Gericke: »Jeg var bare sådan som menneske«

MS har bedt Søren Gericke se tilbage på et turbulent liv med lange arbejdsdage, et følsomt sind, men med en iver og begejstring, som ellers kun børn besidder. Det er blevet til fire skelsættende epoker, valgt og fortalt af kokken selv.

Kokken Søren Gericke Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I mere end 50 år har han været Danmarks gastronomiske sværvægter. Han gjorde pighvarren landskendt, for nylig fortalte han om sine mørke perioder i DR-serien »Usynligt syg«, og nu er han klar med nogle »skidegode« nye saucer.

BØRNENE 

»Det giver noget magisk. Jeg er i det hele taget meget fascineret af børn. Jeg holder meget af børn generelt. Man skal bare lære, at de skal have deres frihed. Og ikke skrige for meget. De må gerne sidde ret, når vi siger det. Så tolerante skal vi heller ikke være.«
 
Når Søren Gericke fortæller om sine nye saucer, som han har udviklet sammen med den svenske Michelin-kok Erik Lallerstedt, sker det med store armbevægelser. Ordene vælter over hinanden for at komme ud først. Men da vi beder ham om at nævne fire skelsættende epoker i sit liv, er gastronomi og friske råvarer ikke det første, der falder ham ind. Det er derimod hans tre børn, som han har med to forskellige kvinder.

»Det var fantastisk at opleve at få børn. Jeg har fået tre smukke børn, som jeg er meget glad for. Alle børn er givtige, selvom de skriger lidt højt nogle af dem. Det samme med at få børnebørn. Så kan du have dem, snakke med dem, og så kan du aflevere dem igen.«

Da han fik sin mellemste datter, var han på Grønland. Han spurgte ikke sin gravide kæreste om lov, inden han tog af sted, og siden har de ikke talt om det. Han var en far, der arbejdede meget. Og en faderfigur, der måske ikke helt fulgte de gængse normer.

»Jeg var en god far på min måde. Jeg har arbejdet utrolig meget som kok, skiftende tider, op og ned og ind og ud. Jeg har ikke svigtet dem, eller det har jeg da gjort, hvis det er den der 8-16 norm, man går ud fra – så har jeg ikke været særlig vellykket. Men mine børn har ikke taget skade af det. Mine børn siger altid »det skal du ikke tænke på«.

Børn de tilgiver jo alt. Jeg har måske stået i ydersiden af ringen og set på. Nej, jeg har da været med i det, det har jeg da. Jeg er tæt på mine børn – på vores måde. At få børn lærte ham, hvor vigtigt det er, at man behandler alle børn godt og lige. Han har ad flere omgange lavet mad med børn fra blandt andet Jordan, Tyrkiet og Pakistan, men også børn med autisme, hvilket har givet ham stor inspiration til madlavningen«
 
»Der er mange måder at følge sine børn på. Jeg bliver bekymret og tænker meget på mine børn ligesom alle andre forældre, selvom jeg har arbejdet meget. Jeg gider ikke alle de der undskyldninger med, at jeg ikke kunne gøre noget for mine børn, fordi jeg havde for travlt med sovsen. Pis og papir. Det kan godt være, jeg selv har sagt det engang, men man skal ikke dyrke sine fejl – man kan rette op på dem.«

»Man taler meget om udsatte voksne, men hvad med børnene?,« spørger Søren Gericke.

»Når man ser sårede børn – det har jeg oplevet flere gange på mine rejser i for eksempel Indonesien – de der brændende øjne, det gjorde sådan indtryk på mig. Puh, jeg får helt tårer i øjnene af at tænke på det. Øjnene brændte af vrede. Og det er også det, der sker nu, og det kommer til at ske i hele verden, fordi de bliver undertrykt. Børn, der bliver udsat for alt mellem himmel og jord, alle de ting har jeg tænkt på, siden jeg selv fik børn.

At sætte nogen ud af fællesskabet, det kan jeg slet ikke have. Man kan godt sige, at ham bryder jeg mig sgu ikke om, for man kan sgu ikke favne hele verden. Men vi er alle værdige til at være med. Alle har ret til et ordentligt liv. Alle.«- 

 

Søren Gerickes forældre spillede en stor rolle for hans børn, men især for ham selv. Med en mor, Annelise, han næsten ikke kunne leve uden, og en far, Carl-Christoph, som ikke rigtig sagde noget, men havde en viden større end det største bibliotek, var Søren Gericke i de tryggeste rammer. Rammer, der til tider kunne være svære at bryde.

»Jeg kan huske, at jeg var på sommerlejr. Så skulle jeg jo være væk fra min mor. Jeg kunne slet ikke tåle, hvis min mor var væk – er du tosset, mand, så var der ballade. Jeg syntes, hun skulle være der altid. Jeg gik meget for mig selv og så på bygninger og mennesker dengang. Botanisk Have elskede jeg. Jeg var bare sådan som menneske. Når brandbilerne kom, kunne jeg løbe inde fra Botanisk Have og ud på Østerbro, hvor vi boede. Jeg var simpelthen så bange for, at der skulle være sket noget hjemme i vores hus.«

Også hans to brødre var tæt knyttet til forældrene. De var en søskendeflok af meget forskellige børn, der levede i hver sin verden.

»Ingen børn blev sat højere end andre, men vi blev behandlet, som dem vi var, hvert sind for sig. De var utrolig mangfoldige, mine forældre.«

Hans storebror var den meget pligtopfyldende, der lavede mad og hjalp til.

»Det var dengang, der kom trykkogere. Min mor syntes, det var fuldstændig fantastisk, da hun fik en trykkoger. Der er ikke noget mere skrækkeligt end en trykkoger. Jeg ved godt, at den er moderne igen. Min drøm var, at den skulle eksplodere, den der satan. Bang! Alt blev jo trykkogt dengang.«

Faderen skabte de trygge rammer om familien, og der var altid omsorg at hente, fortæller Søren Gericke.

»Min far var et stille, buldrende menneske. En original – altså en, der kun er én af. Et meget intellektuelt menneske, ufattelig viden, og bogholder. Han var et utrolig klogt menneske, uden at kæfte op om det. Og så tror jeg, han kørte nogle lange cykelture på Amager Fælled for at få noget fred. Det skal der også være plads til, ellers er der ikke noget ved det.«

Hans far havde oplevet arbejdsløsheden i 1930erne, og Søren Gericke tror, at han fik én over nakken, for faderen kom fra en mere velhavende familie, og pludselig var der ikke meget at rutte med.

»Der var ikke meget at rufle med i min opvækst. Jeg gider ikke bruge det udtryk, at der ingen penge var, for hvis mine forældre havde haft mange penge, så havde vi fået det på samme måde. Min far regnede ud på sådan en regnestok, hvor mange stykker medister, han skulle spise – hvis man skulle gå så og så mange kilometer, så skulle han have så og så mange stykker medister. Han var meget nøje, ikke nøjeregnende med os, heller ikke over for min mor, for så ville det være gået galt. Men han ville hellere drikke den sure mælk end ingen mælk.«

EFTERSKOLEN 

»Jeg var ikke så god til den der læringsform i folkeskolen. Og hvis man så ikke kunne forstå, hvad de sagde, så blev man bare sat ned bag i, i stedet for at der blev gjort noget ved det.«

Som barn passede Søren Gericke ikke ind i folkeskolens strenge rammer, og til sidst, omkring 6. klasse, var han skoletræt og syntes, at lærerne var nogle tyranniske røvhuller. At stå ret i skolegården og blive nevet i kinden eller at blive slået – det gad han ikke finde sig i.

Det var et kommandohelvede uden lige, og det gik ud over motivationen, fortæller Søren Gericke. Det endte med, at han forlod folkeskolen og blev bybud, og efter nogen tid blev det besluttet, at han skulle på efterskole.

»Efterskolen var skelsættende for mig. Der fik jeg mit livs oplevelse. Dengang var efterskole ikke det samme som i dag. I dag står folk jo i kø for at komme på efterskole. Dengang var det lige på kanten til, at man var lidt »anderledes«.«

Han begyndte også i en klasse for ordblinde. Selvom man ikke skulle tro det, så var det toppen. Her fik han lov til at sidde og drømme og lommefilosofere. Men der var ikke kun plads til fantasi. Der var også disciplin. Lavede man larm, fik man en lussing.

»Men det var ikke forfølgelse af én person, fordi vedkommende var sådan eller sådan. Det var en orden, som ikke var personlig. Og lige pludselig var jeg modtagelig for lærdom, fordi lærerne var anderledes. Fuldstændig.

Der var ingen kommandoer. Jeg var der i otte-ni måneder, og jeg lærte mere, end jeg gjorde i de seks-syv år, jeg gik i folkeskolen. Det var helt vildt. Jeg begyndte at læse rigtigt dengang. Jeg kan huske, at vi kun holdt Berlingske Tidende dengang hjemme hos mine forældre. Hvis jeg nævnte et eller andet fra Politiken, jeg havde læst, så skreg min mor simpelthen. Hun var ved at falde ned på gulvet. Det var jo socialistisk.«

Efter efterskolen kom Søren Gericke ud og var arbejdsdreng. Han havde set nede ved Svanemøllen Station, at de stod og rensede togene med højtryksrensere, men da han kom i arbejde dernede, fik han sig lidt af en overraskelse. Ikke af de bedre.

»Jeg skulle gå togene igennem og tømme ASKEBÆGERE! Så tænkte jeg »rend mig«, og efter en halv time skred jeg. Stå og tømme askebægere, når man tror, man skal stå og spule de der store tog. Det var da en ydmygelse uden lige, jeg var chokeret.«

Og så blev det tid til at komme i lære. Det var hans mor, der fandt lærepladsen til ham. På restaurant Regina.

»Det var umuligt at komme i lære –det er det også i dag, hvor man skal stå i kø og bukke nakke. Jeg vil gerne opføre mig ordentligt, men jeg vil ikke bukke nakke. Da førte min mor mig igennem og fik mig i lære – altid var hun der. Altid.«

Men det var et af de »skrækkeligste steder, du kunne opleve«, med kakerlakker farende rundt, og pålægget fra det kolde bord blev vendt i noget atamon-lignende for at dræbe bakterierne, så kødet kunne bruges dagen efter igen.

Da det blev for meget, tog han ud at sejle, 16 år gammel – uden at skrive hjem en eneste gang. Oplevelser og flotte piger fyldte alt, og han havde da også kun 63 kroner på lommen, da året på bølgerne var slut. Da han kom hjem igen, fortsatte han sin læretid hos Danhotel og var færdig i 1963.

 
KROEN

»Jeg levede på Søllerød Kro. Jeg kom om morgenen og gik sent om aftenen. Altid. De to år, det var toppen af mit liv. Og så fik jeg lov til at skrive tavlen selv. Det var slet ikke, som vi kender det i dag eller i 70erne. Der blev jeg fiskekok.« 
 
Da Søren Gericke var færdiguddannet, kom han på Søllerød Kro, og her fik han for alvor lov til at eksperimentere med sine gastronomiske talenter.

»Jørgen Tønnesen, som havde Søllerød Kro, testede mig engang. En af hans venner ringede mig op. Han spurgte, »ved De, hvad en court bouillon er«? Så tænkte jeg bare, du skal ikke tage røven på mig, bror lort. Jeg var ikke helt sikker på, hvad det var. Så sagde jeg, at det er grøntsager, man skærer i julienne, og så er der nogle laurbærblade, lidt eddike, lidt vin blanc. »Ah, det er fint«, sagde han – »farvel«. De mente altså, jeg var et orakel. Ikke en skid, mand.«

Herefter gik det stærkt.

»Jeg fik lov til rigtig mange ting. Der kom mange fine leverandører, hold kæft, jeg kunne blive helt vild deroppe. Men det var en pragtfuld tid for mig – også som menneske. Det betød bare så meget, den måde de gav os lov til at eksperimentere, når vi havde lavet det, vi skulle. Og noget jeg aldrig havde prøvet at lave, hel dampet pighvar med rødvinssauce og rogn og det hele, mand. Det prøvede jeg jo igennem.

Det var helt vildt at få lov til det. Der var nogle fantastiske kokke, som jeg hele tiden kunne suge viden fra. Der fik jeg virkelig dyb interesse for maden. Jeg havde aldrig set før, at man brugte helt friske grøntsager.«

Det siges, at Søren Gericke i sine to år på kroen havde, hvad der svarede til Picassos blå periode. Men det var slet ikke sådan, det hele hang sammen, hvis man spørger ham selv.

»Jeg har aldrig forstået en pind af det hele. Det var derfor, jeg lavede det på en anden måde. Jeg er ikke noget orakel – det er bare fordi, jeg ikke forstår en skid af det hele, jo.«

Søllerød Kro blev et sted, Søren Gericke vendte tilbage til mange gange. Han kom til Paris på restaurant Copenhague, hvor han igen arbejdede for Jørgen Tønnesen. En tid han husker som fantastisk. Og en tid, hvor Jørgen Tønnesen må have vredet sig over økonomien, for der blev købt stort ind, der var jo friske grøntsager og blomster i januar måned.

Da han kom hjem, blev han køkkenchef på The Plaza Hotel, derefter emigrerede han til USA – man kan jo ligeså godt gøre det helhjertet. Drømmen om USA gik i vasken, men med gode minder i bagagen, og hjemme ventede Søllerød Kro. Igen.

»Hvis der manglede en køkkenchef, så kom jeg tilbage. Men nogle gange var jeg kun gæst i et halvt års tid. Det er fint at være med til det der. Men der var nok også noget rastløshed, som gjorde, at jeg gik lidt frem og tilbage.«

KVINDEN 

»Jeg har brugt en lang periode af mit liv på noget meget destruktivt. Men så er jeg begyndt at lytte til hende. Det er jo lidt vigtigt, ikke? Man glemmer tit at lytte i sit eget egospil.«

Sideløbende med madeksperimenter har der har været flere kvinder i Søren Gerickes liv. Det er også helt tydeligt, at kvinder er en stor interesse – og altid har været det. I dag er der en helt speciel kvinde i hans liv. Anne, som han har kendt i ti år og netop er blevet gift med.

»Det blev en omvæltning i mit liv. Jeg har haft mange andre store oplevelser, men den der indre kamp, den har jeg ikke mere, efter at jeg har mødt Anne,« fortæller Søren Gericke.

De to mødtes på restaurant Grisobasovitz, hvor Anne fulgtes med en fælles ven. »Det var snorlige,« siger han om deres første møde. Om det egentlig var det, bliver han selv lidt i tvivl om, når han efterrationaliserer, men alle andre kunne i hvert fald se tiltrækningen.

»Hendes adfærd har ændret noget i mig. Ikke at jeg har mistet min gnist og mine drømme, men det har ændret min opfattelse af tingene, fordi hun har en anden indgangsvinkel til dem. Hun er meget vidende uden at sige det, hvilket mange kvinder er. Alt det jeg kæfter op om, det forstår hun – det hele.

Hun har hjulpet mig mange gange, også i mine kriser i mit liv. Hun har løftet i stilhed. Men også i det daglige. Det er meget vigtigt for mig, hvordan det fungerer i det daglige. Hun skaber ro, men stadig vildskab.«

Søren Gericke er til gengæld ikke glad for det der med at vise kærlighed offentligt. Et kys på kinden og et klem hist og her, det gør han ikke.

»Det bliver sgu så krukket. Det er uanset, hvem fanden du møder, så skal de have et kram. Det gør man med nogen, man har tæt på eller holder af, men man behøver sgu ikke kramme hinanden fra starten. Mænd begynder også at kramme hinanden nu. Det gør ikke noget, det skal bare ikke være med mig. Jeg lever på en lidt anden måde.«

DRs nye programserie »Usynligt syg« handler om psykisk sårbare, hvor kendte ansigter, heriblandt Søren Gericke, fortæller om deres vanskelige perioder. Han ved om nogen, hvor vigtigt det er at få hjælp, og det er netop derfor, han deltager i programmet.

»Du lukker dig endnu mere inde og bliver endnu mere sort. Så går det galt for dig, og så er du destruktiv. At være destruktiv er nok det værste, man kan være. Det er alt, der falder sammen – også det fysiske. Det er ikke værdigt for nogen mennesker. Og det er sgu svært selv for psykiaterne. Der var en meget dygtig psykiater, der engang sagde til mig, at det sværeste er at finde ind i en andens krop. Kirurgerne kan skære, men man kan ikke finde vejen ind til sjælen.«

Lige siden han var barn, har han vidst, at han var anderledes. Psykisk sårbar, som han selv siger.

»Jeg var sgu svær som barn, må jeg erkende. Jeg skiftede meget. Pludselig var jeg helt oppe og så helt nede. Det tror jeg ikke har været nemt for mine forældre. Da jeg var barn, var jeg også på børnehospital, fordi jeg var anderledes. Man havde ikke nogen diagnoser dengang, men det var en fryd at være indlagt. Jeg hang bare ud over muren og sagde hallo til de andre.

For mig var det frihed det der. At slippe for skolen. Jeg drømte om at blive glarmester, og jeg fik lov til at kitte vinduer, så jeg var bare helt på toppen. Men det er mange år, det har stået på. Alle tror, det har noget med mit arbejde som kok at gøre, men det har det slet ikke. Intet. Man skaber nogle fantastiske indre konflikter med sig selv.

For mig tror jeg, det bundede i en ganske almindelig usikkerhed over for tilværelsen, og så er jeg bare et meget følsomt menneske. I dag presser jeg mig selv for meget. Jeg kan godt arbejde dag og nat, men det er det indre pres, du laver. Kroppen brænder op indvendig. Det at være et frit menneske er mange ting. Men jo mere frihed, et menneske får, jo bedre bliver de til at gøre deres ting.«

Anne og Søren Gericke går tit i kirke. Christianskirken. Ordene, indsigten og fortolkningen er nogle af de begreber, Søren Gericke nævner, som gør, at han pludselig forstår det hele, og verden bliver en anden. Mere positiv ligefrem. En vej han tit har fulgt, når alt har befundet sig i et stort, sort ingenting.

»Anne er meget troende. Jeg tror på universet, men jeg behøver ikke at have én gud, jeg kan godt have mange guder. For mange år siden, da jeg boede i Kolding, i den periode, jeg var på Trapholt, ville jeg tale med en præst. Og så mødte jeg en kvindelig præst – jeg søger altid kvindelige præster, læger – de er meget bedre end noget andet. Der fik jeg nogle gode samtaler uden egentlig at sidde og samtale, kender du det? Jeg sad bare og sagde nogle forskellige ting. Det var meget givtigt.«

Flere gange har Søren Gericke været ramt af depression. Anne har været en stor hjælp for ham, for som han ofte nævner, anskuer hun tingene på en anden måde. Krav skal stilles, men inden for rimelighedens grænser.

»Jeg plejer at sige, at hvis man ikke kan drømme, så skal man søge hjælp. Verden er så ubarmhjertig, men jeg kan godt lide, at der bliver stillet krav til én. At man ligesom siger, at det her, det skal jeg udfylde for at nå til det der. Det hører med. Men alle folk får stress – hele lortet, og bliver presset af sig selv. De bliver da sindssyge oven i hovedet af det.

Mennesket kan ikke magte så meget på en gang, det tror jeg ikke på, det er ikke kun mig, det gælder alle. Du ser, hvor mange mennesker, der knækker. Velfungerende den ene dag og bang, så får de hugget. Jeg snakkede med en gammel taxachauffør, han sagde, »prøv at kig ud af vinduet, Søren. Det er samfundsudviklingen, du ser. Prøv at se, hvordan de råber og skriger ad hinanden alle sammen«. Og han har sgu ret.«

Små hop i sædet, et hurtigt slag i bordet for pludselig at stå oprejst i to sekunder – alt sammen for at sætte en fed streg under sine ord. Han har det godt i dag. Latteren, smilet og entusiasmen. Flere epoker presser sig på for at blive italesat, men som Anne, hans kone, siger, når han kæfter for meget op:

»Søren, ikke nu.«