Gav nyfødt søn til sekt

I 18 år lever og ånder Martin Herbst for Moon-bevægelsen. Han giver alt for troen og den større sags tjeneste: Sin uddannelse, karriere, familie, valg af kone. Han forærer endda sin førstefødte søn bort i håb om at nå den allerøverste top af bevægelsen. Kun for at opdage at alt, hvad han har kæmpet for hele sit voksenliv, er ét stort bedrag. Alligevel fortryder han intet, siger Martin Herbst, der nu har skrevet en bog om sin tid i bevægelsen.

Foto: Linda Henriksen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Jeg betragter mit liv som et stykke danmarkshistorie, der fortjener at blive fortalt…«

Vi er knap kommet indenfor i præsteboligen, der hører til Korsvejskirken på Amager. I den alt for lille entré, mellem våde sko og duggede briller, falder de store ord. Ordene er Martin Herbsts.

Den rødhårede folkekirkepræst, iført pæn skjorte, pullover og blødt håndtryk, ligner alt andet end et stykke danmarkshistorie – eller bare en god historie for den sags skyld. Der er ikke meget statsmand over ham, ikke meget kendiseffekt eller stjernestøv. Men Martin Herbst har en historie, som folk over hele landet valfarter til for at høre. En historie så ekstrem og anderledes, at alle, der møder ham, brænder for at stille ham ét spørgsmål: Hvorfor?

Hvorfor går en begavet ung mand med alle muligheder foran sig ind i en lukket sekt? Hvorfor vælger han at ofre sin familie, karriere og uddannelse til fordel for Moon? Hvorfor lader han en koreaner, der kalder sig »Sande Far«, vælge sin hustru og have blind tillid til, at han vælger rigtigt?

Hvordan kan man tro så stærkt, at man er i stand til at forære sin egen nyfødte søn bort til et andet barnløst par i bevægelsen? Hvorfor skulle der gå 18 år, før bedraget og selvbedraget blev så tydeligt, at han forlod bevægelsen? Hvorfor læser han efterfølgende til dansk folkekirkepræst og lader sig indfange af nye religiøse dogmatikker? Og hvordan i alverden er det muligt ikke at fortryde det mindste, men tværtimod kalde sig selv et »lykkeligt og taknemmeligt menneske«?

»I hele mit liv har jeg søgt efter kærligheden og meningen med livet. I 18 år troede jeg, at jeg havde fundet svaret. I 18 år troede jeg, at jeg havde det hele under kontrol. Jeg var 100 procent sikker på, at jeg havde sandheden, og resten af verden skulle omvendes. Jeg var ikke bare medlem et par måneder af mit liv. Jeg tilbragte hele mit voksenliv i bevægelsen. Jeg ofrede alt: Min karriere, min uddannelse, min familie, mit valg af kone, min førstefødte søn… Og til sidst ofrede jeg det, som jeg havde ofret det hele for, nemlig Moon-bevægelsen. Mere kan et menneske ikke miste. Men det var også i denne kompromisløshed til livet, at tilgivelsen og forvandlingen til et nyt liv lå. Et liv med plads til tvivl og sprækker. Et liv vendt mod den omkringliggende verden. Et liv med ægte kærlighed og plads til andre, der ikke nødvendigvis tænker som én selv.«

Martin Herbst taler hurtigt. Den samme lyse stemme og brændende engagement, som gjorde ham til en højt placeret og skattet Moon-leder ikke bare i Danmark, men i hele Europa, bruger han nu til at fortælle om sit liv i en af verdens største sekter, om sekterismen i os selv, om den »sande tro« (kristendommen ifølge Herbst) og om at leve helhjertet.

»Er formålet i livet at være lykkelig? Nej, det kan ikke være et formål i sig selv, for så ville vi jo altid søge forsoning, udglatning, sikkerhed og forklaringer. I mine øjne må formålet med livet være sandfærdighed – også selv om det indebærer næsten ubærlig smerte, modsætninger, svigt og sprækker i muren. Hvis vi når dertil, hvor vi som menneske kan rumme hele livet, også de mørke sider, kan der ligge en stor lykke.«

Hvordan kommer man videre efter at have givet et barn bort og viet hele sit liv til en sekt, som viser sig at hvile på ét stort bedrag? Det ville for de fleste være en dyb personlig katastrofe?

»Ved du, at begrebet »kata-strofe« på græsk betyder »ned (kata) at vende« (strofe)? Et af de største problemer i dag er, at mennesker ikke kommer langt nok ned. I stedet forsøger vi at beskytte os selv, være på den sikre side, tage forbehold og helgardere os gennem livet. Sådan har jeg aldrig levet, og det kommer jeg heller ikke til.

Jeg tænker aldrig: »Bare jeg ikke havde givet Theodor (Martins førstefødte søn, red.) bort«. Jeg ønsker ikke at lave virkeligheden om. Hvad der er givet, er givet. Jeg har sidenhen indset, at mit engagement i Moon-bevægelsen var forkert, men det ændrer ikke ved det faktum, at vi gav Theodor bort af rene hjerter. Moon-bevægelse eller ej, vi var ærlige og sandfærdige, da vi gav ham bort. Vi gjorde det i kærlighed.«

Martin Herbst blinker ikke én gang. Stemmen tøver ikke én gang. Han pointerer derimod igen og igen: »Gør, hvad du gør, 100 procent. Hvis du gør noget forkert, så gør også det helhjertet. Hvis du endelig skal fortryde noget, så fortryd, at du ikke levede helhjertet«.

For præsten på Amager er det modsatte af kærlighed ikke had, for i hadet ligger der dog en forsmåethed og sårethed. Det modsatte af kærlighed er dovenskab, ligegyldighed, glemsel. Det er den virkelige fjende i os alle.

Men er det overhovedet muligt at leve 100 procent helhjertet hele tiden?

»Jeg har hele mit liv bestræbt mig på at leve efter mit hjerte og leve fuldt ud. Men jeg opdagede også, at den måde, jeg havde levet på i store dele af mit liv, var en falsk og forkert virkelighed. Det har haft store konsekvenser. Jeg ville eksempelvis aldrig have givet Theodor bort, hvis ikke jeg var i Moon-bevægelsen på det tidspunkt. Men alligevel fortryder jeg det ikke. Jeg ved, det lyder modsætningsfyldt, men sådan er livet. Det er fyldt af modsætninger, brud og sprækker. Mit liv og mine beslutninger kan jeg ikke, og vil jeg ikke, løbe fra.«

Føler du dig som et offer?

»Ved du hvad… Offer-rollen er den sidste, jeg vil krybe ind i. Det er den ultimative umyndiggørelse af et menneske. Det gør mennesket til en u-ting, til u-mennesker. I Moon-bevægelsen var jeg et offer: »Nogle må gøre det«, sagde jeg til mig selv. »Nogle må gå forrest, nogle må påtage sig opgaven at frelse verden, nogle må samle penge ind og hverve nye medlemmer…« Også da jeg forlod Moon, havde folk travlt med at gøre mig til et offer. Men jeg er ikke et offer. Det er rigtigt, at jeg blev misbrugt og ofret i bevægelsen, men det reducerer mig ikke til et offer. Jeg er et menneske, jeg vil stå til ansvar for mine handlinger. Det er bl.a. deri mit sandfærdige liv består, at jeg også vedkender mig det usandfærdige…«

Men hvad vil du sige til Theodor, hvis han pludselig en dag står ved din dør og spørger: »Hvorfor gav du mig bort?«

»Det håber jeg, han gør. Så vil jeg fortælle ham, at hvor mange børn er blevet bortadopteret, fordi forældrene ikke kunne magte dem, eller der var problemer i hjemmet, er han givet væk af et ægte overskud og ægte kærlighed. Det skal ikke undskyldes, og jeg ved, at Theodor ville være kistestolt, hvis vi stadig havde været i Moon. Det er vi ikke, derfor ved jeg heller ikke, om han læser min bog, men jeg håber det. Min kone er sikker på, han en dag banker på. Hun siger: Vi gav ham ikke til Moon, men til Gud.«

Martin Herbst har det med sandheden og det frie ord, som han har det med det helhjertede liv: Hvis man mener, noget er sandt og rigtigt, skal man ikke være bange for at få det frem. Derfor har han heller ikke anonymiseret nogen af de mange mennesker og oplevelser, han er stødt på i Moon-bevægelsen, og som han har skrevet en bog om, heller ikke sønnens og det par, han bor hos nu.

I Herbsts verden kan det ikke nytte, at man kun er ærlig om det, der er behageligt og bekvemt. Også det smertefulde og brudte skal frem. Det har han lært på den hårde måde efter 18 år i en sekt, hvor der ikke var plads til tvivl og nuancer. I dag er han færdig med »De færdige forklaringers paradis«, som han kalder det. Færdig med den bevægelse, der netop ved at have svar på alt og hævde, at de viste vejen til den »sande tro«, trak så stærkt i ham, da han 18 år gammel meldte sig til bevægelsen.

»Når man lader sig drage mod noget stort, det kan være kærligheden, meningsfuldheden, troen, risikerer man at træffe forkerte valg. Sådan er livet. Da jeg valgte Moon-bevægelsen, følte jeg virkelig, at Gud kaldte på mig. Jeg følte mig håndplukket og særlig. Jeg søgte de færdige forklaringers paradis og fandt det. Da jeg endelig brød med bedraget og illusionen, græd jeg i bogstaveligste forstand i månedsvis. Mit hjerte blev sprængt i tusind stykker og hele min verden og virkelighedsopfattelse krakelerede. Jeg var blevet bedraget, men det mest smertefulde var, at det gik op for mig, at bedraget begyndte og endte med mig selv.«

Han siger det afklaret og uden fortrydelse. Men er der noget, der nager ham og gør ham dybt pikeret, er det journalisternes, eksperternes, politikernes og almindelige menneskers »fejlagtige og uærlige« syn på, hvad en sekt er, og hvem, der går ind i sekter.

Ifølge Martin Herbst er det ikke usikre og dumme mennesker, der går ind i sekter. Det er ikke onde, sexgale og pengefikserede ledere, der lokker og hjernevasker deres medlemmer. Det er blot en bekvem forklaring fra det omkringstående samfund, som hellere vil latterliggøre og håne end reelt forstå, hvad der ligger bag den sekterisme, som den tidligere Moon-mand mener ikke kun eksisterer i sekterne, men i høj grad blandt os alle.

»Selv om jeg i dag har brudt med Moon-bevægelsen og indset, hvor meget jeg selv tog fejl, betyder det ikke, at jeg er blind over for den fejlagtige kritik af sekterne, der er i omløb. Vi vil så gerne have sekterne i fast form. Så ved vi, hvor de er, og vi kan sige: »De er der, og vi er her!« Ved at reducere sekter og deres medlemmer til ofre, onde eller uskyldige, fjerner man den sidste rest af sektmedlemmernes menneskelighed. Dermed gør man sig skyldig i den samme menneskeforagt, som er selve grobunden for sekterismen.«

Mediernes og omverdenens billede af Moon-bevægelsen ligger milevidt fra det billede, Martin Herbst har af den bevægelse, han selv tilbragte så mange år af sit liv i og gav så meget. For ham er nøgleordene arrogance, åndelig dovenskab og frygt. Både inden for og uden for sekterne.

Når sektens leder ophøjes til en Gud, opstår der en uhyggelig arrogance. Når den religiøse lære betragtes som selve sandheden, opstår der en form for åndelig dovenskab, efter devisen: »Vi alene vide…« Og når sektens hierarkiske struktur med lederen som den guddommelige kransekagefigur er så massiv, opstår der en frygt for at kritisere og stille spørgsmålstegn ved lederen og den religiøse lære.

»Det er sekternes egentlige forbrydelse. Men det er samme mekanismer, medier, politikere, eksperter og almindelige mennesker har betjent sig af. Og man kan ikke bekæmpe sekterisme med sekterisme, dovenskab med dovenskab, frygt med frygt. Jeg har været på begge sider. Jeg har troet helt ind i det inderste af mit hjerte på Moon. Nu ved jeg ligeså helhjertet, at det var et bedrag. Det gør ikke alt i bevægelsen til noget dårligt. Jeg har taget meget guld og sølv med mig ud af Moon – mere end noget andet at leve helhjertet og også se tvivlen, sprækkerne og det brudte i øjnene.«

»Mit livs omvej« af Jacob Egevang og Martin Herbst, Forlaget Lindhardt og Ringhof, 270 kroner, udkommer 28. januar 2009.