Generationerne har aldrig været tættere – men: »Jeg tror ikke, at din generations tålmodighed bliver ved med at være lige så stor, som den er nu«

Forældre og børn deler ting, der ville have været helt uhørte for få generationer siden, siger lederen af Center for Ungdomsforskning, Noemi Katznelson. Sådan har hun det også med sin egen datter, Shosha Raymond – og alligevel har hendes datter valgt at leve et helt andet liv end hende selv.

Hvis de ældre generationer ikke retter ind, så kommer vi til at se mere vrede i ungdommen, siger professor og ungdomsforsker Noemi Katznelson til sin datter, Shosha Raymond. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det var egentlig et hyggeligt middagsselskab. Men noget, hendes ældste datter sagde til hende bagefter, gjorde indtryk.

Noemi Katznelson, der er født i 1968, kender ellers ungdommen.

Hun er cand. mag i pædagogik og historie og har en ph.d. i uddannelsesforskning fra Roskilde Universitet – og så er hun leder af Center for Ungdomsforskning ved Aalborg Universitet, der, som navnet antyder, forsker i unge, ungdom og ungdomsliv.

Men på lige dette punkt mærker hun ofte, at hun har noget at lære.

»Her står mit kompas bare og plirrer rundt. Jeg kan ikke bruge mine egne erfaringer eller min intuitive fornemmelse, og det rammer mig. Jeg er virkelig på arbejde,« siger hun.

Den aften faldt samtalen i selskabet på en mand, der var blevet smidt ud af militæret. Han havde begået en form overgreb på en kvinde. Hun var vistnok hans kæreste. Og det var da lidt synd for ham.

Men det, Noemi Katznelson opfattede som en jovial samtale mellem gamle venner, opfattede hendes datter som sexistisk. Victim blaming.

»Det har flyttet mit blik. Jeg er nødt til at lære, for der er en mangel på respekt i det andet,« siger ungdomsforskeren.

Bliver hun i tvivl, ringer hun til sin datter. Hun hedder Shosha Raymond, er 27 år, forfatter og psykologistuderende ved Københavns Universitet. Og så har hun på dette område et kompas, der står mere fast.

Shosha Raymond har taget et valg. Hun har ikke lyst til at leve sit liv på den måde, hendes forældre gør.

Det efterlader hendes mor i et dilemma.

En kompetence

Noemi Katznelson taler hurtigt, griner højt og ledsager sine ord med smittende armbevægelser. I hendes Nordvest-villa er der blå vægge, gule vægge og spraglede tæpper på gulvene.

Det er Shosha Raymonds barndomshjem. Hun har et mildt smil og smager på sine ord med en større eftertænksomhed, før hun lader dem glide over tungen.

Der er ting, hun gerne vil gøre anderledes end sin mor. Men nok flere ting, hun gerne vil tage med sig.

Kærligheden, fortæller Shosha Raymond. At tale om de vigtige og de følsomme ting. Plads til at være den, man er. Føle det, man føler.

Mere lavpraktisk er hun begyndt at lave morgengymnastik. Ligesom sin mor, mormor og oldemor.

»Det er meget nemmere at blive vred og gå op imod sine forældre, hvis man ikke forstår dem og ikke kender dem. Men hvis man snakker om alt og forstår hinanden i alt, så er det fandeme svært at gøre oprør,« siger Noemi Katznelson. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

»Jeg synes også, du er ret god til at sige nej til ting, trække dig og tage en pause, hvis det er det, du har brug for,« siger Shosha Raymond til sin mor.

»Jeg kommer til at tænke, at jeg skal have 12 i alt og præstere 120 procent i alt, hvad jeg foretager mig. Men det tjener mig ikke godt at være så ambitiøs og pligtopfyldende hele tiden, for det kan gøre mig virkelig stresset. Jeg er dårlig til at springe over, hvor gærdet er lavest.«

»Det er jeg rigtig god til,« siger Noemi Katznelson og slår en latter op.

»Det er virkelig ment som et kompliment,« svarer hendes datter.

På en måde er det sjovt, at mor og datter har gået på samme gymnasium, mener Noemi Katznelson. Deres oplevelser kunne dårligt have været mere forskellige.

Shosha Raymond stod op klokken fem hver morgen for at lave lektier. Hendes mor skrev sine stile af og prøvede sig frem.

»Hvor det før var noget, jeg syntes var pinligt, ser jeg det nu som en kompetence,« siger ungdomsforskeren.

»Jo mere fokus, der bliver på, at vi alle sammen er enormt pressede, jo mere bliver jeg også klar over, at det har været min strategi til at klare mig igennem.«

Leverpostejsskam

Berlingske undersøger denne sommer, hvilke kløfter der skiller de unge og de ældre generationer ad. Men den præmis køber ungdomsforskeren ikke helt.

Den store generationskløft eksisterer nemlig ikke rigtig, fortæller hun. I hvert fald ikke, når det handler om holdninger, værdier og den følelsesmæssige relation, som er meget tæt mellem forældre og børn.

»Der, hvor der kan opstå en afgrund, er, når det kommer til handlinger. For eksempel i forhold til klimaet,« siger Noemi Katznelson og ser på sin datter.

»Der er helt sikkert en kløft,« nikker Shosha Raymond. Hun spiser vegetarisk og har skullet insistere på at gøre det overfor sin familie.

»Det er omstændigt hele tiden at skulle markere en grænse, som ikke er super rar. I alle familiesammenhænge ender jeg med at føle mig helt vildt besværlig,« siger hun.

»Jeg begynder helt klart at have skyldfølelse over at have leverpostej liggende i køleskabet, når du er på besøg,« nikker Noemi Katznelson.

»Gør du?« udbryder hendes datter. Professoren nikker:

»Ja, nogle gange gemmer jeg den inde i køleskabet under noget andet. Det er sådan en leverpostejsskam. Det er virkelig kikset. Samtidig gider jeg ikke lave det om.«

I dag kan den tætte kontakt mellem forældre og børn fortsætte langt op i 20erne, fortæller Noemi Katznelson: »Det hele flyder sammen på en måde, som havde været utænkeligt førhen.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Spørgsmålet om klimaet kommer kun til at stramme til, mener ungdomsforskeren.

»Hvis vi ældre generationer ikke retter ind, så kommer den generationskonflikt, I leder efter,« siger hun og vender sig mod sin datter.

»Det oprør, du har der, det er jo virkelig pænt. Du tager jo nærmest skyldfølelse på dig over gerne at ville gøre noget anderledes end mig. Men hvis der ikke sker noget inden for det næste par år, så tror jeg, vi kommer til at se mere vrede. Jeg tror ikke, at din generations tålmodighed bliver ved med at være lige så stor, som den er nu.«

Afstanden er forsvundet

Professoren ser tøvende på sin ældste datter og begynder at grine. Hun kan ikke sige sig fri for at bruge sine børn »en lille smule som et feltstudie«. Når hun får lov, vel at mærke.

En historie, Noemi Katznelson ofte bruger i sin formidling, handler om hendes søn. For efterhånden adskillige år siden forsøgte han at vinde sin gymnasiekæreste tilbage.

»Han tog sin computer og skrev et sygt langt brev til hende, som han så ville skrive rent i hånden. Et håndskrevet brev har noget mere »jeg vil dig virkelig gerne« over sig,« fortæller professoren.

Men som han sad der i køkkenet, kunne han ikke gøre det. Hans hånd begyndte at gå i krampe efter de første fire linjer. Men hvem er bedre til at hjælpe end mor?

Først sagde hun nej. Det var simpelthen for mærkeligt. Alligevel endte hun med at sidde dér og grifle sin teenagesøns allerinderste følelser ned på papir.

Den slags kunne Noemi Katznelson aldrig have drømt om at indvie sine egne forældre i, fortæller hun:

»Det, at man som mor kommer ind over en 17-årig drengs kærlighedsliv på den måde – det ville bare ikke – som i ikke – være sket for to generationer siden.«

Tidligere har afstand været en vigtig del af at blive voksen, siger professoren. At man smækker med døren, flytter hjemmefra, klarer sig selv og lever adskilte liv generationerne imellem.

»I dag er afstand slet ikke en markør i voksentilblivelsen. Det er ikke et problem for min søn, at jeg kender til det kærestebrev. Tværtimod inviterer han mig selv ind i det rum, for det er ikke rigtigt dér, han bliver voksen,« siger hun.

»Det betyder så også, at den tætte kontakt forældre og børn imellem kan fortsætte langt op i 20erne. Det hele flyder sammen på en måde, som havde været utænkelig førhen.«

Flere unge vil blive youtubere og forfattere

Havde Noemi Katznelson blandet sig i, hvem hendes søn skulle være kæreste med, havde det til gengæld været et stort problem.

»Så havde han markeret en grænse. I virkeligheden er det hans selvbestemmelse i egne beslutninger, der definerer, at han bliver voksen,« siger professoren og ser på sin datter.

»Vi to har haft nogle konflikter om, at du syntes, jeg blandede mig i dit valg af uddannelse. Der trak du virkelig en streg i sandet,« siger hun.

Shosha Raymond nikker.

»Jeg havde en følelse af, at jeg gerne ville finde min egen vej. Med to ekstremt højtuddannede forældre tror jeg, at jeg havde en ret stor modstand mod at gå ind i nogen form for uddannelse,« siger Shosha Raymond og ser på sin mor.

»Jeg tænkte, at hvis jeg skulle gøre det, så var jeg nødt til at uddanne mig endnu mere end jer. Og det er nærmest umuligt, for I har begge en ph.d.«

»Så er det op ad bakke,« griner Noemi Katznelson.

»Der er mange ting i måden, hvorpå I lever jeres liv, som jeg overhovedet ikke har lyst til at gøre,« siger Shosha Raymond til sin mor. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Det kommer ikke ud af ingenting, fortæller hun. Hele velfærdsstatens udvikling har været bygget på, at man som minimum skal uddanne sig på niveau – men også gerne højere – end sine forældre.

»Det er klart, at jo højere uddannet forældregenerationen bliver, jo mere støder de unge også på en mur, de ikke kan komme over,« siger professoren.

»Jeg tror, vi kommer til at se flere unge, især børn af højtuddannede, som kommer til at gøre noget helt andet. Som går ud af skolen og bliver youtuber eller forfatter. Som vælger nogle helt andre spor, der ligger uden for det formelle uddannelsessystem.«

Svært at gøre oprør

Mor og datter sidder side om side, fanget i en tyk solstråle. Det er, som om havens mange træer er i færd med at trænge sig ind gennem stuevinduerne.

Måske den forsvundne afstand mellem generationerne har givet den ungdommelige vrede svære vilkår.

»Det er meget nemmere at blive vred og gå op imod sine forældre, hvis man ikke forstår dem og ikke kender dem. Men hvis man snakker om alt og forstår hinanden i alt, så er det fandeme svært at gøre oprør,« siger Noemi Katznelson.

»Som forælder pakker jeg jo også mine ord ind i forståelse og omsorg, når jeg siger »ej hvor er det godt, du gør noget for klimaet«. Så er det godt nok svært at blive sur den anden vej rundt og sige »jeg synes, det er noget lort, at du ikke gør noget.««

»Det tænker jeg er meget rigtigt,« svarer Shosha Raymond og fortsætter:

»Måske er det også, fordi mit og mine venners liv ligner vores forældres en hel del. Hvis man har en meget nær kontakt, bliver det svært at gøre særlig meget modstand.«

Hendes mor er enig. Forældre og børn går mere i det samme tøj. De ser de samme film, hører samme musik og synes, det er sjovt at tage på Roskilde Festival sammen, siger hun.

»Vi refererer stadig til 1968 som det store ungdomsoprør. Det er jo ikke, fordi ungdomsgenerationerne ikke har haft problemer eller udfordringer siden. Men generationsbegrebet har været helt væk, fordi der har været så få kontraster at få øje på,« siger Noemi Katznelson.

På en måde er det et symptom på en forandring, at Berlingske skriver om det nu, mener hun. Det var nemlig aldrig sket for fem år siden.

»Alle taler om at flytte ud af byen. Ingen har lyst til at have et fuldtidsjob,« siger Shosha Raymond om sin generation. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Alle taler om at flytte ud af byen

Et sted ude i horisonten fornemmer Noemi Katznelson alligevel et spagt oprør i sin datter.

»Der er nogle steder, hvor du er ret tydelig omkring ikke at ville leve det liv, jeg lever,« siger hun til Shosha Raymond.

Datteren nikker.

»Der er mange ting i måden, hvorpå I lever jeres liv, som jeg overhovedet ikke har lyst til at gøre. Jeg får en følelse af, at jeg vil noget helt andet.«

Shosha Raymond gider ikke være i lommen på sin mobiltelefon, fortæller hun. Og hendes fremtidige børn skal heller ikke vokse op med kød, syntetisk slik, tablets eller telefoner, hvis hun overhovedet kan undgå det.

»Og så er der noget med tempoet. Jeg føler allerede, at jeg har haft for travlt i mit liv. Jeg har overhovedet ikke lyst til at bruge mit liv på at skynde mig,« siger hun.

»Sådan tror jeg, der er mange på min alder, der har det. Alle taler om at flytte ud af byen. Ingen har lyst til at have et fuldtidsjob.«

Hvad er det, du gerne vil opnå ved at sige farvel til alle disse ting?

»Mere nærvær, tror jeg. Og en mere bæredygtig måde at være til på,« siger Shosha Raymond.

Hendes mor lytter opmærksomt.

»Det er virkelig sjovt – det kalder helt klart på to følelser i mig,« siger Noemi Katznelson.

På den ene side forstår hun det virkelig godt, fortæller hun.

Men på den anden føles det som en afvisning af det, hun står for. Og hun kan virkelig ikke lide tanken om at være i opposition til sine børn.

»Det stiller mig i et dilemma: Skal jeg blive i min generation og stå på mål for, at mit yngste barn på 11 år bliver stopfodret med skærm på en måde, jeg aldrig i min vildeste fantasi havde forestillet mig – og spiser syntetisk slik og masser af kød?« spørger hun.

»Eller skal jeg skynde mig at komme med på bølgen, fordi jeg tænker, at jeg ikke er gammel nok til at lade være?«

Noemi Katznelson har egentlig ikke lyst til at lave om på sig selv. Alligevel er hun holdt op med at slå græs i et forsøg på at rewilde sin have. Og så har der vist også været snak om at anskaffe nogle høns.

»Jeg forsøger at lokke Shosha til at bo i byen med høns. Jeg må gøre noget, nu hvor jeg ikke kan slippe af med leverpostejen.«