Gode råd til en vellykket skiferie

Tag på skiferie med børnene, når du selv er klar til ikke at stå så meget på ski. En dag på ski for de helt små er måske blot en time.

Det kan være en fordel at være flere familier på ferie sammen. Så har I nogle at følges med, og I kan skiftes til at passe hinandens børn.

Bo tæt på pisterne. Så kan I smutte hjem og holde pause, når børnene trænger til det.

Undgå skibus og elevatorer, som alligevel altid er i stykker, I kommer til at slæbe rigeligt i forvejen.

Se og mærk efter, hvordan temperaturen er, og klæd jer på derefter. Lad de mindste blive hjemme i lejligheden, hvis det er for koldt.

Husk altid at smøre ansigtet med en beskyttende creme med solfaktor, og glem ikke skibrillerne.

Børn bør klædes på i flere lag med en heldragt udenpå. Dragter med gummi på numsen er gode at lege i, men ikke så gode til skiløb, for barnet glider og har svært ved at bremse. De skal dog ikke klædes på, så de ikke kan bevæge sig, for det gør dem kolde.

Meld børnene til skiskole. Undersøg, om der er danske skilærere, hvis det er mest trygt for barnet.

Aftaler om, hvor og hvornår skiskolen starter og slutter, skal være klare og overholdes. Børn kan ikke lide, at forældrene kommer for sent. Kom i god tid, så kan du også nyde synet af børneflokken på vej ned ad bakken.

Det skal være sjovt for alle at være af sted, så pres ikke barnet. Lidt bestikkelse kan være ok - først ud og stå på ski og så hjem til slik og varm kakao.

Lad være med hele tiden at sige »pas på!« til barnet - det skaber utryghed.

Chokolade eller andet sødt er godt at have ved hånden, når I sidder i liften og venter på at komme op, eller I lige trænger til en lille pause under jeres løb.

Tag tøj med, så barnet kan holde sig tør og varm. Gerne to sæt skitøj, og heldragter, så der ikke kommer sne ind på maven.

Luffer er varmest og derfor bedst. Tag et ekstra sæt med, hvis det ene par bliver vådt. Et halstørklæde eller en rullekrave er også obligatorisk. En elefanthue er god til have under hætten i snevejr.

Hovedet er udsat ved styrt og sammenstød, så hjelmen er vigtig - også for de voksne. De fleste steder i Skandinavien kører børn desuden gratis med liften, hvis de har hjelm på.

Investér i nogle gode skibriller.

En sele kan være en god idé, indtil barnet mestrer at svinge og bremse.

Som voksen er det dit ansvar at bedømme, om barnet kan løbe på pisten. Vurderer du, at pisten er for svær for barnet, så find en anden pist, eller tag skiene af og gå ned - ude i siden.

Kilde: www.farmorogborn.dk og www.helse.dk Thomas Uhrskov