Hårdhudet frigænger

Pia Christmas-Møller kom aldrig helt ind i varmen hos Det Konservative Folkeparti, tog konsekvensen og valgte kulden. Men når man i 20 år har håndteret hårde personangreb, fire partiformænd og en krum ryg, kan man vel også overleve det.

Foto: Brian Berg

Der holder en lille rød cabriolet på parkeringspladsen foran Christiansborg. Sådan en rap lille sag med kalechen slået op. Pia Christmas-Møller tripper derover på sine høje hæle for at sætte parkeringsskiven, mens hun venter på taxaen, der skal køre hende til DR-byen. Her skal hun medvirke i Clement Kjersgaards nytårsprogram på DR2.

Hun er ikke helt klar over, hvad det er, hun præcis skal bruges til i programmet. Detaljerne smuttede i farten. Men det er også gået stærkt i de seneste dage, siden hun udløste bomben om, at hun efter 20 år forlader den konservative folketingsgruppe. Fordi hun er træt af ledelsen, træt af debatkulturen, træt af, at hun for tredje gang blev forbigået til en ministerpost og oven i købet blev fyret som politisk ordfører. Ja, i det hele taget træt af, at hendes livslange kærlighed til Det Konservative Folkeparti aldrig er blevet gengældt uforbeholdent.

Hun kommer trippende tilbage og skutter sig i kulden på taxaholdepladsen. I dag er tiden gået med at flytte kontor, computeren er til reorganisering, og så er der de cirka 1.000 andre praktiske ting, der skal ordnes, når man er blevet frigænger, som hun foretrækker at kalde det.

»Når jeg siger, at det var en pinefuld beslutning, så believe me, det var det. Men lige så pinefuldt det var at tage beslutningen, lige så afklaret og godt har jeg det nu,« siger hun med sine karakterisktisk gennemtænkte sætninger.

Da taxaen ankommer sætter hun sig ind på forsædet.

»Beslutningen var min egen, og kun jeg skal stå til ansvar for mine handlinger. Der er ganske få, man har så stor tillid til, at man kan drøfte den slags med dem. Min ældste bror rådførte jeg mig mest med, og der var også et par enkelte venner, jeg talte med. Man har ikke den slags diskussioner med aktive folketingspolitikere, men der var et par stykker, der vidste, at jeg havde overvejelser om min fremtid. Og jeg vil ikke kommentere mediernes påstande om Connie Hedegaards rolle. Det er blevet sagt, at i politik findes ikke venskaber, men kun midlertidige interessefællesskaber. Det er en hård sætning, men jeg ved af erfaring, at det kan være svært at forene venskab og politik. Man kan så let blive skuffet, hvis man tror, at det er i politik, man kan finde sine rigtige venner,« siger hun med hovedet drejet mod passagersædet.

Det er svært at finde rundt i DR byens kaotiske infrastruktur, men til sidst lykkes det taxaen at finde hovedindgangen. I forhallen står Clement Kjersgaards assistent klar til at hente Pia Christmas-Møller og følge hende op i sminken, hvor der er gjort klar. Med et afværgende smil takker hun nej til, at fotografen kan tage billeder af hende foran spejlet.

»Det er ofte steder som disse, jeg får genereret noget energi,« siger hun.

Søren Rasted fra Aqua dukker op, men der er stadigvæk ingen, der er helt sikre på, hvad det egentlig er, Pia Christmas-Møller skal foretage sig i programmet. Men det tager hun med den ophøjede ro, hun har været nødt til at lære.

Få har som hun måttet tage skraldet og levet et liv i yderkanten af den konservative inderkreds. Da hun i 499 dage var formand efter Per Stig Møller (som sammen med Henning Dyremose i øvrigt sad i væsentligt kortere tid på formandsposten end Christmas-Møller, red.) og før Bendt Bendtsen, vidste alle – og landsformand Poul Andreassen, sagde det tilmed højt – at hun var en »overgangsfigur«.

Hans Engell kaldte valget af hende for en »panikløsning«, og der blev talt i krogene – og partifællerne talte anonymt i pressen – om hendes manglende evner til at lede og om temperamentet, der ifølge kritikerne kunne nå kogepunktet. Men hun kan trøste sig med, at hendes tilhængere giver hende kredit for at have samlet et splittet parti og for at forsøge at lede noget, der i de år ikke kunne ledes.

»Jeg og mine nærmeste allierede har altid konsekvent afstået fra at bidrage til de artikler og bøger, der blev skrevet om partikrigen. Derfor er det billede, der i dag står tilbage fra perioden, alene tegnet af mine fjender, både i politik og blandt de journalister, der var aktører i balladen. Med alle de fejl, mangler og tvistninger, de har haft interesse i at bruge til egen fordel, kan man måske begynde at forestille sig, hvor hårdt det har været og stadigvæk er for mig,« siger hun.

Når man spørger, hvem der hjælper hende igennem de stormvejr, er det ikke navnene på venner fra Folketingets telefonbog, der nævnes.

»Jeg tager mange hårde diskusioner med min bændelorm. Den giver mig altid kvalificeret modspil,« siger hun med et smil.

Men derudover er det familien, der er rygraden i Pia Christmas-Møllers liv.

»Min familie er alt. Det er basen, det er roden, min livsrod. Vi er ikke så mange tilbage, mine forældre døde i en ung alder, men familiesammenholdet er stærkt blandt mine brødre og min mors søskende. Min ældste bror, som er fire år yngre end jeg, er partner i auktionshuset Bruun Rasmussen, og med ham taler jeg om alt mellem himmel og jord. I politik er det vigtigt at få et andet perspektiv på tingene. Man skal vide, hvordan tingene ser ud udefra, så det ikke bliver for nørdet og teknisk.«

Pia Christmas-Møller er født i Kolding i 1961. Hendes far, John
Christmas-Møller, var selvstændig erhvervsdrivende, og moren, Aase, var hjemmegående, mens børnene var små. Pia er den ældste, og halvandet år senere kom først Peter og ti år efter John på i dag 36 år, som på grund af det, Pia Christmas-Møller kalder en ikke-diagnosticeret meningitis, blev hjerneskadet som barn.

Det Christmas-Møllerske hjem er historisk bundet til Det Konservative Folkeparti. Farens onkel var den kendte John Christmas-Møller, der var udenrigsminister i besættelsesårene, så den konservative ånd hvilede trygt over barndomshjemmet.

Som 13-årig meldte Pia sig under fanerne i et oprør mod det, hun kaldte »tidens kollektive dominans.«

»Jeg voksede op i 1970erne, hvor det var Glistrup på den ene side og kommunisterne og 68erne, der satte sig tungt på uddannelsesinstitutionerne, på den anden side. Alle rendte rundt med prædikater, og hvis man ikke gik rundt iført partisantørklæde eller sad i basisgruppe med de andre kvinder, der hadede mænd, så var man en småborgerlig forstadsfrue. De der arketyper og fastlåste billeder af mennesker, kunne jeg allerede dengang ikke med, og jeg tog mange kampe for dem, som blev mobbet og var sat uden for fællesskabet. Det ligger næsten i mine gener at have en indignation på de svages vegne. At min bror senere blev udviklingshæmmet har yderligere forstærket, at jeg fik det livssyn,« siger hun og fortæller med ægte glød i stemmen om sit livssyn og værdigrundlag, som er gennempræget og sammenvævet med det klassisk konservative.

Efter studentereksamen i 1979 kæmpede Pias forældre for at få »Lille John« ind på Marjatta i Præstø, som underviser efter Rudolf Steiners principper. Og hele familien flyttede fra Kolding til Fakse for at bakke op om beslutningen.

Pia Christmas-Møller blev næstformand for Konservativ Ungdoms landsorganisation, redaktør af landsbladet og arbejdede samtidig som lærervikar i Haslev.

»At have sådan en bror har givet mig et helt andet perspektiv på tilværelsen. Siden mine forældre døde, har jeg været værge for ham. Han blev født normal, men fik senere en hjerneskade. Han er et pragtfuldt menneske, som jeg og resten af familien er tæt knyttet til. Han kan virkelig få det mest betydningsfulde frem. Han bor i et bofællesskab, som er et livslangt og helt enestående tilbud, og han har et værelse hos mig, hvor han ofte bor i weekender og ferier, ligesom han ofte er på besøg hos sin bror Peter,« siger hun og efterlader et aftryk nylagt læbestift på kanten af koppen med sort kaffe.

I gymnasiet fortsætter Pia Christmas-Møllers kamp for de konservative mærkesager. Hun er stadig i mindretal, og når der er fest, er hun »hende KU’eren«, som alle »de røde« vil diskutere med. Men et eller andet kan tredje generation af Christmas-Møller-slægten åbenbart, for hun bliver både valgt og genvalgt til posten som elevrådsformand.

I 1980 bliver hun optaget på Århus Universitet og flytter i en periode derover. Men året efter kommer hun tilbage til Sjælland, da en mulighed åbner sig i det konservative partiapparat med et job som politisk medarbejder i pressetjenesten.

Det er bl.a. Erik Ninn-Hansen, der havde anbefalet hende til jobbet. Unge Pia Christmas-Møller er nemlig blevet lidt af et fænomen i konservative kredse, efter at hun i 1975, 14 år gammel, har deltaget i det konservative landsråd i Tivolis koncertsal. Det er i de hårde år efter magtkampen mellem Ninn-Hansen og Erik Haunstrup-Clemensen, og Poul Schlüter er lige blevet formand.

Pia Christmas-Møller går på talerstolen, og det er ikke bare en uskyldig røst fra en ung KU’er, der bliver sendt direkte ud i statsmonopolets fjernsyn. Den 14-årige pige står foran et helt landsråd og alle landets medier og kritiserer partiledelsen og debat-tonen og udlægger, hvad hun mener er det sande konservative værdisæt.

»Min mor advarede mig hele vejen til København, og hun mente, at jeg burde nøjes med at lytte første gang, jeg var til landsmøde. Det sagde hun tit. Jeg havde forudset, at folk ville buhe, når jeg kom til side 2, men de buhede allerede på side 1,« siger Pia Christmas-Møller, og man tror, det er løgn, men i det øjeblik, hun fortæller om sine unge år som lovende politiker, kommer Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen med vanlig selvsikkerhed ind i det anonyme opholdsrum – hun hilser og sætter sig i sofaarrangementet i hjørnet.

Pukkelryggen.

Fra sin indtræden på den storpolitiske scene i 1987, da hun bliver valgt til Folketinget og helt indtil 2002, er det den krumbøjede Pia Christmas-Møller, man kender. Et udseende, der får hende til at se både ældre og skrappere ud, end hun egentlig er, og gav hende tilnavnet »Skildpadden« blandt ondsindede KU’ere.

Det er en ryglidelse, hun har haft fra hun var 18 år, men efter næsten 20 år med smerter og et særdeles synligt handicap, var det en seks centimer højere og rankere Pia Christmas-Møller, som nu talte med en genvunden selvtillid.

»Efter operationen fik jeg en fantastisk udvidelse af min frihed. Tidligere var det i bogstaveligste forstand pinefuldt at gå fra Christiansborg til Illum. Min bror boede på et tidspunkt i Vimmelskaftet, men hvis jeg havde en taske med, tog jeg ofte en taxa. I dag går jeg med største fornøjelse fra min lejlighed i Sydhavnen til Christiansborg og tilbage igen med musik i ørerne, og jeg sejler og cykler. Og så betyder det noget med udseendet. Jeg ville lyve, hvis jeg benægtede, at jeg er forfængelig ligesom alle andre, så det var fantastisk, at jeg pludselig kunne få tøj, der passede og ikke hang mærkeligt på mig. Det særligt stærke var også at opleve andres reaktion. Jeg var stadigvæk mig og mente, sagde og stod for de samme ting. Men jeg fik en meget anderledes modtagelse, og det var næsten lidt uhyggeligt at opleve. Jeg vidste godt, at det var sådan, men selv at føle det og opleve nerven i det er meget stærkt og ikke kun på den gode måde. Det sætter mange ting i relief.«

Pia Christmas-Møller er ikke i politik, fordi det skal være nemt eller specielt rart. Og det er nok godt, at hun har den holdning, for hendes karriere har ikke altid været hverken rar eller nem. Hun er derimod drevet af en gejst og et engagement, og så må man betale prisen, selv om den ofte er høj. I hendes tilfælde har en af konsekvenserne af det glødende engagement og den hårde arbejdsindsats været, at hun ikke har fået børn og i dag deler taglejligheden i Sydhavnen med sig selv, efter at hun blev skilt i 1995.

»Jeg var heldigvis gift med en mand, der var meget forstående over for de arbejdsvilkår. Men selv om han var forstående, var mit liv alligevel med til at sætte en ramme for vores familieliv, for man kan aldrig regne med, hvornår man kommer hjem. Til en forhandling ved man aldrig, hvornår man kan gå, og det er meget stressende. Jeg vil ikke sige, at jeg er glad for, at jeg ikke har fået børn. Det er bare sådan, det blev, og det har ikke været noget, jeg har valgt eller fravalgt. Børn får man som en gave, men der har da været en årrække, hvor det ikke havde været let foreneligt med mit arbejdsliv.«

I dag er hun mere opmærksom på de ting, som tilværelsen også kan friste med af tilbud. Livet er fuldt af eventyr, udfordringer og oplevelser, som hun siger. Hun sejler i sejlbåd, læser, går i teatret og hører opera. Og er begyndt at spille skak med en af sin brors kammerater.

»Jeg kan godt lide at være hjemme i min hule. Der hygger jeg mig rigtigt godt, og det er måske selvhøjtideligt at sige, men jeg nyder virkelig mit eget selskab.«

»Hej, Pia.« Helle Thorning-Schmidt kommer ind med sin sekretær, og lidt efter følger Pia Kjærsgaard med sin livvagt. Der hilses kollegialt, og ingen virker tynget af, at de om kort tid skal være med i et tv-show. Kort tid efter kommer også filminstruktøren Susanne Bier ind, og de fire kvindelige politikere virker som om, at det er sjovere at hilse på hende end på hinanden.

Så bliver Pia Christmas-Møller som den første kaldt ned til tv-studiet, hvor Clement Kjersgaard forpustet og forsinket omsider får sat hende ind i, hvad hun skal bruges til i det stort opsatte show.

En båndet gennemgang af årets væsentligste politiske begivenheder, fortalt af hovedpersonerne selv, ender med, at Pia Christmas-Møller forlader det Konservative Folkeparti 5. december. Herefter klippes der til showets åbning, hvor Pia Christmas-Møller til kameraet har en kort monolog om Helle Thorning-Schmidt og Pia Kjærsgaard. Og så træder Clement ind fra højre, giver hende et knus og siger »Merry Christmas.« Efter to forsøg er optagelsen hjemme. Clement siger farvel og tak og tager imod Helle Thorning-Schmidt og Pia Kjærsgaard, som står klar i kulissen.

Klokken er ved at være 18.30. I taxaen tilbage taler hun begejstret om Clements programmer, »Deadline« og »Den 11. time«, som hun også holder af. Inden hun tager hjem til sin hule på kvisten i Sydhavnen, skal hun til en klassisk koncert. Det er en vens datter, som spiller violin og debuterer med sin strygerkvartet. Det vil Pia Christmas-Møller ikke gå glip af.

»Det er vigtigt, at man giver sig selv lov til den slags, så det ikke kommer til at handle om politik det hele,« siger hun og tripper på sine stiletter over mod den røde bil i udkanten af parkeringspladsen.