Frispark: Det er rigtig sjovt at lave »helikopteren«

Denne klumme skal handle om tissemænd, så nu er du advaret.

Jesper Eising, souschef på kulturredaktionen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Esben Salling
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er ikke nogen let eller floromvunden måde at formulere det på, så nu siger jeg det bare: Denne klumme skal handle om tissemænd, så nu er du advaret.

For drenges - og mænds for den sags skyld - forhold til deres tissemand synes at være en evig kilde til forundring hos mange kvinder, så derfor mener jeg, at det - i oplysningens hellige navn - kan være på sin plads at dykke bare en lille bitte smule ned i dette ganske komplicerede emne. 

Tag nu min søn på fem år. Han var vel ikke mere end godt et år, før han på puslebordet opdagede sin »tissegøjs«, og siden har han holdt godt fast i den! Den bliver med jævne mellemrum revet og flået i og vist frem med et smørret grin til alle, der gider se på den.

»Er det normalt?« spurgte min hustru bekymret, første gang det skete, hvortil jeg måtte svare: »Ja, det er ganske normalt.« 

»Men hvorfor hiver han i den?« ville hun vide, hvortil jeg måtte svare: »Fordi den er der!« 

Det er nemlig det ganske enkle svar: Drenge og mænd piller ved deres tissemand, fordi den er der. Prøv at tænke på, hvor mange gange du i løbet af en dag lige skal klø dig på næsen eller gnide dig på øreflippen eller nulre på andre kropslige ekstremiteter; well, en tissemand er den ultimative kropslige ekstremitet: den hænger bare der og dingler, så det ville da være helt besynderligt, hvis den ikke engang imellem blev pillet ved.

Jeg læste for nyligt om en undersøgelse, der viste, at vi i gennemsnit tjekker vores smartphone 150 gange om dagen. Man kan måske lidt frisk sige, at tissemanden er mandens personlige smartphone, som han med jævne mellemrum har brug for at tjekke for at se, om der er kommet nye beskeder og alt i øvrigt er, som det plejer.

Nu har vi selvfølgelig lært sønnike, at han ikke skal gå og vise sin diller frem til alt og alle - det er, tror jeg, en erkendelsesproces, som alle drenge skal igennem: Det er faktisk rigtig sjovt at lave »helikopteren« (faktisk helt ustyrlig morsomt), meeeeeen man skal nok ikke tage alle med på en flyvetur hele tiden.

På den anden side kan man tids nok oparbejde komplekser omkring sin tissemand, hvilket antallet af hårfjerningskure, penisforlængelsesapparater og ditto operationer vidner om. Jeg så forleden, at man nu kan få særlige push-up underbukser, der sørger for at kalorius syner af mere i buksen. I guder! 

Personligt har jeg altid syntes, at en af de helt store fordele ved at have en tissemand er, at man kan urinere hvor som helst og når som helst. Så står man dér på rad og række og tømmer blæren til Roskilde Festival sammen med alle de andre gutter, eller man er på vej sydpå og holder tissepause på en overfyldt, tysk rasteplads: så drøner man lige ind til pissoiret, mens fruen står i meterlang kø og tripper. »Hvad Søren skat, er du ikke kommet længere? Jeg tager lige en kaffe og venter ude ved bilen!« 

Det er da smart.