»Game of Thrones«-stjerne er med i kommende dramaserie om legendarisk rockgruppe

Maisie Williams spiller punkstjerne i Danny Boyles tv-serie i seks dele om Sex Pistols, der bygger på guitaristen Steve Jones' selvbiografi fra 2016.

Sex Pistols talte – fra venstre til højre: Sid Vicious, Steve Jones, Paul Cook og Johnny Rotten. En ny tv-serie af Danny Boyle skildrer bandets kortvarige tumultariske levetid. Fold sammen
Læs mere
Foto: Handout/Reuters/Ritzau Scanpix

Filminstruktøren bag den berømmede narkomanskildring »Trainspotting«, Danny Boyle, skal være hovedmanden bag et nyt skrig fra gaden, nemlig en tv-serie i seks dele, der dramatiserer den berygtede og banebrydende engelske punkrockgruppe fra 1970erne, Sex Pistols. Det skriver BBC.

Dermed er en cirkel sluttet. Fra at være blevet bandlyst fra BBCs programflade efter et skandaløst tv-interview og en single, der hånede dronning Elisabeth i majestætens jubilæumsår, bliver det formentlig BBC, der bliver blandt de første stationer, der kommer til at vise tv-serien.

Tv-serien, der bygger på en selvbiografi af gruppens guitarist, Steve Jones, får »1917«-stjernen Ansoon Boon i rollen som gruppens leder, Johnny Rotten, mens Louis Partridge skal spille gruppens bassist, Sid Vicious. Det var ikke mindst sidstnævnte, som leverede skandalerne, der omgærdede gruppen i dens korte levetid, hvilket kulminerede, da han i New York blev sigtet for at have myrdet sin kæreste.

Maisie Williams, der havde en af de bærende hovedroller i storserien »Game of Thrones«, skal spille den mindre kendte Pamela Rooke, også kaldet Jordan, som af eftertiden har fået meget af æren for at være et forbillede i punkmoden med strithår, pandaøjne-makeup og hullede netstrømper.

En af de mest populære skuespillere fra storserien »Game of Thrones«, Maisie Williams, skal spille en punkens forkvinder i Danny Boyles kommende tv-serie om punkgruppen Sex Pistols. Fold sammen
Læs mere
Foto: Valerie Macon/AFP/Ritzau Scanpix.

Bag tv-serien står det amerikanske tv-selskab FX, der tidligere har leveret true life-serier som »The People v.s O.J. Simpson: American Crime Story« og »Feud: Bette and Joan«. Ifølge de britiske medier vil serien sandsynligvis få premiere på BBC, der har en indholdsaftale med FX.

Sex Pistols blev oprindeligt i 1972 dannet af Steve Jones og trommeslageren Paul Cook, men musikken fandt for alvor sin aggressive form, da lærervikaren Johnny Lydon, med kælenavnet Rotten, trådte til som forsanger og tekstskriver.

En tv-optræden i gruppens første leveår blev en stor skandale, da en studievært opfordrede gruppens medlemmer til at sige så mange bandeord som muligt, mens programmet kørte rulletekster.

Tv-showet førte til, at gruppens koncerter blev aflyst på stribe, hvorfor de begyndte at optræde under alternative navne og til hemmelige koncerter. Sex Pistols' musik og optræden var for sin tid ekstremt upoleret, men musikken kom til at fungere som et slags manifest for en hel generation, hvor budskabet var, at man ikke behøver at være meget kompetent for at have noget på hjerte. Om Sex Pistols' koncerter har man siden sagt, at enhver, der havde held til at se en af deres »hemmelige« koncerter, gik hjem og lavede sit eget band.

Det gjaldt en legendarisk koncert i Manchester – skildret i Michael Winterbottoms film »24 hour party people« – hvor medlemmer af senere succesfulde grupper som Joy Division fik inspiration til at lave deres egen primitive musik. Noget lignende gjorde sig gældende, da Sex Pistols spillede to koncerter i Daddys Dance Hall i juli 1977, hvorved kimen til den københavnske punkscene blev lagt.

Legendarisk

Selvom mange af datidens rockjournalister og fans af den mere avancerede såkaldt progressive rock kun havde foragt overfor pladen, rangerer Sex Pistols' eneste album »Never Mind The Bollocks – Here's The Sex Pistols« fortsat højt på lister over rockhistoriens mest indflydelsesrige plader.

Også denne plade blev udsat for en form for censur, idet den på grund af sin obskøne »nosser«-titel kun måtte sælges »under disken« i pladeforretninger.

Steve Jones’ selvbiografi adskiller sig fra andre Sex Pistols-bøger ved at være en personligt farvet biografi, der blandt andet afslører gruppens frustration over at blive forhindret i at komme ud med deres musik. Biografien indeholder også kapitler om tiden efter bandet, da Steve Jones slog sig ned i Los Angeles og blev en slags for tidligt-pensioneret koryfæ, der hurtigt blev afhængig af alkohol. I dag bestyrer Steve Jones et amerikansk radioprogram.

John Lydon fik en ny musikkarriere efter Sex Pistols med gruppen Public Image Ltd, der med inspiration fra blandt andet den tyske krautrock og dub reggae skabte en ny og meget radikalt lydende rockmusik.

John Lydon har i de forgangne 40 år været en stemme i den offentlige britiske debat – samt ageret broget indslag i realityshow. Han har flere gange set sig ond på forsøg på at omsætte gruppens eftermæle i fiktion, senest i den meget roste Netflix-serie om den britiske kongefamilie »The Crown«.

Angiveligt havde det oprindeligt været et ønske fra skaberne af denne serie, at et afsnit skulle handle om den skandale, der opstod, da gruppen komponerede den anti-monarkistiske sang »God Save The Queen« (hvis omkvæd »No Future for you« gav navn til den daværende unge-generation). John Lydon, der i dag støtter både Donald Trump og britiske monarki, nedlagde veto mod, at serien brugte sangen, og dermed skønnede Netflix, at det var bedst at skrive den episode ud af serien.

I skrivende stund har John Lydon ifølge avisen The Guardian endnu ikke sagt sin mening om den kommende serie, og det fremgår ikke af de britiske medier, hvorvidt han har godkendt brugen af gruppens musik. Optagelserne begynder i marts i år, og serien forventes at få premiere i slutningen af 2021 eller begyndelsen af 2022.