Han er Det Kgl. Teaters store ballethåb

Det Kongelige Teaters store ballethåb hedder Alban Lendorf. Han har gjort lynkarriere i kompagniet, og har i en uhørt ung alder indtaget en plads som solodanser. En plads, der kræver, at man trives i spotlightet, og kan håndtere både det fysiske og psykiske pres. Fra på mandag kan han opleves rundt i landet, når balletten tager på sommerturne.

Solodanser Alban Lendorf er en vaskeægte succeshistorie. Han er helt i front, men de store forventninger kan indimellem være overvældende. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bech

Solodanser Alban Lendorf er udråbt til at være Den Kongelige Ballets største talent. Faktisk har balletmester Nikolaj Hübbe kaldt ham det største talent i dansk ballet de sidste 50 år. Han er kun 23 år gammel, og helt usædvanligt har han allerede været solodanser i to år. For nylig vandt han prisen som Årets mandlige danser ved den prestigefyldte Benois De La Danse Galla på Bolshoi Teatret i Rusland, og til sommer skal han gæsteoptræde i New York. Kort sagt: Hans karriere er allerede noget helt specielt.

Men en plads i forreste række har også sin pris. Det enorme forventningspres kræver råstyrke. Både i kroppen og mentalt.

»Man er nødt til at kunne samle sig selv op og finde ting, man godt kan lide ved sig selv for at klare sig som danser. Vi er ikke rene nervevrag, men som solodanser er det psykiske pres mindst lige så stort som det fysiske, fordi spotlight er på dig. Man skal passe på sit sind på samme måde som sin krop,« forklarer han.

Der er stor forskel på at se balletdansere på scenen om aftenen, og møde dem i dagslys i Det Kongelige Teaters snørklede korridorer. Lige så yndefulde og fortryllende, de virker på scenen i deres glitrende kostumer, lige så afdæmpede og næsten forhutlede kan de se ud, når de iført gammelt, hullet tøj og strikkede benvarmere øver deres trin foran spejlene i træningssalen, henter mad i kantinen eller går til og fra kostumeprøver.

Balletten stråler dog konstant ud af dem. De er ualmindeligt ranke, går med strakte ben og halvt udadvendte fødder. De er elegante, og kan næsten virke skrøbelige, men tag ikke fejl. Ser man nærmere efter, opdager man de lange, stærke muskler, der præger hele kroppen.

Det gælder også solodanser Alban Lendorf, som netop er færdig med dagens træning og har et par timer inden forestillingen i aften. Han kaster sig over frokosten i kantinen, mens vi taler. Tallerkenen er fyldt godt op med både rugbrødsmadder og pastasalat.

»Hvis jeg ikke lavede noget fysisk, ville jeg være virkelig fed i dag. Altså fysisk fed. Jeg elsker mad. Jeg er en livsnyder eller hvad sådan noget hedder. Der skal være nydelse i mit liv,« siger han og tager en bid af sin æggemad.

»Men jeg elsker også at røre mig, og jeg elsker at svede. Det lyder lidt klamt, men jeg kan altså godt lide det. Jeg elsker at bruge kroppen.«

Alban Lendorf var 12 år, da han kom til optagelsesprøve på Det Kongelige Teaters balletskole - cirka syv år ældre end børn normalt er, når de skal vise deres potentiale for ballettens eksperter i håb om at blive optaget på skolen.

Det var Alban Lendorfs mor, der lidt ud af det blå foreslog ham at gå til optagelsesprøven, fordi han altid var så aktiv og sprang rundt. Han spillede egentlig fodbold, og vidste intet om ballet. Men han blev optaget, og begyndte på balletskolen som en stor dreng, der ikke kunne det samme som de andre.

»Jeg havde aldrig danset ballet før, så jeg var jo helt vildt dårlig. Det var pinligt. Jeg måtte rykke nogle ballethold ned til nogle, der var to år yngre end jeg, så jeg kunne lære nogle basic trin. Jeg var den eneste dreng mellem 20 små piger,« husker han.

Mens mange andre 12-årige drenge måske havde sagt stop dér, gav modstand allerede dengang Alban Lendorf blod på tanden.

»Det var med til at skubbe til mig og få mig til at tænke, at så må jeg hellere blive god hurtigt og gøre mig umage.«

På fire måneder indhentede han sine jævnaldrende, og på det tidspunkt var han for alvor bidt af balletten. I dag er de tre tilbage fra årgangen: to piger og Alban Lendorf.

»Det er meget godt klaret. Mange klasser bliver helt udryddet,« fortæller han. 

Alban Lendorf blev blandt andet undervist af balletmester Nikolaj Hübbe, som på mange måder har været Lendorfs mentor og protektor.

»Det er ham, der har gjort mig til den, jeg er i dag. Man kan godt være talentfuld og arbejde rigtig hårdt, men hvis ikke der er en, der sætter dig på scenen og giver dig lov til at få noget erfaring og blive bedre, sker der ikke noget.«

Og en dag fik Alban Lendorf sin chance.

»Jeg var reserve til Puk i En Skærsommernatsdrøm, hvilket er en ret stor rolle. Der er to hold, der skiftes, og af en eller anden grund bliver Puk på begge hold skadet. Den ene brækker et ribben og den anden får en diskusprolaps. Det var min chance. Jeg kom ind klokken 10 og lærte hele balletten til klokken 18, og så dansede jeg klokken 20. Det gik nogenlunde, selvfølgelig ikke perfekt. Jeg endte med at lave de sidste syv forestillinger, og blev bedre og bedre. Efterfølgende blev jeg nomineret som »Årets danser« ved Reumert prisuddelingen, og pludselig kører det bare. Jeg var selv sådan lidt, hold da op, nu går det virkelig hurtigt,« siger han.

Tre år senere bliver Alban Lendorf udnævnt til solodanser, den fornemste position i balletten, i en alder af 21 år. Det betyder de store roller helt fremme på scenen, opmærksomhed og prestige. Det er der, alle gerne vil være, og der har Alban Lendorf været nu i to år. Han har blandt andet danset det mandlige soloparti i Svanesøen, Tornerose, Kameliadamen og Apollon.

Men med pladsen i forreste række følger også et stort ansvar, og indimellem bliver Alban Lendorf påvirket af det pres, der ligger i at skulle leve op til sit eget navn aften efter aften.

»Jeg bliver rost meget, skamrost nogle gange, og det er jo fedt. Men det betyder også, at når publikum køber en billet, tænker de »Det er Alban Lendorf, så skal det nok blive helt fantastisk.« Der er pludselig en forventning om, at hver gang, jeg danser, skal det bare være helt fantastisk. Men hvad hvis jeg har en aften, hvor jeg er lidt off og ikke lige sømmer dem til sædet?«

I en periode bliver han både psykisk og fysisk påvirket af det.

»Det var lige efter, at jeg var blevet solodanser, at jeg virkelig begyndte at mærke presset. Eller, det var jo mig selv, der bildte mig ind, at der var et pres, fordi jeg troede, at publikum sad 1.500 mennesker og sagde »nu skal det fandeme også være ordentligt, ellers klapper vi ikke." Pludselig blev jeg bange for, om jeg kunne huske trinene, hvad hvis jeg får black-out? Jeg var helt vildt nervøs, og hvis nogen talte til mig, svarede jeg dem surt. Jeg fik det også fysisk dårligt,« fortæller han.

»Så på et tidspunkt besluttede jeg mig for, at det ville jeg ikke bruge min tid på længere. Hvis jeg skulle have det sådan resten af mit liv, så gad jeg ikke.«

I stedet begyndte han at vende presset til positiv forventning. Hvis han blev bange for ikke at gøre det godt nok, insisterede han over for sig selv på, at han først og fremmest glædede sig helt vildt til at komme på scenen. Det hjalp, og i dag føler han, at han bedre kan håndtere det. 

»Selvfølgelig bliver jeg stadig nervøs, men jeg sørger for ikke at gøre det til en negativ påvirkning. Jeg kan jo kun danse, så godt jeg kan. Hvis jeg falder eller ikke gør det godt, så kan de lade være med at klappe. Ikke at jeg er ligeglad. Jeg er bestemt ikke ligeglad med publikum! Jeg elsker publikum,« siger han.

»Men man er nødt til at danse, som om man er ligeglad. Hvis man hele tiden tænker på, at de sidder og venter på, at du gør det forkert, dør man indeni, tror jeg.«

Når man som Alban Lendorf giver den hele armen på scenen som solodanser, har man en udløbsdato. Danserne bliver pensioneret som 40-årige, og karrieren er forbundet med fysiske skader og smerter. Mærker han det allerede nu?

»Selvfølgelig kan man mærke det, og nogle gange må jeg tage en pause, fordi jeg er landet hårdt på mit knæ. Men det er jo ligesom håndboldspillere, der spiller kampe med forbindinger overalt. Det er vigtigt at varme op og spise ordentligt. Hvis der er et eller andet, så put en ispose på,« siger han og griner.

»Det kan godt være, at jeg ikke kan løbe 100 meter løb, når jeg er 40, men hvorfor skulle jeg også det? Jeg kender masser af ældre balletdansere, og de har det fint. Det er ikke noget, der skræmmer mig. Desuden er jeg ikke en, der bliver meget skadet. Af en balletdanser er jeg faktisk ret robust. Jeg er tæt bygget, og ikke særlig høj, så jeg er ikke så skrøbelig,« siger han.

Ikke desto mindre er der konstant konkurrence om de eftertragtede partier, og en skade kan sætte én ud af spil, så chancen tilfalder den næste i rækken. Ligesom da Alban Lendorf selv fik sin chance som reserve for Puk.

Er du slet ikke bange for den 12-årige dreng, der nu står i kulissen og venter på, at det skal blive hans tur?

»Som venter på at vælte mig af pinden? Det er jo sådan, det er. Jeg er bare glad for, at det er mig, der er her nu. Jeg er blevet solodanser, og det vil jeg jo være til jeg går på pension. Den pris jeg har fået, kan ingen tage fra mig. Hvis bare jeg danser ordentligt, skal jeg nok holde pladsen. Og når jeg går af, vil jeg være den, der havde pladsen og bliver husket som en, der var her,« siger han.

»Jeg synes, det er fint, at der kommer en om fem år og er »det ny talent«, mens jeg står med en dårlig ryg i kulissen. Sådan er det. Og tænk hvis det var mig, der inspirerede den der 12-årige dreng til at danse ballet. Det er fedt med konkurrence, det gør folk bedre og man kan godt inspirere hinanden,« siger han.

Det gælder også, når man besøger andre balletkompagnier. Alban Lendorf har danset i både Rusland og Paris, og til sommer skal han gæsteoptræde i en opsætning af Tornerose på American Ballet Theatre i New York.

»Der kan man snakke konkurrence og spidse albuer. Jeg kan godt lide, at de gerne må slå sig på brystet og sige »look at me, look how fucking great I am!« Det kan man jo ikke herhjemme uden at nogen siger, hallo, prøv lige at komme lidt ned. Til gengæld har vi i Danmark den gode side af janteloven, hvor man behandler hinanden ordentligt og respekterer hinanden. Men det med at alle skal røre bolden, før du må score, er fuldstændig langt ude. Hvis du står foran et mål, og der ikke er nogen målmand, jamen, så pløk den ind, for helvede,« siger han.

»Jeg synes dog, at vi er blevet gode til at fodre talenter og ikke holde dem tilbage. Det har jeg i hvert fald følt, og det er fedt. Så kan det godt være, at der er nogen, der bliver jaloux, og det er da klart. Det ville jeg også blive, og det har jeg været, hvis nogen fik en rolle, jeg gerne ville have,« siger han.

»Men jalousi kan bruges som motivation for at udvikle sig. Hvis jeg ser en danser gøre noget helt vildt godt, begynder jeg at kigge på mine egne ben i spejlet »kan jeg også lave det?« forklarer han.

Det handler om hele tiden at blive bedre og udvikle sit talent, når man står i forreste række. Det er hårdt, det kræver råstyrke, og ofte gør det ondt. Men han glemmer det på scenen.

»Det er næsten som en slags meditation, når jeg danser. Hvis jeg er stresset over noget, forsvinder det, når jeg går ind på scenen. Så er alt væk. Jeg koncentrerer mig kun om én ting, og det er at danse. To minutter inden jeg skal ind på scenen kan der komme en hen »hvad så, skal vi ud på fredag og vi skal se fodboldkamp«, og jeg står bare »jaja« og hører overhoved ikke efter, hvad han siger. Der har jeg skyklapper på.«

Øjeblikket efter forestillingen har en helt særlig betydning.

»Der, hvor det giver mening for mig er, når jeg har danset. Især, hvis det er gået godt, og publikum klapper, og man bare er træt, sveder og bukker, og går op i sin garderobe, tager sit tøj af og skal til at gå i bad. Måske har man åbnet en kold øl. Det er lige der, på et eller andet tidspunkt i det mellemrum, når man er færdig med forestillingen, at det giver mening,« forklarer han.

»Det er så rart og giver bare sådan en lykke og tilfredsstillelse. Man bliver mindet om, hvorfor man gør det. Det er derfor, jeg står op hver morgen, selv om det gør ondt nogle gange,« siger han.

»Når man har øvet sig på noget i rigtig lang tid, noget der er rigtig svært, og det så lykkes, er det jo bare så fedt. Hvis det ikke var svært at nå dertil, så ville man jo ikke blive lykkelig af det.«

Alban Lendorf kan opleves i Det Kongelige Teaters sommerballet fra 10. - 18. juni.