Frispark

Min email er jrf@berlingske.dk. Så er det sagt. Denne tekst handler nemlig om hunde, og ikke mindst, hvordan grænseløse ejere ikke kan styre deres firbenede såkaldte bedste venner.

Den udvidede læserservice skal gøre det lettere at klage direkte til undertegnede uden irriterende mellemled. For er der noget, der kan få den danske befolkning ud af hullerne og hen til computeren, så er det kritik at landets omkring halve million hunde og deres hengivne ejermænd, der åbenbart ikke forstår, at ikke alle elsker deres kræ.

Man kan klage over børn uden at høre ret meget fra forældre. Man kan hidse sig op over heste, der som bekendt er farlige i begge ender og urolige på midten, uden at høre fra ryttere og stutterier, og man kan brokke sig over gnavere, katte og DSB uden at høre et kvæk fra nogen. Men kun når man er kritisk overfor hunde, får man af ejerne engageret respons og rødglødende forsvarstaler eller bare besked på at knytte bærret.

I forhold til, hvor meget hunde og ikke mindst deres efterladenskaber fylder i gadebilledet, er det mærkeligt, at ikke flere giver smerten lyd. Og dog. Hundenes position som den vestlige verdens hellige køer gør forståeligt nok, at mange ryster i bukserne over at sige, hvad de tænker.

Men jeg skal ikke være den, der lægger hindringer i vejen for en sund feedback på min intolerance eller konstruktiv nedrakning af ditto. »Tættere på læserne« kaldte vi det engang her på avisen.

Sagen er den, at jeg tre gange i den forløbne uge er blevet »angrebet« af hunde. Ikke korporligt så blodet sprang, men på den der måde, hvor hunden, selvfølgelig uden snor, er drønet direkte imod mig med tusinde kilometer i timen med blottede tænder.

Så står man der fastfrosset i angst, eller cykler derudad med lynets hast for at komme i dækning, mens dyret kommer nærmere og nærmere og nærmere. De første to gange, jeg var ude for dette skrækindjagende skinangreb fra en hund, stod jeg lammet, og ønskede med sveden piblende frem, at ejermanden ville kalde dyret tilbage og sige: »Fy Fido!« Og undskyld til mig, fordi han ikke kunne holde sin hund i ro. Men det gjorde vedkommende ikke.

Ejermanden stod hver gang langt væk og sagde ikke noget, mens dyret åd sig ind på mig som et blodtørstigt varmesøgende missil. Ejeren ser altid forurettet ud, når hunden vender om og angriber mig. Som om, det er ens egen fejl, at man ikke kender til hundens sygeligt kontaktsøgende adfærd og subtile signaler med halen.

Begge gange standsede hunden heldigvis, lige før den bankede ind i min cykel eller i mine knæhaser og logrede med halen, som om det var smaddersjovt, at jeg var ved at gøre i bukserne af skræk. Jeg var for panikslagen til at råbe til ejermanden, at han for helvede skulle styre sin hund, og det der var værre.

Først da det skete for tredje gang i denne uge, fandt jeg på noget, der åbenbart virker. Eller også var det, fordi den lille tæppetisser var for kujonagtig, og, som sædvanligt med små hunde, havde overvurderet sin egen formåen.

Jeg skreg lige ind i fjæset på hunden, da den kom flyvende. Jeg kom den simpelthen i forkøbet med aggressiv possitur og højtråbende savlende stupiditet. Så kunne den lære det. Hunden blev helt paf, standsede op, gloede og kiggede tilbage på sin ejer, som en vaskeægte tøsedreng: Seeeee! Manden råber ad mig. Må han godt det? Ryf! Ejermanden kom luntende hen til åstedet for at se, om lille hunni var kommet noget til. Det var den ikke. Men jeg var blevet en sejr rigere, uanset hvor pinligt det må have set ud, at en voksen mand med armene i vejret og hooliganråb farer hen imod en lille firbenet kødfuld nullermand på skovstien.

For sent kom jeg i tanke om, hvad en lærer engang fortalte i folkeskolen. At hvis man bliver angrebet af en hund eller en ulv, så er det bedste, man kan gøre lynhurtigt at vikle noget tøj omkring underarmen og stikke den frem i mod det fremstormende dyr. Hunden vil så instinktivt, dumme er de jo, hoppe op og bide i armen og holde ubønhørligt fast, som var det min strube, den havde fat i. Herefter kan man så enten bruge den frie hånd til at prikke øjnene ud på bæstet eller med en blyant eller en kniv flænse bugen op på dyret.

Men som sagt, min mailadresse er:

jrf@berlingske.dk