Generthed

»Jeg har engang været på Kos!« siger man ud af det blå. Ørkentør i munden. Ens ånde lugter af kamellort. »Gid jeg havde et bombebælte« er det sidste, man tænker, inden man flygter ud på badeværelset.

Hassan Preisler og Maise Njor. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Hassan Preisler

Man glemmer aldrig den dag, man blev genert for første gang. Man gik måske i 9. klasse og skulle holde et oplæg. Om badminton. »Clear, drop, smash – den er hjemme!« tænkte man.

Man forstod det ikke, da man pludselig fik hjertebanken og sved på overlæben. Da ordene kom ud, skælvede de. Man rømmede sig, for man troede, det drejede sig om en tudse.Læreren tilbød én et glas vand.

Man greb om det og bemærkede, at ens hænder rystede. Så talte stemmerne fra det indre. »Det er pinligt!« sagde de. »Hvem er I?« spurgte man overrasket. »Dine livsledsagere,« svarede de med foruroligende overbevisning.

Så begyndte man i gymnasiet. Genertheden havde etableret sig som en enorm, kontinuerlig meteorstorm på kollisionskurs med ens personlighed. I tysktimen og kantinen, i små flokke og store forsamlinger, til hverdag og fest. Pludselig var man hæmmet.

Nervøs, trykket, stiv og stum. Altså – kun UNDER overfladen! Ovenover var man kategorisk, stædig og bedrevidende. Når man var allermest genert, viste man sig allermest ugenert. Og sådan ville man kunne gå gennem livet, hvis ikke det forholdt sig sådan, at man er mest genert i selskab med den, man elsker!

Vi banker på bungalowdøren. Det perfekte par lukker op. De smiler. Hver gang. Hun er TV-vært, han er modemand: »Dejligt at se jer!« råber de i kor. Mellem de to begejstrede ansigter kan jeg se ind i stuen. Den er fyldt med mennesker som dem. Så rammer den. Genertheden!

Stemmerne lægger ud: »De synes, du er underlig,« siger de. »Hvordan går det med arbejdet?« spørger de. Man ser op fra det indre og skriger »FINT!«

Ens fornemmelse for form har det hårdt pumpende hjerte sendt på flugt. Ens sans for indhold har samlet sig i store plamager på skjorten.

»Jeg har engang været på Kos!« siger man ud af det blå. Ørkentør i munden. Ens ånde lugter af kamellort. »Gid jeg havde et bombebælte« er det sidste, man tænker, inden man flygter ud på badeværelset.

Og så vender man det udad: »Det er deres skyld, det perfekte par!« Hele vejen hjem taler man til hende om deres overfladiskhed, selvoptagethed og krukkethed: »Jeg forstår ikke, at du vil have dem i dit liv,« siger man, da man lægger hovedet på puden.

Næste morgen søger hun om skilsmisse. På grundlag af generthed.

Maise Njor

Pludselig kommer impulsen. Jeg må holde min højre arm stift ned langs siden, som en omvendt nazi-hilsen. For ellers ryger den op, og jeg begynder at sutte på mit ærme. Jeg er genert.

Genertheden har rykket sig, så hvor den før ankom, når jeg skulle tale i større forsamlinger, er det nu, når jeg står en til en, at den sniger sig ind og aktiverer svedkirtlerne, så der lugter som om en hest har tisset mig under armene.

Mine børn klager over, at jeg altid til skolesammenkomster hiver dem ind, så de står foran mig. Det er rigtigt. Jeg er nødt til at have et skjold. Jeg kan da ikke bare være mig. Især ikke, hvis der er en masse rigtige voksne omkring mig. Sådan nogen, der tilsyneladende har rigtige jobs og rigtige meninger og råd til en robotstøvsuger.

Generthed er i bund og grund ekstremt selvoptaget. Man ser sig selv udefra, og er bange for ikke at være god nok eller sød nok eller klog nok. De færreste går vel rundt alene derhjemme og er genert over for en hjørnesofa.

Det er først, når der sker noget i kontakten med andre, som gør en forlegen, at man får farve i kinderne, og så rødmer man, fordi man er flov over, at den anden kan se, at man rødmer, og det eskalerer, til man til sidst kan høre lyden af sit eget blod helt ud i øjnene, og har lyst til at løbe ind på toilettet og trække sig selv ud og aldrig komme tilbage. Min veninde forlod engang en rund fødselsdag mellem for- og hovedret.

Jeg har lært en metode, som nogle gange virker: forberedelse. Hvis jeg skal til en fest, hvor jeg ikke kender så mange, så finder jeg tre-fire allround spørgsmål til andre, der kan fjerne fokus fra mig. Det hjælper.

Men kun indtil der sker noget uventet – så får jeg lyst til at hive kjolen op over ørerne, som små piger ofte gør, når de bliver generte. Og som min datter gjorde, da hun var fire år, og min fars ven talte til hende. Han havde for nylig fået en blodprop i hjernen, der havde ødelagt hans situationsfornemmelse, og derfor udbrød han ved synet: »Nå, står du lige der og lufter fissen?«

Han havde galopperende sindsforstyrrelser, så hvad kan man gøre? Og måske havde han ret: Hvis du forsøger at skjule det ene, viser du det andet. Og hvor slemt er det egentlig, at folk kan se, at du er et menneske med rigtige følelser?

Hver uge skriver forfatter og skuespiller Hassan Preisler og journalist Maise Njor om et uperfekt emne. Har du forslag til, hvad Maise Njor og Hassen Preisler skal skrive om? Så send en mail til: b-sondag@berlingske.dk.