Gertrud Thisted Højlund: »Sommeren bugner frodigt, mens alt i mit liv er krakeleret, ituslået og tungt«

De store bøger: Sommeren er over os. Den gamle urostifter på himlen giver os fritid og fred til læsning. Vi har spurgt en række forfattere, bogorme og læseheste om deres livs bog eller bøger og bringer svarene i de kommende uger – i dag er det journalist og nyhedsvært Gertrud Thisted Højlund.

»Bøgerne bygger et skelet af billeder og sprog omkring mig, som næsten kan holde mig oprejst,« skriver studievært Gertrud Thisted Højlund om forfatteren Jón Kalman Stefánssons trilogi, som har en helt særlig betydning i hendes liv. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

2014. Sommeren bugner frodigt, mens alt i mit liv er krakeleret, ituslået og tungt, for min far er død, og jeg kan ikke forstå, hvad det betyder.

Hvad det vil sige at være (bemærk verbet) død. Være ikke-værende? Til min overraskelse åbenbarer døden sig for mig som et lige så ubegribeligt mysterium som livet. Hvad er forskellen på en død krop og et levende menneske? Et hjerteslag, et åndedræt, en bevægelse i brystkassen, som vi har med os hele livet og sjældent tænker over, men som gør forskellen mellem alt og intet. Krop, biologisk materiale, grundtvigsk støv og åndedrag, ånde, ånd. Gud, der modellerer det første menneske ud af jorden og puster »sin livsånde« i ham, giver støvet ånd. Men hverken i troen eller videnskaben kan jeg finde en dækkende forklaring på, hvad dét vil sige. Hvad er liv? »Hvor stammer den kraft fra, dette frygtindgydende lys?« spørger jeg mig selv med fattigere ord. For jeg har endnu ikke læst Jón Kalman Stefánsson formulere samme spørgsmål.

»Jeg føler egentlig ikke, at jeg læser bøgerne. Det føles nærmere, som om jeg lægger dem ind i mig. Som når man lægger våd gips på en splintret krop.«


Jeg tænker på celler, der deler sig. Den impuls, der gør 1 til 2 til 4 til 8. Det må være liv. Prøver at forestille mig et univers uden organisk materiale, uden celler, der deler sig og henfalder igen. Men så holder tiden op med at give mening. Hvad er tid, hvis alting står stille?

Jón Kalman StefánssonTrilogien om drengen: »Englenes sorg«, »Himmerige og helvede« og »Menneskets hjerte« Fold sammen
Læs mere

Mens mit indre skifter mellem kaotiske tanker om tidsbegreber på klippeplaneter uden liv og den katatonisk duttende lyd af en afbrudt samtale på en en fastnetforbindelse, begynder jeg at læse uden at vide hvorfor. Som en refleks rækker jeg ud efter andres ord, fordi mine er sluppet op. Måske griber jeg bare det øverste i bunken hos mine forældre. Det er første bind i Jón Kalman Stefánssons trilogi om drengen. »Tiden er et bedrag, den eneste brugbare måleenhed er liv,« læser jeg godt 900 sider senere. Og jeg ved helt ind i knoglerne, hvad det betyder.

Et liv er et univers

Trilogien giver mig egentlig ikke et svar, men den giver plads til mit spørgsmål. »Døden er hverken lys eller mørke, den er bare alt andet end liv. Vi sidder af og til og våger over døende mennesker og følger med i, hvordan livet ebber ud; hvert liv er et univers, og det er smerteligt at se det forsvinde, se alt blive til intet på et øjeblik. (…) hver bevidsthed er trods alt en verden udspændt mellem jord og himmel, og hvordan kan noget så stort forsvinde så let, blive til ingenting, ikke engang efterlade en smule skum, ikke engang et ekko?« Jeg kan ikke holde ud at læse andet. Læse ting, der ignorerer, at verden kan forsvinde på et øjeblik uden at efterlade så meget som en smule skum.

Jeg føler egentlig ikke, at jeg læser bøgerne. Det føles nærmere, som om jeg lægger dem ind i mig. Som når man lægger våd gips på en splintret krop. Bøgerne bygger et skelet af billeder og sprog omkring mig, som næsten kan holde mig oprejst. Jeg kan se det på tekster, jeg skriver i det efterfølgende år. Det er, som om jeg skriver med en arm om skulderen på Kalman, som en såret, der bliver reddet ud af en brændende bygning. Det er selvfølgelig ikke så godt eller stort eller sammenhængende, men hele min forståelse af sprog og liv er tonet i hans farver.

»Jeg kan se det på tekster, jeg skriver i det efterfølgende år. Det er, som om jeg skriver med en arm om skulderen på Kalman, som en såret, der bliver reddet ud af en brændende bygning,« skriver Gertrud Thisted Højlund. På fotoet ses den islandske forfatter Jón Kalman Stefánsson. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

»Døden synes nogle gange at omslutte vores liv som det sorte univers omslutter jorden, denne blå planet, dette blå råb i et ufatteligt udstrakt univers, et råb på Gud, efter mening.« Ja! Siger jeg. Det er sådan, det er!

Stærkere end imperier

Og hvad er svaret så på dette parentetiske blå råb efter mening, omringet af en ukendt ikke-væren? Kalmans bud er, at vi må forsøge at nære sjælen gennem kærligheden i alle dens afskygninger. Omfavne dens jubel og dens melankoli – og holde vores sprog levende og poetisk, så vi rent faktisk har midlerne til at forstå og blive forstået af hin anden. Så vi ikke skal stå alene mod døden. Og derfor »… burde vi vel aldrig skrive om andet end det: Om sorgen, savnet, værgeløsheden og det, der nogle gange opstår mellem to mennesker, usynligt, men stærkere end imperier, stærkere end religioner og også smukt som himlen, om tårerne, der er gennemsigtige fisk, om ordene, som vi hvisker til Gud eller til en, der betyder alt, om det øjeblik, hvor en kvinde styrer et lem ind i sig og siden flænges horisonten. Vi burde aldrig skrive om andet.«.

Nej. Vi burde aldrig skrive om andet. Om hvad der giver mening i de »verdener udspændt mellem himmel og jord«, som ethvert menneskeliv er. Fylden, kontakten, sproget, henvendelsen, broerne mellem os, skønhed, kærlighed og poesi. Kalman skriver ikke om andet, og jeg var så velsignet at finde hans bøger, da jeg havde mest brug for dem.