FRISPARK

Fredag eftermiddag begyndte jeg så småt at panikke ved tanken om, at jeg få timer senere helst skulle kunne stå med et helt arsenal af kulinariske overraskelser og den lige så vigtige tilbagelænede det-var-lige-hvad-jeg-havde-i-køleskabet- attitude

Hver tid har sine ikoner. I folkeskolen blev man holdt uden for, hvis man ikke ejede et par stone washed cowboybukser, og senere skulle man kunne snakke med om postmoderne film, for at være en del af parnasset. Men i dag skal man fandeme diske op med både braisering og blanchering for at være med i klubben, og man skal kunne tale med om langtidsstegning og dampning for at være one of the guys. Mænd i dag kan til nødacceptere, at deres kønsfæller ikke helt har styr på oprykkerne i SAS-ligaen. Men man er buttfucked, hvis man ikke kan sine stegetider og har ligestillet riskoger og disse her pincetter (siden hvornår blev vi for fine til en paletkniv?!) med iPod og mobiltelefon.

Al snak om at danskerne bruger penge på køkkener i stedet for på mad, tror jeg ikke længere på. Friværdi, Velfærd og Gastronomi er det moderne livs sakrosante treenighed, og er man ikke til hele pakken, er man en kætter, som de rettroende er parat til at ofre på deres Gaggenau induktionskomfurer.

Nu deler jeg kontor med både dherrer M/S-redaktøren og Madanmelderen, som taler med omtrent lige så stor entusiasme om deres børn, som de gør om det venstre spjæld på deres Webergrill, som håndteret rigtigt tilsyneladende kan udrette mirakler på ethvert dødt dyr. Selv hører jeg til den kategori, der finder den sidste engangsgrill i Netto inden lukketid, og det plejer at fungere helt fint. Og jeg har kun én større yndlingsaversion end tv-kokke, og det er kogebøger.

Misforstå mig ikke, jeg er ikke en gastronomisk ignorant, der er ligeglad med, hvad jeg putter i munden. Jeg elsker god mad og kan egentlig også godt lide at rumstere i køkkenet en gang imellem. Men madtyranniet har taget over.

Forleden havde jeg inviteret gode venner til middag og glædede mig faktisk en del, for det er søde mennesker, man aldrig keder sig med. Men de er også typerne, for hvem ethvert måltid er den sidste nadver. Da vi sidst var hos Rebecca og David, havde David tilberedt fem forskellige retter, og jeg kan ikke huske så mange detaljer ud over at det smagte godt, og at David selv kun spiste to af retterne, hvilket enten kan tolkes som respektindgydende, krukket eller slet og ret kræsent.

Tilmed kom jeg så i tanke om, at vores stempelkande var gået i stykker, og det er knap så fedt, når Christian og Caroline lige har købt en espresso-maskine, der har været lige så dyr som en mellemstor personbil.

Så fredag eftermiddag begyndte jeg så småt at panikke ved tanken om, at jeg få timer senere helst skulle kunne stå med et helt arsenal af kulinariske overraskelser og den lige så vigtige tilbagelænede det-var-lige-hvad-jeg-havde-i-køleskabet- attitude. Aldrig har jeg været så tæt på at aflyse hele lortet, for selv om jeg så frem til selskab, så gad jeg simpelthen ikke at lave mad. Jeg ville meget hellere ud og spise eller i det mindste lave et eller andet helt enkelt. Måske bare en ordentlig omgang spaghetti bolognese, som jeg i al beskedenhed laver byens bedste af.

Men det kan man bare ikke i dag. For det forventes, at man ruller sig ud som fuldbåren chef de cuisine hver eneste gang.

Skide sur gik jeg alligevel ud for at finde noget, der kunne imponere mine kræsne venner, og efter et (politisk korrekt!) stop hos halal-slagteren og grønthandleren og en smuttur inden om Irma City var jeg igen ved at være ved godt mod.  

Og nej, den overraskende pointe er ikke, at jeg i 11. time hev et par frække overraskelser ud af ærmet og alligevel tog stikket hjem med lidt salvie og en improviseret aïoli. For det gjorde jeg bestemt ikke. Min mad mindede i højere grad om noget, man serverede i forstæderne i 1980erne, og det burde jeg slet ikke være flov over, for lam, kartofler og salat er udmærket føde. Men jeg skammede mig og udsatte øjeblikket, hvor jeg ikke skulle komme ind med friskbrygget kaffe og hjemmelavet crème brulée, men derimod en gryde med kogt vand (el-kedlen gik ned samme morgen, og det gør jo ikke ens liv lettere) glasset med instant kaffe og de tre forskellige slags vanilleis fra Irma.

Næste gang skal jeg have fat i ham Jamie Oliver. Jeg har hørt, at han laver en udmærket bolognese.