Ghita Nørby: »Jeg er et menneske uden forbehold.«

Han er 36 år, og hun er 80. Filminstruktøren Michael Noer og skuespilleren Ghita Nørby har udviklet et helt særligt bånd efter deres samarbejde med filmen »Nøgle Hus Spejl«. For venskab, kærlighed og seksualitet har ingen alder, mener de.

MS interview med Ghita Nørby & Michael Noer Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I entreen gør hundene, og i køkkenet sidder Svenn Skipper stilfærdigt og spiser havregryn med yoghurt. Bjælkehuset i Holte skråner ned mod en lille sø dækket af blade i hele det orangebrune spektrum, og smukkere bliver dansk efterår næsten ikke. Men det er Ghitas hus, understreger Svenn Skipper.

»Før var det vores fælles, men så blev vi jo skilt,« minder han om.

Selv har han sit eget sted »på nordkysten«, og sådan har det været, siden han og Ghita Nørby i 2011 gik fra hinanden efter 27 års ægteskab – men alligevel fandt sammen igen som kærester. På en sær måde spejler ægteskabet sig i fiktionen. I »Nøgle Hus Spejl« spiller Ghita Nørby en kvinde, der er kommet på plejehjem med sin mand, der efter en hjerneblødning er blevet både stum og lam. Og hun forelsker sig i hjemmets nye beboer, den charmerende og livskraftige Erik.

Men flere paralleller mellem fakta og fiktion skal man heller ikke forsøge at lede efter. Og selv om Michael Noer, som han tidligere har gjort i sine film, bruger rigtige patienter, pårørende og plejepersonale og har filmet on location på plejehjemmet Søhus, er Ghita Nørby skuespiller. Method acting og den slags giver hun intet for. Når der bliver sagt »action« er hun på, og når kameraet slukkes, er hun igen Ghita Nørby. Men det betyder ikke, at hun ikke lever sig ind i sin rolle for at forstå den, og gennem sine mange samtaler med Michael Noer har hun påvirket filmen i en retning, den oprindelig slet ikke var tænkt.

Da Michael Noer for fem år siden skrev til Ghita Nørby for første gang – hendes mailadresse havde han fået fra Bille August, hvis søn, Anders Frithiof August, har været medforfatter på manuskriptet til »Nøgle Hus Spejl« – og vedlagde sin film »R«, svarede hun: »Hvor er det dejligt at høre fra dig. Jeg har allerede set din film. Der var da godt nok meget lort og dårlig lyd. Men jeg glæder mig utroligt meget til at mødes med dig.«

Men ellers havde hun ingen forbehold i forhold til at arbejde med en instruktør, som har lavet fængselsfilmen »R« med Pilou Asbæk og førnævnte »Nordvest«.

MS interview med Ghita Nørby & Michael Noer Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares.

Pagten

Ghita Nørby serverer kaffe og pakker Michael Noers medbragte wienerbrød ud. Tiden er knap. Hun skal videre til prøver på Gustav Wieds »Skærmydsler« på Folketeatret –med Svenn Skipper som kapelmester – og har i det hele taget travlt. Lidt for travlt efter hendes egen mening.

Ghita Nørby: »Michael skrev til mig og spurgte, om jeg ville være med til at lave en film om demens og alzheimer. Men først og fremmest skrev han, at han havde en mormor med demens, hvis historie han meget gerne ville fortælle. Det sagde jeg med det samme, at jeg gerne ville. Efterfølgende holdt Michael, Anders (Frithiof August, red.) og jeg en række små møder, hvor jeg kom med mine meninger om de forskellige udkast, som de så skrev videre på. Så talte vi og hyggede os, og sådan gik der nogle år, inden det tog rigtig form, og finansieringen kom på plads.«

Michael Noer: »Ja. Inspirationen til filmen kommer fra, at jeg lavede en pagt med min mormor om, at hun aldrig skulle komme på plejehjem. Pagten var endda så stærk, at vi lavede en kontrakt, der lå ved siden af hendes telefon, så vi ikke hele tiden skulle tale om det. I kontrakten stod: »Kære mormor, jeg lover, at du aldrig kommer på plejehjem.« Den skulle jeg måske aldrig have skrevet, for løfter er komplekse. For hvornår lyver vi i den gode sags tjeneste? I dag kan jeg jo godt se, at jeg ikke på nogen måde havde mulighed for at overholde det løfte.«

Ghita Nørby: »Nej, det kunne du da ikke ...«

Michael Noer: »Men det har naget mig meget, så jeg tog det løfte med mig ind i processen. Og da Ghita så pustede til manuskriptet og sagde »du må ikke være bange, du skal være modig«, luftede det ligesom ud i fortællingen, så det ikke handlede om mig, men om en periode i vores liv, vi alle sammen når til på et tidspunkt, hvor vi stadig skal turde være modige. Så jeg var fanget i den kontrakt med min mormor og den følelse af, at jeg skulle lave en film, der handlede om omsorg. Jeg vidste ikke, at jeg først kunne lave den film, når jeg selv var blevet far. For nu da jeg er blevet det, ved jeg, hvad det vil sige at have en omsorgskontrakt på godt og ondt, for nu er jeg pludselig fanget i midten. Jeg skal have total omsorg for mine et- og treårige børn, men behøver jeg have omsorg for deres oldemor? Det vil jeg gerne, men det er en enorm kompleks ting, vi står i som moderne mennesker.«

Ghita Nørby: »Det kan man jo ikke i dag, for hvordan skal man kunne det? Det piner alle. Apropos det, talte jeg med min søn, Giacomo, om det, og han sagde »nej, mor, det skal du ikke, du skal aldrig på plejehjem, det skal jeg nok sørge for«, men det kunne aldrig falde mig ind at holde ham fast på det løfte, for jeg ved jo godt, at det ikke ville kunne fungere med hans liv at have mig boende. På den måde håber jeg, at min forstand vil være intakt.«

Michael Noer: »Jeg troede, at jeg skulle rejse ind i dødsriget, men så fik jeg i stedet for en ven, som kunne lære mig noget om, hvordan jeg kan forstå kvinder anderledes eller dybere. Missionen blev at forstå Lily. Og hvorfor hun får den frihedstrang. Det er den største gave, for tænk sig, at man legalt kan blive venner med en kvinde. Det kan man, og det skal man. Det har været den største berigelse. Ghita er jo en karakterskuespiller, som kan spille enhver rolle. Men jeg er selvfølgelig blevet påvirket af at blive venner med hende. Én ting er at blive ven med en kvinde, men at blive venner med en kvinde i en …«

Ghita Nørby: »... i en høj alder, ja.«

Michael Noer: »Ja, i en høj alder. Men det er jo fantastisk at kunne få lov til, både privat og fagligt, at krybe ind under huden på hinanden for at finde ud af, hvordan et kvindesind fungerer.«

Ghita Nørby: »Ja, der har vi lært af hinanden. Jeg har min egen erfaring, fordi jeg er så meget ældre, men Michael har så sandelig også sin erfaring, som jeg lytter til.«

Michael Noer: »For mig var det en proces at begynde at skrive på noget, der startede med at handle om døden, men som kom til at handle om livet. For det, som har påvirket mig, har også været Ghitas sensualitet og seksualitet. At man mødes om den, taler om den og deler den.«

Ghita Nørby: »Ja det er rigtigt.«

Michael Noer: »Men fordi jeg ikke er kvinde, så er Ghita en autoritet i forhold til det ...,« siger han og bliver afbrudt af de to store hunde, som gør og skaber sig. Svenn Skipper bliver bedt om at tage sig af dem, så de ikke forstyrrer interviewet.

Ghita Nørby: »Jeg havde set Michaels tidligere spillefilm, som er lidt hårde og benytter sig af amatørskuespillere. Og der må jeg sige, at jeg er blevet klogere, for Michael har en måde at arbejde med rigtige mennesker, som har været en enorm oplevelse. De skulle lige have overstået, at nu kommer Baronessen fra Benzintanken i en lidt ældre udgave, men det gik vanvittigt hurtigt, for vi kunne lide hinanden, og jeg havde ingen forbehold overhovedet, for jeg har en tillid til andre mennsker, som jeg aldrig håber, at jeg mister. Så vi blev hurtigt perlevenner.«

Michael Noer: »Så selv om vi rejste ind i et fremmed univers, endte vi med at blive et stærkt sammentømret hold.«

MS interview med Ghita Nørby & Michael Noer Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares.

Ghita Nørby: »Det er også første gang i min lange filmkarriere, at jeg er med i hver eneste sekvens i filmen. Hver sekvens. Det har jeg aldrig prøvet før. Derfor blev jeg også en fuldstændig integreret del af filmholdet og indgik også i hele den praktiske del af holdet, og jeg elsker den praktiske del af det at lave film.«

Michael Noer: »Vi har talt meget om, at dette er en slags coming of age-fortælling, altså en historie om at blive voksen, men hvorfor skal den slags historier været reserveret teenagere? Det må være noget almengyldigt. For mig ændrede det sig fra at være en gyserfilm om et miljø, jeg havde haft tæt inde på kroppen, til at blive et sted, hvor man holdt om hinanden. Den proces var stærk for både Ghita og mig.«

Ghita Nørby: »Michael er en anden generation end eksempelvis Kaspar Rostrup og Bille August, og vi havde især nogle skægge sproglige forskelle. Michael sagde underlige ting som »din karakter skal gøre dit og dat.« Min karakter? Man kan have en dårlig eller en god karakter, men min karakter. Jeg forstod ikke, at han mente rollen. For mig er det en rolle. Og vi er opdraget til, at det hedder forskellige ting.«

Michael Noer: »Jeg skulle også lære at arbejde med en skuespiller, som er så dygtig til at klæde sig selv på til rollen. Ghita havde ligesom en værktøjskasse med, som hun byggede rollen op af, og når hun så var klar, kunne vi begynde at glide ud i det. Men jeg kan stadigvæk godt lide at bruge almindelige mennesker, der kommer som sig selv.«

Ghita Nørby: »Ja, og det er du altså også god til.«

Det rette valg af trusser

Det var dog ikke helt problemfrit for Michael Noer at skulle forberede dansk films største stjerne på en af de erotiske scener i »Nøgle Hus Spejl«. Inden optagelserne havde instruktøren fået kostumeafdelingen til at arrangere et bredt udvalgt af 15-20 forskellige slags dametrusser, så Ghita Nørby selv kunne vælge. Men blandt de mange sexede, udfordrende og erotiske trusser, som filmholdet havde forestillet sig, at Ghita Nørby ville vælge, snuppede hun det mest kedelige, praktiske og puritanske.

Michael Noer: »Det var fantastisk at se, hvordan hun med sit valg tog ejerskab over filmen. Det her var for hende ikke bare et arbejde, men noget, hun brændte for. Det viste mig, at hun bare er på et helt utroligt højt fagligt niveau. For hende handlede det om at finde lige præcis dét par underbukser, som kunne udtrykke, hvordan begæret kommer bag på hende. Det viste, hvilken autoritet hun er. Og så var det bare fedt at skulle stå og holde forskellige slags trusser op foran Ghita Nørby.«

Ghita Nørby: »Jeg er et menneske uden forbehold overhovedet. Hvorfor skulle jeg have forbehold og udelukke muligheder? Det udviklede sig til en kærlighedsfilm og en sjov film, for Sven Wolter kom ovre fra Sverige, og han er fandeme ikke kedelig. Han var dejlig, og derfor blev kærlighedshistorien så oplagt og så sjov. Men man får kun den slags som gave, hvis man tager imod dem. Men det er kun meget korte billeder, man ser. Resten digter seeren i hovedet. Men hvad det nu er for en akt, gør vi ikke regnskab for. Kærligheden har masser af udtryk. Den behøver ikke se ud, som jeres gør. Når man er et ældre menneske forandrer det sig. Kærligheden fortsætter, men den får andre udtryk. Beviset på kærligheden er ikke, om man går i seng med hinanden. Det er mangfoldigt, hvordan man udtrykker kærligheden til hinanden.«

Michael Noer: »Ja. præcis.«

Ghita Nørby: »Jeg ville jo skilles fra Svenn i en alder af 75 år. Jeg var ikke rigtig klog, og folk syntes, at det var pinligt. Men så fandt vi sammen igen, og det var også pinligt. Intet kan overgå menneskers evne til forbehold og fordømmelse. «

Michael Noer: »Ghita har også delt det med mig at blive skilt og finde hinanden igen i en høj alder. Og hvordan der blev set skævt til det, var helt vildt inspirerende, fordi man normalt ikke tænker over det. Hvis en kvinde på 40 med to børn vil bryde fri, så er det en hyldest, men hvis én på 75 vil, så er det en skandale. Hvad er det for en måde at putte folk i kasser?« spørger han og opdager, at Ghita Nørby ikke hører efter. Hun har flyttet sit fokus mod fotografen, som tager billeder af hende.

Ghita Nørby: »Vi har lige noget kørende, fotografen og jeg,« griner hun og vender tilbage til filmsamarbejdet. »Men det havde ikke kunnet lade sig gøre, hvis vi ikke var blevet venener …«

Michael Noer: »Nej, her kunne man ikke bare nøjes med at være på besøg. Derfor var det også vigtigt at finde et tidspunkt, hvor Ghita ikke skulle andet, så hun kunne koncentrere sig 100 procent om filmarbejdet.«

Ghita Nørby: »Ja, altså det liv jeg lever nu, som er så fuldt af begivenheder i min høje alder, det er ikke noget, jeg længes efter. Folk bebrejder mig altid, at jeg siger ja til så meget. Men man kan ikke planlægge alting. Først for nylig vidste vi præcis, hvornår filmen ville få premiere, og da jeg udkom med en bog (havebogen »Det er aldrig for sent«, red.) for nylig, vidste jeg heller ikke, hvornår den ville komme.«

En stor Ghita Nørby-fan

Men der er meget langt fra filmens Lily til virkelighedens åndsfriske Ghita Nørby.

Ghita Nørby: »Det er rigtigt, at jeg har den samme alder som filmens hovedperson, men så længe man kan slæbe benene ud af sengen, åbne sine øjne og kigge ud på fuglene, skal man være taknemmelig. Det første man næsten altid møder, når man står op, det er et spejl, og hvis man kan grine af det fjogehoved, der står derinde, har man en mægtig god start på dagen, i stedet for at have selvmedlidenhed og synes, at man er et stakkels gammelt menneske.«

Michael Noer: »Jeg rykker frem i sædet, når Ghita siger det, fordi dokumentaristen kommer op i mig. For det er jo fantastisk at have en karakter, som er fuldstændig omvendt. Lily er jo sikkert en stor Ghita Nørby-fan, men har manglet modet til at springe ud i livet.«

MS interview med Ghita Nørby & Michael Noer Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares.

Ghita Nørby: »Når man taler om demens og alzheimers handler det ofte om, at mennesker bliver aggressive, men det kunne måske også være med til at løsne nogle bånd, så man pludselig siger »jeg elsker dig«. Når jeg rejser rundt og holder foredrag, fortæller jeg altid om, at filmen er en kærlighedsfilm og en lys film. Med en tung baggrund. Og jeg taler om, hvor vigtig den er, fordi den er et tabu. Engang kunne man ikke sige »kræft«, men i dag kan man ikke sige demens og alzheimers. Filmen er filmen, men livet er noget andet, og derfor har jeg fået lavet en test for alzheimers, og jeg bestod.«

Michael Noer: »Ja, den lille angst kender vi alle sammen.«

Ghita Nørby: »Den er ikke lille, Michael, den er enorm. Det kan jeg godt sige dig. Der er ikke mange, der tør ringe ned til deres læge for at bede om at få foretaget den test. Men ellers kan jeg kun opfordre til, at man lader være med at være bange og fordomsfuld. Gå ud ad landevejen. Man ved ikke, hvad der kommer til at ske. Det kedeligste, man kan diskutere, er et »hvis«. »Hvis« er det dummeste, man kan tale om. Det gider jeg ikke ødelægge mit humør ved at tale om. Som Per Olov Enquist har sagt: »Man dør en dag, resten af dagene lever man.« Det er meget godt sagt, synes jeg.«

Micahel Noer: »I mine første dokumentarfilm lavede jeg en film om min nabo, og det endte med, at både hun og filmen rejste Jorden rundt og endte i Mexico. Man kan bare banke på hos naboen, hvis man vil rejse Jorden rundt. Men se nu her, pludselig åbenbarer der sig noget, hvor jeg bliver klogere på livet ved at undersøge et kærlighedsdrama mellem to mennesker, som er meget ældre end jeg selv. Det er både tæt på og langt væk. Hvis det kan føre til, som en af de unge piger ude på Nordisk Film sagde, da hun havde set filmen, at nu ville hun besøge sin mormor på plejehjemmet, så er det lykkedes. Ikke fordi den er politisk, men fordi den opfordrer til, at vi skal holde om og røre hinanden.«

Ghita Nørby: »For mig er det også en rejse ind i noget ukendt. Når vi går til prøver på teatret, er det fordi, vi som regel er et par måneder om at finde en fælles vej. Vi har et manuskript, men så mødes vi og pejler os frem. Sådan gør vi også på film. Vi prøver os frem og ser, hvor det fører os hen. Og langsomt får man en fornemmelse af krop og hinanden.«

MS interview med Ghita Nørby & Michael Noer Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares.