Frispark

Slip hinanden fri - det er jul

Jeg har to messinglysetager ude i baggangen. De ligger på gulvet under en kommode, der tynges af værktøjskassen og en kuffert med ledninger.

Lysestagerne, der ligner dem, der står på et alter, var for 20 år siden selveste symbolet på jul og højtid i mit barndomshjem. De blev pudset og gjort fine og skinnende den ene gang om året. Nu lever mine forældre ikke længere, og det ligger til mig at gøre stagerne klar og videreføre – hvor små de end måtte være – de juletraditioner, vi kunne banke op af jorden i et hjem, hvor min mor var afhoppet præstedatter og en af de første i kvindebevægelsens Kvinder over Fyrre i 70erne. Min far købte troligt ind i tonsvis hver jul uden at lade sig mærke af stresset og forventningerne fra min søster og mig.

Men jeg gider ikke rigtig finde de støvede lysestager frem og skrabe den røde stearin af fra julen 2002. Jo, jeg gider godt – men jeg gør det ikke. Eller jeg gør det ikke, men jeg gider godt – eller, hvad man nu siger, når man føler sig fastfrosset i julens halløj som et dådyr fanget i en bils lygter. Apatisk, men ved fuld bevidsthed om, at man bør gøre noget. Bare NOGET. For ikke at blive kørt over ende.

Julen er med andre ord blevet til logistikkens fest: Skal det være hos dem eller dem? Dér eller dér? Eller måske sammen eller begge dele, og hvor vil datteren holde juleaften? Eller, uha det forbudte: Slet ikke. Bare droppe julen og samværet og gaverne og spændingen? Uhyrligt! Og pengenes og den kollektive idiotis fest.

For om to-tre uger kan alle de gaver, vi køber, fås til halv pris eller mindre under januarudsalget.

Og så er det hjerternes fest. Vel at mærke, hvis der er børn til stede. Ellers er det »bare« en hyggelig voksenaften med mange stearinlys, tryg vished om menuens sammensætning og lettelse over, at melankolien er væk om et par dage.

Da jeg i sidste uge tog lysestagerne i hånden og for en stund drømte mig tilbage, var det, som om den tunge messing tyngede traditionen og min tabte barndoms juleaftener ned i mit mellemgulv. En dårlig samvittighed over ikke at være spændt op til julelir og tusind tanker om, hvordan julen skulle foregå, begyndte at pible frem, da min kvinde uventet kom mig i møde.

Modsat tidligere i vores samliv gav hun mig fri i år til at holde den jul, jeg ville. Ingen sure miner, konflikter eller topmøder om forventninger og feminint underspillet krigserklæringer a la: »Det synes jeg er mærkeligt...«

Hun gad forståeligt nok ikke sidde i sin families skød på den store aften med sine børn oppe under loftet af spænding og se mig være melankolsk over ikke at være sammen med min datter eller alene eller være et helt andet sted.

Så det bliver med min søster på Fyn i år.

Inspireret af kærestens konfliktløsende attitude droppede jeg presset på datteren og gav hende fri til at holde den jul, hun vil. Hun har siden skilsmissen hadet julen på grund af sine forældres forventninger. Hun lyste op i et sms-smil på mobilen, som om tung messing var løftet fra hendes skuldre. Måske holder hun jul med kærestens familie, måske med mig og hendes faster. Måske noget helt andet autonomt. Fint med mig. Helt ærligt.

Julen i år har med andre ord fået et uventet skær af harmoni i udgaven: Sammenbragt familie gør, hvad de hver især inderst inde har lyst til, uden at nogen bliver sure. Den slags kan næsten få en mand til at bære messinglysestagerne ud i køkkenet, pudse dem op og sætte lys i.