de mekanismer, der gør, at nogen bliver mobbet i en grad, så det former hele deres liv, og de for altid vil huske ord som »TRL – Transportabel Rejse Luder«. De fleste, der har set filmen, husker vel Elin, pigen med de søde fregner og den brune page-frisure, som går fra at være den populære pige til at blive frosset ud af de andre.

Et par uger efter optagelsernes start skulle de andre piger – på grund af historiens udvikling – optage scener sammen, uden at Eva Gram Schjoldager, der spillede Elin, var med. Og de begyndte automatisk at have et fællesskab uden hende, så Nils Malmros indførte, at Eva også skulle være til stede, selv om hun ikke skulle være med i scenen. Det er den måde, hvorpå voksne kan forsøge at regulere på, men voksne kan ikke redde en fra en barne- og ungdomsverden af magtkampe og ubegrundet ondskab.

Om hvad der skete i virkeligheden, siger Nils Malmros, at han fortryder, at han ikke gjorde mere for at støtte Elin, da hun blev mobbet. Hun var den mest ombejlede pige i klassen, og drengene var vilde med hende, men hvornår sker det, at hun begynder at glide ned i hierarkiet? Det er, da hun nægter Helge, som han hedder i filmen, et kys, da de går en tur i Botanisk Have. Hetzen fortsatte næsten resten af mellemskolen.

»En dag lige efter skoletid, hvor vi var ved at sætte et håndboldhold, kom Elin ind i klassen og listede ydmygt langs væggen ned til sin plads for at hente noget, hun havde glemt, og da hun går ud, siger hun endda undskyld. Da hun havde lukket døren, var der to sekunders tavshed. Så siger en af de andre drenge »det er fandeme noget svineri, at vi behandler hende sådan«.«

»I samme øjeblik stod vi alle med erkendelsen, og alle havde vidst det længe. Men det var desværre ikke mig, der sagde det højt. Efter at der var blevet lukket op for vores dårlige samvittighed, sluttede i hvert fald nogen af os med hetzen. Men jeg tror aldrig, Elin blev klar over, at hun var blevet rehabiliteret.«

Foto: Bo Amstrup. Fold sammen
Læs mere

Nils Malmros er sådan en, der bare har hår og briller og skjorte, og intet af det ser ud, som om der nogensinde er taget stilling til det, og måske derfor opdager man ikke med det samme, at han er en lurendrejer. Han får nok sin vilje før eller siden. Han husker sig selv som meget dominerende som knægt – så meget, at han til sidst selv følte, at det var for voldsomt.

»Jeg havde fornemmelsen af oplyst enevælde,« siger han. Drengen var ordblind, og klarede sig dårligt i skolen, men da han skulle i 1. mellem, var faderen meget insisterende, og fik ham ind på Aarhus Katedralskole, på den betingelse, at han gik et år om. Og det forspring blev udnyttet til fulde, men når han fortæller, aner man også sprækker ind til et lille barn, der skulle lære verdens veje at kende.

»Jeg har kun boet fire forskellige steder i mit liv, så jeg husker mine aldre ud fra, hvor jeg boede. Nu er jeg snart 73, men jeg kan alligevel præcis sige, at jeg var fire et halvt, og vi endnu boede på Aarhus Kommunehospital, hvor min far var læge. En lidt mindre dreng, Larse, og jeg fik lov til at strejfe rundt selv. I et hjørne af hospitalet skulle der bygges en tuberkulosestation, og der var gravet nogle dybe piloteringshuller med helt lodrette kanter.«

»Det gav sådan et dejligt plump, når vi kastede sten ned i grundvandet. Solen stod lavt, det var hen under aften, og pludselig gled Larse ned i et af hullerne. Heldigvis fik jeg fat i ham, men jeg kunne ikke hive ham op. Børn har jo ikke så god en fornemmelse af tid, men jeg følte det, som om der mindst gik ti minutter, hvor vi begge råbte og skreg, og jeg vidste, at hvis jeg mistede grebet om hans arm, så druknede han. Til sidst kom nogle voksne og hjalp ham op.«

»Da vi gik hjem op ad hospitalsgaden, mødte vi Larses far, som også var læge, og leende sagde han »nå, det ser ud som om, du har fået buksevand«. Det var første gang, jeg havde en erkendelse af, at noget blev opfattet helt forkert. Larse lo jo også lidt fjollet, som om han havde glemt, at han lige før var ved at drukne, og jeg tænkte, at det kan man da ikke, man kan da ikke opføre sig så forskelligt fra sandheden.«

Sandheden er en svær størrelse af og til, og især når man som Nils Malmros beskæftiger sig med autofiktion. Så han har udformet sin egen arbejdsregel: »Man må aldrig gøre tingene værre, end de var i virkeligheden«.

»Jeg føler, at der er en kontrakt mellem mig og publikum, og det er min styrke, at det, jeg fortæller, er autentisk, ligesom hos Knausgaard. Begivenheder får en helt anden vægt, når man ved, at det er sandt. Når jeg f.eks i »Sorg og glæde« viser, at to fædre fra skolen ringer på døren for at fortælle, at alle forældrene i klassen enstemmigt ønsker, at Marianne, min kone, kommer tilbage som lærer for deres børn, så ville det være en klam, utroværdig pointe, hvis den var opdigtet. Det er alt for nemt at tilgive i en fiktiv historie. Tilgivelse er svær.«

Forholdet mellem far og søn

Havedøren svinger frem og tilbage i det begyndende efterår. Der vokser flotte skvalderkål og gederams, som Nils Malmros’ kone elsker, og som han derfor går på rov efter på grøftekanter. Det er egentlig en ukrudtsplante, men en køn en af slagsen.

En rose har selv fundet vej op ad huset til overetagen uden Nils’ hjælp, for i barndommen skulle han luge blomsterbedet i familiens have, og det gider han ikke nu, hvor han selv kan bestemme. Faderen var professor i neurokirurgi, og en stor mand, også i Nils’ verden. Men der kom et skår engang, familien var på telttur i Italien.

»Hver af vi fem børn havde fået lommepenge, og jeg vidste straks, at mine skulle bruges til at købe et kamera. Min far går med ind i den lille butik i Venedig, hvor manden bag skranken begynder at fortælle om de forskellige kameraer. Og jeg ved ikke hvorfor, men pludselig har min far brug for at fortælle, at han er en berømt neurokirurg, og han fører sig frem over for den lille mand, der er hamrende ligeglad.«

»Det var meget, meget sært at stå der og opdage, at ens far bare var et almindeligt menneske, der også indeholdt små forfængelige følelser. Alle fædre oplever, at de falder i deres børns agtelse. Og det er en udmærket erkendelse for et barn, at herregud, de er bare mennesker. Det er et uskyldstab, der baner vejen for, at man ser sine forældre i et nyt lys.«

Der skulle gå mange år, før Nils Malmros havde fået sin far så meget på afstand, at han kunne være tæt på ham.

Filmen om faderen, »At kende sandheden« om »Thorotrastskandalen« (det radioaktive kontrastmiddel som viste sig at kunne forårsage kræft, red.) blev først færdig, da han var død. Faderen fornemmede nok, at filmen var på vej, selv om sønnen ikke sagde noget direkte om den. Men Nils turde ikke spørge om lov, for hvis faderen sagde nej, ville han have et problem.

»Jeg kunne finde på at spørge ham »hvordan ser thorotrast egentlig ud?« og så sagde han »som chokolademælk. Hvorfor?« »Fordi jeg er interesseret.« »Nå, derfor.« Og så spurgte han ikke om mere. Vi havde altid den konflikt med, at han ønskede, at jeg blev neurokirurg som ham selv. Jeg havde gaverne til det. Men en dag, da jeg var helt ung, kom han ind på mit værelse og stillede en kuffert foran mig med ordene »brugsanvisningen er indeni«. Det var 16 millimeter-kameraet fra den neurokirurgiske afdeling, og med det lavede jeg min første spillefilm. Han havde nok håbet, at jeg hurtigt fik brændt drømmen af.«

Det skete som bekendt ikke. Nils Malmros var 23 år om at blive læge, for med tre-fire års mellemrum var der en film, der brændte i hjernen. Men at blive færdig som læge var en gave til hans far, fortæller han. Og røde løbere, premierer og priser eller ej, så var faderen meget stolt, da sønnen en dag kunne ringe og fortælle, at han havde foretaget sin første diskusprolaps-operation. Faderen havde skrevet doktordisputats om diskusprolapser.

I »At kende sandheden« er det instruktørens egne hænder, der udfører alle operationer. Og det er en film, hvor faderens »traumer« søges forklaret af sønnen. »Jeg følte, at jeg som læge og filminstruktør har en forpligtelse til at formidle et lægeetisk vanskeligt problem for lægmand,« siger han.

Vi taler om sandheder og så de løgne, der nærmest kommer dumpende som fejl, og Nils Malmros siger med et glimt inde bag brillen: »Jeg har da venner, hvis sandhedsniveau ligger på et helt andet plan ... Og til dem kan jeg også fortælle historier, som kun næsten er tæt på at være sande ... Og jeg har da af og til mødt en gammel ven, som fortæller, at han har hørt, at min nye film er blevet ret fantastisk, og mens vi taler lidt om det, er jeg ret smigret og overvejer at spørge om, hvem der dog har sagt det. Indtil det går op for mig, at det har jeg selv, sidste gang vi mødtes ...«

Foto: Bo Amstrup. Fold sammen
Læs mere

Der kan være forskel på at lyve og bare at holde sin mund, og det lærte Nils Malmros der, hvor vi alle sammen har lært en del, nemlig på legepladsen.

»Jeg var fem år og gik sammen med en ven, og så så vi en lille køn dreng. Han var altså en usædvanlig køn lille knægt. Så køn, at vi følte, at han skulle have en omgang tæsk. Så køn, at han fik næseblod. Da det skete anden gang, ringede hans mor og klagede, og så sagde min mor til mig: »Nils, du må altså ikke slå på nogen, der er mindre end dig selv«, og jeg kan huske, at jeg tænkte »du fatter slet ikke, hvor galt det er.« For jeg havde ikke bare slået en lille køn knægt, jeg havde mærket overmagtens beruselse.«

At forstå ondskab, fordi man har smagt den syrlige smag selv, mener Nils Malmros er nødvendigt for at kunne instruere film om mekanismerne.

»At de svage skal beskyttes, er ikke noget, alle forstår. Det læres ved at mærke efter, når man har begået noget forkert. Da jeg startede i 1. mellem, var det en tradition, at man skulle have buksevand af dem i 2. mellem, men de orkede det ikke rigtigt, og så var vi nogle stykker, der i skuffelse vendte os i en gruppe mod enkelte af de svageste fra 2. og gav i stedet dem buksevand. Pludselig følte jeg igen den der magtens beruselse og gav en værgeløs dreng et par på kassen. Det kan ikke sammenlignes direkte med nazismen eller anden ondskab, men det er godt, at man erkender følelsen hos sig selv. Først da forstår man, at magt forpligter. Jeg tænker, at uskyldstabene i min barndom var begrænset til klassen eller skolen. Men selv da sætter de spor i den, man bliver som menneske.«

Teen er kold, honningkagen er spist, og Nils Malmros og hans kone vil gerne køre journalisten godt på vej ned til Banegårdspladsen.

Manden med Vagttårnet er væk. Præcis, hvor han stod for et par timer siden, holder der nu en ambulance. Og lige i det kryds er der venstresving forbudt. Men Nils skal bruge et venstresving for at kunne sætte journalisten af.

»Vi må lade, som om vi ikke har set skiltet,« siger han, og laver et faktisk meget kunstfærdigt klodset venstresving, ja, siger ligefrem replikken: »Ups, det havde jeg ikke set«, som om hans kriminelle handling blev optaget på film.