George Clooney er ikke bare en »pretty boy«

Skuespilleren Benjamin Boe Rasmussen, der spiller med i »1984« med premiere på Betty Nansen på lørdag, ville gerne møde sin amerikanske kollega George Clooney.

Foto: Liselotte Sabroe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jeg slapper bedst af

med min guitar. Jeg mødes med min guitarlærer en gang om ugen, det er ren meditation. Jo bedre, jeg bliver, desto mere afgrundsdyb beundring får jeg for de musikere, der virkelig kan. Og nej, bare rolig, der kommer ingen plade fra mig.

Jeg vil gerne opleve

musikeren John Mayer. Han kan gøre en ultraenkel melodi til noget kæmpestort. Når det lykkes, er det, fordi han er så sindssygt dygtig. Jeg har været til koncert med ham i Tivoli og ville næsten give min højre arm, for at lade mig forføre af ham igen.

Jeg vil gerne møde

skuespilleren George Clooney og lige høre ham om nogle af de modige og spændende valg, han har foretaget i sit liv. Den mand er så meget mere end en »pretty boy«. Han kan måske virke lidt »halv-kitschet«, men er meget politisk og meget bevidst.

Jeg træner

alt for meget, siger min kone. Jeg er blevet afhængig, men uden at være religiøs på den dér fanatiske måde. Jeg er heller ikke bange for hvidt brød og kartofler. Træningen er mit »moment of zen«, når jeg løber på rulleskøjter, cykler på min racer eller går til crossfit og yoga.

Min bedste madoplevelse

var i sommer, da vi var på Sicilien og boede på det lille familieejede Hotel Palladio. Vi fik først mad klokken 23, men hele aftenen var så gennemført smuk. Jeg er ikke til fornemme 12-retters menuer, det virker lidt vulgært på mig. Faktisk har jeg engang kastet op på Restaurant Noma under en skaldyrs-menu.

Det næste jeg køber

er to nye vinduer til vores havestue. Jeg kan ikke forestille mig noget mere småborgerligt, men det er en nødvendighed. De andre vinduer er smadret.

Jeg vil gerne rejse til

Grønland, før der ikke er mere is. Eller Mauritius, inden øen forsvinder ned i havet. Sammen med min kone har jeg et mål om, at vi gerne vil prøve at rejse til nye verdensdele. Egentlig vil jeg bare gerne se hele verden. Men oftest bliver det dog New York.

Jeg gider ikke

bruge tid på noget, der gør mig i dårligt humør. Youtube-klip med amerikanske journalister, der får hugget hovedet af, mega-dårligt tv eller noget andet deprimerende. Det har intet at gøre med, at jeg ikke vil tage stilling til verden, men fordi, jeg mener, man i stedet bør gøre noget aktivt for at forandre verden.

Min største last

er ikke rygning, eftersom jeg er holdt op. Kan man sige sex og spiritus? Men det er vel ikke laster, i hvert fald ikke for mig. En last er noget, man har dårlig samvittighed over, og det har jeg ikke over de to ting. Eller noget andet.

Jeg sætter pris på

mennesker, der har ja-hatten på. Det modsatte er mennesker, hvor man i deres selskab skal være en slags »åndelig dåseåbner«, fordi de leverer så dårlig energi og generelt har en nej-indstilling. Det er blevet et livs-princip for mig at sige »ja« mest muligt, det virker!

Jeg vil aldrig

stjæle igen. Da jeg var barn, stjal jeg engang en legetøjsbil i en legetøjsforretning, og den meget dårlige følelse har siden sat sig så dybt i mig, at jeg aldrig ville kunne stjæle igen. Jeg var nødt til »at stjæle« bilen tilbage til butikken.

Sidst jeg gjorde nogen glad

var, da min kone og jeg sidste jul besluttede at yde mikrolån til afrikanske kvinder, der f.eks. vil etablere en virksomhed. Vi har siden fået pengene igen, men givet dem tilbage til Afrika. Jeg tror, der var nogle afrikanske kvinder, der blev glade.