Morgenen sidder stadig i kroppen, da Kim Ny- gaard rækker hånden frem og præsenterer sig. Han er psykolog med hang til vandreture. Flere af hans coaching-sessions foregår under åben himmel og med vandrestøvlerne på. Krop og sind hænger sammen, og vi har det bedst, når fysik og psyke er ét, forklarede han i telefonen for nogle dage siden.

De seneste år er coachingbølgen skyllet ind over os, og vandre-coaching er blot en af mange populære terapiformer. Ifølge bevægelsespsykolog Helle Winther har vi i det vestlige samfund en tendens til at splitte krop og psyke, men forskning inden for bevægelsespsykologien viser imidlertid, at vi skal blive bedre til at betragte krop og psyke som en helhed.

»Kroppen er ikke bare noget, der skal holdes i form og rask, den er også en del af vores psykiske univers. Det er vigtigt ikke bare have en krop, men være en krop, fordi kroppen afspejler identitet og personlighed,« siger Helle Winther, der i bevægelsespsykologien søger en dybere forståelse af kroppens sprog og bevægelsens psykologi med udgangspunkt i danseterapiformen »Dansergia«.

Helle Winthers forklaring harmonerer fint med de mange nye former for coaching, der kobler bevægelse og psyke, blandt andet vandring.

Efterårsvinden stryger koldt over kinden, mens Amager Fælled lukker sig om Kim og mig. De lave træer og buskadset rejser sig som en kuppelhvælving på himlen, men når ikke helt sammen på midten, hvor syleskarpt sollys kastes ned på stien. Den monotone lyd af støvler, der ruller hen over gruset blander sig med fuglekvidder og trafikstøj. Vi har kun gået få meter, da Kim siger:

»Lige nu går vi som om, vi skal skynde os til bageren. Prøv at trække vejret og gå lidt langsommere. Når vi slipper tankegangen om, at vi skal fra A til B og sænker tempoet, så opnår vi mere nydelse. Den eneste virkelighed, der er, når vi går, er, at vi sætter det ene ben foran det andet. Det er derigennem, træningen i nærvær kommer.«

Jeg forsøger at tage en dyb indånding. Okay, vi skal nyde det. Men det føles næsten som om, man går i stå. Er jeg dårlig til at gå? Tør ikke se Kim i øjnene, men det gør måske heller ikke så meget. Det virker meget naturligt ikke at gå med hovedet vendt mod hinanden hele tiden.

»Det er vigtigt, at vi ikke har øjenkontakt hele tiden, for så bliver det nemmere at fordøje det, vi taler om. Nogle gange kan det være for meget med øjenkontakt, fordi forestillingen om den anden kan fylde meget. Når vi går, har vi et fælles rum samtidig med, at du også har dit rum, og jeg har mit,« forklarer Kim.

Og nej, man kan ikke være dårlig til at gå. Men ens gang afslører, hvordan man har det. Små hurtige skridt, der trækker af sted med en foroverbøjet, stiv krop, er tegn på en stresset dagligdag, mens nedsunkne skuldre hængende over gummiben tyder på, at man er ved at brænde ud. Kim coacher sine vandrere i at gå ned i tempo eller rette sig op og få en sundere gang, men det er ikke kun gangen, der er i fokus. Et coachingforløb hos Kim handler om at finde ud af, hvem man er, hvordan man bruger sig selv, og hvordan man ændrer uvaner til bedre vaner.

»Den fysiske vandring kan med lidt omtanke og nærvær åbne sindet. Fordi man fysisk bevæger sig fra ét sted til et andet, ser man tingene med andre øjne. Min opgave som psykolog er at spore folks tankegang ind på det, vi skal arbejde med. Vi er her ikke for at præstere, men for at gå fra noget i os selv til noget andet,« fortæller Kim.

Jeg kommer i tanke om bevægelsespsykologien, hvis budskab netop er, at bevægelse er et redskab til at komme bag de bevidste fokuseringer og ned til det ubevidste plan. Som Helle Winther tidligere forklarede mig:

»Jo mere bevægelse, des mindre fastholdelse. Man giver sig selv plads til at udvikle sig og ændre sine gamle mønstre. Når man ikke låses i gamle mønstre, bliver man nødt til at bevæge sig. Det kan frigøre energi på mange måder.«

Jeg ved nu ikke, om mine gamle mønstre er forsvundet, mens Kim og jeg har vandret rundt i efterårssolen, men mine ben er blevet lettere og sætter helt af sig selv den ene fod foran den anden.

»Når du går, forankrer du den indsigt, du får gennem samtalen, i kroppen. Hvis vi sætter et mål for dig, du skal arbejde henimod, kommer det til at mærkes rigtigt fysisk, fordi du samtidig bevæger kroppen. Hænger man over en stol og siger til sig selv, at man skal blive bedre til at sige ja til de rigtige ting, så er der ikke så meget energi i foretagendet. Men kommer man ud at gå, får man skabt noget dynamik omkring projektet, fordi kroppen bliver aktiveret,« forklarer Kim.

På vejen hjem overvejer jeg, om der mon vil være mere power bag projekterne og kraft i kroppen de næste dage. Hvis jeg mærker efter, spinder tankecentrifugen allerede lidt mere gnidningsfrit og fremadrettet.